Grønne ideer er guld værd
For nylig citerede vi i disse spalter statsministerens nytårstale, og i dag vil jeg tillade mig at citere en nytårstale fra et andet kvindeligt overhoved - uden sammenligning i øvrigt - nemlig hendes majestæt dronning Margrethe:
- Vi står overfor store udfordringer og forpligtelser, ikke mindst af hensyn til de kommende generationer. Det er vi alle nødt til at forholde os til – i tide!
Det er naturligvis klimaet, hun taler om. Og der skal altså til at ske noget.
Det kan næppe være en overraskelse, at vi står over for et massivt problem med den alt for høje CO2-udledning og ekstreme ressourceforbrug.
29. juli sidste år havde vi allerede forbrugt alle jordens ressourcer i forhold til, hvor meget jorden kan nå at regenerere igen inden for et år. Det er den dag, man kalder populært for Earth Overshoot Day.
Men vent, det bliver værre. For Danmarks vedkommende var dagen allerede 28. marts!
Ja, lad lige den dato hænge lidt.
Pointen må (som altid) være, at vi alle sammen må gøre en indsats. Også her i Favrskov. Og det er der faktisk mange af Favrskovs borgere, der gerne vil være med til. Derfor afholder kommunen årligt to såkaldte klimauger, hvor de skaber plads til oplysning, inspiration og aktivistiske projekter. For selvom det offentlige og virksomhederne nødvendigvis må tage en stor del af ansvaret på sig, så gælder det altså også os: De helt almindelige borgere.
- Klimaugerne kan være med til at facilitere, at der kommer handling de steder, hvor kommunen ikke har myndighed til at gøre noget. Altså blandt borgerne, siger Stine Lykke Holt, der er projektmedarbejder hos kommunen og ansvarlig for Klimaugerne.
Derfor vil vi her på FavrskovLIV sætte fokus på klimaet, og vi starter her: Med bæredygtighed og genbrug, som er noget, borgerne ifølge Stine Lykke Holt efterspørger.
I dagens nyhedsbrev kommer vi forbi en reparationscafé i Hammel, hvor borgere kan komme ind og få repareret ting der er gået i stykker af fingernemme frivillige. Et populært koncept, der ser ud til at sprede sig endnu mere i kommunen, og som du kan læse om lige her.
Derudover besøger vi FABx på Den Jydske Håndværkerskole i Hadsten, hvor de studerende kan eksperimentere med alverdens skrald og genbrug i et selvforsynende laboratorium. På sigt er idéen at invitere alle kommunens institutioner og folkeskoler indenfor. Læs om de skøre, næsten Georg Gearløs-agtige ideer, der allerede spirer i FABx, lige her. Og gode, grønne ideer er guld værd. For i øjeblikket udlodder kommunen lige nu 10.000 til et godt klimaprojekt, hvilket du også kan blive klogere på længere nede i nyhedsbrevet.
Senere vil vi se på kommunens klimaplan. For det viser sig, at man først havde ét mål, for perioden 2009-2025. Men i mellem tiden er målperioden ændret til 1990-2030 (Paris-aftalen), og derfor afventer vi en status på Favrskovs øjeblikkelige klimatilstand. Det ser vi nærmere på i et kommende nyhedsbrev.
Det vil min nye, gode kollega Benjamin Alexander Helbo nemlig dykke ned i. Udover at dække klimaet kommer han også til at dykke ned i diverse kommunalplaner, dække byrådsmøder og meget andet, der er vigtigt for jer læsere. For han skal være min vikar, når jeg nu går på barsel og dermed kaster mig over en helt ny og ukendt rolle: Mor-rollen.
Ønsk mig held og lykke, og så håber jeg, at I vil læse med, når Benjamin overtager min plads her i stolen sammen med den velkendte og skarpe Jesper Rehmeier, der sammen skal styre FavrskovLIV. Jeg tager herfra med ro i sjælen og en sikkerhed om, at det bliver helt eminent.
God læselyst og på gensyn.
- Kom herned med alt jeres shit
Det er ordene fra den geniale (eller gale?) opfinder Jens Vinther, der er lærer på Den Jydske Håndværkerskole og primus motor på laboratoriet FABx. Her skal genbrug, bæredygtighed og skrald være omdrejningspunkt.
- Mit håb er, at skolen slet ikke skal smide noget ud. (...) Vi skal hele tiden se, hvordan vi kan drive det med affald fra hele skolen. Eller på sigt hele lokalsamfundet. Vi kan både opfinde nyt og fixe gamle ting, der kan få et nyt liv, lyder det fra Jens Vinther.
Få fikset dine ting i Repair Café i Hammel
Har du en gammel jakke, hvor lynlåsen driller eller et par højtalere, der ikke lyder helt som de gjorde engang? Så indlever det hos Repair Café, der afholdes en gang om måneden i InSide.
Men der er flere reparationscafeer på vej rundt i kommunen. Læs om projektet her.
Få 10.000 kroner til en god klimaidé
Snart er der igen klimauger i Favrskov. I uge 13 og 14. Og i år kan man søge en klimapulje på 10.000 kroner til et projekt, der har klimaet for øje.
- Det spænder meget bredt. Måske er man en grundejerforening, der vil anlægge fælleshave eller redskabsskur, og så kan det være en tilskud til at komme i gang. Det kan også være en forening, der vil invitere en foredragsholder ud. Eller måske vil man lave fællespisning med fokus på at spise grønnere, siger Stine Lykke Holt, der er projektmedarbejder i kommunen med ansvar for klimaugerne.
- Det er ikke kæmpe pulje, men måske kan de 10.000 kroner gøre at man kommer i gang, tilføjer hun.
Puljen er i alt på 60.000 og kan søges af både institutioner, foreninger, virksomheder eller bare ildsjæle med en god idé. Læs mere på kommunens hjemmeside.
Ny mand på FavrskovLIV
Der er som nævnt vagtskifte her på FavrskovLIV.
Maria Neergaard Lorentsen går på barsel og vender tilbage til tasterne ultimo november. I mellemtiden sætter journalist Benjamin Alexander Helbo sig til rette, så FavrskovLIV også i fremtiden har to mand til at dække livet i Favrskov.
Benjamin dækkede det dramatiske kommunalvalg i Favrskov for Århus Stiftstidende og er bestemt ikke en nybegynder her i kommunen. Senere på ugen kan du læse hans interviews med to af de nye udvalgsformænd som optakt til det første byrådsmøde i Lars Storgaards regeringsperiode.