Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger FavrskovLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Alex Vanopslagh (LA) fik et fremragende valg i Østjyllands Storkreds. Favrskovkredsen var ingen undtagelse. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Vestjysk københavner vandt Favrskovs hjerter

Flere ugers – måske i virkeligheden måneders – valgkamp er overstået. Stemmerne er talt op, og vi har fundet ud af, hvem der har fået en plads i Folketinget.

Snart slipper du for at læse og høre om valg i medierne. Men inden vi slipper det helt, skal du selvfølgelig have stillet din nysgerrighed.

Jeg ved ikke med dig, kære læser, men jeg synes altid, det er interessant at se, hvordan andre i mit område har stemt – hvor mange der har valgt at bruge deres stemmeret på samme valgsted som mig og hvem flertallet har stemt på, hvad enten det handler om partier eller personer.

Jeg er nemlig selv temmelig nysgerrig af person (hvilket nok er en del af årsagen til, at jeg valgte at blive journalist), og jeg synes, det er spændende at se, hvilke politiske holdninger, som personer, der bor i nærheden af mig, har.

Stemmer mine naboer på en lokal kandidat, som de tror på vil arbejde for Favrskov? Eller stemmer de på en karismatisk, landskendt person, som har mere generelle og landsdækkende mærkesager?

Nu kan du selv få det overblik. Vi har nemlig lavet det til dig. Du kan se, hvordan stemmeprocenten har været på de forskellige valgsteder i Favrskov Kommune, og du kan se, hvem der har været de helt store stemmeslugere i Favrskov. Her kommer der nok en overraskelse eller to, for de tidligere højdespringere i kommunen er nemlig vippet af pinden.

Jeg kan afsløre, at den spåede store stemmesluger, som da også fik mange personlige stemmer i Favrskov ved folketingsvalget i 2019, Daniel Toft Jakobsen (S), ikke klarede sig helt så godt som forventet denne gang. Og selvom hans parti voksede generelt set over hele landet, klarede han ikke selv at blive genvalgt.

En god nyhed for Favrskov er i øvrigt, at stemmeprocenten her i kommunen er højere end landsgennemsnittet - nøjagtigt ligesom ved valget i 2019. Hele 88,2 procent af Favrskovs stemmeberettigede fik sat deres kryds i stemmeboksen denne gang.

Udover en masse tal om valget kan du i dagens nyhedsbrev læse om, hvordan Lone Glarbo fra Danmarksdemokraterne og Charlotte Green fra Konservative ser tilbage på den overståede valgkamp. Hvordan har de det egentlig med, at de ikke selv blev valgt ind i Folketinget i denne omgang, selvom de kastede masser af energi og egne penge ind i valgkampen? Læs interviewene og få svaret.

Rigtig god læselyst - og god weekend.

Billede af Sarah Bech
Billede af skribentens underskrift Sarah Bech Journalist
Lone Glarbo fra Søften var på valg for Danmarksdemokraterne. Det lykkedes ikke at få en plads i Folketinget, men valgkampen har været en oplevelse for livet, understreger det tidligere byrådsmedlem. Foto: Jesper Rehmeier

'Ingerbussen' kørte Lone Glarbo til Christiansborg - men hun måtte tage bilen hjem igen, da mandatet tilfaldt en anden

Lone Glarbo fik sig en oplevelse for livet som folketingskandidat for Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne. Men et kontor på Christiansborg blev det ikke til. 

Livet går videre, siger det tidligere byrådsmedlem med bopæl i Søften. Hun har fundet sit rette politiske ståsted hos idolet Støjberg, og måske er det ikke sidste gang, Lone Glarbo stiller op for demokratiet. 

Hun står ikke tilbage med fortrydelse. Men med en erkendelse af, at der er ting, der er anderledes og sværere, når man er kandidat for et nystiftet parti, der stadig er ved at finde sine fødder. Læs med her, hvor Lone Glarbo gør status over sin valgkamp.

Det lykkedes det tidligere byrådsmedlem at høste 1314 stemmer for Danmarksdemokraterne. Det var ikke nok til en plads i Folketinget, men der er ingen slette miner hos Lone Glarbo, som har fået en oplevelse for livet.

Lone Glarbo hoppede i tirsdags på bussen i Aarhus og satte kursen mod Christiansborg, demokratiets højborg og det selvfølgelig på demokratiets festdag. Og det var altså ikke bare en Flixbus eller Kombardo Expressen, Lone Glarbo havde booket billet til. Det var Danmarksdemokraternes bus, der på sin rute fra Aalborg til Christiansborg opsamlede de kandidater, der under Inger Støjbergs faner bejlede til Folketinget.

Og det tidligere byrådsmedlem fra Søften var jo én af dem. I "Ingerbussen" rejste Glarbo mod hovedstaden med håbet intakt efter en spændende, lærerig, men også lidt ensom valgkampagne for det nye parti. Da støvet havde lagt sig hen ad eftermiddagen onsdag, og de personlige stemmer var talt op, kunne Lone Glarbo konstatere, at 1314 vælgere i Østjyllands Storkreds havde stemt på hende. Et flot resultat. Men ikke nok til en plads i det gode selskab på Christiansborg.

- På valgaftenen var vi i lang tid sikre på, at vi ville få to mandater i storkredsen. Og jeg troede i lang tid på, at jeg kunne få det ene. Men sådan gik det ikke. Jeg tror på, at jeg kunne have gjort en forskel på Christiansborg, men sådan er livet, og det går videre, siger Lone Glarbo.

Det ene østjyske mandat til partiet gik til Hans Kristian Skibby, en veteran fra Christiansborg og endnu en Dansk Folkeparti-afhopper, der har sluttet sig til Danmarksdemokraterne.

En fantastisk, og dyr, rejse

Da FavrskovLIV fanger Lone Glarbo over telefonen et par dage efter valget, er hun på vej til Randers for at pille valgplakater ned. Det er ikke et lille arbejde, for som folketingskandidat brugte Lone Glarbo intet mindre end 75.000 kroner på plakater. Så hendes ansigt hænger en del steder i den østjyske storkreds. I de to valgkredse i Randers satte 171 vælgere kryds ud for Lone Glarbos navn.

Hvornår skal valgplakaterne pilles ned?

Valget er overstået, og nu gider vi ikke længere se på smilende politikere i lygtepæle, hegn og så videre. Men hvor lang tid har politikerne og deres hjælpere egentlig til at pille plakaterne ned? 

Indenrigs og Boligministeriet skriver, at "valgplakaterne og de midler, der er brugt til at hænge dem op med (strips, snore m.v.), skal være taget ned igen senest 8 dage efter valgdagen ved døgnets afslutning."

Kilde: Indenrigs og Boligministeriet

Lige nu slikker hun sårene på sin stolthed, som hun beskriver det. Men Lone Glarbo ser også tilbage på en oplevelse for livet som kandidat for et helt nyt parti, som hun, trods mangel på partiprogram og klar politisk linje, bakker enormt meget op om.

- Hvis vi havde haft en større organisation i ryggen, kunne vi måske have hentet flere stemmer i Østjylland. Først var vi kun fire kandidater, og senere blev vi fem, i hele storkredsen, så det har også været en smule ensomt sammenlignet med, når jeg har ført valgkamp for Venstre til kommunalvalget. Vi har været helt nye og lidt små i det her spil, hvor Socialdemokratiet for eksempel jo også har haft massiv opbakning af deres ungdomsparti. I det lys synes jeg, at vi har gjort det rigtig flot med de 14 mandater, vi har hentet.

Jeg tror på, at jeg kunne have gjort en forskel på Christiansborg, men sådan er livet, og det går videre.

Lone Glarbo, folketingskandidat for Danmarksdemokraterne

Som et nystiftet parti har Danmarksdemokraterne, eller Danmarksdemokraterne Inger Støjberg, som partiet rettelig hedder, ikke en stor partikasse eller administrativt apparat i ryggen. Lone Glarbo fortæller, at hun har brugt  i omegnen af 250.000 kroner af egen lomme på valgplakater, video, annoncer i dagblade, flyers, reklamer på sociale medier og så videre.

Er det så slut nu?

På vejen mod Christiansborg steg stemningen i Ingerbussen, fortæller Lone Glarbo. Danmarks Radio og TV 2 var med et stykke af vejen og sendte live. Da bussen nåede sin destination, blev kandidaterne mødt af høj musik, flag og klapsalver. Festen foregik i et lokale ved siden af Snapstinget og var en oplevelse, som altid bliver hos Lone Glarbo.

Den er til at få øje på, den bus der fragtede Danmarksdemokraterne til Christiansborg. Inger Støjberg fik 47.211 stemmer. Det var kun Mette Frederiksen (S), der med 60.837 fik flere. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

- Jeg er så glad for, at jeg har prøvet det. Det hele kogte, som resultaterne kom ind, og Inger ankom til konfetti og fanfare. Jeg troede på det i lang tid, men da vi kørte hjem omkring midnat, var jeg klar over, at det ikke ville ske.

Og det er altså også okay, siger Lone Glarbo. Hun skal inden længe være farmor, og det er bare lettere at finde tid til familien i Østjylland, når man ikke skal arbejde i København.

Er der noget, du kunne have gjort anderledes? Fortryder du noget? 

- Jeg kunne måske have gjort mere for at være synlig i den vestlige del af kommunen, for der hentede jeg ikke så mange stemmer, og der har partiet faktisk fået en del stemmer. Måske skulle jeg have ringet på flere dørklokker og snakket ansigt til ansigt med folk. Men det er svært for en forholdsvis ukendt kandidat i et nyt parti, mener Lone Glarbo.

Det er hendes anden valgkamp på kun 12 måneder, for sidste november var hun også på stemmesedlen, da der var kommunalvalg. Dengang var hendes parti stadig Venstre, men det lykkedes som bekendt ikke at hive nok stemmer hjem. Da bedyrede Lone Glarbo, at hun var færdig med politik.

Man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt.

Er du færdig med at stille op til politik nu? 

- Nu er der jo kommunalvalg om tre år, og så vi må se, hvordan det går med partiet. Den her gang siger jeg ikke, at jeg er færdig. Dagen efter folketingsvalget var jeg klar til at sige, at valgplakaterne skulle smides ud. Men nu gemmer jeg dem altså. Og jeg bliver i hvert fald hos Danmarksdemokraterne, siger Lone Glarbo og slutter sin rejse som folketingskandidat af med at citere en, der i år har vundet danskernes hjerter:

- Som Jonas Vingegaard blev ved med at sige: "It's been incredible".

Krydserne er sat. Stemmerne er talt op. Her er de største stemmeslugere og de største valgsteder i Favrskov Kommune. Foto: Annelene Petersen

Sådan stemte Favrskov: Her er de største partier, valgstederne med højest deltagelse og de største stemmeslugere

Ikke alt endte som forventet i Favrskovkredsen, da valgkampen kulminerede i tirsdags, og stemmerne efterfølgende var talt op.

Her i kommunen er der nemlig kommet et par nye, kæmpestore stemmeslugere til - og ingen af dem er lokale fra området. Tværtimod er der tale om partiledere fra blå blok, som begge tilbringer det meste af deres tid på den anden side af Storebælt, nemlig Alex Vanopslagh (LA) og Jakob Ellemann-Jensen (V).

På nogle punkter ligner Favrskov resten af landet ved dette valg - blandt andet når det kommer til stemmespild, som i tirsdags var markant mindre end ved folketingsvalget i 2019. Til gengæld er stemmeprocenten på disse kanter væsentligt højere end gennemsnittet for hele landet.

På landsplan endte Socialdemokratiet som det suverænt største parti. I Favrskov Kommune beholder de da også førstepladsen blandt vælgerne. Til gengæld finder man en lille overraskelse, når det kommer til den største stemmesluger i Favrskovkredsen.

I Favrskovkredsen var der ved folketingsvalget 1. november i alt 34.887 stemmeberettigede, som skulle sætte deres kryds på i alt 14 forskellige afstemningssteder. Men hvordan stemte kommunens borgere egentlig? Få overblikket her.

Fortsat højere valgdeltagelse i Favrskov

På landsplan endte stemmeprocenten ved det netop overståede valg på 84,1 procent. Vi skal hele 32 år tilbage i tiden for at finde et folketingsvalg, der havde lavere valgdeltagelse.

I Favrskov Kommune er der dog tradition for, at flere borgere møder op og sætter deres kryds på valgdagen. Ved valget i 2019, hvor den samlede valgdeltagelse for hele landet var på 84,6 procent, troppede 87,6 procent af Favrskov Kommunes stemmeberettigede op ved stemmeurnerne for at deltage i demokratiet.

Igen i år er tendensen, at Favrskovs borgere stemmer i højere grad end resten af landet. Selvom den samlede valgdeltagelse i Danmark er gået ned siden 2019, er det endda ikke tilfældet i Favrskov. Denne gang har hele 88,2 procent nemlig benyttet deres stemmeret.

I Favrskovkredsen er der i alt 14 forskellige valgsteder, som de stemmeberettigede borgere er fordelt over, og der er relativt store forskelle på valgdeltagelsen på de forskellige lokationer. Her kan du få et overblik over de forskellige valgsteders stemmeprocenter.

  • Søften Kultur- og Idrætscenter: 93,5 procent
  • Rønbæk Idrætscenter: 91,1 procent
  • Foldby Forsamlingshus: 89,9 procent
  • Farre Forsamlingshus: 89,8 procent
  • Haldum-Hinnerup Hallen: 89,6 procent
  • Høst Hallen: 89,2 procent
  • Østervangshallen: 88,5 procent
  • Hammel Idrætscenter-Arenaen: 87,4 procent
  • Hadsten Hallen: 87,0 procent
  • Voldum-Hallen: 86,9 procent
  • Ulstruphallerne: 85,9 procent
  • Tungelund Aktivitetscenter: 85,8 procent
  • Laurbjerghallen: 85,6 procent
  • Lading Forsamlingshus: 81,8 procent

Socialdemokratiet har lavet hattrick

I 2015 blev Socialdemokratiet det største parti i Favrskov Kommune. Succesen gentog de ved folketingsvalget i 2019. Og nu har partiet lavet hattrick.

Socialdemokraterne formåede denne gang at skrabe 28,6 procent af stemmerne til sig i kommunen, hvilket er en lille fremgang siden 2019 på 250 stemmer svarende til en halv procent.

Venstre blev valgets næststørste parti i kommunen med 15 procent af stemmerne, og herefter følger spritnye Danmarksdemokraterne med 9,8 procent. Se her oversigten over partierne, deres andel af stemmerne samt ændring i forhold til valget i 2019.

  • Socialdemokratiet: 28,6 procent (+0,5 procent)
  • Venstre: 15,0 procent (-12,4 procent)
  • Danmarksdemokraterne: 9,8 procent (+9,8 procent)
  • Moderaterne: 8,4 procent (+8,4 procent)
  • Liberal Alliance: 8,1 procent (+5,9 procent)
  • SF - Socialistisk Folkeparti: 7,4 procent (+1,2 procent)
  • Det Konservative Folkeparti: 6,2 procent (-0,8 procent)
  • Nye Borgerlige: 4,9 procent (+2,8 procent)
  • Radikale Venstre: 3,4 procent (-3,6 procent)
  • Enhedslisten: 3,1 procent (-1,3 procent)
  • Dansk Folkeparti: 2,3 procent (-6,9 procent)
  • Alternativet: 2,1 procent (0,0 procent)
  • Kristendemokraterne: 0,4 procent (-1,5 procent)
  • Frie Grønne: 0,2 procent (+0,2 procent)
  • Jesper Antonsen: 0,1 procent (+0,1 procent)
  • Chresten H. Ibsen: 0 procent (0,0 procent)

Vestjysk københavner strøg til tops

På listen over de største stemmeslugere i Favrskovkredsen finder man både lokale ansigter og politikere langvejs fra, som er opstillet i Østjyllands Storkreds.

Helt i toppen finder man partilederen for Liberal Alliance, nemlig vestjyske Alex Vanopslagh, der nu bor i hovedstadsområdet. Som nummer to er Venstres Jakob Ellemann-Jensen, der som bekendt heller ikke er noget lokalt ansigt.

På listen finder man dog også lokale opstillere som det konservative byrådsmedlem Charlotte Green og Lone Glarbo fra Danmarksdemokraterne.

  • Alex Vanopslagh (LA): 1.931 personlige stemmer
  • Jakob Ellemann-Jensen (V): 1.324 personlige stemmer
  • Daniel Toft Jakobsen (S): 1.192 personlige stemmer
  • Nicolai Wammen (S): 1.038 personlige stemmer
  • Lars Boje Mathiesen (NB): 997 personlige stemmer
  • Erik Veje Rasmussen (V): 750 personlige stemmer
  • Charlotte Green (K): 511 personlige stemmer
  • Kirsten Normann Andersen (SF): 475 personlige stemmer
  • Lone Glarbo (DD): 356 personlige stemmer
  • Mai Villadsen (EL): 345 personlige stemmer

Mindre stemmespild end i 2019

Krydserne i Favrskov Kommune har fordelt sig sådan, at i alt 0,6 procent af stemmerne er gået til partier og kandidater, som ikke er kommet over spærregrænsen. I antal drejer det sig om 216 stemmer fra kommunen, der er gået til spilde.

På landsplan er stemmespildet endt på i alt 54.506 stemmer, hvilket er omkring en tredjedel sammenlignet med stemmespildet ved folketingsvalget i 2019.

Dengang var antallet af spildte stemmer særligt højt, da Stram Kurs og Kristendemokraterne fik henholdsvis 1,8 og 1,7 procent af stemmerne på landsplan og dermed akkurat holdt sig under spærregrænsen på 2 procent, ligesom heller ikke partiet Klaus Riskær Pedersen lykkedes med at blive valgt ind i Folketinget. Man skal helt tilbage til 1990 for at finde større stemmespild end i 2019.

I 2019 var stemmespildet også større i Favrskovkredsen. Dengang fik alene Kristendemokraterne 569 stemmer i Favrskov svarende til 1,9 procent.

Det lykkedes ikke for overlæge Charlotte Green (K) at blive valgt ind i Folketinget denne gang. Hun glæder sig dog over et godt personligt valg - særligt på hjemegnen. Foto: Preben Stentoft/Favrskov Kommune

Charlotte Green missede igen pladsen i Folketinget - men kampen er ikke slut endnu

Det gik heller ikke denne gang for det lokale byrådsmedlem Charlotte Green (K), da hun stillede op til folketingsvalg.

Selvom hun fik et godt personligt valg og med sine personlige stemmer lå i halen efter partiets tre landskendte kandidater i Østjyllands Storkreds, var det ikke nok til en plads i Folketinget. Alligevel kalder hun resultatet for "godt, efter omstændighederne".

For politikeren fra Hinnerup er kampen om en stol på Christiansborg dog langt fra slut. Hun vender stærkt tilbage som kandidat for sit parti til også det næste valg. Sagerne, hun vil kæmpe for, er nemlig for vigtige til at slippe. Heller ikke de store økonomiske omkostninger for en valgkamp kan stoppe Charlotte Green.

I Favrskov endte hun som en af de store stemmeslugere. I sit parti var hun lige i halen på de tre landskendte kandidater i storkredsen. Men det gode personlige valg var ikke nok til en plads i Folketinget for Charlotte Green (K).

1299 personlige stemmer. Det var, hvad det blev til for Charlotte Green (K) fra Hinnerup ved tirsdagens folketingsvalg.

Dermed endte hun som den fjerdestørste stemmersluger for sit parti i Østjyllands Storkreds, lige efter de tre landskendte kandidater Mona Juul, Marcus Knuth og Isabella Arendt.

- Jeg vidste, at jeg stemmemæssigt nok ikke kunne komme op imod dem, der er nationalt kendte politikere. Men hvis jeg bare kunne komme lige op til dem og ligge i halen af de tre - det var min forventning. Og det mål nåede jeg sådan set også, siger Charlotte Green (K).

Om end hun havde et udmærket personligt valg - særligt i Favrskovkredsen, hvor hun hentede 511 personlige stemmer - var det som bekendt ikke nok til en plads i Folketinget.

Respekt for partiet

Det ærgrer den konservative politiker. Havde valget været afholdt i august, havde situationen måske været en anden. Dengang stod partiet til at få 16,7 procent af danskernes stemmer og i alt fire mandater i Østjylland.

Men under de omstændigheder, der har været i valgkampen, hvor partiet endte med at gå en del tilbage igen, er hun alligevel glad for sit valg.

- Man kan kun være glad for den tillid, som vælgerne viser en. Uanset om man opnår valg eller ej, kan man jo kun glæde sig over den tillid, at andre vil give mig deres stemme, siger hun.

Charlotte Green har da også kæmpet for stemmerne. Hver eneste dag har hun været på gaden for at møde vælgerne og tale med dem om sine vigtigste mærkesager. Hun har været ude i det meste af Østjyllands Storkreds, og generelt har valgkampen været en positiv oplevelse, hun kan se tilbage på.

Trods et mistet mandat i Folketinget, har hun fået indtryk af, at Konservative som parti bliver mødt med respekt.

Og det glæder hende. For kampen er ikke slut endnu.

Penge er ikke et spørgsmål

Selvom det er anden gang, at overlægen fra Hinnerup er stillet op til et folketingsvalg uden at komme ind, har hun tænkt sig at fortsætte kampen til næste valg.

Det er ikke gratis at føre valgkampagne, og pengene kaster hun selv i det. De kommer ikke fra en enorm formue, der står og venter på at blive brugt - det kræver, at hun sparer op til valgkamp. Men pengene skal slet ikke være et spørgsmål.

- Jeg søger jo også en stilling, hvor jeg vil gå væsentligt ned i løn, hvis jeg skulle komme i Folketinget. Det har ingenting med penge at gøre. Jeg har heller ingen personlig formue, jeg kan bruge på valgkamp - jeg sparer op til det og prioriterer det, fordi det er vigtigt for mig.

Charlotte Green understreger, at to gange mislykket valgkamp ikke skal få hende til at give op, selvom det koster.

- Det er vigtigt for mig at fortsætte med at stille op, fordi der er nogle ting, jeg gerne vil ændre på i nogle overordnede linjer. Jeg holder meget af kommunalpolitik. Men der er overordnede linjer og strukturer, jeg gerne vil ændre på - blandt andet i sundhedspolitik og ældrepolitik. Og så vil jeg gøre forholdende bedre for vores virksomheder. Særligt de små selvstændige, der har været fuldstændig glemt af den her regering.

Om tredje gang bliver lykkens gang, det vil tiden vise. For nu må Charlotte Green dog fortsætte sit arbejde som overlæge på Aarhus Universitetshospital og i byrådet i Favrskov Kommune.