Hej, vil du stille op? Nej tak!
- Der mangler unge mennesker i lokalpolitik!
Jeg citerer ikke én bestemt person
Er det mon nemt at skaffe kandidater til byrådet?
- Vi er glade for alle vores kandidater, men det har været svært at få folk til at stille op.
Nogenlunde sådan lød det fra formændene for Venstre, Socialdemokratiet og Konservative i Favrskov, da FavrskovLIV ringede rundt til dem i sidste uge for at spørge, hvordan processen med at finde kandidater var forløbet.
Havde vi ringet for fire år siden lige op til kommunalvalget i 2017, havde svaret nok været nogenlunde det samme. For det har alle dage været svært at finde kandidater, lyder det. Og til dette valg har det måske været lidt ekstra svært for vælgerforeningerne. Der er nemlig syv byrådskandidater færre på den politiske smørrebrødsseddel, end der var i 2017.
Men hvorfor siger mange pænt nej tak, når de bliver spurgt, om ikke de vil stille op til et kommunalvalg?
Det spørgsmål har jeg stillet de tre vælgerforeningsformænd, og de har et par bud.
Ét bud er, at det er et omfattende og tidskrævende arbejde, som kan være svært at balancere med fuldtidsarbejde i dagtimerne. Og endnu sværere bliver det, når man er en børnefamilie. Det er ifølge formændene også forklaringen på, at det er notorisk svært at fiske byrådskandidater i børnefamilier. Der er simpelthen ikke tid til det.
Et andet bud på en forklaring skal måske findes i tonen i politik - og i de reaktioner, som borgerne kan møde en med. Når man stiller op, bliver man pludselig en offentlig person, og er man så dygtig, at man bliver valgt, skal man også stå på mål for den politik, der føres - også når den gør ondt, og en skole eksempelvis må lukkes - og det er ikke alle, der lyst til det, lyder det fra formanden for Konservative i kommunen.
Jeg talte i sidste uge med en ung kvinde, som var blevet opfordret til at stille op for et af de tre partier, og en af hendes forklaringer på, at hun sagde nej, var netop også, at hun ikke var interesseret i at blive tilsvinet på Facebook. Og det samme kunne min egen storesøster give som forklaring på hendes nej, da hun i weekenden overraskede mig ved at fortælle, at borgmesteren i hendes kommune havde spurgt hende, om ikke et kandidattur til kommunalvalget kunne være noget.
Her i kommunen er det heller ikke så lige til at finde kandidater omkring de 30 år og under. Det forklares med, at de unge flytter fra kommunen, ofte til Aarhus, for at studere, og derfor er mængden af unge, politisk aktive og politiske interesserede ikke kæmpestor.
Hos Socialdemokratiets lokale afdeling taler man derfor meget om vigtigheden af et tæt samarbejde med Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU). For her kan man nemlig finde unge byrådskandidater. Og de to yngste på listen hos Socialdemokratiet har da netop også været aktive i DSU.
En af de to er 34-årige Maria Degn, som bor i Hammel og nu er på valg til byrådet for første gang. Vi spurgte hende, hvorfor hun har valgt at stille op. Du kan læse hendes var i denne artikel.
Lige nu går det hele altså op i kommunalvalg, og 16. november nærmer sig med hastige skridt, og derfor handler tredje historie i dette nyhedsbrev også om politik. Vi er i gang med at tale med alle spidskandidater i kommunen, og turen er kommet til Thake Fogh Cordt fra Enhedslisten. Her kan du læse, hvad han mener, man skal gøre for at sikre en balanceret vækst i kommunen, og hvordan anlægsprojekterne skal prioriteres.
God fornøjelse med artiklerne.
- Det er blevet sværere at finde kandidater
Socialdemokratiet, Venstre og Konservative er de tre partier i Favrskov, der har flest kandidater. De to førstnævnte kan notere en lille tilbagegang i antallet af kandidater i forhold til sidste valg, og selv hos Konservative, der rider på en bølge af landspolitisk succes og optimisme, er meldingen, at det har været en udfordring at finde folk til at opstille.
Formændene for de tre partiers lokale afdelinger giver deres bud på en forklaring og fortæller også, hvad de prøver at gøre for at lokke flere kandidater til listerne. Læs mere her.
Maria Degn er 34 år og byrådskandidat - lige den kandidat, som partierne efterspørger
Hun er 34 år, mor i en familie med tre sammenbragte børn, og så er hun byrådskandidat for Socialdemokratiet i Favrskov. Maria Degn fra Hammel er lige netop den type kandidat, som de politiske partier gerne vil kunne tilbyde vælgerne.
Hun har altid været politiske engageret, og som tidligere medlem af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom understøtter hun partiets lokale formand, når han siger, at et godt samarbejde med ungdomspartierne er vigtigt.
For Maria Degn har det altid været en ambition at stille op til et kommunalvalg, men først skulle hun føle sig rustet og klædt på til opgaven. Det gør hun nu, og i denne artikel kan du læse hendes tanker om at blive en offentlig person i en by, hvor rigtig mange mennesker kender hende.
Enhedslistens spidskandidat: - Vi må tænke ud af boksen med hensyn til pasningsudfordringer
Klimaet skal være øverst på dagsordenen, når der skal prioriteres anlægsprojekter af det nye byråd til foråret. Sådan lyder det fra Thake Fogh Cordt, spidskandidat for Enhedslisten. Så når man spørger ham, hvad man stiller op, hvis der ikke er penge til nye daginstitutioner bygget med klimaet for øje, lyder svaret, at man må tænke ud af boksen og tænke alternativt.
Gør som 900.000 andre og tag kandidattesten
Der er en særlig grund til, at vi på FavrskovLIV bliver ved med at linke til kandidattesten - altså udover, at vi vil hjælpe dig med at finde ud af, hvem du er mest enig med. Vi har nemlig været med til at udforme de otte lokalt betingede spørgsmål, der handler helt specifikt om Favrskov. Og lige om lidt er der faktisk en million, der har taget testen.
Så tryk ind og svar på, om der skal bygges flere lejligheder i højden, om letbanen skal gå til Favrskov, og om der skal fokuseres mere på udvikling af landsbyerne, og find ud af, hvad byrådskandidaterne har svaret.
Valgdebatter i Favrskov
- Den 7. november er der valgdebat i Sløjfen kl. 17, hvor emnet er Børn og børnepolitik. Se begivenheden her.
- Den 8. november holder Favrskov4eren valgdebat i Laurbjerg kl. 19:30. Temaet er især land og by, herunder infrastruktur. Derudover grøn udvikling samr tilflytning og vækst udenfor hovedbyerne. Læs mere her.
- 9. november er der valgdebat på Favrskov Gymnasium kl. 9:30, på Frijsenborg Efterskole kl. 18 og et i Sløjfen kl. 19 som arrangeres af Ældresagen med ældre som tema.
- 11. november er der valgdebat i Inside i Hammel fra 19-21.45, hvor alle spidskandidater medvirker.
Skriv til os på manlo@favrskovliv.dk, hvis der skulle være et, vi har overset, for vi opdaterer listen løbende.
Vil du hjælpe os med at gøre FavrskovLIV endnu bedre?
FavrskovLIV har eksisteret siden juni, og vi er glade for den modtagelse, vi har fået. Men vi vil gerne blive endnu bedre, og det kan du hjælpe os med at blive, hvis du går ind på dette link og udfylder et kort spørgeskema, hvor vi spørger lidt ind til, hvordan du bruger FavrskovLIV.