Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger FavrskovLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Natteravnene har etableret en gruppe i Hammel, og det har haft en god effekt på festlivet i byen. Foto: Natteravnene

Natteravne skaber tryghed i Hammel

Du kender dem sikkert - de voksne, der går rundt på gader og stræder inde i byerne i de sene timer, men som ikke er der for at feste. De er der til gengæld for at skabe tryghed blandt byens festglade unge, og de er til at få øje på, fordi de går rundt i deres gule jakker, som nemt kan ses i mørket.

I Hammel har de gule jakker dog ikke været fast inventar særlig længe. Faktisk kom Natteravnene først til byen sidste år, da der særligt i løbet af sommeren havde været talrige klager over unges fester og den medfølgende højlydte musik og det efterladte rod.

Ifølge Børne- og Skoleudvalget i kommunen er antallet af klager over unge faldet en del på blot et år - fra sommeren 2021 til sommeren 2022.

Også Erik Øster Særkjær, der er en af Hammels Natteravne, har oplevet en markant forbedring, siden projektet med de gule jakker i byen startede op.

Hvis de gode takter skal fortsætte, har Natteravnene dog brug for flere voksne, der vil gå ture sammen, for det er fortsat på grænsen til at være nok frivillige i foretagendet. Og kan det ikke fortsætte, risikerer man, at der igen bliver mere ballade i byen, siger det tidligere byrådsmedlem.

I dette nyhedsbrev kan du læse mere om Natteravnene i Hammel, og hvordan byen er blevet tryggere at færdes i.

Du kan også få et overblik over andre større nyheder fra lokalområdet - og så runder vi af med et par anbefalinger til de kommende dage.

Rigtig god læselyst.

Billede af Sarah Bech
Billede af skribentens underskrift Sarah Bech Journalist
Erik Øster Særkjær, tidligere byrådsmedlem i Favrskov Kommune, har været en del af Natteravnene i Hammel, siden de startede op i sommeren 2021. Foto: Sarah Bech / JFM

Erik Særkjær gør en forskel som Natteravn i Hammel: - De unge møder os utroligt positivt

Der er sket meget i Hammel, siden Natteravnene kom til byen sidste sommer. Dengang klagede mange over høj musik og efterladt rod fra de unges festivitas, og det resulterede i et borgermøde på Søndervangskolen, hvor både politi og SSP deltog i håb om at komme problemerne til livs.

I dag er situationen en helt anden. Det meste foregår indendørs til privatfester, og antallet af klager til politiet er faldet gevaldigt i Hammel.

Det tidligere byrådsmedlem Erik Øster Særkjær er en af dem, der har gået rundt i de sene timer med gul jakke på for at skabe tryghed blandt byens unge. For ham betyder det meget at være med til at gøre det mere trygt at være ung i Hammel, og han mærker tydeligt de unges begejstring for Natteravnene, når han er ude.

Derfor skal gruppen bestå. Ellers risikerer man forværring på området igen. Men med den frivillige gruppes nuværende størrelse er det vigtigt for ham at udbrede budskabet om, at flere voksne nemt kan melde sig på banen - det behøver ikke at koste mere end nogle timer tre gange om året.

Ungdomslivet i Hammel er forandret til det bedre, siden Natteravnene kom til sidste sommer.

Der er sket store forandringer med de unge i Hammel, siden Natteravnene er kommet til byen. Det mener i hvert fald Erik Øster Særkjær, tidligere byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Favrskov.

Han er én blandt nogle håndfulde voksne, der sidste sommer meldte sig frivilligt til at gå rundt i Hammel i de sene aftentimer for at holde et vågent øje på byens unge og få dem til at føle sig trygge i mørket.

- Sidste sommer sad jeg stadig i byrådet, hvor vi efterlyste natteravne i Hammel. Jeg har selv arbejdet i fritids- og ungdomsklub i 10 år, og fordi jeg har den erfaring med mig, tænkte jeg, at jeg kunne hjælpe. Og når man beder andre om at gøre noget for byen, må man også selv gå foran, siger Erik Øster Særkjær.

Så det gjorde han.

Grunden til, at byrådet efterlyste nogle som ham selv, var, at der især i sommeren 2021 var flere klager rundt i byen over unges højlydte musik og efterladte rod. Selv mener det tidligere byrådsmedlem altså, at situationen er markant forbedret siden da.

- Det er svært at sætte en finger på, om det lige er os, der har gjort forskellen. Jeg tror også, at de unge selv har lyttet til kritikken fra dengang, og det samme har forældrene, som nu meget oftere lægger hus til privatfesterne, så alt ikke foregår udendørs rundt om i byen, siger han.

Derfor vil han gerne rose både forældrene og de unge.

- De synes, det er hyggeligt

I begyndelsen var det ikke altid lige let at være Natteravn i byen. Nogle af de unge søgte væk, når de så de voksne frivillige i gule jakker. Muligvis fordi de var bekymrede for, om Natteravnene kunne finde på at sladre til andre om, hvad de unge lavede, vurderer Erik Øster Særkjær.

Siden er oplevelsen blevet en anden. De unge ved nu, at Natteravnene er der for de unges skyld og for at skabe tryghed i de sene timer - ikke for at snage.

- Nu møder de os utrolig positivt, siger Erik Øster Særkjær.

- De synes, det er hyggeligt - bare det, at vi er der, og man kan få en snak med os, hvis man har lyst. De føler, at de roligt kan give den gas, for der er altid nogen at henvende sig til.

Rygtet flytter sig jo. Hvis ikke der er voksne, som går rundt i byen, er det nemmere at komme udefra.

Erik Øster Særkjær, natteravn

Særligt til årets Hammel Hestemarked var de unge svært begejstrede for Natteravnene, oplevede han.

- Her blev vi jo nærmest modtaget med flere kærlighedserklæringer.

Unge kommer udefra

En udfordring på netop Hestemarked var dog de unge, som kom fra andre byer. Ifølge Erik Øster Særkjær var en gruppe unge fra Aarhus mødt op "for at svinge med armene", hvorfor Natteravnene måtte tilkalde politiet.

Faktisk er en af de største udfordringer ved ungdomslivet i Hammel ifølge ham, når unge fra andre byer kommer. Det er oftest her, balladen sker - ikke når det blot er de lokale unge, der fester og hygger sig.

Derfor er det vigtigt, at Natteravnene består - også i en by som Hammel, hvor der ikke er diskotek, men hvor de frivilliges ture går mod steder som skolerne og spejderhytten. For hvis de pludselig ikke er der til at gå og holde øje længere, så risikerer man, at flere udefra vil komme på besøg for at lave ballade, mener Erik Øster Særkjær.

- Rygtet flytter sig jo. Hvis ikke der er voksne, som går rundt i byen, er det nemmere at komme udefra.

Det giver anledning til en opfordring fra en lokal, der selv nyder de sene gåture i byen i andre voksnes selskab:

- Det er en relativt nem ting at gøre, og det er superhyggeligt at gå rundt sammen med to andre natteravne. Man behøver ikke at melde sig på banen mere end tre gange om året, hvis det er det, man kan. Så jeg håber, at flere vil være med, så vi kan blive ved med at sikre Natteravnenes eksistens i Hammel, afslutter han.

En bevilling på 15 mio. kr. fra Nordea-fonden betyder, at arbejdet med etableringen af et samlet stiforløb langs Gudenåen nu kan gå i gang. Foto: Favrskov Kommune.

Hammel får nyt boligområde, Thorsø nedskalerer ny julebelysning og Gudenåstien kan nu realiseres

Få et overblik over øvrige nyheder fra Favrskov lige her.

175 nye boliger på vej i Hammel

Det nye boligområde, som Favrskov Kommune er i gang med at lokalplanlægge. Foto: Favrskov Kommune

Hammel fortsætter vokseværket i retning mod Vadsted. Det fremgår af en ny lokalplan, som Plan- og Landdistriktsudvalget netop har behandlet. 

Planen dækker over et 35 hektar stort areal, og formålet er at gøre det muligt at bygge parcelhuse og rækkehuse i området. 

I alt vil lokalplanen give mulighed for at bygge omkring 175 nye boliger.

I øjeblikket er området privatejet, men kommunen har indledt dialog med de enkelte ejere om overtagelse af området.

Plan- og landdistriktsudvalg og Økonomiudvalget har for nylig godkendt, at lokalplanen sendes videre til byrådet, som også skal godkende planen, inden den derefter sendes i offentlig høring i otte uger.

Du kan finde detaljer om lokalplanen her under dagsordenens punkt 6.

Mindre julebelysning i Thorsø end planlagt

I år skulle have været kulminationen på to års arbejde med pengeindsamling til ny julebelysning i Thorsø. Der er kommet sponsorater fra både privatpersoner og byens erhvervsliv, og der er blevet indkøbt omtrent 40 julemotiver med LED-lys, som skulle hænges op i lygtepæle langs Jernbanegade.

Det bliver dog ikke som forventet.

Energikrisen har gjort, at Thorsø Håndværker- og Borgerforening har valgt at nedskalere julebelysningen i år, som altså ellers skulle have været premieren for byens nye julepynt.

Det ærgrer formanden for foreningen Anette Povlsen Hvam.

- Vi synes ikke, vi kan lægge navn til at etablere en julebelysning i det omfang, vi egentlig havde regnet med. Det er vi kede af, men vi skal alle spare, og vi håber på forståelse for beslutningen, siger hun i en pressemeddelelse.

Gudenåstien kan realiseres efter afgørende bevilling

- Jeg er utrolig glad og taknemmelig for bevillingen fra Nordea-Fonden. Sammen med projektpartnernes medfinansiering og bevillingen fra A.P. Møller Fonden har vi nu de midler, der skal til for at realisere det her fantastiske projekt. Jeg glæder mig til at følge arbejdet og ikke mindst til at opleve det færdige resultat, siger borgmester Lars Storgaard om projektet. Foto: Favrskov Kommune

Nordea-fonden har bevilget 15 millioner kroner til etablering af Gudenåstien. En afgørende bevilling, som betyder, at arbejdet med etablering af et samlet stiforløb langs Gudenåen nu kan gå i gang.

Tanken bag projektet er, at vandrere og naturinteresserede skal kunne få en sammenhængende naturoplevelse langs hele Gudenåen. Store dele af den eksisterende sti skal udbedres, og dertil skal etableres sti på de resterende 50 kilometer af strækningen, hvor man ikke kan færdes på gåben i dag.

Projektet vil alt i alt koste 57 millioner kroner at etablere. Kommunerne bag - Favrskov, Silkeborg, Viborg, Randers, Skanderborg, Horsens og Hedensted - samt Naturstyrelsen har selv fundet 27 millioner kroner til projektet. Dertil har projektet fået støtte fra A.P. Møller Fonden med op til 15 millioner kroner. Med de resterende 15 millioner kroner bevilget af Nordea-fonden kan arbejdet med etableringen altså gå i gang.

Projektet med Gudenåstien forventes at stå færdigt i 2025. Læs mere om projektet her.

Venstre har valgt ny borgmesterkandidat

Thomas Storm er Venstre nye borgmesterkandidat i Favrskov. Birgit Liin stillede var partiets kandidat til topposten ved sidste års valg. Foto: Preben Stentoft

Tirsdag aften havde Venstre i Favrskov opstillingsmøde, hvor der blev valgt en ny spidskandidat for partiet.

Det bliver 52-årige Thomas Storm, der til det kommunalvalget i 2025 skal kæmpe om borgmesterposten for sit parti.

Thomas Storm, som bor i Søften, kommer til at afløse viceborgmester Birgit Liin som spidskandidat for Venstre. Han har været medlem af byrådet siden 2010.

Ved kommunalvalget sidste år gik partiet tilbage fra ni til fem mandater i Favrskov Byråd.

Vores anbefalinger

🎄 Er du ikke kommet helt i julestemning endnu, kan det være, at du kan blive hjulpet lidt på vej. Fredag tændes det store juletræ i Hinnerup. Det sker foran Superbrugsen klokken 17. Her kommer Hinnerup Garden forbi og spiller julen ind, og også julemanden vil være til stede og uddele godter til børnene. Samme dag kan byens børn tage deres julesokker med og hænge dem i nogle af byens butikker. Senere i december kan sokkerne hentes igen, når julemanden har været forbi. I Ulstrup bliver det store juletræ tændt søndag, hvor også både borgmester og julemand kommer forbi. Det sker på Torvet i Ulstrup klokken 16.

⚽ Lørdag spiller det danske herrefodboldlandshold mod Frankrig i VM. Er du glad for at se bold på storskærm, kan du komme forbi Hammel Idrætscenter, hvor der bliver skruet op for den helt store fodboldfest. Kampen begynder klokken 17, men dørene til hallen åbner allerede klokken 13, og de bliver først lukket igen til midnat. Her vil både være ansigtsmaling, fodboldquiz, DJ før og efter kampen og afterparty efter slutfløjtet. Til arrangementet er der fri entré.

🚴‍♂️Vi vil gerne opfordre til, at man handler lokalt. Hvad enten det drejer sig om at købe bagerbrød i Hinnerup eller Hadsten, ost i Lading eller øl i Voldby. Eller racercykler hos Lindberg Sport i Lyngå. Cykelmekanikeren forhandler cykler af det eksklusive italienske fabrikat Pinarello, og Jan Lindberg giver den gas med rabatterne på Black Friday. Så er du ikke påvirket af energikrise og inflation, og er du på markedet efter en af de bedste racercykler, der findes, så tjek hans udvalg ud.

🦅 Sidst, men ikke mindst, slår vi her på FavrskovLIV-redaktionen gerne et slag for, at flere lokale melder sig som Natteravne - om du så bor i Hinnerup, Hadsten eller Hammel. Det kræver ikke lange nætter hver eneste uge, for kan du kun give en hånd tre gange på et år, kan det også gøre en forskel for de unge i byerne. Vi vil så gerne, at de gule jakker bliver ved med at være her, så alle fortsat kan gå trygge rundt i de sene timer.