Arkæologisk succes er et spørgsmål om dygtighed, grundigt forarbejde og masser tålmodighed.

Men man kommer altså ingen vegne uden også at besidde lidt held. For nok kan man med dygtighed og grundigt forarbejde gøre sig en god idé om, hvor man skal grave, men den store gevinst kan lige så godt være gravet ned på marken ved siden af, hvor skovl og gravemaskine ikke tager fat.

Arkæologerne fra Moesgaard Museum i Aarhus har haft heldet med sig. I forbindelse med Banedanmarks arbejde med at elektrificere jernbanenettet, har museets folk scoret jackpot i den sandede jord ved Kollerup Gods lige uden for Hadsten. Her fandt man under arbejdet med  forundersøgelserne tre urner, som man først troede stammede fra jernalderen. Men såkaldte kulstof 14-analyser udført på Moesgaard har altså afsløret, at urnerne er betydeligt ældre end som så - de stammer i stedet fra den periode, som arkæologerne omtaler som yngre bronzealder, som er perioden fra 1100-500 år f.Kr.

Held. Men også tilfældigheder. For var det ikke for Banedanmark og elektrificeringen, var den store udgravning, som de seneste måneder har foregået på Kollerup, nok aldrig blevet. Og hvad man først troede drejede sig om et par urner fra jernalderen har altså vist sig i stedet at være 22 meget velbevarede urner fra bronzealderen. Det gør opdagelsen på Kollerup til noget, der vækker opsigt i arkæologiske kredse. Det er nemlig ikke tit, man finder gravpladser fra den periode, navnlig ikke her i området - og da slet ikke i den størrelsesorden.

For det utrænede øje ser udgravningen på Kollerup måske ikke ud af så meget. Heller ikke de mange små stensætninger, som ligger spredt over et område på størrelse med en fodboldbane, er ærefrygtindgydende. Forestiller man sig noget i retning af pyramiderne i Cairo eller Tutankhamons grav i Kongernes dal, bliver man nok skuffet.

Men det er netop stensætningerne, der har været interessante for arkæologerne, for under disse sirligt placerede sten har man fundet de mange urner. I de fleste tilfælde er de blevet dækket med en lille dynge sten. Det tyder på, at gravene er placeret omkring en i dag helt bortgravet gravhøj.

- I den yngre bronzealder brændte man de døde sammen med gravgaverne på et ligbål. Så kom man resterne i en urne, altså en lerkrukke og satte den ned i jorden, fortæller Marlene Sørensen, museumsinspektør på Moesgaard Museum.

Hun har sammen med sine kollegaer haft travlt med forsigtigt at grave urnerne fri og løfte dem op af jorden. Mange af dem har undgået traktor og plov, fordi de har været beskyttet af stenene omkring dem - sten, der med 100 procents sikkerhed er bragt til området med vilje, da der i den sandede jord ikke forekommer den type sten, slår Marlene Sørensen fast.

Da man i den periode brændte både den døde og de gaver, den døde fik med til efterlivet, har det sat begrænsninger på, hvad arkæologerne har kunnet håbe på at finde.

- Der har ikke været håb om at finde smykker eller våben, ikke uskadte i hvert fald, for så har de været med på bålet og er blevet delvis ødelagte.

Så selvom arkæologerne altså aldrig forventede at støde skovlen i et nyt guldhorn i jorden ved Kollerup, er fundet af gravpladsen stadig både spændende og opsigtsvækkende, slår Marlene Sørensen fast.

- Vi har ikke ret mange gravpladser fra yngre bronzealder i vores område. Derfor er det altid spændende at finde noget, som vi ikke finder så tit. Og det er da med en vis ærefrygt, at man arbejder med det, fordi det netop er en gravplads. Men man skal nok tænke, at det vil blive ødelagt under alle omstændigheder, så nu får vi hevet nogle informationer ud af det og skaffet viden om gravpladsen, inden den bliver ødelagt.

Det er svært at sige noget om, hvorvidt der har boet mange mennesker i området. Mængden af urner taler for en beboelse af en vis størrelse, men, som Marlene Sørensen forklarer, så ved arkæologerne endnu ikke, om alle urnerne er fra samme periode, eller om man over mange år har brugt stedet som en gravplads. Det skal nærmere undersøgelser prøve at slå fast.

Nogle af de spørgsmål, som arkæologerne nu måske kan finde svar på, er blandt andet hvordan befolkningens sammensætning var på alder og køn, om det var bestemte individer, der fik en begravelse og over hvor lang tid begravelserne foregik. Man kan også undersøge, om de døde fik brændte husdyr med sig i urnerne.

- Ud fra keramikken kan vi datere, og vi kan også tage prøver af kul og knogler inden i urnerne. Vi ved, at man gravlagde de døde tæt på, hvor man boede. Så det er ikke sådan, at der har været mange kilometer mellem gravplads og boplads. Men vi har ikke spor efter en boplads her. Men det kan jo bare skyldes uheld. Vi har kun fået forundersøgt denne mark, så det kan jo være, bopladsen er på marken derovre, fortæller Marlene Sørensen.

Arbejdet med at udgrave urnerne har stået på i et stykke tid, men folkene fra Moesgaard har ønsket at holde det hemmeligt - og bedt den tålmodige lokalpresse om at vente med at bringe artikler om det opsigtsvækkende fund af de mange urner fra bronzealderen.

Det skyldes frygten for, at ivrige amatørarkæologer begiver sig ind på pladsen i nattens mulm og mørke og giver sig til at grave - og dermed bringer de sårbare urner og stensætninger i fare. Det er sket før, siger Marlene Sørensen, og udgravningen ligger meget tilgængeligt ved Kollerup, lige ved stien der fører ned til Kollerup Enge og den nyanlagte Hjertesti.

Nu er urnerne taget op af jorden og bragt til Moesgaard - og hvornår kan vi så se dem? Det er svært at sige, for først skal fundene granskes nøje, dateres og registreres.

- Men det er meget fine urner, dem vi har taget op. De er både i god stand, men også flotte at se på, og det bliver spændende at se, om der ikke er potentiale for formidling.

Vi slutter, hvor vi begyndte. Nemlig ved heldet. For jorden, som urnerne er fundet i, er dyrket gennem mange, mange år, og ploven kunne lige så godt have forvandlet urnerne til støv. Men nu har heldet og tilfældighederne i samspil altså sørger for, at arkæologer og historiske eksperter kan undersøge og studere et vigtigt fortidslevn fra Kollerup.

Gemt i jorden derude findes der skatte af guld, sølv og bronze, som har ligget gemt i hundredvis og tusindvis af år. Måske findes der endda noget, der kan få de næsten mytiske guldhorn til at blegne. Hvem ved?

Sikkert er det i hvert fald, at der under muld, ler og sand findes utrolig meget skrammel for hver eneste begravede byzantinske guldmønt. Patronhylstre fra hjemmeværnets øvelser, mørnede knapper og værdiløse markredskaber. Alt sammen noget som det moderne landbrugs tunge maskiner indimellem sender tættere op mod overfladen. Så tæt på, at en metaldetektor kan sladre om, at der findes noget, måske et nyt guldhorn, hvem ved, lige under overfladen.

Så fatter Herluf Nydam sin skovl og graver, mens spændingen stiger. For man ved jo aldrig, hvad der gemmer sig dernede. Når Hadsten-manden fortæller om sin passion for at lede efter fortidslevn, drages tankerne uvægerligt i retning af  den spænding, som hasardspil udløser hos nogle. Træk i den enearmerede tyvknægt og se, om der mon er gevinst. Vend dine kort og se, om du sidder med en god hånd.

Herluf Nydam har gennem årtier fundet masser af skrammel. Men, han har også fundet skatte. Han har fundet, hvad der viste sig at være en smuk guldhalskæde, som måske har hængt om en halsen på en kvinde af ædel byrd. Han har fundet et sværd i bronze, som måske har fældet en fjende i kamp. Han har fundet sjældne mønter og medaljoner, brocher og øksehoveder. Og han mærker spændingen stige hver gang, metaldetektoren hyler efter hans opmærksomhed.

Som en hasardspiller, der drages af drømmen om den store gevinst, ja. Men for Herluf Nydam handler det også om noget andet. Det handler om en dybfunden respekt for historie og fascination af tanken om de mennesker, som har ejet de ting, han nu finder.

Engang lå oldtidens gravhøje spredt ud over landskabet som muldvarpeskud på en parcelhusgræsplæne. Men højene var i vejen for det stadigt mere effektive landbrug. Ploven blev stærkere, og landmændene kørte hen over de store gravhøje, udjævnede dem og lagde dem til den dyrkede jord. På den måde er mange historiske artefakter gået tabt. Det ved Herluf Nydam alt om, for han er 11. generation landmand.

Da Herluf var knægt, pegede hans far på en forhøjning på en af gårdens marker og sagde, at der engang havde ligget en gravhøj der. Faren var historisk interesseret og gik også og ledte i jorden, men fandt aldrig noget. Når Herluf skuede over landsskabet i Lyngå sogn kunne han se andre forhøjninger i landskabet, efter faderens udsagn alle gamle gravhøje. Det er blandt andet på de marker, at han har gjort nogle af sine mest markante fund. Men hvordan gik han fra at pløje og dyrke og til at søge og grave?

I 1980 var familien Nydam på ferie på Malta, en lille øgruppe med masser af spændende historie. Her mødte Herluf en aften en maltester, der gik på stranden med en metaldetektor og fandt de mønter, som turisterne tabte i løbet af dagen. Det var danskerens første møde med en metaldetektor, et dyrt apparat, som fluks blev skrevet på ønskesedlen. Og han fik rent faktisk sådan en i julegave samme år, men der gik mange år, inden han rigtig kom i gang med at bruge den. Hvorfor?

Fordi arkæologi og søgen efter fortidslevn er en overordentlig tidskrævende hobby, som nødvendiggør at man går metodisk og forsigtigt til værks. At traske markerne rundt i søgen på fortidslevn blev det, som Herluf Nydam i sit otium kastede sig over for at få tiden til at gå. Som andre begynder at samle på frimærker, køre veteranbil eller bygge modelfly.

Hvad mener de professionelle arkæologer og museumsinspektører så egentlig om, at velmenende amatører vader rundt i gummestøvler og roder i jorden? De er glade for det. De har nemlig brug for al den hjælp, de kan få. Landbruget bliver stadigt mere effektivt, maskinerne bliver tungere, og det gælder simpelthen om få de ekstremt skrøbelige fortidslevn gravet op. Selv en amatørarkæolog er mere nænsom end en syvfuret vendeplov på to tons.

Et af Herluf Nydams fineste fund er et syvkantet bronzesværd, som han fandt på en mark uden for Skjød for ti år siden. Det er nu i Nationalmuseets besiddelse som Danefæ, men mindet om fundet vil være hos Herluf Nydam til hans sidste dag. Det var to dage efter juleaften, og han skulle ud og have sig lidt motion. Jorden var våd og smattet, og det tunge mudder klæbede til støvlerne, da han gik over marken. Metaldetektoren hylede, og der i jorden fandt han et par fragmenter af det, der viste sig at være et 3500 år gammelt sværd. Han kørte hjem, men vendte tilbage til marken samme eftermiddag og fandt flere stumper af våbenet. I alt syv fragmenter blev det til, og Herluf har naturligvis brugt utallige timer på at lede efter de sidste brikker af det ældgamle puslespil. Men hans teori er, at vind, vejr og landsbrugsmaskiner har pulveriseret resten.

Efterhånden er Hanne Nydam i stand til lynhurtigt at se på sin mand, om det har været en god tur, når han vender tilbage fra skattejagt. Passionen for at lede efter fortidslevn har ikke rigtig spredt sig til resten af familien, men som Herluf siger, er det også godt at have noget for sig selv. Når han kommer hjem med et stort smil på ansigtet og et interessant fund i hånden, skal genstanden nænsomt rengøres, og så skal den studeres. Herluf Nydam fortæller, at han kan bruge mange dage på at studere fundet under lup, lægge det fra sig på skrivebordet, vende tilbage igen for at studere en deltalje, og så videre. Han giver det gerne fra sig til et museum. Men det kan tage tid. Og så læser Herluf Nydam. Meget. Om Europas historie, folkeslags udvikling og de store strømningers ændringer på samfundet. Internettet har gjort det lettere at blive klogere og læse mere.

Han har blandt andet læst en hel del om Alfred Dreyfus og Dreyfus-affæren, hvor en fransk officer af jødisk afstamning blev udsat for et justitsmord og sendt i fangelejr på Djævleøen (ikke jysk tale for Sjælland, men i stedet den franske straffekoloni ud for Guyana i Sydamerika, red.). Dreyfus har Herluf Nydam læst op på, fordi det mest dyrebare fund overraskende nok ikke er hverken guldhalskæde eller bronzesværd, men i stedet en rigtig fin og velbevaret medalje, som bæreren har brugt til at erklære sin støtte til den forviste Dreyfus. Herluf Nydam har tilbudt det jødiske museum i København, at de må få Dreyfus-medaljonen, når han ikke er her længere. Indtil nu er den i en fin ramme i hjemmet i Hadsten.

Fund fra oldtiden tilhører staten og skal afleveres til nærmeste museum, som så står for at sende dem videre til Nationalmuseet. Men Nationalmuseet betaler da for fundene, og da Herluf Nydam fandt en halskæde og et armbånd af det reneste guld, blev han også belønnet med dagsprisen på guld som dags dato er 360 kroner per gram.

Selvom Herluf Nydam hvert år bliver et år ældre, og han har rundet de 80, har han ikke planer om at lægge metaldetektoren på hylden endnu. Slet ikke. Det er simpelthen alt for spændende, og han søger stadig suset i maven, som detektoren giver fra sig, når den får færten af noget.

- Og så er det bare en god måde at holde sig i form, siger Herluf Nydam siger.

Men han kan ikke gå så langt, som han kunne for år tilbage, og det er også okay. Det er stadig en god hobby, og der er jo uden tvivl mange flere skatte gemt derude - skatte, som en ihærdig mand med metaldetektor kan finde.

Hvis du har fået lyst til at blive klogere på amatørarkæologi, kan du her læse om foreningen Østjydske Amatør Arkæologer.