Mindre luksus og mere discount: Favrskovs forretninger kan mærke krisetiden
Det lokale butiksliv er i manges øjne dét, der giver en by en særlig ånd.
I byernes gågader hvor man kan slentre langs butiksfacaderne til duften af bagværk, få en lun kop kaffe og bladre i et par bøger hos boghandlen. Det en helt anden charme end at købe varer på internettet og vente på pakkeposten.
Alligevel er der flere og flere af os, der i øjeblikket køber billige varer på nettet - eller holder på pengene med fygt for fremtiden. Og det truer vores lokale butiksliv, som ovenikøbet er presset af stigende priser på både el, varme og råvarer.
Tre lokale forretninger - heraf en lukket - fortæller om, hvordan de stigende priser og faldende forbrug presser dem i øjeblikket. Derfor har de en vigtig bøn til kunderne.
Det gyldne brød bugner i kurvene og konditorkagerne står snorlige i glasmontren. Her ved formiddagstid på en ganske almindelig hverdag er der ikke ligefrem kø i Bagergården i Hinnerup, men alligevel er der aldrig et øjeblik uden kunder, der er ved at blive betjent.
Blandt kunderne trisser stamkunden Herdis Pihl rundt og sonderer terænnet.
- Som forbruger tænker man jo meget over de stigende priser, medgiver hun og kigger blandt det daggamle brød på hylderne til venstre for indgangen. Derfor køber hun kun det vigtigste, som ifølge hende er rugbrød og franskbrød.
Inde bag disken, i selve bageriet, står de enorme stenovne, som kører fra 01.00 om natten til klokken 16.00 om eftermiddagen.
- Vi har valgt, at vi stadig vil bage frisk brød hele dagen, så vi kan holde på kvaliteten. Derfor holder vi ovnene kørende. Men det er selvfølgelig ikke uden omkostninger, fortæller Anders Pedersen, ejer af Bagergården.
For Bagergården er ramt ligesom alle andre. På stigende energipriser, faldende forbrug og råvarer, der ikke kommer frem.
Mindre frisk brød og flere biblioteksudlån
Det er ikke kun el- og varmeregningen, der er steget stødt det seneste år.
- Priserne på nogle af vores råvarer er steget 300 procent. Det er eksempelvis smør, mælk og æg. Vi har valgt, at vi vil bruge dansk smør i alt, og det bliver vi ved med. Men det er en stor udgift at holde fast i de gode råvarer, fortæller Anders Pedersen.
Stigende energi- og råvarerpriser leder selvsagt til prisstigninger, der rammer forbrugeren. Og resultatet heraf er, at forbrugerne holder på deres penge.
- Lige nu er det alle luksusvarerne, man sparer væk. Bagerbrødet, at tage ud at spise og overflødige forbrugsvarer, siger Jørgen Schytter, der er Erhvervschef i Favrskov Erhverv.
Frygter du for din forrenings fremtid?
Så er der hjælp at hente.
Lokalt kan du kontakte Favrskov Erhverv, som bedriver kommunal erhvervshjælp til små og store virksomheder.
- Vi er er især skarpe på at hjælpe de små erhvervsdrivende og selvstændige og kan sætte dem i kontakt med programmer, der kan hjælpe dem, eksempelvis de som udbydes af kommunen. Det kan være alt fra butiksrådgivning, handle om økonomi og sortiment og generelt, hvordan man driver forretning, når det går den anden vej.
Regionalt er der hjælpe at hente hos Erhvervshus Midtjylland. De tilbyder blandt andet deres Early Warning-program, hvor kriseramte virksomheder kan få gratis og fortrolig sparring fra en af de 120 frivillige erhvervskonsulenter.
I efteråret faldt forbruget for første gang siden begyndelsen af coronanedlukningerne. Det faldt måned for måned, og i november var det næsten 10 procent lavere end samme tid året før. Desuden siges det, at biblioteksudlånene stiger i krisetider. Og det kan man mærke hos bogforretningen Kon-tur som har til huse overfor Bagergården på Storegade.
- Vi mærker, at folk sparer. For i modsætning til mælk og brød, så er bøger en gode, man godt kan spare væk, fortæller ejer Dorthe Ostrowski, der har været nødsaget til at hæve priserne i forretningen.
- Vi er selvfølgelig nødt til at hæve vores priser, for det gør vores leverandører også. Og så gør vi alt, hvad vi kan for at holde vores omkostninger nede. Nu har vi eksempelvis slukket lyset i vinduerne om natten og lukket den ene dør, hvor man plejede at kunne komme ind i butikken fra bagvejen, så der ikke er gennemtræk.
Hvordan er din mavefornemmelse i forhold til fremtidsudsigterne?
- Jeg kan godt mærke, at det giver et stød i maven engang i mellem, og det er helt sikkert noget, der kører i mine tanker om natten. Men selvom det er op ad bakke, så tænker jeg simpelthen, at vi skal klare det. Vi skal ikke lukke.
Hos Bagergården mærkede man et dyk i salget efter sommerferien, fortæller Anders Pedersen.
- Vi kan mærke helt tydeligt, at når medierne melder ud, at "priserne kommer til at stige," så holder folk på pengene.
Siden da er salget dog steget igen, og julesalget blev bedre end frygtet.
- Jeg var bange for, at folk ville spare på bagerbrødet, når man nu også skulle ud og bruge penge på julegaver. Men det var heldigvis ikke tilfældet.
Men med en fordobling af energipriserne og en tredobling af fødevarepriser, og uden at i har hævet priserne mere end det der svarer til inflationen, så må fortjenesten være minimal?
- Ja, det er en udfordring at tjene penge. Og i disse tider må vi trække på det, vi har fra de gode tider.
Hvis I både prioriterer høj kvalitet i råvarer og at holde ovnene kørende, hvordan holder i så omkostningerne nede?
- Vi har sparet på mandetimer. Vi har ikke fyret, men alle ansatte giver den en ekstra skalle i øjeblikket.
Mange bagerier lægger i øjeblikket et energitillæg oveni prisen, men det gør I ikke. Hvordan kan det være?
- Vi ved, at vores kunder også kæmper lige nu. Men de støtter os, og derfor vil vi gerne blive ved med at give dem mulighed for at købe kvalitetsbrød til så gode priser som muligt. Så håber vi jo bare, at de giver os tilbage den anden vej.
Konkursrekorder på stribe
- Der er ingen, der jubler lige nu. For det er en rigtig svær tid for det lokale butiksliv at komme igennem og især en svær tid, de står overfor, fortæller Erhvervschef Jørgen Schytter.
Hos Favrskov Erhvervsråd er man begyndt at se konsekvenserne af den ændrede forbrugeradfærd.
- Forretningerne havde meget forskellige vilkår under corona, men nu går det kun én vej. Med inflationskrise, en stigning i faste omkostninger og stigende producentpriser. Så vi kan mærke en stor bekymring, ikke kun i branchen, men også i tilknyttede brancher såsom hos bankerne og hos revisorer. For konkurserne er allerede i gang.
I løbet at efteråret var der et stigende antal konkurser, både i Favrskov, men også på landsplan. I september var der det højeste konkursniveau i 10 år, og i november blev der sat rekord i antallet af konkurser siden finanskrisen. Samlet set blev 2022 året med flest konkurser i 12 år.
- Der er et utrolig højt niveau af konkurser, og der ingen brancher, der går fri, fortæller konsulent i Små og mellemstore virksomheder (SMVdanmark) Lasse Lundqvist.
Også hos Erhvervshuset Midtjylland kan man mærke krisestemningen. Gennem tilbuddet Early Warning kan kriseramte virksomheder række ud i fortrolighed og få gratis sparring fra erfarne erhvervsfolk. Og henvendelserne er eksploderet mellem jul og nytår, fortæller Virksomhedskonsulent Bent Aage Madsen.
- Sidste halvdel af 2022 oplevede vi en fordobling i antallet af henvendelser sammenlignet med første halvår. Og vi kan også mærke en ændring i henvendelserne. Normalt skriver folk ordentligt og velformuleret, men nu er tonen helt anderledes. Det er gebrokkent dansk på mystiske tidspunkter og sene nattetimer, hvor folk skriver "hjælp, jeg har krise." Man er simpelthen desperat, fortæller han.
Men nogle brancher er dog ramt hårdere end andre, fortæller konsulent Lasse Lundqvist. Foruden bygge og anlægsbranchen, som er meget konjunkturafhængig, er det netop gågade-butikkerne, der i øjeblikket står for skud.
- Det er især butikker og detailhandlen, restauranter og cafeer, der mærker det i øjeblikket, fordi folk går i Netto frem for til slagteren for at købe en stor bøf, eller drikker deres kaffe derhjemme frem for på en café, siger Lasse Lundqvist.
Ved indgangen af det nye år lukkede og slukkede restaurant Italia i Hammel da også på grund af netop de stigende priser.
- De sidste fire måneder har været katastrofale på grund af prisstigninger. Det kan vi jo alle mærke, biografer, frisører og restauranter. Mine kunder har været søde til at støtte mig, men det har desværre ikke været nok, fortæller ejeren Salvatore Cappello, der med blandede følelser valgte at gå på pension før tid.
Forsyningskrise: Manglende råvarer og bugnende lagre
Det er altså bylivet, der i øjeblikket betaler den højeste pris.
- Folk siger jo, at de gerne vil have at vi er her, siger boghandler Dorthe Ostrowski.
- Og så må jeg også bare sige, at det er vigtigt, de kommer og handler og ikke bare køber det hele på nettet.
Men forbrugernes humør har taget et ordentlig dyk, som det hedder på konsulentsprog. Det betyder, at man har stort fokus på prisen. Så folk shopper de steder, hvor de kan få det billigst, og der er typisk online, fortæller Lasse Lundqvist.
- Det er selvsagt et stort problem for gågade-butikkerne, at folk køber deres varer online, men lige nu er det særligt slemt, fordi at mange butikker har fyldt deres lagre og købt stort ind på grund af den forsyningskrise, vi har. Og nu kan de ikke komme af med varerne, siger han.
Det er dog ikke alle varer, man kan bestille hjem lang tid i forvejen, såsom fødevarer. Derfor mærker man Bagergården forsyningskrisen på omvendt vis, fortæller Anders Pedersen.
- Det er en rutsjebane med forsyningsproblemerne, for lige pludselig kan vi ikke skaffe nok mel eller på et tidspunkt var det fisk, som vi bruger i vores sandwiches.
Som bager kan man jo ikke klare sig uden mel, så hvad gjorde I? Gik I over i Brugsen og købte store mængder af mel?
- Nej, så ringer vi rundt til andre bagere. Vi har et meget nært samarbejde, eksempelvis med Mester Jakob i Hadsten. Hvor der tidligere var flere tusind bagere i Danmark er der nu kun 420 tilbage. Så vi, der er tilbage i branchen, holder sammen og hjælper hinanden.
En læring fra corona, vi skal tage med videre
Hold sammen. Hjælp hinanden. Støt lokalt.
Det er ifølge både de lokale butikker og eksperter netop mantraet, der skal få det lokale butiksliv til at overleve den kommende krise. Og det er en lære, vi tager med fra coronakrisen, siger Erhvervschef Jørgen Schytter.
- Idéen om at støtte lokalt fik en tydelig opblomstring under coronatiden, og er en tendens som startede på landet. Det var også derfor, at mange butikker faktisk endte med at komme godt igennem krisen. Det blev meget tydeligt, at hvis du ikke bruger din lokale butik, så forsvinder den.
Og ser man på de dystre konkurstal, ligner det faktisk, at der endnu er håb for forretningerne i provinsbyerne.
- Der er flere konkurser i handelsbranchen inde i store byer, hvor der er mere konkurrence. For hvis du kan få en kaffe 10 kroner billigere i naboforretningen, går du derover. I små samfund er der måske kun én café, som folk gerne vil værne om, siger Lasse Lundqvist.
Til gengæld er konsekvenserne langt større, når butikkerne i mindre byer bliver ramt.
- Butikker udenfor de største byer er vigtige at værne om, for hvis først de lukker, er det ikke sikkert, de kommer tilbage. Vi kan se, at der åbner langt flere nye forretninger i de store byer. Ude i de mindre byer kan vi derimod se, at butikslukning kan hænge sammen med affolkning, siger konsulenten og afslutter.
- Som forbruger må man være opmærksom på, at ved at købe sine varer online, betyder det simpelthen at de de lokale butikker lukker - og at de nok ikke åbner igen.
I Bagergården kommer Herdis Pihl og sønnen Carsten Pihl gående ud med favnen fuld af brød, både lyst og mørk.
- Jeg fandt et daggammelt brød, som var nedsat i pris og købte et andet, der var frisk, siger den tilfredse kunde.
Trods den stigende prisbevidsthed er kvaliteten stadig det vigtigste.
I sparer ikke på bagerbrødet og i stedet køber et billigere brød over i Brugsen?
- Nej, ikke når man har så god en lokal bager, som vi har her.