Der er ro i salen med tusindvis af mennesker på tilskuerpladserne. Scenelyset bliver rødt, mens et par tunge trommer lyder i spænding, da tidligere fodboldspiller Kathrine S. Pedersen river konvolutten op.

- Årets kvindelige fodboldspiller 2022 er.. Hun ser op fra kortet og ud mod publikum:

- Stine Ballisager Pedersen.

Et spotlight fanger vinderen i kameraet, som sidder i salen ved et af de udvalgte borde for nominerede. De lange røde krøller slanger sig om ansigtet, hvor smilet fylder det hele.

- Fra en reservetjans på landsholdet har hun kæmpet sig ind som en af profilerne og nu også Årets Kvindelige Fodboldspiller, lyder sportskommentator Andreas Krauls stemme ud af højtalerne, mens Stine Ballisager giver sin kæreste et hurtigt kram og derefter med bestemte skridt, som kun en fodboldspillers stærke ben kan gå, mod scenen.

Det er under DR's sportsgalla i Boxen den 7. januar 2022, at landsholdspilleren får tildelt æren.

- Hold da op, lyder det fra den prægtige scene, hvor lysstrålerne rækker mod himlen.

- Det var stort for mig at være nomineret. Og så at stå med prisen nu. Det er helt vildt. Jeg er glad og stolt over at blive anerkendt for mine præstationer, siger Stine Ballisager.

Hun er ikke vant til at være i rampelyset. Som en tidligere spiller fra Vellev IF, har hun fødderne solidt plantet på jorden og har aldrig drømt om en karriere som professionel. Men det er nu hendes virkelighed, og i dag er hun fuldtidsprofessionel i den norske klub Vålerenga sideløbende med landsholdskarrieren.

Og der er sket meget med fodbolden de senere år. Den fodbold, der spilles af kvinder, vel at mærke. Men der er stadig lang vej endnu, og når man som kvinde vælger fodbolden som levevej, siger man også ja til altid at kæmpe for sine rettigheder, fortæller hun.

- Som lille havde jeg aldrig en drøm om at blive professionel. Ikke fordi jeg ikke ville. Men jeg tror ikke, jeg tænkte, det var muligt, fortæller Stine Ballisager over en telefonforbindelse fra Oslo.

Hun havde svært ved at se sit eget talent. Derfor rammer hendes nyligt vundne pris også et ømt punkt.

- Prisen betyder virkelig meget for mig. For jeg er en person, der tvivler lidt for meget og er enormt kritisk overfor mig selv, så jeg skal nærmest vinde sådan en pris for at tro på, at jeg er god nok til at være på landsholdet. Det er virkelig et skulderklap.

Ydmygheden er et karaktertræk, hendes tidligere træner i Vellev IF Leif Møller, kan bekræfte.

- Stine er meget ydmyg. Det er det gennemtrængende ved hende, fortæller han.

- Enhver kunne se, at hun kunne drible gennem det hele. Men alligevel var det ikke noget, hun brød sig om, for hun kunne ikke lide at være bedre end andre. Hun følte, hun udstillede dem.

Fodboldinteressen begyndte tidligt for Stine Ballisager, allerede ved 5-6 års alderen, hvor de fleste piger fra hendes klasse begyndte at drible rundt med en bold. Også hjemmefra var opbakningen stor, da både storebror- og søster spillede og hendes far i flere år var træner.

- Det var ligesom det, man gjorde i Vellev. Det var det, man kunne gå til, og så startede jeg jo bare sammen med de andre og har spillet lige siden, fortæller Stine Ballisager, der spillede i klubben i 10 år, indtil det blev "mere professionelt". Mere vigtigt for hende.

Og på sådan en rejse er det afgørende med en træner, der tror på én, fortæller hun. En som tør at give et skub. Stine Ballisager var en ud af tre fra den lokale klub, Leif Møller sendte til udtagning til DBUs talenthold.

- Hver gang efter at talentholdet havde været samlet, så sagde jeg til min far, "jeg er sikker på, at jeg bliver sorteret fra", fortæller hun.

Men det blev hun aldrig. Hun var den eneste, der gik videre. For udover det naturlige talent, var arbejdsmoralen enormt høj og er noget af det.

- Hun var en trænings- og arbejdsnarkoman. Hun ville gerne lære det hele. Hun gik meget op i at skulle være god med begge ben, så det ville hun træne igen og igen. Hun var aldrig en, der satte sig ned og ikke gad, siger Leif Møller.

- Man skal arbejde hårdt for det, når man kommer fra Vellev. For vi spillede ikke på så højt niveau, men derfor arbejdede vi stadig hårdt for at komme endnu højere op. Den arbejdsiver tager jeg med fra Vellev, fortæller Stine Ballisager om landsbyen, hvor hendes familie stadig bog.

Tidligt blev hun udtaget til først U16 og derefter U17-landsholdet, hvor den første kamp var en venskabskamp mod Sverige.

Det må have været en ret vild følelse for en 15-årig pige fra Vellev at skulle repræsentere Danmark på et ungdomslandshold?

- Det var helt vildt. Jeg spillede stadig i Vellev, og så skulle jeg lige pludselig spille landskamp. Jeg tror ikke helt, jeg vidste, hvad det egentlig var. Jeg var helt vildt nervøs, og jeg kan huske, at flere af de andre fra landsholdet prøvede at berolige mig. Men når man er i gang med at spille, så er det som enhver anden kamp.

Landsholdsdebuten var ikke just mindeværdig. Danmark tabte 4-0. Men allerede få dage efter, stod Stine Ballisager på banen igen mod samme hold, hvor resultatet modsat blev 2-1 til Danmark.

Da hun bagefter vendte tilbage til Danmark, var det slut med at spille i Vellev, fik hun at vide. Nu skulle hun videre til noget større.

Det er ikke så ofte, Stine Ballisager i dag lægger vejen forbi Vellev. For i weekenderne er der kampe, og når der er fri, skal hun til landsholdssamlinger. Så det er godt, at der er Facetime, siger hun om distancen til sin familie derhjemme. Og ellers lærer man jo at leve med, at man ikke ses så tit.

- Det var ikke et nemt spring for mig at flytte til Oslo, for jeg er et tryghedsmenneske. Jeg kunne godt lide min hverdag i Aarhus, hvor min familie og venner var tæt på. Men det var en udfordring, jeg var klar til at tage op, for jeg havde ikke tid til at have et fuldtidsstudie, fire træninger om ugen og så et studiejob ved siden af. Derfor ville jeg gerne prøve noget andet.

Fra Stine Ballisager forlod den lille lokale klub i Vellev, steg hun støt opad i ligaerne. Næste stop på karrierevejen blev Viborg, før hun rykkede til Skovbakken og senere VSK i Aarhus. Samtidig blev U17-landsholdet til U19, som blev til U23, og allerede i 2012 fik Stine Ballisager sin debut på A-landsholdet.

Men alligevel var der ikke udsigt til en karriere i Danmark, for hun fik aldrig løn for sit arbejde. Det skete først, da hun rykkede til Oslo i 2018, hvor spillerne i dag er fuldtidslønnede.

- Det minder næsten om et almindeligt job. Hvis vi har to træninger på en dag, er vi i klubben fra 9 til 16. Vi møder ind klokken 9, træner, spiser frokost, og så træner vi videre. Ellers er det fra 10 til 15, hvis vi har én træning, fortæller hun.

- Jeg lever fint af den løn, jeg tjener. Men sådan var det jo ikke for 10 år siden. Der er jo sket en stor udvikling i kvindefodbold.

Men lønnen er ikke prægtig nok til at kunne forsørge hende resten af livet, og derfor har hun - ligesom de fleste andre kvindelige fodboldspillere - prioriteret at tage en uddannelse sideløbende med fodboldkarrieren.

- Jeg skal ud og have et almindeligt job den dag, jeg stopper med at spille fodbold. Så det har været vigtigt for mig at tage en uddannelse og have noget at falde tilbage på. Men det krævede virkelig noget disciplin at tage en fuldtidsuddannelse, mens man spiller fodbold på så højt et niveau.

For et år siden færdiggjorde Stine Ballisager en kandidat i idrætsvidenskab med tilvalg i matematik. Aarhus Universitet tilbyder et særligt elitesportsprogram, der blandt andet betød at uddannelsen varede 6,5 år frem for 5, at hun havde en studiemakker, der filmede forelæsningerne, og at eksaminer kunne foretages online, så hun ikke behøvede at rejse hjem. Når fodbolden engang er et overstået kapitel, er drømmen at blive gymnasielærer.

Kan du se dig selv rykke tilbage til Danmark og spille fodbold en dag?

- Jeg vil ikke sige, at det er en drøm. Det kunne sagtens være, men Danmark er stadig bagud i forhold til mange andre lande, hvad gælder kvindefodbold. Så lige nu drømmer jeg nok mest om at komme til at prøve noget helt andet, noget som ikke er i Danmark, men noget helt tredje.

Mere end 20.000 mennesker jubler, da Stine Ballisager svinger højre ben i luften og dermed afværger et skud fra den Brasilianske modspiller. En "heroisk redning" ifølge DR's sportskommentator Andreas Kraul, der også definerer spillet som "stærkt defensivt arbejde."

- Det er stort at skulle repræsentere sit land. Og spille med alle de bedste spillere fra Danmark mod de bedste i Europa og i verden. Det en ære, siger landsholdsstjernen fra Vellev.

- Men jeg vil sige, at landskampen inde i Parken, det var noget helt specielt.

Det var en varm og solrig dag, da kvindelandsholdet den 24. juni 2022 for første gang nogensinde spillede en landskamp i Parken i København.

- Det bliver Danmark, der løber med sejren i denne historiske kamp. Det er jo et ord, der kan gå inflation i - historisk - men jeg er nødt til at bruge det her. Den første første kamp i Parken for de danske kvinder, sejr over Brasilien. Tilskuerrekord på 21.542, afsluttede Kraul kommenteringen, da kampen sluttede, og de danske kvinder kunne omfavne hinanden i glædesrus over deres sejr.

- At opleve så mange mennesker, som alle er danskere, der hepper på en. Og at vi så endte med at vinde over Brasilien. Det var godt nok stort og en helt surrealistisk oplevelse, siger Stine Ballisager.

Som hun fortæller - og som mange af os nok har bemærket - så sker der meget med kvindefodbolden i disse år. I medierne kom der særligt opmærksomhed på landholdets kampe i 2017, da de under EM gik hele vejen til finalen for desværre at se sig slået af Holland. Seertallene for hver kamp slog rekord og til finalen så knap 1,5 million danskere med - flere seere end til nogle af herrelandsholdets kampe samme år.

- Jeg kan sagtens mærke, at folk har mere interesse for kvindefodbolden. Folk sætter ikke spørgsmålstegn til mig i forhold til, om jeg kan leve af at spille fodbold længere. Nu er det ligesom blevet normalt, at kvinder også kan leve af at spille fodbold, siger Stine Ballisager, der tilføjer, at medierne også har fået mere interesse for at dække spillet.

I 2021 indgik Gjensidige Kvindeligaen, den højeste fodboldliga for kvinder i Danmark, en aftalte med NENT Group, der står bag Viaplay, om at vise alle fodboldkampe i tv.

- Jeg kan også mærke, at det er blevet mere og mere professionelt i de år, jeg har spillet i Våleringe. Da jeg kom til Norge spillede vi primært om eftermiddagen og aftenen, fordi spillerne havde job og studie ved siden af. Men vi får bedre vilkår, bedre løn, flere stafmedlemmer, og nu er alle spillere fuldtidsansatte, så vi kan træne om dagen. Så stille og roligt så går det bare i den rigtige retning

Kan I også mærke seriøsiteten i den opbakning, I møder? Kommer der mange tilskuere til jeres kampe?

- Der kommer nok i snit omkring 400 tilskuere til vores kampe, så der gad jeg virkelig godt, at interessen var større. Ligesom i England, hvor de kan fylde de helt store stadioner.

Har du oplevet at blive genkendt på gaden?

- Her i Norge er der ikke nogen, der stopper mig. Men jeg var ude at shoppe i Aarhus, da jeg var hjemme i december, hvor der var der nogen, der genkendte mig og spurgte "om ikke jeg var hende, der spiller fodbold," siger hun med i et hævet toneleje, der vidner om, hvor overraskende det var for hende.

Måske det er Vellev-ydmygheden, der er på spil igen, når Stine Ballisager trods successen helst lever i fred:

- Der er ikke mange der genkender mig, og det synes jeg er rigtig fint, at jeg kan leve privat. Så stort behøver kvindefodbold ikke at blive for min skyld, i forhold til herrefodbold, hvor de bliver genkendt over det hele, griner hun.

Når man benytter udtrykket "kvindefodbold" eller "kvindelandshold" ligger det implicit, at man forbinder ordene "fodbold" og "landshold" med herrerne. Og ifølge Stine Ballisager, er netop denne sammenligning et problem for udviklingen af sporten.

- Vi er ekstremt trætte af at blive sammenlignet med herrerne. Jeg synes nærmest, man skal se det som to forskellige sportsgrene, siger hun frustreret og fortsætter.

-  Jo, det er den samme sport, men den er bare så forskellig, fordi kvinder og mænds fysik er meget forskellige. Selvfølgelig kan vi ikke løbe lige så hurtigt som mændene, og nej, vi kan ikke hoppe lige så højt. Men derfor er det stadig god fodbold.

Netop de fysiske forskelligheder er også en kilde til problemer for de kvindelige spillere, eksempelvis når det kommer til drømmen om at skabe en familie.

- Det er meget svært for kvindelige spillere, at få det til at gå op, når man gerne vil have børn. Som fodboldspiller er man nødt til at gå på barsel meget tidligt, for man kan jo ikke træne som højgravid. Men der er flere og flere, der spiller indtil de er 35 eller 40 år, og så er man jo nødt til at få børn i løbet af ens karriere. Men det er stadig uklart, hvilke rettigheder man har som fodboldspiller.

I sidste uge kom der er gennembrud, hvad angår kvindelige fodboldspilleres ret til barsel, da den islandske fodboldspiller Sara Björk vandt en sag mod sin tidligere klub, franske Lyon, der havde nægtet at betale hendes løn under barslen. 566.000 kroner skulle klubben udbetale til den 32-årige islandske landsholdsanfører, der nu spiller i Juventus, og hun udtalte at "sejren føltes større end mig. Det føltes som en garanti for økonomisk sikkerhed for alle spillere, der vil have et barn i løbet af deres karriere."

- Selv tænker jeg, at nu hvor jeg er fyldt 29, så tror jeg ikke, at jeg vil blive gravid nu og komme tilbage til fodbolden igen bagefter, siger Ballisager.

Er graviditet lig med en billet ud af fodboldkarrieren?

- Nej det behøver det ikke, men det er bare svært. Og det handler jo også lidt om hvad man gerne vil. For jeg lever jo et egoistisk liv som fodboldspiller, hvor jeg skal prioritere min søvn, og hvad jeg spiser. Der er i hvert fald der er mange ting, man skal tænke over, hvis man bliver mor, når man er fodboldspiller.

Er din oplevelse at mandlige fodboldspillere har de samme bekymringer?

- Nej, overhovedet ikke. De bliver jo ikke påvirkede på samme måde. De kan være på barsel en enkelt uge, efter at barnet er født, og så kører deres hverdag igen. Som kvinde så er man nok ude i et år, hvor man slet ikke spiller fodbold.

Er det noget der fylder meget for jer, den forskelsbehandling i oplever i forhold til mændene?

- Det kan det være. I nogle perioder dukker der ting op, hvor vi ikke kan lade være med at diskutere, om det bare er, fordi vi er kvinder, at det ikke bliver prioriteret. For eksempel i min klub, hvor vi træner på den samme bane som herrerne, men det altid er herrerne, der får lov til at vælge, hvornår de skal træne først, og så er vi i anden række. Og vi har endda spillet bedre end herrerne målt på resultater. Men det burde bare være lige mellem os.

Bliver det lidt en indgroet del af det at være kvindelig fodboldspiller at kæmpe for sine rettigheder?

- Ja, det gør det. For der er jo stadig mange ting, der skal ændres, og vi bliver ved med at kæmpe for det.

Har du et godt råd til alle de små piger derude, som starter i en lille klub som Vellev og ser dig på banen med drømmen om at blive fodboldstjerne?

- Jeg tror, det vigtigste er at have det sjovt. Ja, husk at have det sjovt. Og samtidig at arbejde hårdt.

Og så til slut det spørgsmål, man naturligvis må stille, når man udgiver sig for at være sportsjournalist:

Hvad er forhåbningerne til det kommende verdensmesterskab i Australien til sommer? Tror du, at I kan blive verdensmestre?

- Det er måske lige stort nok at sige, at vi kan blive verdensmestre, når vi ikke kom videre fra gruppespillet til EM. Men vi har endnu ikke snakket om målsætning til VM på landsholdet. Men jeg håber da, at vi kommer videre fra gruppen.

Der bor blot 200 mennesker i landsbyen Vellev i den nordlige del af Favrskov, som da også ligger øde hen på en helt normal formiddag.

Alligevel formåede den lokale klub Vellev IF i 00'erne og begyndelsen af 10'erne at opbygge et ry som en helt særlig fodboldklub for unge spillere. Dygtige spillere kom til fra ikke bare Ulstrup og Langå, men også større byer som Bjerringbro. Flere spillere blev så dygtige, at de senere drog videre for at spille i større klubber som Viborg eller i Aarhus, mens en enkelt både blev udtaget til DBU's talenthold og senere gik hele vejen til A-landsholdet.

Det var nemlig i Vellev IF, at landsholdsstjernen Stine Ballisager driblede rundt på græsset i mere end 10 år, før hun satte afsted for at leve som professionel fodboldspiller. Men hvordan er det muligt for en lille klub, at fostre så stor en stjerne, der nu er kåret som Årets Kvindelige Fodboldspiller?

Ifølge Ballisagers gamle træner Leif Møller, skyldes det især én person:

- Der var en særlig fodboldkultur i byen dengang. Og det skyldes især vores formand Bent Kjær, for han gik virkelig meget op i pigefodbold, fortæller den tidligere træner.

- Bent arbejdede hårdt for, at pigerne også skulle spille på den gode bane, ligesom drengene, og at de fik bolde, der passede til dem frem for at spille med drengebolde. Det gjorde en kæmpe forskel, og det er i høj grad hans fortjeneste, at vi fik så stærk en kultur omkring det.

Men siden Bent Kjær gik af som formand i 2015, ændrede alt sig. I dag er kulturen er død, nu er der ikke længere pigefodbold i Vellev.

- Det var et langt sejt træk. Da jeg kom til, var der ingen pigefodbold i Vellev. Så starter man jo fra bunden af og bygger op, fortæller daværende formand for Vellev IF Bent Kjær.

- Jeg var selv træner for min søn. Men jeg synes også, der skulle være pigefodbold. Så jeg tog imod et tilbud fra DBU, der lavede forskellige aktiviteter for 6-12 årige piger. Og ellers gik arbejdet ud på at finde nogle gode trænere, der ville tage det seriøst.

Bent Kjær gik meget op i, at det skulle være lige mellem drenge og piger i klubben.

- Fik drengene nye holdtrøjer, skulle pigerne også. Fik drengene en stor fodboldafslutning, skulle pigerne også. Og det var vigtigt, at drengene ikke bare fik alle de gode træningstider, og at kiosken også var åben, når pigerne spillede kamp. Sådan var det ikke, når de var rundt og spille i de andre klubber.

En åben kiosk og gode træningstider lyder måske som petitesser, men tilsammen var det med til at skabe det fodboldmiljø, der ledte til talentudvikling.

- Vi havde nogle enormt dygtige piger, der bare rykkede op og op. Et år blev de sågar jyske mestre.

Bent Kjær tog rundt til nærliggende klubber - små som store - for at overtale spillere til at komme til Vellev IF og spille.

- Jeg var ikke altid så gode venner med naboklubberne, fordi jeg tog rundt og hentede talenter, griner han.

Hvorfor var det så vigtigt for dig at udvikle pigefodbolden?

- Jamen jeg gik meget ind for, at det skulle være lige. Det var var bare et must.

Pigefodbolden var da også medvirkende til, at Vellev fik 1 million kroner af kommunen til at bygge nye omklædningsrum, så der både var til kvinder og herrer. Hvor der tidligere kun var til herrerne.

Men selvom det kun gik fremad for pigerne, var der ifølge Bent Kjær ofte modstand mod hans arbejde for pigefodbolden:

- Mange sagde til mig " åh hold op, hvorfor lægger du så meget energi i det? De løber jo bare rundt på banen", fortæller han om nogle af nedladende kommentarer og fordomme, han mødte.

- Men pigernes medaljer var jo lige så vigtige som drengenes.

Sidenhen har Bent Kjær dog modtaget en masse taknemmelighed fra tidligere spillere, forældre og ikke mindst priser fra både DBU og fra Favrskov Idræt for sin indsats i klubben, fortæller han.

- Bagefter er der mange, der har takket mig for at have udviklet klubben. Stines (Ballisager, red.) mor og far har også sagt tak til mig mange gange.

En anden af de særlige drivkræfter blev Leif Møller, der trænede de unge piger i mange år.

- At udvikle et godt hold kræver en god træner, som bliver ved med at tro på det og kæmpe for det. Leif Møller trænede dem i mange år. Han kunne have givet op mange gange, for de - der med tiden blev teenagepiger - behandlede ham ikke altid lige godt og meldte for eksempel ikke afbud til tiden. Men han blev ved med at arbejde for det.

- Min filosofi var, at der skulle være plads til alle. Også de gode. Sådan er det ikke altid, især i en lille by. For tit er det de dårligste, man gør plads til, og så får man ikke talenterne udviklet. Og det var der meget modstand af, siger Leif Møller.

Pigerne havde i perioden et A- og B-hold. De bedste spillere blev i øvrigt rykket op for at spille med dem, der var 2-3 år ældre, og nogle af pigerne spillede sågar med drengene for at få mere træning.

- Der var stor modstand af at dyrke talenterne, især fra forældre til de piger, der ikke var de dygtigste. De sendte mig lange mails og mente, at deres datter skulle spille ligeså meget som de andre. Det er en svær balance mellem elite og breddeidræt i sådan en lille klub. Men hvis vi ikke stiller med de bedste, så søger de gode andre steder hen, fortæller Bent Kjær.

Efterhånden som pigerne blev ældre, voksede nogle af dem ud af klubben og søgte videre til Viborg, Randers og Aarhus.

- Det var en lille overvindelse. Vi var ikke i tvivl om, at de dygtigste skulle videre. Men det var et spørgsmål om, hvornår og hvad der var bedst, fortæller Leif Møller.

Ifølge både Leif Møller og Bent Kjær kunne man tidligt se, at Stine Ballisager var et naturtalent. Hun driblede igennem alt og alle og flere klubber ringede for at få fat på hende.

- Viborg vil gerne have Stine (Ballisager, red.) noget før, og måske holdte vi også på hende lidt længe. Fokus er, at de skal udvikle sig så meget som muligt, men man skal være sikker på, de er gode nok, når man sender dem afsted. Så de ikke bliver bænkevarmere i den nye klub, for så er det svært at komme tilbage igen. Samtidig kræver det også mere af det hold, der er tilbage. Så man skal vurdere om der stadig er basis for det samme gode hold, når flere talenter forsvinder.

Troede du dengang, at Stine kunne leve af af spille fodbold i dag?

- Jeg var ikke i tvivl om, at hun kunne komme langt, og også komme på landsholdet. Men jeg troede ikke, at man som kvindelig fodboldspiller kunne leve af det, siger Leif Møller.

Hvordan var det at se Stine Ballisager spille i Parken sidste sommer?

- Det var lidt vildt, siger den tidligere formand for Vellev IF Bent Kjær og fortsætter.

- Så kunne man ikke lade være med at tænke tilbage. Det var en gylden tid i klubben, og det kunne man stadig have. Men hvis man ikke holder det ved lige, så dør det.

Og det var, hvad der skete. Pigefodbolden døde.

I 2013 lukkede Vellev Skole, for at genåbne som friskole, og i 2015 stoppede Bent Kjær som formand for klubben.

Hvorfor er der ikke længere pigefodbold i Vellev, spørger jeg den nuværende formand Steen Bach.

- Da skolen lukkede, blev vi voldsomt ramt. Det var vores kundegrundlag, der forsvandt, siger han.

- De første 3-4 år var der måske 5-6 spillere, men så gik det nedad.

Kunne man ikke have gjort mere for at holde på spillerne? Eller have hentet dem udefra sådan som Bent Kjær gjorde?

- Jo, det kunne man måske, og havde vi 5-6 gode spillere, var det nok nemmere. Men der er ingen pigefodbold i nærheden, hverken i Ulstrup eller Langå, så man skal køre langt for at spille. Min oplevelse er, at pigerne i den alder, der bor i nærheden, simpelthen ikke spiller fodbold. Og problemet er, at når de er lidt dygtige, så tager de til Randers og Viborg.

Hvad med de piger, der går på friskolen?

- Vi har prøvet at række ud til friskolen, men de er ikke interesserede i at samarbejde. Børnene fra friskolen kommer især fra andre byer, så når jeg taler med deres forældre, lyder det som om, de ikke har tid til at spille.

Tror du, der kommer pigefodbold i Vellev igen?

- Nej, det tror jeg ikke. Hvis der er nogle, der vil spille, må de meget gerne det, men der er ikke nogen, der banker på, siger formanden og afslutter.

- Jeg synes, det er synd for pigefodbolden.