11. marts 2020: Corona har lagt sig som en klam tåge over Danmark. Og da Mette Frederiksen på det historiske pressemøde lukkede landet ned for at bremse smitten i samfundet, bad hun os om blandt andet om at arbejde hjemme og holde afstand til vores netværk og familie. Om at stå sammen hver for sig. Kollegaer adskilt fra kollegaer. Venner adskilt fra venner.

Børnebørn adskilt fra bedsteforældre.

På Vadstedvej i Svenstrup var det ikke helt så slemt, som det var mange andre steder i Danmark. Her er familieboblen nemlig en smule større end i de fleste hjem, og den rummer en generation mere. På en nedlagt landejendom, bor Pernille Nørgaard og Brian Levinsen nemlig sammen med pigerne Sarah og Laura i hovedhuset, mens Pernilles forældre Sven og Ellen Frost har deres eget hjem i en tilbygning. Der er 10 skridt fra dør til dør.

Og corona, den mest omsiggribende, fundamentale ændring af hverdagsrutinerne i samfundet siden 2. verdenskrig, er faktisk et godt eksempel at gribe til, når man skal opremse de mange fordele, der er ved at bo på den måde, som familien i Svenstrup gør. For de var aldrig rigtig alene. De var aldrig for alvor isolerede. De led ikke det afsavn, som mange andre gjorde, og de var fire voksne til at hjælpe hinanden og til at stå sammen, da det var sværest. Og det er det bedste ved at bo på den måde, som familien gør.

- Vi hjælper hinanden. Og vi har altid haft hinanden. Vi gør det, fordi vi vil hygge os med det, og vi vil bare have et godt liv sammen. Og det er det gode liv, det her, siger Pernille Nørgaard.

Hvis du på en bar falder i snak med en italiener, en japaner eller en sydafrikaner og siger, at du kender en familie, der bor tre generationer sammen, vil reaktionen formentlig være noget i retning af "okay, det kender jeg da også mange, der gør". For mange steder i verden er det overhovedet ikke usædvanligt at bo sammen med sine forældre. At familier hjælper hinanden og tager ansvar for at få hverdagen til at fungere på tværs af generationer, er en selvfølge.

Det er altså ikke normen i Danmark. En undersøgelse foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der i kun cirka 2 procent af danske husstande bor tre generationer sammen - altså børn, forældre og bedsteforældre. Familien i Svenstrup har boet sammen, siden Sven og Ellen hjalp til med at renovere den tilbygning, de i dag bor i. Mens de brød det gamle gulv op for at lægge gulvvarme, jokede Sven lidt med, om ikke han og Ellen skulle flytte ind. De var gået på efterløn, og deres hus i Linå var blevet for stort for dem, syntes de.

Så idéen om at bo sammen var først sådan lidt i spøg?

- Ja, siger Pernille.

Men Sven sidder ved køkkenbordet og tygger lidt på det.

- Nej, det tror jeg egentlig ikke. Jeg mente det sådan set alvorligt.

- Ja, for det det føltes jo meget naturligt, istemmer Ellen.

Og det er faktisk nyt for Pernille.

- Det jeg synes jeg da er fedt at høre. Det var jeg ikke rigtig klar over, at det var sådan, I havde det.

Godt, at vi lige fik det på plads.

Sådan gik det altså til. Mens familien lagde sidste hånd på renoveringen af Sven og Ellens bolig, boede alle et par måneder under samme tag i det, der i dag er Pernille og Brians hjem. Når de fortæller andre, hvordan de bor på Vadstedvej, siger de, at de bor sammen. Men de understreger samtidig, at de jo også er naboer, for de har hver deres hjem, hvor de kan være i fred, hvis de har det behov.

- De har jo et hus med have til, og det har vi også, lyder det fra Pernille.

- Det er god måde at gøre det på. Jeg tror, det ville være svært, hvis vi boede helt sammen, altså under samme tag. Det er i hvert fald fint på den her måde, hvor man kan gå hvert til sit og lukke døren, vurderer Ellen.

Langt de fleste dage samles familien hos Pernille og Brian. Når man spørger, hvor ofte de spiser aftensmad sammen, er svaret, at det er lettere at sige, hvor tit de ikke spiser sammen. Rundt regnet fem dage om ugen, vurderer de, og madlavningstjansen går lidt på skift. Alle peger på Brian som den bedste kok, men også 12-årige Sarah tager indimellem forklædet på og rører en gang frikadeller sammen.

Det har hun selvfølgelig lært at sin mormor.

Jeg boede engang i lejlighed med to gutter i Aarhus. Vi nedfællede nogle husregler, som vi forsøgte at efterleve. I hvert i de første par uger.. Så gik det lidt i vasken. Der findes ingen nedskrevne regler eller retningslinjer for, hvordan man skal leve i det lille familiekollektiv i Svenstrup. I starten blev de enige om noget, som de stadig lever efter i dag, fortæller Pernille.

- Det er ekstremt vigtigt altid at huske det, vi risede op i starten: Vi siger aldrig noget for at gøre hinanden kede af det. Det betyder, at hvis man siger, at man i aften gerne vil være sig selv, så er der ikke noget personligt i det. Hvis vi skal kunne leve, sådan som vi gør her, skal vi også kunne leve, som hvis vi boede længere væk fra hinanden. Med privatliv. Så hvis vi siger, at vi har lige brug for at være os selv, så betyder det altså ikke, at vi ikke gider de andre. Og sådan gælder det begge veje.

- Alene det, at du spørger, om der er nedskrevne regler... Så bliver det jo noget snavs, siger Sven.

Børn er forskellige, og ikke alle børn er syge lige ofte. Men tidligere undersøgelser viser, at børn i vuggestue og børnehave i gennemsnit er syge 12 dage om året. Og alle forældre ved, hvor presset det kan være at skulle tage barnets første sygedag, når man har travlt på arbejde. Og hvor uoverskueligt det kan være, når junior er syg på tredjedagen, og man skal finde en løsning.

Faktisk svarer en tredjedel af forældre, at syge børn er det største problem for familiebalancen.

Men det problem har Pernille Nørgaard, der er ejendomsmægler i Danbolig Hammel, faktisk aldrig haft, fordi hendes forældre altid har været der. De boede på matriklen, da Pernille var på barsel med Sarah. Og da hun havde nogle år som alenemor med Sarah, inden hun mødte Brian, og parret senere fik datteren Laura, var hun heller aldrig alene.

- Jeg har faktisk aldrig taget barnets første sygedag. Jeg har altid kunnet sende begge piger over og ligge i smørhullet ved mormor og morfar. Så det at man kan få sit privatliv og sit arbejdsliv til at gå op, det er jo endnu en kæmpe fordel ved at bo på den her måde, siger Pernille Nørgaard.

Sarah på 12 og Laura på 3 ser deres bedsteforældre langt mere end mange af deres jævnaldrende, og for pigerne er der masser af fordele ved at have mormor og morfar som ganske nære naboer.

- Man kan altid lige gå over til dem og hygge sig, hvis man er syg. Mange er mine venner er måske nok lidt misundelige, for deres bedsteforældre bor jo langt væk, lyder det Sarah.

- Døren er også altid åben derovre. Så når der kommer nogen og besøger Sarah, så må de også altid løbe over til Sven og Ellen. Det er lige før, de er bedsteforældre for dem alle sammen, siger Pernille.

- Det fungerer godt for os. Jeg er vant til mange mennesker omkring mig. Det har jeg haft hele mit liv, konstaterer Ellen.

Lav et lille eksperiment, når du er færdig med denne artikel: Spørg fem af dine kollegaer, hvad de ville sige til at bo sammen med deres svigermor og svigerfar. Send gerne resultatet til jerso@favrskovliv.dk, for jeg er spændt på at høre, hvor mange der med det samme siger "det ville jeg elske".

Brian og Pernille kendte hinanden som teenagere, men det var først, da de var voksne, at de blev kærester og flyttede sammen i huset på Vadstedvej. Brian har børnene Thea og Elias fra et tidligere forhold. Thea er flyttet hjemmefra, men Elias bor indimellem hos familien, når han er ikke er på efterskole. Der altså altid gang i den på Vadstedvej.

Og da Pernille og Brian fandt sammen, boede Sven og Ellen der jo allerede.

Et spørgsmål til Brian melder sig helt naturligt.

Var du ikke en smule betænkelig over at flytte sammen med dine svigerforældre?  

- Næ... Næ. Der var da flere af mine venner, og mine søskende, der spurgte, om jeg nu også kunne det. Men jeg skulle jo bare bo sammen med Pernille. At de boede ved siden af, det var jeg ikke bekymret for. Det med, at der altid var nogen at være sammen med, det tænkte jeg var meget fint, siger Brian.

Det hjælper selvfølgelig også, at Brian svinger bedre med svigermekanikken end gennemsnittet måske gør. De hjælper hinanden med det praktiske, for eksempel i haven, hvor Ellen og Brian passer blomsterbede og frugttræer. Også Sven og Brian har fælles projekter, og når man har det, er det ingen sag at bo sammen med sine svigerforældre.

- Det ville jo også være anderledes for mig, hvis ikke det var sådan, vi havde nogle af de samme interesser. Sven og jeg er begge gamle mekanikere, så vi har lidt samme jargon. Havde vi været to vidt forskellige typer, så havde det måske været noget andet.

- Havde du nu været kunstmaler i stedet for, siger Sven.

- Ja, så kunne det da godt ske, det havde været lidt sværere. Men vi mødes i værkstedet og drøfter ting og ordner ting sammen, så det er jo meget godt.

- Og når de kommer ind igen, lugter deres ånde helt nogle gange helt ens, konstaterer Pernille.

Fødselsdage fejres sammen, som da der sidste sommer var 60 gæster samlet i haven til Svens 75-årigs fødselsdag. Familien deler glæden, når der er slutrunder i håndbold og foldbold, og de støtter hinanden, når livet er hårdt. Det er svært at finde huller i osten, selvom man prøver at grave lidt. Får man ikke indimellem nok af hinanden? Men igen vender Pernille tilbage til den grundlæggende respekt for hinanden og for retten til privatliv og en aften i egen stue.

- Jeg tror i bund og grund, at vi minder meget om hinanden alle sammen. Vi har nogle grundholdninger i livet, der er ens. Vi bor sådan her, fordi vi vil hygge os med det, og vi vil bare have et godt liv. Og det er det gode liv. Det er det virkelig. Man er aldrig alene.

Som besøgende i hjemmet behøver man ikke en veludviklet sans for relationer for at se, at pigerne er meget tæt knyttet til deres bedsteforældre. Og Ellen og Sven er sådan set heller ikke i tvivl om, at flere af deres jævnaldrende med børnebørn er en smule misundelige over det tætte bånd, der opstår mellem generationerne, når man deler adresse.

Det er ofte Sven og Ellen, der henter og bringer pigerne fra skole og børnehave eller fritidsaktiviteter. De ved mere om, hvad der foregår i Sarahs liv, og hvilke tegnefilm 3-årige Laura gerne vil se, end så mange andre bedsteforældre.

Og hvad gør det ved en 76-årig bedstemor at se sine børnebørn hver dag? Her har Pernille et bud.

- Det er med til at holde dem unge, at de er sammen med os hele tiden. De får nye input hver dag. Og de har sgu ikke tid til at blive gamle. Det nytter ikke noget, for der sker altså så meget her.

Sven og Ellen giver hende ret.

Men skulle det nu mod forventning ske, at mormor og morfar en dag begynder bliver gamle, ja så er det jo også meget rart at have familien tæt på. I mange andre kulturer, hvor familier bor sammen på tværs af generationer, forventes det, at de yngre generationer tager sig af de ældre i livets efterår.

Det kan man jo ikke forvente, siger Ellen hurtigt. Men Sven fortæller faktisk, at Ellen forleden snublede på trappen på vej ind i huset, og da var hjælpen ikke langt væk.

- Laura sagde, "jeg løber over og henter morfar", og så gjorde hun det, fortæller Ellen, der slap fra faldet uden større skader.

Og selvom hendes forældre er både raske og rørige, er Pernille også glad for at have dem tæt på.

- Vi holder også altid øje. Der er jo mange ældre, der bor alene, og hvor man ikke rigtig ved det, hvis der sker noget. Hvor der ikke er nogen, der holder øje med dem.

Når man googler "flere generationer bor sammen", kan man læse adskillige artikler om, at flere danskere gerne vil bo på den måde, som de gør i Svenstrup. Videnscenter Bolius har sågar lavet en omfattende guide med inspiration til, hvordan man kan gribe det an, hvis man overvejer et familiekollektiv.

Som ejendomsmægler støder Pernille også jævnligt på boligsøgende med den type drømme.

Og hun har et klart råd til de familier, der drømmer om at bo sammen på tværs af generationer:

Gør det!

- Når flere ikke gør det, er det er fordi, man er så "årh, kan vi nu også det"-agtig. Men man skal bare gøre det. Sådan er det med så mange ting i livet. Spring ud i det. Ellers finder man aldrig ud af, om det er noget for en. Det er meget indgroet i os med "hvad nu hvis og hvad nu hvis". Ja, og hvad så hvis? Mange gange handler det om at se muligheder i stedet for begrænsninger og sige, at det godt kan lade sig gøre.

Kunne I forestille jer at bo på en anden måde.

- Næ.

- Næ.

- Næ.

- Nej, det ville være kedeligt, siger Ellen.

Hvis du er træt af at se på den store, tomme grund ved Ådalsvej i Hinnerup, kan du godt begynde at glæde dig. Til maj tager gravemaskinerne nemlig fat på arbejdet med at opføre de 75 almene lejligheder i byggeprojekt Thorasdal, som boligorganisationen AL2bolig står bag.

Det står klart, da AL2bolig netop har offentliggjort den totalentreprenør, der skal opføre byggeriet. Og valget er faldet på Erhverv og Bolig Byg A/S fra Randers. Oprindeligt var det planen, at byggeselskabet Q-Construction skulle stå for arbejdet, men virksomheden gik konkurs i maj sidste år. Heldigvis for AL2bolig kunne man gå videre med det oprindelige projekt, som 10 totalentreprenører i udbudsrunden viste interesse for at opføre. Valget faldt i sidste omgang på firmaet fra Randers, og det glæder AL2bolig.

- Vi er meget glade for at have indgået kontrakten. Det er en seriøs totalentreprenør, vi har fundet, og at de vil projektet, byen og os. Der har været stor interesse for opgaven, og det er også et flot projekt med en unik placering i Hinnerup, siger Kristina Rytter, byggechef i AL2bolig.

- Det er ikke bare en lille grund, men det bliver noget stort, som kan ses og mærkes.

Siden planerne for Thorasdal blev præsenteret i foråret sidste år, har AL2bolig oplevet en kæmpestor interesse for projektet. På nuværende tidspunkt har 600 skrevet sig på listen over interesserede. Til juni holder AL2bolig et informationsmøde for naboer og interesserede i projektet, og ifølge Kristina Rytter skal man ikke lade sig afskrække af udsigten til at havne som nummer 601 på listen.

- Det er ikke alle, der skriver sig på en liste, som er lige seriøse omkring det. Der er trods alt et marked for udlejning, og folk kan tillade sig at være kræsne. Vi har lavet en aftale med totalentreprenøren om, at de cirka et halvt år inden, projektet står færdigt, giver os en eksakt dato for indflytning, og så kan vi gå i gang med åbent hus og med at indgå lejekontrakter, fortæller Kristina Rytter.

Al2bolig sigter efter indflytning i foråret 2025.

10 totalentreprenører lagde i første omgang bud ind på arbejdet, da AL2bolig skulle finde en ny totalentreprenør. Boligorganisationen udvalgte halvdelen til at afgive et tilbud, og det blev altså Erhverv og Bolig Byg fra Randers, som fik opgaven. Det er firmaets direktør, Jacob Riis Sørensen, selvfølgelig godt tilfreds med.

- Det er en meget attraktiv opgave i en størrelsesorden, der passer os rigtig godt. Det er en organisation, som bygger en del, og dem vil vi meget gerne arbejde sammen med. Det er også et projekt, som falder godt inden for vores spidskompetencer, vurderer Jacob Riis Sørensen.

Virksomheden har blandt andet opført et etagebyggeri i Viborg samt haft hovedentreprise på flere større renoveringer i boligbyggeri i Aarhus. Og det er da heller ikke første gang, at Jacob Riis Sørensen får en opgave i Favrskov. I Hadsten har Erhverv og Bolig Byg opført både den nye Jysk-butik samt skolehjemmet ved Den Jyske Håndværkerskole.

Direktøren ser frem til at bygge Thorasdal, et projekt der altså er stor efterspørgsel på.

- Det er jo et eksponeret byggeri, som også vil være med til at sætte os på landkortet. Vi har et stærkt projekthold klar til opgaven, og vi har virkelig regnet minutiøst på opgaven. Det har selvfølgelig også haft noget at sige i forhold til, at det er os, der har fået opgaven. Bygherren har nogle krav og forventninger, og dem skal vi leve op til.

Det indledende, tunge gravearbejde varetages i høj grad af maskiner, men Jacob Riis Sørensen fortæller, at 40-50 mand vil være i gang på pladsen, når byggeprojektet er i sin mest aktive fase.

ㅤㅤㅤㅤㅤ