Nyt om Thorasdal: Alment boligbyggeri til 130 millioner i nyt entreprenørudbud efter byggeselskabs konkurs - sådan ser den nye tidsplan ud
Boligselskabet AL2bolig deler nye detaljer om Thorasdal-byggeriets fremtid. Der skal findes en ny hovedentreprenøren, men projektet føres videre i den form, som i foråret blev præsenteret for offentligheden.
For folk i Hinnerup kom det som lidt af et chok, da nyheden om Q-Constructions konkurs pludselig bragte Thorasdal-projektets fremtid i alvorlig fare. Boligselskabet AL2bolig vil opføre 75 almene lejligheder centralt beliggende i stationsbyen, men med totalentreprenørens konkurs så det hele pludselig meget usikkert ud.
Hvad konkursen og den nye udbudsrunde, som projektet nu skal igennem for at finde en hovedentreprenør, gør for projektets tidsplan, kan du blive klogere på i dette interview med AL2boligs byggechef.
Hvad skal der ske med Thorasdal efter byggeselskabet Q-Constructions konkurs?
Det er et spørgsmål, som rigtig mange gerne vil have svar på. Ikke mindst de 700 personer, der har skrevet sig på listen over interesserede i at flytte ind i en af de 75 boliger i det planlagte almene boligbyggeri i Hinnerup. Det kom som en kedelig nyhed, da Q-Construction, som kort tid forinden var blevet præsenteret som totalentreprenør på det 130 millioner kroner store boligprojekt, gik konkurs i maj.
AL2bolig stod pludselig uden nogen til at opføre Thorasdal og med en del usikkerhed omkring realiserbarhed, tidsplan, økonomi mm.
AL2bolig var nemlig i værste fald nødt til at sende hele projektet i nyt udbud igen, hvilket ville betyde et helt anderledes projekt med store forsinkelser til følge. Det slipper AL2bolig heldigvis for, da rådgiverteam (DAI og ERIK) bag det vundne projekt nu er hyret som totalrådgiver.
- Vi har valgt det her projekt. Og det er det, kommunen vil have. Så nu skal vi finde en ny totalentreprenør til at bygge det, og vi forventer, at interesserede entreprenører afleverer deres bud inden jul, fortæller Kristina Rytter, byggechef i AL2bolig.
Og hvad betyder det så for tidsplanen?
- Vi bliver et lille år forsinket i forhold til den oprindelige plan om indflytning ved årsskiftet 2024/2025. Når det ikke er værre, så skyldes det, at vi arbejder videre med det samme projekt, som rådgiverne allerede er rigtig langt med. Hvis vi skulle have startet helt forfra, så havde vi været mindst to år efter planen. Vi arbejder hen imod indflytning i september 2025, siger Kristina Rytter.
Samme projekt, nye folk til at bygge det
Hos AL2bolig lægger man ikke skjul på, at Q-Constructions konkurs i maj var lidt af en næsestyver. AL2bolig og rådgiverne har hen over sommeren lagt mange kræfter i for at sikre, at Thorasdal kan udføres som det projekt, der blev fremlagt i marts. Favrskov Kommune har været med på sidelinjen hele vejen.
Kristina Rytter, byggechef i AL2bolig- Med de mange projekter, der lægges i skuffen, vil det resultere i en alvorlig boligkrise om 5-10 år, hvis ikke regeringen gør noget. Der vil mangle endnu flere billige og sociale almene boliger, end der allerede mangler nu, og det bliver kritisk.
Ifølge AL2bolig har 700 skrevet sig på listen over interesserede til at flytte ind i en af de 75 boliger i Thorasdal, og flere af de lokale politikere har givet udtryk for, at de ofte får henvendelser fra folk, der gerne vil bo til leje centralt i kommunens større byer.
Ifølge en analyse fra BL - Danmarks Almene Boliger - er tre ud af fire almene boligprojekter, som er klar til at blive sendt i udbud, droppet eller sat på pause, da materialepriserne er så høje, at boligselskaberne ikke kan overholde de maksimalbeløb, som de almene boliger skal overholde. Hos AL2bolig oplyser man, at Thorasdal kigges igennem en gang til for at se, om der er steder, der kan optimeres.
- Der er stadig mangel på materialer, lange leveringstider og høje priser. Men vi hører, at priserne på det seneste ikke er blevet ved med at stige i samme omfang som tidligere. Vi vil gerne i gang med at bygge, men vi skal også bygge boliger som har høj kvalitet og er funktionelle. Vi har fået priser på et par andre byggeprojekter inden sommerferien. Dem er vi ved at bedømme nu, og det virker fornuftigt. Så vi tror på det.
Men det er det projekt, som I har vist frem, I går efter at få opført med en ny totalentreprenør?
- Det er det. Om det bliver lige nøjagtig den mursten, som er vist frem på visualiseringerne, det kan jeg ikke sige med sikkerhed, men der er jo en god og nøje beskrevet lokalplan, som vi skal følge. Altanerne og tagterrasser var konkurrencepakker, da vi skulle vælge mellem de fire projekter i foråret. Vi vil stadig gerne have dem med, men det vigtigste er, at vi får opført et solidt og funktionelt byggeri, så kan der være detaljer, der bliver ændret eller udeladt. Lokalplan og dispensationer står ved magt, og de er med til at sikre, at det bliver et godt og sympatisk projekt, understreger Kristina Rytter.
Mange konkurser i byggebranchen
Der har været mange konkurser i byggebranchen i foråret, og Q-Construction er ikke den eneste entreprenør, der har drejet nøglen om. Konkursen kom ifølge byggechefen ikke som verdens største overraskelse, da der til sidst i den indledende proces var visse ting, der fik advarselslamperne til at blinke, hvis ikke rødt, så i hvert fald orange.
- Det er selvfølgelig ærgreligt og træls, at det gik, som det gjorde. Men vi er videre. Vi har kigget indad, og vi kunne ikke have gjort noget anderledes. Vi har taget alle de forbehold vi kunne i den indledende fase. Heldigvis havde vi ikke nået at underskrive kontrakten med Q-Construction eller udbetale penge til dem, fortæller byggechef Kristina Rytter.
- Vi har hørt, at entreprenørerne er ved at være sultne. De mangler opgaver, og forhåbentlig kommer det os til gavn.
AL2bolig forventer at have en ny entreprenør på plads først i det nye år, og så er det planen, at der afholdes et større informationsmøde om Thorasdal for alle interesserede i foråret 2023. Efter planen går entreprenøren i jorden i maj 2023 og der forventes indflytning i september 2025.