Mester Jacob får elregning på 180.000 kroner: - Det er sørgeligt at se gode kollegaer lukke og slukke
I januar var elregningen på 28.000 kroner. I august var den på 90.000. Og det er ikke alt, for der venter bagermester Jacob Overgaard et voldsomt tillæg til regningen.
Mester Jacob Bager og Konditor i Hadsten er blot én af de mange bagere landet over, der lige nu rammes hårdt af den energikrise, der har sendt priserne på strøm og gas på himmelflugt. Lige nu lukker der i gennemsnit to bagerbutikker om ugen i Danmark.
Forretningen i Hadsten er sund, men Jacob Overgaard sparer allerede så meget, han kan, på strømmen. Inventaret er kun tre år gammelt. Skrækscenariet er, at han må fyre ansatte.
- Du kan tage et billede af Holger. Han ser godt ud i bar røv.
Det skal være sjovt at gå på arbejde, og bagersvendene i Mester Jacobs bageri har det da også sjovt, da de kommer med forslag til FavrskovLIVs udsendte om, hvad der kan tages billeder af. Holger får lov at beholde bukserne på, og objektivet rettes i stedet mod kagemænd med glasur og slik, hindbærsnitter, franskbrød og alle de andre lækkerier, som bagerne producerer.
Der er dog ikke noget at sige til, hvis det for tiden er lidt mindre sjovt at gå på arbejde, når man er ansat i bagerfaget. Hvis man mærker en usikkerhed for fremtiden snige sig ind, er det ikke så sært. For medierne flyder nærmest over med historier om bagerbutikker, der må dreje nøglen om som følge af de voldsomme stigninger i elpriser. Læg dertil inflationen, der også gør bagerens råvarer langt dyrere, og man har det, som bagernes brancheforening i denne uge til Danmarks Radio omtalte som en "perfekt storm".
Mester Jacob, den ene af Favrskovs to, rigtige bagere, er ikke ved at lukke. For som indehaver Jacob Overgaard fortæller, er forretningen heldigvis sund, og han skal nok finde en løsning. Men når elregningen lander i postkassen, er det altså med et mægtigt dunk, der også giver rystelser i driftsbudgettet. Den seneste elregning lyder på 90.000 kroner til forfald. Men det er ikke alt.
Jacob Overgaard, indehaver af Mester Jacob Bager og Konditor i HadstenJeg har folk, som har arbejdet for mig i 22 år. 22 år med tro tjeneste, hvor de er kommet ind i weekenderne med en times varsel, når kollegaer har været syge. Dem kan jeg jo ikke fyre.
Bagermesteren fra Hadsten er nemlig blevet opkrævet et depositum på godt 270.000 kroner. Penge, som skal betales i tre rater over de næste tre måneder. Med lidt hurtig hovedregning når man frem til, at Jacob Overgaard senest 3. oktober skal betale 180.000 til elselskabet. Forsætter elpriserne, og Mester Jacobs elforbrug, som hidtil, kommer bageren altså til at betale mere end en halv million kroner i strøm de næste tre måneder.
- Jeg skal nok komme igennem det. Men det er sørgeligt at se gode kolleger lukke og slukke. Det er synd for dem, der er kommet til inden for de seneste fem år og nu må lukke. Og det er synd for dem, der er gamle og gerne skulle have haft nogle år endnu, siger Jacob Overgaard.
- Kan ikke spare mere
En bagerbutik med en stor kundegruppe og 30 fuldtidsansatte bruger meget strøm. Det kan ikke undgås, for Mester Jacob har mellem fire og fem ovne kørende fra klokken 4 om morgenen til klokken 17 om eftermiddagen. Og kølerummene til råvarerne kan man ikke så godt slukke. Maskinerne i bageriet er kun tre år gamle og dermed mere energivenlige end det inventar, der står i mange andre bagerier.
- Vi planlægger selvfølgelig vores produktion efter, så det er så effektivt så muligt, og vi kan slukke en af ovnene tidligt. Det er slut med ikke at fylde ovnene op, og vi møder endnu tidligere ind for at komme i gang, når strømmen er billigst. Alt lys er LED, og der er timere på, så det slukker, hvis der ikke er nogen. Vi kan ikke spare mere på strømmen, end vi gør, fortæller Jacob Overgaard.
Som indehaver er han i dialog med både elselskab, revisoren, banken og fagforeningen for at finde gode løsninger, men han håber også på hjælp fra politisk side. Som det fremgår af hans seneste elregning, udgør momsen 72.000 kroner af de 90.000, han skal betale.
- Jeg er da bekymret for, at det her skal fortsætte. Vi kan få en afdragsordning på forbrug, men ikke på det store depositum, der skal betales. Jeg er ved at undersøge, om jeg kan komme ud af den kontrakt og få noget billigere, men hvad kan man ellers gøre? spørger Jacob Overgaard.
Skrækscenariet er at skulle fyre
Hvis man skal reducere sine udgifter, og man allerede omlagt produktionsplanen og hentet, hvad man kan på inventar, lys og så videre, så er der kun én anden stor post. Nemlig lønninger.
Jacob Overgaard kan godt fornemme på sine ansatte, at de er bekymrede. Det er da ikke så mærkeligt. De spørger ham, hvordan det går med butikken. De kommer med forslag til steder, hvor de mener man kan spare. Og det glæder ham at have så engagerede medarbejdere.
- Det er det allerværste skrækscenarie for mig. At jeg måske bliver nødt til at fyre folk, hvis det fortsætter sådan her. Jeg har folk, som har arbejdet for mig i 22 år. 22 år med tro tjeneste, hvor de er kommet ind i weekenderne med en times varsel, når kollegaer har været syge. Jeg har ansatte, som har været i lære her. Dem kan jeg jo ikke fyre. Og uden ansatte er jeg jo ingenting.
Jacob Overgaard klarede sig igennem corona uden at fyre folk. Faktisk fortæller han, at han de seneste par år med lav ledighed har kæmpet for ansatte nok.
Kunderne holder igen med "hverdagsrundstykkerne"
Energipriserne er én ting. Noget andet er den generelle inflation og prisstigningerne på alt fra skrabeæg til suppehorn. En bagermester bruger naturligvis rigtig meget mel, sukker og smør, og også på råvareposten mærker Mester Jacob, at verden har ændret sig siden krigen i Ukraine brød ud.
Således er sukker steget med fem kroner per kilo, mens kiloprisen på smør er gået fra 65 til 109 kroner på ganske kort tid.
Og når inflationen er høj, er kunderne tilbageholdende med forbruget.
- Skal man holde fødselsdagsbrunch, giver man den stadig gas med rundstykker og kagemand. Men med hensyn til hverdagsrundstykkerne og det daglige forbrug, der kan vi mærke, at folk holder igen, siger Jacob Overgaard.
Han mener, at der med de nuværende priser mangler omkring 300 kunder i butikken hver uge.
I medierne kan man læse om bagermestre, slagtermestre og så videre, der belåner huset og lænser pensionsopsparingen som alternativ til at lukke og slukke. Det er Jacob Overgaard også parat til at gøre, hvis det skulle komme så vidt. Energikrisen har endnu ikke taget hans nattesøvn, siger han.
- Jeg skal jo sove, så jeg kan være frisk til at gå på arbejde.
Han har lige modtaget en mail fra en kollega, der efter 40 år i faget har lukket sin butik. Kollegaen takker for mange gode års samarbejde.
- Det er sgu trist, siger Jacob Overgaard.