Per Kring Jensen åbner havelågen, og to islandske fårehunde hilser ivrigt velkommen. Et par langhårede, livlige og fredelige vagthunde, der sætter fine poteaftryk på bukserne. Foran huset går et par rappende løbeænder rundt. I decemberkulden er der ikke mange dræbersnegle til ænderne, men om sommeren arbejder de for føden ved at holde grøntsagerne fri af de slimede snegle. Per og hustruen dyrker et væld af grøntsager i nyttehaven og er faktisk selvforsynende i den afdeling. Ænderne har været en fantastisk investering, siger Per.

Køledisken med æg holder familien sig også fra, når de køber ind. For 18 høns og en hane optager det bageste hjørne af haven i en fin og solid hønsegård, og de levere masser af æg. Fjerkræene omdanner køkkenaffald og gulerodstoppe til æg, men det er ikke alt, de gør. Dyrene giver også livskvalitet og glæde, og derfor skrev Per Kring Jensen et høringssvar til det reviderede hønseregulativ. Han mener nemlig ikke, at det er kommunens opgave at gå ind og begrænse eller besværliggøre Favrskovborgeres mulighed for at holde høns med flere og strammere regler.

De nye regler dikterer, at hønsehold skal være lukket inde fra klokken 18 til klokken 7 i hverdagene og klokken 8 i weekenderne. Det er Per Kring Jensen ikke fan af.

- Jeg synes ikke, at det etisk er okay at spærre dem inde i så lang tid, særligt om sommeren, hvor det altså kan være ret varmt i et hønsehus. Jeg vil da heller ikke selv spærres inde, jeg vil selv have lov at bestemme, hvornår jeg vil ind. Jeg synes, det minder lidt om dyreplageri, at de skal lukkes så længe inde. Som samfund bevæger vi os jo ellers mod mere dyrevelfærd.

Det gør det også til en praktisk udfordring, som kan være svær at løse, mener han.

- Skal man aflevere børn tidligt eller møde på arbejde før klokken 7, så man ikke kan lukke hønsene ud, hvad gør man så? Så er man jo sådan set diskvalificeret fra at holde høns, lyder det fra Per Kring Jensen.

Efter høringsfasen skulle politikerne i Teknik- og Miljøudvalget godkende det reviderede hønseregulativ. Hvor det altså er besluttet, at hanerne får lov at overleve, også efter deres 20 ugers fødselsdag. Det blev dog ikke enstemmigt vedtaget, for Konservatives René Schneider kom med et ændringsforslag til § 2, stk. 6, hvor det altså er besluttet, at høns skal lukkes ind klokken 18. Byrådsmedlemmet ville have det ændret til solnedgang i stedet. Den var resten af udvalget ikke med på, og René Schneider kunne ikke tiltræde indstillingen.

Det kan Favrskovborgere heller ikke, kan man læse af høringssvarene.

- Jeg kan godt forstå, at folk er imod. At man skal være hjemme klokken 18 for at lukke dyr ind, det er fjollet. Det er i hvert fald ikke for dyrevelfærden, at man skal gøre det. Her om vinteren er det ikke noget problem, der går de jo tidligt i seng, men om sommeren er det noget andet. Og høns larmer jo ikke generelt, så hvorfor ikke bare lade dem gå ind selv? Og hvem skal køre rundt og regulere og holde øje, spørger René Schneider.

Han fortæller, at han selv har siddet i Hegnsynet, og at der indimellem kan opstå stridigheder mellem naboer over larmende høns, men at man som regel finder ud af det naboerne imellem.

Det glæder René Schneider, at så mange borgere bad forvaltning og politikere om at holde hænderne fra hanerne.

- Tit hører vi ikke rigtig noget fra folk, men her er der da nogen, der bemærker hvad vi laver. Og jeg er glad for, at der er blevet lavet ændringer. Det var også helt galt, at vi skulle forbyde haner. Det er jo ikke alle haner, der larmer, og de er med til at holde styr på flokken.

Per Kring Jensen bor mellem Sall og Hammel og har haft høns i tre år. Hans hus ligger i en landzone, og dermed gælder reglerne for hønseregulativet ikke for ham. Så hvorfor overhovedet skrive et høringssvar? Jo, fordi han føler, at der er reguleringer og regler nok, og at man som mennesker og naboer må kunne finde løsninger, hvis haner galer.

- Det kan godt være, det lyder lidt romantisk, men det der med hanegal, det er en del af kulturen, som har fulgt os i rigtig, rigtig mange år. Man holder høns alle steder i verden. Man ser hønen ruge, og så frem til, at man får en kylling ud af det, og den en dag selv lægger et æg. Og måske selv være med til at slagte hønen eller hanen en dag. Det giver et helt andet forhold til dyr.

Og der er hanen jo ret afgørende?

- Ellers kommer der jo ingen kyllinger. Så kommer processen ingen vegne. Derfor kan man ikke få den forståelse for liv og død. Det giver ikke det samme at se YouTube-video, hvor man får det forklaret.

Men man jo godt holde høns uden at have en hane?

- Det kan man. Men den naturlige fremdrift og det at have kyllinger, det kan man jo ikke få. At være spændt på at se, om der er kommet kyllinger, når man kommer hjem fra arbejde. Kyllinger, man har købt, følger ikke en bestemt høne, men det er gør de kyllinger, der er udruget i hønsehuset. Der er noget andet i det, en anden værdi, som skaber en anden forståelse. Og følelsesmæssigt er der også noget andet i det. Det giver en livskvalitet, siger Per Kring Jensen.

Det bør heller ikke være kommunens tid værd at indføre flere regler for fjerkræ, lyder det fra Per Kring Jensen.

- Hvad med kirkeklokker eller larmende hunde? Eller larmende voksne? Skal vi også forbyde det? Jeg synes heller ikke, vi som samfund skal lave så mange regler. Vi laver regler, når der er problemer ,vi ikke kan løse på andre måder.

Da forvaltningen præsenterede det oprindelig udkast til det reviderede hønseregulativ for Teknik- og Miljøudvalget, var det med en lille advarsel i bunden af af sagsdokumentet:

"... derfor forventer Teknik og Miljø kritiske høringssvar i høringsperioden, særligt fra fjerkræforeninger. Det primære formål med stramningen er at reducere støjgener i boligområder og deraf følgende klagesager".

Fjerkræforeningerne pippede da også ind med deres besyv, men mange svar kom altså fra helt almindelige Favrskovborgere, som vil have deres haner i fred og give fuglene lov til at gå ude, til dyrene selv beslutter, at det er sengetid.

Hos forvaltningen glæder det, at borgerne gav deres mening til kende.

- Som jeg ser det, er det da et udtryk for demokrati. Man hører folk og lader dem komme til orde, og har vi jo også lyttet. Personligt er jeg ikke overrasket over, at der kom en reaktion, for da det oprindelige hønseregulativ blev indført for godt 10 år siden, skabte det også en del debat, siger Steffen Carton Nielsen, miljøsagsbehandler i Favrskov Kommune.

Som hobbyavler får man altså lov at beholde sin hane, ænder eller kalkuner. Ifølge Steffen Carton Nielsen var der da heller ikke så mange, der gav udtryk for tilfreds med ændringerne i regulativet, som man havde troet i forvaltningen.

- Vi havde indtryk af, at vi havde fået en del andre henvender om utilfredshed med hanegal, men uden egentlige klager. Vi havde et indtryk af et mørketal med af der var generet, men ikke ville klage til os. Men dem har vi altså ikke hørt fra i høringsfasen.

Tilpas mange høringssvar gik altså på kritik af det punkt, at det blev strøget. Men en anden stramning i forhold til det tidligere hønseregulativ består, trods en del utilfreds i høringssvarene.

Tidligere sagde reglerne, at høns skulle lukkes ind ved solnedgang, men det er nu ændret til, at dyrene skal være indendørs fra klokken 18 til 7 i hverdagene og 8 i weekenderne. Steffen Carton Nielsen understreger, at der er tale om støjende fuglehold til gene for naboer. Og af regulativet fremgår det, at "hanegal i ovennævnte tidsrum vil som udgangspunkt blive betragtet som en væsentlig støjgene." Formålet er altså at imødekomme naboklager over støjgener, lyder forklaringen.

Ifølge Steffen Carton Nielsen har der siden 2020 været ni klagesager over støj fra høns i Favrskov Kommune.

9 støjklager siden 2020, det lyder da ikke mange?

- Det kan man sagtens argumentere for, men de kan være omfangsrige og kræve meget tid for os at behandle. Det er også derfor, vi har spurgt folk. Tanken var, at det kunne lette vores sagsbehandling, men også sikre folks ret til ro og fred.

Kører I rundt og tjekker, om folk har lukket deres høns ind klokken 18?

- Nej vi tager ikke rundt og laver opsøgende kontrolarbejde. Normalt går høns jo bare rundt og larmer ikke specielt meget. Men hvis naboerne betragter det som en væsentlig gene, skal vi ud og lave en vurdering. Og igen, jeg understreger kraftigt, at det kun er, hvis der er tale om støjende fugle.

Anton kommer til sig selv på gulvet i klasseværelset. Han har bidt sig i tungen, og bløder ud af munden. Det værker i kroppen efter det pludselige møde med gulvet.

Værre endnu. De andre børn holder afstand, mens de ser deres klassekammerat sætte sig op. De er tydeligvis bange for ham, for det så voldsomt ud, da han fik sit anfald og kollapsede.

Anton er en af 50.000 danskere, der har epilepsi, og hver dag får 12 nye danskere stillet diagnosen. Og det kan være svært, både for patienten, men også for deres pårørende. Det ved Halldór Bjarki Einarsson. Han er læge og neurokirurg på Skejby Sygehus og arbejder til daglig med patienter med epilepsi. Både voksne og børn. Og selvom epilepsi i mange tilfælde kan behandles, ved han, hvor svært det kan være at få stillet diagnosen.

- Mennesker med epilepsi oplever til dels stadig at være stigmatiseret. Det er ikke så slemt i vesten som andre steder rundt om i verden, men stigmatisering eksisterer stadig. Nogle børn bliver faktisk mobbet på grund af deres epilepsi. Før i tiden troede man, at de var besat af onde ånder, fordi mange med epilepsi får anfald, hvor de mister bevidstheden, fortæller Halldór Bjarki Einarsson, der bor i Hadsten med sin kone og deres to børn.

Foruden at være neurokirurg er Halldór også historiefortæller. Og nu udgivet forfatter. Arbejdet med epilepsipatienter har nemlig inspireret ham til at skrive bogen "Epilepsitårnet", hvor den 12-årige dreng Ole - der har epilepsi - tager på eventyr i en skjult verden. Her er vulkanudbrud synonym med epileptiske anfald, og Halldór Bjarki Einarsson, der kommer fra Island, blander den danske og islandske kultur. Han har skrevet bogen ud fra feltet narrativ medicin, hvor tanken er, at skønlitteratur kan arbejde sammen med medicinsk behandling.

- Jeg tror, bogen kan være med til at skabe noget forståelse omkring epilepsi. Den fortæller på en kærlig måde, hvordan drengen Ole oplever at befinde sig i en eventyrlig verden, og der er masser af læring i bogen, siger Halldór Bjarki Einarsson.

Epilepsi er altså en samlet betegnelse for en gruppe tilstande, der skyldes forstyrret elektrisk aktivitet i hjernen, og det kan variere meget fra patient til patient.

Nogle mennesker med epilepsi oplever også hallucinationer i forbindelse med deres anfald. Når de får et anfald, ser de altså ting, der ikke er virkelige, af den "reelle verden", som Halldór udtrykker det. Og netop det sker også for Ole, drengen som altså er hovedperson i bogen "Epilepsitårnet".

- Det er derfor, jeg tillader mig at gå ind i en eventyrverden. Og hvad sker der, når man træder ud af den reelle, virkelige verden? Så ser man nogle ting, som ikke er af denne verden. Og det er faktisk noget af det, som denne bog handler om.

Et andet centralt emne i bogen er håb. Håbet alene kan selvfølgelig ikke kurere syge patienter, men for Halldór er det vigtigt, at både børn og forældre bevarer håbet, selvom epilepsi pludselig bliver en del af hverdagen. Her er det tanken, at Epilepsitårnet kan bruges til at hjælpe med at indgyde børn og forældre det håb.

- Det er en af de stærkeste kræfter, håbet. Og det sidste, man skal gøre som læge, er at tage håbet fra folk. Hvis der er noget, jeg har lært, så er det, at man aldrig kan føle sig skråsikker på noget. Børns hjerner er nemlig stadig under udvikling, så man kan vokse fra epilepsi igen. Det gør mange. Og det er selvfølgelig vigtigt, at forældrene og barnet nærer håbet om, at det kan ske.

Bogen er primært tiltænkt børn i alderen 6-12 år, og selvfølgelig børn med epilepsi samt deres forældre. Til forældrene rummer bogen også det vigtige budskab, at man ikke er alene. I Epilepsitårnet får Ole hjælp fra flere forskellige karakterer, og når et barn får et epileptisk anfald, er der hjælp til både barn og forældre fra læger, sygeplejesker, psykologer og så videre.

- Enhver sygdom er en fortælling. Bliver jeg syg, har jeg et patientforløb, som på ingen måde ligner andres. Den måde, jeg oplever det på, er forskelligt fra andres. Der kan narrativ medicin udvide det sundhedsfaglige personales horisont, fordi læger og sygeplejersker via litteraturen kan få et indblik i andre patientforløb og sygdomsbilleder.

Det er altid svært at tale med børn om sygdom, men måske det kan blive lidt nemmere at tage den svære snak om epilepsi med sit barn, hvis man tager på eventyr i Epilepsitårnet. For lægen fra Hadsten har arbejdet med bogen, og den kreative frihed til at konstruere en verden med vulkanudbrud, Jellingsten, alfer og dværge, også været et redskab til at bearbejde de ting, han oplever i sit arbejde på operationsstuerne og patientgangene.

Når Epilepsiforeningen oplyser, at der hver dag er 12 danskere, der får konstateret epilepsi, og at det ofte er børn, bringer det mange forældre i en situation, hvor de skal til at tale med deres børn om det at have en sygdom.

Hvordan synes du, man som forældre skal tale med sit barn om det?

- Jeg er jo ikke psykolog, så jeg skal passe på, hvad jeg svarer. Men jeg tror i bund og grund, både som sundhedsfaglig person og som en, der har haft med syge børn og deres pårørende at gøre, at det er meget vigtigt, at man ikke skjuler noget for børnene. At man fortæller dem sandheden. Men det skal gøres med omhu, og det er selvfølgelig ikke lige meget, hvordan man gør det.

- Det er meget vigtigt, at man taler med børnene i øjenhøjde og forklarer, hvad det går ud på, og hvad det betyder, at man har epilepsi. Og hvis de spørger om noget, så må man aldrig lyve. Men man må selvfølgelig heller ikke gøre børnene bange, siger neurokirurgen.

Halldór Bjarki Einarsson er allerede i gang med at skrive sin anden bog, denne gang en voksenbog, og på islandsk, om en mand som befinder sig i en lukket verden, idet han har fået konstateret Locked-in-syndrom.

Et kort nyhedsoverblik fra Favrskov Kommune.