Læs alt det bedste fra FavrskovLIV
Danmark er ramt af efterårsferie, og FavrskovLIV ligner ikke helt sig selv i denne uge.
Vi udsender kun ét nyhedsbrev, nemlig dette. Og vi bruger faktisk dette nyhedsbrev på at se tilbage i arkivet efter de bedste historier, vi har bragt, siden vi gik i luften i juni måned.
Det kan være, du er kommet til undervejs og derfor ikke har set nogle af historierne. Det kan også være, du læste med, da vi bragte dem, og så får du bare muligheden for at genlæse.
Det er blevet til en del historier, som vi er ganske godt tilfreds med, både de alvorlige, men også de mere underfundige og overraskende. Hvis du navigerer længere ned på siden vil du finde en lang række links til de historier, vi har udvalgt som de bedste.
I næste uge er vi selvfølgelig tilbage som vanligt. Du kan se frem til at læse/høre endnu et kandidatportræt, denne gang af Venstre-kandidaten Santana Marie Malling fra Thorsø. Vi tager også til byrådsmøde på tirsdag, og det kan du læse mere om onsdag. Sidste gang blev det en halvdramatisk affære, da mødet måtte afbrydes i 10 minutter som følge af en ophedet debat om kædeansvar. Med ganske kort tid til valget er det svært at forestille sig, at ikke også dette byrådsmøde bliver en livlig omgang.
Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke ALLE jer, der har tilmeldt jer vores nyhedsbrev. Vi vil gerne takke for de mange venlige ord, I giver os med på vejen, både i form af mails og i kommentarer på Facebook. Og vi vil gerne minde jer om, at I altid gerne må skrive til os, hvis I har noget på hjerte - også hvis der er noget, I mener, vi bør gøre bedre. Skriv til Jesper Rehmeier på jerso@favrskovliv.dk eller til Maria Neergaard Lorentsen på manlo@favrskovliv.dk.
God efterårsferie og tur i arkivet.
1. I Laurbjerg venter de på toget - venter de forgæves?
I Laurbjerg drømmer de om, at man genåbner trinbrættet. Og det samme drømmer man om i byrådet. Faktisk har Favrskovs politikere kæmpet en indædt kamp for igen at få toget til at gøre stop i Laurbjerg.
Den kamp har fascineret os her på FavrskovLIV, og vi har talt med både politikere og borgere i byen. Vi har interviewet en forsker, som har været med til at lave rapporter om kollektiv trafik i forbindelse med Laubjerg. Og vi har selvfølgelig forstyrret transportminister Benny Engelbrech (S) adskillige gange og bedt ham svare på kritikken fra borgere og lokale politikere. Og til sidst gav ministeren også et skriftligt svar på, hvorfor toget ikke skal standse i Laubjerg.
Herunder kan du læse alle historierne om den årtier lange strid om trinbrættet i Laurbjerg, hvor borgerne føler sig glemt og svigtet.
- Læs hele baggrunden og tidslinjen for striden her.
- Læs borgernes tanker om politikernes ageren i sagen her.
- Læs om de konsekvenser det har haft for en familie med en gigtramt datter, at toget ikke forbinder Laurbjerg med omverdenen og resten af Favrskov.
- Læs transportministerens svar til FavrskovLIV her.
- Læs det klare svar forskeren bag den rapport, som afviser grundlaget for et trinbræt i Laurbjerg.
2. Hvil i fred, Chris Anker Sørensen
Det var slet ikke til at forstå. Chris Anker Sørensen død. I en alder af 37 år, omkommet i en ulykke, da han på sin cykel blev ramt af en bil i Belgien, hvor han dækkede VM i landevejscykling for TV2.
Chris Anker Sørensen var fra Hammel. Han var Oksen fra Hammel, og han var folkekær som få. Det stod virkelig klart i dagene efter hans død. På FavrskovLIV talte vi med mange, der følte, at de kendte Chris Anker Sørensen, uden at de egentlig gjorde.
Jesper Rehmeier skrev et nyhedsbrev som en hyldest til cykelrytteren fra Hammel. Det kan du læse eller genlæse her.
3. Byrådsmøder er fremragende underholdning
Lige om lidt er der valg til byrådet. 16. november skal vi sætte kryds for de næste fire år i Favrskov, og når man overværer byrådsmøderne fornemmer man tydeligt, at politikerne gør klar til kamp.
FavrskovLIV dækker byrådsmøderne, og det er bestemt værd at læse de artikler, der kommer ud af det. Det er i byrådssalen, kommunens nutid og fremtid (og indimellem også fortid) diskuteres, og de vigtigste sager og dagsordenen vedtages.
Her kan du læse højdepunkterne fra mødet, hvor trinbrættet i Laubjerg senest blev diskuteret, og hvor debatten også gik på, hvorvidt visse byrådsmedlemmer kunne beskrives som "fatsvage", da snakken faldt på CO2-neutral byggemodning.
Ved seneste byrådsmøde føg det med anklager om valgstunt og suspekt timing, da medlemmerne skulle tage stilling til et spørgsmål om kædeansvar. Mødet måtte afbrydes i 10 minutter, mens formalia omkring afstemning og procedurer blev diskuteret. Læs om det møde her.
4. - Lad være med at stuve folk sammen som burhøns i fem etager
Der skal bygges 75 almene boliger i Hinnerup, og man er gået i gang med at rive de huse ned, som skal lave plads til etagebyggeriet. De 75 boliger skal bygges med udsigt til Lilleådalen i Hinnerup, og byggeriet bliver i 2-5 etager.
Og det begejstrer ikke alle i området. I sommer talte FavrskovLIV med to af borgerne på Fredensgade, hvor de almene boliger skal bygges. Og de er meget utilfredse med, at der skal bygges i fem etager, noget som ikke hører til en by som Hinnerup, mener de.
Det kan du læse mere om i denne artikel. Her udtaler formanden for Planudvalget, Erling Kvist Andersen (S) sig også med et bud på, hvorfor der indkom så få høringssvar, da lokalplanen var i offentlig høring.
Her kan du læse et interview med direktøren for AL2bolig, som opfører de almene lejligheder. Han fortæller mere om byggeriet, pris og tidsplan.
5. Landsbyen Sall skal kickstartes efter corona
Sall er en af Favrskovs mange aktive landsbyer, hvor ildsjæle engagerer sig i foreninger, frivilligt arbejde og byudvikling. Faktisk er Sall berømt for landsbyens ildsjæleånd.
Corona satte en stopper for meget af det sociale liv i landsbyen, og på den anden side af pandemien har borgerne skullet genstarte de mange aktiviteter, som de brugte tid på før.
FavrskovLIV tog til landsbyen og undersøgte, hvad det er for en ånd, der hersker i Sall. Og vi spurgte de lokale kræfter om, hvordan de har tænkt sig at komme i gang igen. Det kan du læse om her.
Her kan du tage med på en guidet rundtur i landsbyen, der i 2018 blev kåret til årets landsby.
6. Nu slynger Lilleåen sig igen gennem Kollerup enge
Der var smil fra øre til øre på de høje herrer, da genslyngningen af Lillenåen i Kollerup Enge blev indviet. Genslyngning betyder, at åen har fået sit oprindelige, snoet forløb tilbage, som den havde det, inden man rettede den ind og drænede jorden i engen for at kunne dyrke den. Men genslyngningen har man skabt bedre vilkår for dyrelivet i engen, et værn mod oversvømmelser i Hadsten by og et sted at binde kvælstof, så der skylles mindre ud i Randers fjord. En win-win-win, om man vil. Derfor de brede smil hos borgmester Nils Borring (S), formand for Teknik- og Miljøudvalget Anders G Christensen (V) og lodsejer Niels Christian Selchau-Mark, der også stiller op til byrådet for Konservative.
7. Sådan bevæger vi os i Favrskov
En gruppe forskere Syd Dansk Universitet (SDU) har kortlagt danskernes fysiske aktivitet, altså hvilke sportsgrene og motionsformer, vi kaster os over.
Favrskov Kommune indgår selvfølgelig i rapporten, og en af forfatteren bag sagde således til FavrskovLIV i forbindelse med offentliggørelsen:
- Til sammenligning med både lignende oplandskommuner og landsgennemsnittet, ligger Favrskov kommune højt, når det kommer til idræt, motion og bevægelse i fritiden, forklarer han.
Klik her for at dykke ned i tallene og se, hvordan vi får pulsen op her i kommunen.
8. Kirkegården i Foldby er både til døde og til livet
Biodiversitet rykker længere op på den politiske dagsorden, og vi kan også se på vores data og statistik, at I kan lide vores historier om grønne initiativer.
Derfor er det værd at minde om denne historie, som handler om Favrskov Provstis ambitioner om en klimaneutralitet og biodiversitet.
På Foldby kirkegård får de døde deres grave, men planter, blomster og så videre på kirkegården summer af liv, for man tænker nemlig biodiversitet ind i kirkegården. Det fortæller kirkegårdsgraver Frank Jensen mere om i denne artikel.
9. Favrskov Kommune har haft rod i kvitteringerne
Favrskov Kommune har haft rod i billagskvitteringerne. Det kunne Danmarks Radio afsløre som led i en stor kulegravning af alle landets kommuner.
DR søgte aktindsigt i kreditkortkvitteringer hos kommunerne, og i Favrskov manglede der kvitteringer i 25 procent af de kvitteringer, som DR fik aktindsigt i.
Det fik Favrskov Kommune til at gennemgå alle kvitteringer fra januar 2018 til juni 2021 for at kortlægge problemets omfang.
10. Der er pres på daginstitutionerne i Hadsten
Pædagoger i vuggestuerne i Hadsten melder om travle hverdage, fyldte institutioner og problemer med at skaffe personale.
Det fremgår af de høringssvar, som er afgivet i forbindelse med vedtagelsen af det nye budget. Pædagogerne ønsker flere daginstitutioner i den østlige del af kommunen. Og fra forvaltnings side er man klar over, at der er pres på. Derfor har man også sat gang i flere initiativer, der skal afhjælpe presset, indtil der bygges nye daginstitutioner. Det siger direktøren for Børn og kultur, Hans Minor Vedel, til Favrskovliv.
- Det er tydeligt, at det her er ikke bæredygtigt på lang sigt. Det siger politikerne også. Så vi sætter noget i værk nu, som kan være med til at afhjælpe presset, siger Hans Minor Vedel.