Der er gang i byggeriet i Favrskov
Når vi her på redaktionen studerer, hvilke historier I som modtagere er mest flittige til at læse, er der én type artikler, der som regel klarer sig godt: Nemlig historier om byggeri.
Og så er det jo et held, at vi elsker at skrive om byggeri - og at der er godt gang i både byggeri og byggeplaner i kommunen. I dette nyhedsbrev har vi samlet et lille overblik over nogle af de igangværende projekter. Listen er ikke udtømmende, men giver dog en god idé om nogle af de større projekter.
Favrskov er en parcelhuskommune - det er der vist ingen, der vil anfægte. Rundt regnet 70 procent af boligmassen består af parcelhuse, og der udstykkes også nye byggegrunde. For eksempel i Lading, som du også kan læse om længere nede i nyhedsbrevet. Men det er efterhånden ved at gå op for de lokale politikere, at der er behov for et mere varieret udbud af boliger i kommunen, og at der i høj grad mangler lejeboliger.
To af de absolut mest spændende projekter skal være med til at løse den udfordring. Og begge projekter er i Hinnerup. Lejligheder er en mangelvare i Favrskov, og boligerne i projekt Thorasdal kommer ikke til at stå tomme. 75 almene lejligheder med en venteliste, der allerede nu tæller flere hundrede interesserede. Vi kan nok forvente flere af den type projekter i kommunen i løbet af de næste år.
Sidste år oplevede Favrskov en uventet stor nettotilflytning, og det er ikke alle tilflyttere, der flytter i nybyg. Nogle rykker også ind i de parcelhuse, der er blevet for store for ægtepar, hvor ungerne for længst er fløjet fra reden. Parcelhusene i de etablerede kvarterer, der i 1970'erne var nybyggeri, får nu nyt liv, men hvad med sælger? Hvor skal de flytte hen? Favrskov Kommune er ikke just et slaraffenland for seniorboliger.
Derfor er Under Bøgen også imødeset med spænding. Centralt i Hinnerup skal der opføres 52 boliger i et fællesskabsbaseret projekt for borgere over 50. Er det noget, der har interesse blandt Favrskovs seniorer? JA, fortæller udvikleren bag Under Bøgen, for der står allerede omkring 300 navne på ventelisten - og lokalplanen er først lige blevet vedtaget. Også her er der potentiale for mere af samme skuffe.
Det er altså blot to af de større byggeprojekter, som lige nu er på tegnebrættet i Favrskov Kommune. Vi kan se frem til mange flere projekter at følge med i, for inden længe mødes byrådet for at diskutere, hvor anlægsmidlerne skal fordeles. Det bliver enormt interessant at se, om det er daginstitutioner, skoler eller plejecentre, der står først for. Det holder vi selvfølgelig øje med.
God læselyst.
Stort alment byggeri undervejs i Hinnerup
Boligselskabet AL2bolig opfører projektet Thorasdal med 75 almene lejligheder centralt i Hinnerup. Byggeriet opføres i to til fem etager med udsigt til Lilleådalen i firkanten mellem Østergade, Fredensgade og Ådalsvej i Hinnerup.
Nogle naboer i området har givet udtryk for utilfredshed med højden på byggeriet. Det kan du læse om her.
Men der er også glæde ved udsigten til bynære lejligheder, fortæller både politikere og boligselskab.
Seniorbofællesskab i Hinnerup påbegyndes til efteråret
Ungerne er for længst fløjet fra reden, parcelhuset og haven er pludselig alt for meget at holde for to. En ung familie står klar til at rykke ind, men hvor skal sælger, som tilhører kategorien "raske seniorer", flytte hen?
Måske i en bolig i Under Bøgen, et bofælleskab for seniorer, som skal opføres i Hinnerup. Lokalplanen er vedtaget, og håbet er, at byggeriet kan påbegyndes i sensommeren.
Der skal opføres 52 moderne boliger for beboere over 50 år, og hele projektet bygges op omkring fællesskab i både inde- og uderum.
Familie fra Voldby søger ni andre familier til bofællesskab
Bæredygtighed, økologi og fællesskab. Projekt Søbakken i Voldby rammer lige ned i tidsånden.
Det er heldigt for Lars og Nellie Brøndum Veller, der har brugt årevis på at tegne og designe det bofællesskab, som de lige nu søgere andre familier til. Planen er ti moderne, bæredygtige familiehuse bygget op omkring et fælleshus på den naturskønne mark i Voldby, som parret ejer.
Her kan du møde parret og høre mere om deres planer for projekt Søbakken.
Nyt boligområde på vej i Thorsø - 24 parcelhuse i anden etape
Der er også spændende byggeplaner i Thorsø.
Tilbage i efteråret vedtog byrådet nemlig at afsætte penge til byggemodning af næste etape af Ridder Munks Vej-udstykningen.
24 parcelhusgrunde kommer anden etape til at byde på, og der afsættes også plads til rækkehuse og til parkering.
Byggeplaner for Moselund spejdercenter i Hinnerup
Det nedslidte spejdercenter ved Moselund mellem Hinnerup og Haldum kan se frem til nyt liv.
Det store naturområder bliver nemlig fast udflugtsmål for skovbørnehavegruppen i den nærliggende institution Bymarken.
Og på sigt skal der etableres en permanent skovbørnehave i Spejdercenteret. I løbet af 2022 skal der udvikles en masterplan for området i samarbejde mellem kommunen og spejderne, og der lægges op til, at området skal komme alle til gavn.
Her kan du læse mere om udviklingsplanerne og baggrunden for projektet.
Ny lokalplan i Lading vedtaget: Konformt og kedeligt, siger Enhedslisten
Lading er et populært område blandt nybyggere i Favrskov, og da kommunen seneste udstykkede grunde i byen, gik de som varmt brød.
Derfor har man arbejdet koncentreret på endnu en lokalplan for næste etape af byggegrunde. Den lokalplan er nu vedtaget af et enigt byråd, og Lading kan se frem mod op til 50 nye parcelhusgrunde. Men først skal lokalplanen i høring, og det kan være, at det ikke er alle, der kan lide den - i hvert fald var Enhedslisten ikke helt tilfreds, da sagen blev behandlet på seneste byrådsmøde.
- Vi ser indholdet i lokalplanen som udtryk for en skræmmende generel udvikling. Der et stort ønske om ensrettede boligområder med krav om gråtonede murstensparcelhuse der står som væg-til-væg tæpper. De rulles ud omkring vores byer og pakkes ind i bøgehække og robotplæneklippede græsørkener. I Enhedslistens øjne er det en lidt dunkel detailregulering, vi har gang i her, hvor vi cementerer en deprimerende ramme for livet i vores byer, lød det fra partiets Thake Fogh Cordt.
Er din bolig blevet mere værd?
Den sidste historie i denne lille opsamling har teknisk set ikke noget med nybyggeri at gøre. Men den er interessant alligevel.
For under corona har der været godt gang i boligmarkedet, også i Favrskov, og i denne store oversigt kan du se, hvor boligpriserne i Favrskov har udviklet. Du kan også sammenligne med priserne i Østjylland og hele Danmark.
Dyk ned i tallene her - og se om din bolig er blevet mere værd.