Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger FavrskovLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Sådan ser den blyforede, 8,2 kilo tunge beholder med radioaktivt affald ud. Genbrugsvejleder Claus Halvorsen kunne godt tænke sig at vide, hvor det kommer fra, og hvem der har efterladt det på genbrugspladsen i Hammel. Foto: Jesper Rehmeier

Radioaktivt affald på genbrugspladsen? Nej tak!

Godt, kære læsere, nu skal I være ærlige: Alle, der har gjort sig skyldig i bevidst at sjuske lidt med sorteringen på genbrugspladsen, når pladsmanden ikke lige kiggede, rækker en hånd i vejret.

Nu kan jeg jo ikke se, hvor mange poter der blev hejst rundt omkring, men jeg gætter på, at det er en hel del. For selvom man virkelig lægger sig i selen for at finsortere alt det gamle ragelse, fra badedyr til ringbind, overklippede forlængerledninger og murbrokker, så står man indimellem med noget, man ikke lige ved, hvad man skal stille op med. Og det er nok de færreste, der har stået i den situation, som kan sige sig helt fri for at have smidt det tiloversblevne skidt i småt brændbart - som nu, klogt nok, hedder rest efter sortering.

Man kan komme af med så godt som alt på genbrugspladsen, og du behøver faktisk ikke være bange for at få skæld ud af de ansatte på pladserne, for de vil gerne hjælpe med at sikre, at tingene havner de rette steder. Og står du tvivlende tilbage med dit radioaktive affald, kan de i hvert fald fortælle dig, at det skal afleveres andetsteds - nemlig hos Dansk Dekommissionering som har til huse på Risø-halvøen ved Roskilde og som er de eneste, der må og kan håndtere radioaktivt materiale.

Genbrugsvejleder Claus Halvorsen var da også temmelig overrasket, da han for nylig opdagede, at en ukendt person midt i åbningstiden på Hammel genbrugsplads havde afleveret en undseelig, men tung blyforet beholder med radioaktivt indhold. Selvom pladsen er videoovervåget er det ikke lykkes at finde ud af, hvem der efterlod beholderen. Som dermed er lidt af et mysterium.

FavrskovLIV har talt med Dansk Dekommissionering, og de fortæller, at det faktisk indimellem sker, at de ansatte på landets genbrugspladser får indleveret radioaktivt affald. Beholderen fra Hammel skal nu sendes med specialtransport på tværs af landet til de rette, kyndige hænder.

Men her på redaktionen er vi ret nysgerrige! Ved du noget om, hvordan en beholder med radioaktivt affald kan ende på genbrugspladsen i Hammel? Så giv et kald på 24 24 19 90 eller skriv til jerso@favrskovliv.dk. Læs historien længere nede i nyhedsbrevet.

Radioaktivt affald på genbrugspladsen i Hammel. Foto: Jesper Rehmeier

Vi har desuden masser af gode historier og opfølgninger på blokken, så læs med i den kommende tid, når vi blandt andet giver svar på:

  • Om boligselskabet AL2bolig er kommet nærmere en afklaring om, hvad der skal ske fremadrettet med det almene boligbyggeri Thorasdal i Hinnerup efter byggeselskabet Q-Construtions' konkurs.
  • Om borgerne i Favrskov Kommune har haft mere nattero i år end sidste år, hvor mange klagede over larm, uro og rod i særligt de større byer, hvor unge mennesker mødtes til fest og hygge på udendørsområderne. Vi undersøger også, om de afsatte budgetmidler til blandt andet videoovervågning haft en effekt. 

God fornøjelse med artiklerne i dette nyhedsbrev.

Billede af Jesper Rehmeier
Billede af skribentens underskrift Jesper Rehmeier Journalist
Mads Pedersen vandt 13. etape til Saint-Etienne. I næste uge kører han gadeløb i Hadsten. Foto: REUTERS/Gonzalo Fuentes

Den danske cykelfest kommer til Hadsten på torsdag med flere World Tour-ryttere til start: - Der har aldrig været større basis for et godt cykelløb i Hadsten

Det har været en enestående sommer for danske cykling. Tour-start i Danmark, fire etapesejre i Frankrig og samlet sejr til Jonas Vingegaard. Danskerne elsker cykling, og det får også arrangørerne af Hadsten Gade Grand Prix, der afvikles på torsdag, til at forvente masser af tilskuere. 

Publikum vil se de store stjerner, og de møder også op. Mads Pedersen, Michael Mørkøv og Andreas Kron kaster stjernestøv over løbet, mens lokale ryttere som Asbjørn Hellemose og Jeppe Aaskov Pedersen kommer til at kæmpe benhårdt om sejren. 

Og hvad med Jonas Vingegaard, får vi ham at se? Selvom man har kæmpet benhårdt for at få Tour-vinderen til Hadsten skal vi nok desværre ikke regne med, at han er til start, lyder det. Læs mere om løbet her.

På torsdag skal der trædes watt, når Hadsten Gade Grand Prix skydes i gang. Mads Pedersen, Michael Mørkøv og Andreas Kron er blandt de ryttere, der kommer til at underholde et publikum, som arrangørerne forventer kommer til at runde 10.000. Jonas Vingegaard får vi nok ikke at se, men måske en af fremtidens stjerner sejrer på de stejle bakker?

Godt nok er fodbolden Danmarks nationalsport, men denne sommer har altså stået i cyklingens tegn. Tour de France kørte tre etaper på de danske veje, i Frankrig hentede de danske ryttere fire etapesejre med hjem og selvfølgelig også den største sejr af dem alle: Jonas Vingegaards gule trøje.

Euforien omkring danske landevejscykling har nok aldrig været større end lige nu, så det må siges at være ganske godt timet, at gadeløbet i Hadsten på torsdag vender tilbage efter et par års pause. Startlisten er i skrivende stund ikke helt på plads, men mellem 50 og 60 ryttere vil stå klar til i en time at køre fuld gas på den 1400 meter lange, meget hårde rute. Og det er en startliste med lutter danske navne.

- Med så mange markante danske navne har det slet ikke været nødvendigt at hente udenlandske ryttere ind til løbet. Vi har som nation aldrig haft så mange gode rytter, som vi har nu, og der har aldrig været så stor basis for et cykelløb i Favrskov og Hadsten, som der er nu, lyder det fra Simon Buus Olsen, der foruden at sidde i byrådet for Venstre også er løbsarrangør i Hadsten Sport, Event og Kultur.

Forventer op mod 10.000 tilskuere

Hundredetusindvis af danskere tog opstilling langs vejene, da Tour de France i starten af juli skød tre ugers cykelløb i gang med Grand Depart i København. De danske rytteres massive sejrstogt i Frankrig har også smittet af på den lokale begejstring og entusiasme omkring gadeløbet, fortæller Simon Buus Olsen.

- Man mærker det meget tydeligt i og omkring byen. Jeg møder mange, der fortæller, at de aldrig har været til cykelløb før, men at de helt klart skal det nu. Når man ikke tager entré og tæller folk i døren, er det svært at sige, hvor mange der kommer, men sidste gang var der nok omkring 5000. Vi forventer nærmere 10.000 tilskuere i år.

Et spørgsmål går igen fra folk, der er interesserede i cykelløbet, fortæller Simon Buus Olsen: Hvornår offentliggør I Jonas Vingegaard?

- Det er tæt på at være 100 procent sikkert, at han ikke kommer. Der er virkelig kæmpet for at få ham hertil. Vi har givet ham lang snor, men der er selvfølgelig også respekt for, at han har brug for ro efter alt det, han har været igennem den seneste måneds tid. Men det er da ærgerligt, for det havde været prikket over i’et, og så kunne vi måske have forventet 20.000 tilskuere i stedet.

- Det kunne selvfølgelig have været fedt med en revanche på Søndergade-bakken mellem Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar, men det må blive en anden gang.

Simon Buus Olsen ser frem til et godt og spændende cykelløb. Timingen er fantastisk, mener han, efter en danske sommer, hvor vi virkelig har været opslugt af cykling. Foto: Benjamin Alexander Helbo

Store stjerner til start

Men Jonas Vingegaard er jo heldigvis ikke den eneste danske cykelrytter, der har diamenter i benene. Mads Pedersen vandt en fornem etapesejr i Saint-Étienne, og Danmarks eneste mandlige verdensmester gennem tiderne er det helt store trækplaster, når løbet afvikles på torsdag.

- Jeg er sindssygt glad for, at Mads P er med. Han er en fantastisk cykelrytter, og han er karismatisk og taler lige ud af posen. Han kommer til at vinde mange flere sejre fremadrettet, og han er et stort navn, som folk kender.

Michael Mørkøv er en anden af de i alt tre ryttere, der kørte Tour de France, som også kører Hadsten Gade Grand Prix, og også den højt respekterede veterans deltagelse er en succes for løbet.

- Mørkøv er meget vellidt i den danske befolkning, også blandt de lidt ældre følgere af cykelsport. Han har været med i mange år, han er OL-guldvinder og verdensmester på banen, og så er han en bundsympatisk fighter. Mads Pedersen og Michael Mørkøv er helt sikkert et par rigtig gode trækplastre.

i 2015 kastede en vis Chris Froome stjernestøv over løbet, men sejren gik til en 20-årig Søren Kragh Andersen, som fem år senere vandt to etaper i Tour de France. Derfor mener Simon Buus Olsen også, at det er værd at notere sig de unge, fremadstormende ryttere, der skal prøve sig af og køre fuld gas på Søndergade-bakken på torsdag.

- I 2018 kørte Mikkel Honoré og Jonas Vingegaard med, og det gjorde Vingegaard også i 2019. Så det er også fremtidens navne, der kører her i Hadsten.

Tour de France-deltageren Andreas Kron (24), den lokale World Tour-rytter Asbjørn Hellemose (22) fra Galten samt Jeppe Aaskov Pallesen (25) fra Hadsten er blandt de unge ryttere, der stiller til start.

Det samme gør 23-årige Johan Price-Pejtersen fra storholdet Bahrain Victorious.

Løbet skydes i gang torsdag klokken 19.30. Du kan se ruten og læse mere her. 

Sådan ser den ud, den 8,2 kilo tunge beholder indeholdende radioaktivt affald som blev indleveret på genbrugspladsen i Hammel. Den skal nu sendes til Dansk Dekommissionering, der som de eneste må og kan håndtere radioaktivt affald. Foto: Jesper Rehmeier

Beholder med radioaktivt affald afleveret på genbrugspladsen i Hammel: - Det har jeg alligevel aldrig set før

De kan klare det meste på genbrugspladsen i Hammel. Men radioaktivt affald kan de altså ikke tage imod. Det minder Favrskov Forsyning lige om, efter at der for nylig blev efterladt en blyforet beholder med radioaktivt materiale på pladsen. Endda mens der var ansatte på pladsen. 

Den type affald skal afleveres hos Dansk Dekommissionering, som også står for at demontere atomreaktorerne på Risøværket. Favrskov Kommune sender nu den efterladte beholder til Roskilde, og regningen havner hos Favrskov Forsyning. 

Men hvor beholderen kommer fra, og hvorfor den blev efterladt på genbrugspladsen i Hammel, står tilbage som et mysterium - og den genbrugsvejleder, der først så beholderen efterladt, er da også nysgerrig. Hos Dansk Dekommissionering afviser man, at beholderen udgør nogen strålefare.

Claus Halvorsen har gennem 13 år som ansat på kommunens genbrugspladser set lidt af hvert. Men da en ukendt bruger på pladsen i Hammel for et par uger siden afleverede en blyforet beholder med radioaktivt materiale, var det alligevel første gang, genbrugsvejlederen så den slags. Indholdet er stadig lidt af et mysterium, og det er ikke lykkes at finde personen, der afleverede det eksotiske affald.

Sommeren er højtid for kommunens genbrugspladser, og vi danskere er flittige til at sortere og aflevere vores affald til genbrug. Men på pladserne modtager de ansatte meget andet end blot haveaffald, gammelt træ og slidte bildæk.

Det kan Claus Halvorsen skrive under på. Gennem 13 år som genbrugsvejleder, det, der tidligere hed pladsmand, har han oplevet lidt af hvert og modtaget sin del af både affyrede og armerede pansergranater. Og så er det jo heldigt, at man efter så mange år i faget stadig kan blive overrasket over, hvad borgerne finder på at aflevere på genbrugspladserne.

- Man må gerne være lidt overforsigtig, når det kommer til potentielt farligt affald. Det er altså rart for os, der skal stå og tage imod det.

Claus Halvorsen, genbrugsvejleder gennem 13 år

Overrasket blev han i hvert fald, da en gæst på den moderne genbrugsplads i Hammel efterlod en 8,2 kilo tung, blyforet beholder på størrelse med et velvoksent kaffekrus på bordet, hvor man afleverer miljøfarligt affald. Beholderen var mærket med det universelt genkendelige piktogram for radioaktivitet samt flere afskallede tyske ord og årstallet 1978.

På en genbrugplads som den i Hammel tager man imod alt fra syre og baser til sprøjtegift og kviksølv, men radioaktivt materiale må og kan man ikke håndtere. Claus Halvorsen tog det nu ganske roligt, da han fandt det eksotiske affald, men det betyder ikke, at han ikke er nysgerrig på, hvor det radioaktive affald kommer fra, og hvad det har været brugt til.

- Vi kan jo kun spekulere, men jeg forestiller mig, at det er nogen, der ikke har været klar over, at vi ikke tager imod den slags, siger genbrugsvejlederen.

Claus Halvorsen opfordrer borgerne til at være "overforsigtige", når de indleverer potentielt farligt materiale som gift og radioaktivt affald. Den opfordring er hermed givet videre. Foto: Jesper Rehmeier

Videokameraet har ikke fanget noget

Genbrugspladsen i Hammel er videoovervåget og tilgængelig uden genbrugsvejledere uden for normale åbningstider. Claus Halvorsen fortæller, at den tunge, mystiske genstand faktisk blev afleveret, mens der var genbrugsvejledere til stede på pladsen, men at ingen har set, hvem der stillede beholderen på bordet ved farligt materiale.

- Vi har selvfølgelig set optagelserne fra videoovervågningen igennem, men det har ikke givet noget resultat, siger han.

Claus Halvorsen tror ikke, at nogen har handlet i ond tro ved at efterlade det radioaktive materiale på genbrugspladsen i Hammel.

- Og faktisk er jeg bare glad for, at man ikke har smidt den i containeren til jern eksempelvis. Men jeg håber generelt, at folk spørger os til råds, når de står med ting, de ikke ved, hvad de skal stille op med. Det er trods alt vores spidskompetence at finde ud af, hvor de forskellige typer affald skal hen.

Regningen havner nu hos Favrskov Forsyning

På genbrugspladserne er man vant til at håndtere en bred vifte af miljøfarligt affald såsom gips, bly, malingrester, pvc og så videre. Men som projektchef Lone Bejder bestemt understreger så er radioaktivt affald altså ikke noget, man modtager på kommunens genbrugspladser.

- Man må altid gerne bede os om hjælp til at afskaffe affald. Men vi vil gerne lige formidle, at radioaktivt affald ikke må afleveres hos os.

Er man brændt inde med en beholder med radioaktivt affald, er det i stedet Dansk Dekommissionering (DD) på Risø-halvøen en håndfuld kilometer nord for Roskilde, man skal henvende sig til. Det er en statslig virksomhed, der hører under Uddannelses- og Forskningsministeriet og som de eneste kan håndtere materialerne. Det er også hos specialisterne, der blandt andet demonterer de seks oprindelige nukleare anlæg på Risø, at den afleverede beholder fra Hammel genbrugspladser ender. På Favrskov Forsynings regning, vel at mærke.

-Det bliver en udgift for os, for det skal sendes med specialtransport. Generelt vil vi gerne i dialog med folk, for det kan sagtens bare skyldes uvidenhed hos dem, der har ryddet op. Folk, der er vant til at arbejde med radioaktive materialer, ved normalt, hvordan man håndterer det, når det skal bortskaffes.

Hos Dansk Dekommissionering fortæller man, at det indimellem sker, at genbrugspladser rundt om i landet får indleveret radioaktivt materiale og sender det videre til DD. De venter stadig på at få beholderen i hænde, men anslår at den blyindkapslede radioaktive kilde næppe udsender nogen målbar stråling.

Den topmoderne, nye genbrugsplads i Hammel åbnede sidste år, og her har man gode forudsætning for at tage imod ikke blot store mængder haveaffald, men også miljøfarligt affald. Her er udsugningsanlæg, så de ansatte ikke skal indånde potentielt farlige dampe. Foto: Jesper Rehmeier

Ikke det mest opsigtsvækkende affald

Selvom Claus Halvorsen nu kan skrive "radioaktivt affald" på listen over mærkværdige indleveringer, tøver han ikke med at sige, at han har oplevet værre. For fem år siden afleverede en borger nemlig noget mere sprængfarligt til genbrugsvejlederen på stationen i Hadsten.

- En mand på 90 år kom og afleverede en armeret luftværnsgranat, som han havde beholdt som en souvenir siden sin tid som modstandsmand under anden verdenskrig. Jeg satte forsigtigt granaten fra mig, ringede til politiet og fik ryddet genbrugspladsen, mens vi ventede på rullemarie, som tog granaten med, husker Claus Halvorsen.

Han har også flere gange fået oplevet at få indleveret sodavandsflasker, hvis indhold har vist sig at være betydelig mere krads end blot Sprite. Genbrugsvejlederen kommer derfor med en lille, venlig opfordring til borgerne.

- Man må gerne være lidt overforsigtig, når det kommer til potentielt farligt affald. Det er altså rart for os, der skal stå og tage imod det.

Claus Halvorsen er genbrugsvejleder i Favrskov Kommune, og han mener generelt, at brugerne af genbrugspladserne er ret gode til at sortere. Men derfor ser man stadig en del mærkelige ting indleveret - eksempelvis luftværnsgranater og beholdere med radioaktive materialer. Foto: Jesper Rehmeier

Politiet finder narko og våben i bil i Hadsten. Hver tiende egnede i Favrskov har fået tildelt Arne-pension. Nu kan du se fremtidens affaldscontainere.

Her får du et nyhedsoverblik fra Favrskov Kommune.

Knive og stoffer fundet i standset bil i Hadsten

Politiet stoppede en bil i Hadsten og fandt både narko og våben. Arkivfoto: Michael Bager

En patrulje opdagede natten til torsdag en bilist, der kørte noget usikkert rundt på Østergade i Hadsten. Betjentene fik mistanke om, at bilisten var påvirket, og fik dirigeret ham ind til siden. Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.

Bag rattet sad en 42-årig mand, og derudover sad der en 48-årig mand og en 35-årig kvinde i bilen. Alle virkede påvirkede af stoffer, og patruljen besluttede derfor at visitere dem og ransage køretøjet.

Den 48-årige mand havde en mindre mængde amfetamin gemt i sin ene sok og i sin taske, og han blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Samme sigtelse fik den 35-årige kvinde, da hun også havde gemt noget amfetamin på sig.

Den 42-årige fører af bilen havde også amfetamin på sig, og da betjentene fandt en dolk, en kniv og en trækølle gemt i bilen, erkendte han, at våbnene tilhørte ham. Han blev derfor ud over narkokørsel, sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og for overtrædelse af kniv- og våbenloven.

Ukrainske børn går i vuggestue i Hammel - og det er en ny oplevelse for både børn og voksne

I Hammel har man etableret en vuggestue til ukrainske børn, og institutionen har meget passende fået navnet Solsikken, det krigsramte lands nationalblomst.

Det har været en udfordring for forældrene at sende børnene i institution, for vuggestuekonceptet er ikke specielt udbredt i Ukraine. Det fortæller Brian Leth, område leder i Hammel Syd/Øst.

- Der er fire medarbejdere i vuggestuen, og de har alle ukrainsk baggrund, så det med sproget går fint. Det handler mere om at lære både børn og voksne at gå i en daginstitution, fordi det er så forskelligt fra det, de kender fra deres eget land. Som en af medarbejderne har sagt, så skal hun lægge 20 års institutionskultur bag sig og tage noget nyt til sig. Vi er mere ude, og deres institutioner har et tydeligere skolepræg over sig, siger Brian Leth til Favrskov Kommunes hjemmeside.

Vuggestuen Solsikken holder til i pavillonen ved Hammel Fritidsgård. Efter sommerferien vil børn og voksne fra Solsikken komme mere rundt til de øvrige institutioner i området og dagplejen, så der er nye at lege med og udeområder at lære at kende.

Så mange har søgt Arne-pension i Favrskov Kommune

(ARKIV) Socialdemokratiets formand, statsminister Mette Frederiksen, hilser på Arne efter hendes tale under Socialdemokratiets kongres i Aalborg Kongres og Kulturcenter , lørdag 14. september 2019. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Det er et år siden, at det blev muligt at søge om ret til tidlig pension. Den såkaldte, og meget omdiskuterede, Arne-pension. Ordningen gør det muligt for borgere med et langt og ofte fysisk hårdt arbejdsliv at trække sig værdigt tilbage fra arbejdsmarkedet op til tre år tidligere.

Det er muligt at ansøge om ret til tidlig pension fra man er fyldt 61 år. Det har samlet 53.300 borgere gjort i perioden fra den 1. august 2021 og frem til den 30. juni 2022.

I Favrskov Kommune har i alt 3136 haft ret til at søge den tidlige pension, og i alt 368 har fået tildelt ordningen. Det vil sige, at 11,7 procent af de søgeberettigede har benyttet sig af muligheden. 

Er du en af dem? Så vil vi på FavrskovLIV meget gerne tale med dig.

Er du tilkendt tidlig pension? Og har du lyst til at fortælle om det?

Hvis du har lyst til at fortælle os din historie, kan du skrive til journalist Jesper Rehmeier på jerso@favrskovliv.dk.

Sundhedsstyrelsen anbefaler alkoholfri studiestart for nye gymnasielever - hvad siger man på Favrskov Gymnasium?

Om lidt ringer klokken ind, og et nyt skoleår begynder. For studerende på videregående og ungdomsuddannelser er det traditionelt en tid med masser af fest og sociale arrangementer. 

Og det bør foregå uden alkohol, lyder det fra Sundhedsstyrelsen, som tidligere på ugen sendte et brev til alle rektorer og direktører på landets gymnasier og handelsskoler, hvori der opfordres til alkoholfri arrangementer, fester og studieture - uanset elevernes alder. I brevet stiller Sundhedsstyrelsen desuden et forslag om en karensperiode for fester og arrangementer med alkohol, så alle studerende kan få en studiestart uden alkohol. 

Det har ikke været muligt at få en kommentar til dette nyhedsbrev fra rektor på Favrskov Gymnasium, Morten Schytte Caspersen. FavrskovLIV ville gerne spørge, om man fra ledelsens side vil følge anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen. Vi følger op på sagen i næste uge, når en ny årgang forventningsfulde unge mennesker tager hul på næste del af deres uddannelse.

Affaldscontainere på turne - se dem allerede nu på genbrugspladserne

Sådan kommer de tre affaldscontainere til at se ud fra maj 2023, hvor affaldet skal sorteres i 10 fraktioner. Foto: Favrskov Forsyning.

Fra maj 2023 skal borgere i Favrskov Kommune sortere affaldet i 10 forskellige fraktioner. Det betyder, at alle husstande får en ekstra affaldscontainer. Det kan du læse mere om her.

Er du nysgerrig på, hvordan det kommer til at se ud, kan du lige nu på kommunens genbrugspladser se de tre containere, som de kommer til at se ud, når vi overgår til den nye affaldssorteringsordning. Dermed er det muligt at måle op, hvis du for eksempel skal bygge nyt skraldely.

Favrskov Forsyning melder desuden, at man ved flere lejligheder kan mødes med forsyning og få svar på spørgsmål om den nye affaldssortering. Herunder kan du se datoer og steder, hvor det er muligt at møde forsyningen og de nye affaldscontainere.

13. august: Lilleåmarked i Hadsten

10. september: Hestemarked i Hammel

24. september: Ved Rema1000 i Søften

18. oktober: Hoppeland i Ulstruphallerne

30. oktober: Familiemesse i Hadsten