Farvel til borg(er)mesteren
Historieskrivning er en finurlig bedrift. For selvom historien udspiller sig i dette nu og her, vi lever i, kan den virke mere klar i bakspejlet. Når man ser tilbage på tiden, der er gået, synes begivenhedernes mønstre pludselig at være helt tydelige.
Efter 12 år er Nils Borring nu ikke længere borgmester i Favrskov. Der er sket meget siden "jordskredsvalget" i 2009, hvor han mod al forventning vandt over den forrige borgmester Anders G. Christensen (V). Siden har han genvundet posten to gange - i 2013 og 2017 - indtil han (igen mod alles forventning) blev vippet af pinden, da De Konservative løb med topposten ved sidste kommunalvalg i 2021.
Spørgsmålet er nu, hvordan vi alle vil se tilbage på de 12 år, der er gået?
Nils Borring trådte ind under efterdønningerne af finanskrisen og stod overfor en kommunaløkonomi, der var på vej mod bunden. Så han måtte spare og lukke skoler, selvom han var gået til valg på det modsatte. Siden da er økonomien genoprettet, og han har i årevis været foregangsmand for udstykning af utallige byggegrunde og boomende vækst. Han har nok besøgt samtlige af kommunens institutioner og plejehjem - gerne med en guitar i hånden - og taget i mod to royale besøg samt adskillige store sportsstjerner. Han har sejret og fået gennemført planlægningen af Rute 26, og han har tabt, når det gælder åbningen af trinbrættet i Laurbjerg.
Det er en kort opremsning. For tre valgperioder kan næppe opsummeres i et enkelt nyhedsbrev. Men hvad kommer Nils Borring selv til at se tilbage på? Hvad er hans største præstationer? Hvad har han lært? Og fortryder han noget? Det kan du læse om i afskedsportrættet her.
Men én type historieskrivning er den, vi selv laver. En anden er de historier, som andre fortæller om os. Vi har talt med en række af de folk, der har været tæt på Nils Borring gennem hans tid som borgmester. Det er alt fra en håbefuld ny borgmester til en uimponeret tidligere borgmester. Det kan du læse om her.
Måske har du også din helt egen historie om Nils Borring? For han er folkets mand, der møder borgerne i øjenhøjde, siger flere. Hvis ikke, så håber jeg, at disse artikler kan gøre dig klogere på, hvilken æra der nu slutter i din kommune.
God læselyst.
12 år er gået: Hvad vil Nils Borring se tilbage på?
- Jeg tror, det er lettere, at gå fra at være borgmester til ikke længere at være det. For jeg har set valgresultatet, og man må acceptere vælgernes dom.
Sådan lyder det fra den nu tidligere borgmester Nils Borring.
Læs om, hvad borgmesterposten har betydet for hans identitet, om det minde der har rørt ham mest, om hvorfor hans fars fangeskab i en kz-lejr har haft stor betydning for hans politiske overbevisning og om hvad han nu skal bruge tiden på.
Hvad bliver fortællingen om Nils Borring?
Kan du gætte, hvem der står bag hvilke af følgende citater om Nils Borring:
- Jeg synes, der har været for meget skolelærer-stil over det. Når vi har haft byrådsmåde har det været sådan "nu er der frikvarter" eller "kan I være stille." Vi er trods alt voksne mennesker.
- Helt fra starten, da jeg fortalte Nils om, hvad det betyder at være borgmester, sagde han: "Jeg er jo bare Nils." Men når man sætter sig i borgmesterstolen, så bliver man en offentlig person, og så er man i fokus og i en lederrolle i samfundet.
- Jeg har lært meget af at sidde side om side med Nils i 12 år. (...) Men jeg skal finde min egen vej.