Allerede da bilen rullede ind på parkeringspladsen, stod kameramænd, radiofolk og andre journalister klar. Ingen var i tvivl om, hvem der var kommunalvalgets midtpunkt. Måske lige udover ham selv.

Ud af bilen trådte Lars Storgaard, der på dette tidspunkt kl 00.30 ikke vidste, at alting pludselig var vendt op og ned, og at alle ventede på ham.

- Jeg skal ind og snakke med Nils, var det eneste han fortalte pressen, der forsøgte at aftvinge ham et svar på det helt ekstraordinære valg, Konservative havde fået i Favrskov og som senere skulle sikre dem borgmesterposten.

Lars Storgaard, der burde ankomme svævende på lykkens sky, var tydeligvis fortvivlet, da alle de informationssultne journalister - mig selv iblandt - og lykønskende venner og bekendte nærmest løb efter ham, da han på valgnatten forsvandt op ad trappen i InSide i Hammel.

- Jeg har aldrig i mit liv - ikke engang da jeg blev skudt efter i tjenesten - været under sådan et pres, som jeg var i det døgn, fortæller han i dag.

Et døgn forinden havde Lars Storgaard nemlig fået en intet mindre end skæbnesvanger besked.

De mørke, blanke øjne betragter os tavst fra alle vinkler. De fylder rummet med deres døde blikke og vidner om den fortid, vi ikke længere lever i.

Lars Storgaard sætter sig på kanten af den sorte lædersofa på kontoret i Ulstrup, hvor væggene er fyldt med jagttrofæer af de eksotiske væsener, som han har jaget i alle verdenshjørner. Med hastige bevægelser hælder han vand og nescafé i koppen foran sig, og de kraftige hænder løfter kaffekoppen. Det er de samme hænder, der i både tjeneste og privat regi - på gaderne i København i de unge dage og på savannen i Afrika i nyere tid - har været vært for mange slags våben. Men nu er våbnene byttet ud med håndtryk, savannen med borgmesterkontoret og politiuniformen med en mørkeblå blazer og et bordeaux-farvet slips med gyldne elefanter.

Efter knapt 40 år ved politiet blev Lars Storgaard til kommunalvalget 2021 valgt som Favrskovs nye borgmester.

Lars Storgaard, i dagene efter kommunalvalget blev du hos journalister kendt som "borgmesteren, der ikke ville være borgmester". Er det rigtigt set?

- Ja, det er det faktisk. I den situation jeg stod i.

For den 15. november 2021, dagen før kommunalvalget, var Lars Storgaard på Skejby Sygehus med sin hustru. I foråret forinden havde hun fået konstateret kræft, men havde efterfølgende reageret godt på kemobehandlingen, og kræften var reduceret betydeligt. Troede de. Så da beskeden fra lægerne kom, var det som et lyn fra en klar himmel:

- Vi var virkelig optimistiske, men så skete der det stik modsatte. Vi fik at vide, at de ikke kunne gøre mere for min kone, og så blev hun erklæret terminal.

Lars Storgaard sov ikke natten inden valget. Hvordan kan man det ovenpå sådan en besked?

Klokken 06.00 stod han op for at tage imod valgmateriale. Han skulle være formand for valgstedet i Ulstrup. En travl dag og aften, hvor han ikke nåede at følge meget med i resultaterne. En af stemmetællerne til kommunalvalget fik dog fortalt, at de Konservative havde fået 900 stemmer alene i Ulstrup, hvilket sikrede Lars Storgaards egen plads i byrådet.

- Jeg var i en form for chok. Jeg spekulerede jo hele dagen på, hvor langt videre et forløb jeg kiggede ind i med min kone. Jeg kan ikke forklare, hvad der går igennem hovedet. Lige pludselig står vi (De Konservative, red.) til seks mandater, og da jeg kommer klokken 00.30, vil alle have fat i mig.

Lars Storgaard havde aldrig rigtig set sig selv i spil som borgmester, fortæller han. I sidste byrådsperiode havde Venstre ni sæder, Socialdemokratiet havde 11. Konservative havde to. Men da stemmerne tikkede ind, og Konservative viste sig at få seks pladser i byrådet, så forhandlingerne pludselig noget anderledes ud. Nils Borring ville naturligvis gerne beholde borgmesterposten, Venstre ville også gerne have den. Men de personlige stemmer bekræftede mandattallet, og pilen pegede kun på én mand:

- Efter de personlige stemmer kom, skulle jeg ind og snakke med Venstre. Og så rejser de sig alle sammen op og klapper - Venstre, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti - og siger "Der har vi jo Favrskovs nye borgmester". Og så sagde jeg "hvad for noget? Hold lige."

Der var det ikke gået op for dig endnu, at pilen pegede på dig?

- Nej, jeg skulle lige være sammen med mine egen gruppe, siger Lars Storgaard og udstøder et tungt suk.

- Puha ... Der havde jeg jo hele tiden mit private liv i rygsækken. Kan jeg være bekendt at sige ja til borgmesterposten? Vi har trods alt været sammen i 42 år, og hvordan ser hendes fremtid ud?

Forhandlingerne fortsatte, og klokken fem om morgenen stod pressen stadig og ventede foran de lukkede forhandlingsdøre. Men omverdenen måtte vente lidt endnu.

- Jeg tænkte på min kone hele natten under forhandlingerne. Den nemmeste løsning for mig på det tidspunkt var at lade Nils (Borring, red.) fortsætte som borgmester. Men så havde jeg jo smadret mit eget parti og så havde jeg været færdig, siger Lars Storgaard.

- For der er kun ét svar, når man bliver tilbudt borgmesterposten.

Bag de lukkede døre blev der klokken 5 om morgenen den 17. november 2021 sat en underskrift. En underskrift af Lars Storgaard på en konstituering af ham som borgmester.

Har du talt med din kone på det her tidspunkt?

- Nej. Da jeg kommer hjem klokken 6, når jeg lige at tage et bad og skifte tøj, før jeg skal være tilbage i Hammel klokken 8. Men der sov min kone stadig, så jeg nænnede ikke at vække hende. Det var ganske forfærdeligt at gå fra hende. Der havde jeg det virkelig skidt.

Men presset kommer fra mange sider.

- Det var et kæmpe pres. Dels kan jeg se på Nils (Borring, red.), at han er jo meget sur på mig, og så står journalister udenfor, som vil have noget at vide. Men jeg vil ikke melde noget ud, før jeg har talt med hende.

Klokken 15 - præcist to døgn efter beskeden på Skejby - vender Lars Storgaard endnu engang hjem. Denne gang til en vågen hustru, som han skal fortælle, at pilen peger på ham. Han spørger hende, hvad han skal gøre.

- "Det kan du da ikke sige nej til", sagde hun. "Jo det kan jeg. For der er altså nogle ting som er vigtigere her i livet end borgmesterposter og politik, og det er altså dig", sagde jeg til hende.

- Men så sagde hun "Det skal du ikke. For jeg bliver ikke mere rask af, at du går herhjemme. Og så tror jeg for øvrigt, at det er godt, at du kommer til noget helt andet, når jeg ikke er her mere".

Lars Storgaard kigger ned i kaffekoppen mellem sine hænder.

- Den var hård. Det var det, jeg havde med og stadig har med. Jeg glemmer aldrig den samtale.

Tre nætter.

Så mange nætter nåede Lars Storgaard at have sin hustru hjemme, efter at han ved årsskiftet tiltrådte posten som Favrskovs nye borgmester.

Følte du dig klædt på til posten? Der er trods alt stor forskel på at være menigt byrådsmedlem og borgmester?

- Ja, meget. I begyndelsen ringede flere tidligere borgmestre og sagde til mig, at det kunne jeg sagtens klare, og at jeg skulle nyde det. Men hvordan kunne jeg nyde det, når jeg vidste, at jeg havde min kone på lånt tid?

Hver dag mødte han tidligt ind, blev briefet, holdte møder og kørte om eftermiddagen mod sygehuset til sin kone, hvis tilstand hurtigt forværredes.

- Hun var mere syg, end hun gav udtryk for. Men hun havde sine øjeblikke, fortæller Lars Storgaard.

En af hendes få aftener hjemme havde Lars Storgaard trukket i de fine borgmesterklæder for at skulle mødes med borgmestrene fra Randers, Norddjurs og Syddjurs.

- "Hvad siger du til borgmesteren her?" Kan jeg huske, at jeg sagde til hende.

- "Jeg er stolt af dig", svarede hun. Og det har hun ellers aldrig vist. Hun har aldrig interesseret sig for politik. Men efter hun er gået bort, og vi har ryddet en lille smule op, har jeg opdaget, at hun har klippet alt ud fra aviser, som hun er stødt på, gennem mit liv omkring min politik og jagtrejser.

Det er vel den største kærlighedserklæring, hun kan sende dig fra graven?

- Ja, det kan man godt sige. Tænk, at hun gik så meget op i det alligevel, selvom hun ikke gav udtryk for det.

Den 23. januar gik Lars Storgaards kone bort.

- Efter begravelsen fik jeg corona. Men derefter var det bare fuld speed fra klokken 8 om morgenen til klokken 10 om aftenen. De første tre måneder har været de mærkeligste og hektiske, fra valgnatten og frem - det har været umenneskeligt.

Men pludselig kørte hverdagen som borgmester uden meget tid til hverken jagt eller sorg.

- I maj kom der ligesom en slags vakuum. Jeg havde ikke haft tid til at sørge og bearbejde, fordi der var fuld knald på.

- Men jeg kan mærke på mig selv, når jeg ikke er tilpas. Når nok er nok. Derfor aflyste jeg en tur til Bruxelles og tog fire dage for mig selv. Jeg satte mig ud i skoven tidligt om morgenen med min riffel og nød solopgangen. Der skulle jeg ikke spekulere på noget. Der fik jeg mig ligesom nulstillet.

De tomme blikke følger nøje hver bevægelse, han laver, når han bevæger sig rundt i blandt dem. Uanset hvor man ser hen, møder øjnene de dyr, der blev besejret.

Der hænger hundredevis af trofæer af mere end halvtreds forskellige arter på væggene i kontoret, hvor Lars Storgaard plejede at arrangere jagtrejser for alle lige fra Hans Kongelige Højhed Prins Henrik til murearbejdsmanden, som han fortæller. I dag har hans yngste datter overtaget driften af rejsebureauet.

Er der stadig tid til at gå på jagt?

- Lidt, men ikke i samme omfang som jeg plejer. Det er et nyt liv. Det er helt anderledes.

Efter en sådan start på livet som borgmester, som ikke kun blev defineret af hustruens død, men også af corona, krig i Ukraine, energikrise og på mange måder en verden, der vendte sig rundt, trænger et spørgsmål sig på.

Er du glad for at være borgmester i dag?

Armene flyver ud til hver side, som vil de understøtte det store grin, der ryger ud af Lars Storgaard.

- Ja, helt sikkert. Det er fantastisk. Det er verdens bedste job. Det er sjovt og givende, og jeg er jo også begyndt at grine sammen med den gamle borgmester igen, tilføjer han med et smil.

- Men det er også hårdt. Da jeg var politimand, formand for Arbejdsmarkedsudvalget, 2. viceborgmester, medlem af økonomiudvalget, byrådsmedlem, lavede jagtrejser og sad i fem bestyrelser, havde jeg mere fritid, end jeg har i dag som borgmester.

Hvad har været det sværeste ved at blive borgmester?

- Det er nok at vænne sig til at sidde for bordenden, og at alle kigger på dig. Uanset hvad du siger i et mødelokale eller ude i den profane verden, så er du borgmesteren. Det er jo ikke længere Lars, ham den glade dreng fra Ulstrup. Og det skal man vænne sig til. Ikke fordi det er svært, det er bare sådan, det er. Men jeg tager ikke ind på det lokale værtshus og rafler en fredag eftermiddag.

Hvordan ser du tilbage på det første år?

- Jeg vil ikke sige, at det var kaotisk, for der var styr på det. Der er så mange dygtige medarbejdere, chefer og kommunaldirektøren, som bærer et stort læs. Og så må jeg bare sige, den psykologi jeg har haft gennem politiet og den ballast med at tage beslutninger hurtigt - når du står i politiopgave, så skal du altså handle - den er kommet mig til gode. Og at jeg altid har haft med mennesker at gøre, både gennem politiet, som tømrer og i mit rejsebureau. Jeg er vant til at tale med høj og lav.

Som politimand er man jo meget handlekraftig, er det aldrig svært med de politiske processer, der kan trække i langdrag?

- Jo. Kommunaldirektøren siger også, at jeg skal have noget mere tålmodighed. For jeg vil gerne have ting til at ske, griner han og tilføjer.

- Det er måske en af mine svagheder. Men i år havde vi den hurtigste budgetproces i Favrskovs historie. Og jeg tror altså ikke, det nødvendigvis bliver bedre af, at man bruger mere tid.

Var det hårdt at skulle væk fra politiet?

- Jeg savner ikke arbejdet, men jeg savner kollegaerne. Det er en anden jargon i vagtstuen, end på direktionsgangene.

Som borgmester er man vel meget alene?

- Det er verdens mest ensomme job. Det er virkelig et ensomt job. Og det er hårdt, at jeg ikke har en at snakke med, når jeg kommer hjem.

Er det ensomt at komme hjem til et tomt hus?

- Ja, meget. Før var hun der jo altid. Hun var grundstammen i vores liv og har altid været der for børnene. Nu arbejder jeg meget og siger ikke nej til noget, for jeg har jo ikke noget at komme hjem til.

Alligevel er Lars Storgaard ikke et sekund i tvivl om, hvad der skal ske til kommunalvalget om tre år:

- For hver dag der går, bliver jeg mere og mere glad for, at jeg sagde ja. Det er soleklart, lige så sikkert som amen i kirken, at jeg går efter at blive genvalgt som borgmester om tre år.