En mandag aften bliver Karins mand, Peter, pludselig meget syg og får feberrystelser.

Karin ringer til vagtlægen og en sygeplejerske kommer forbi parrets hjem i Overdrevet i Hinnerup, hvor de har boet i 33 år. Sygeplejersken tager nogle prøver og er i kontakt med en læge. Peter skal til Regionshospitalet i Randers, og det skal være nu. Han bliver hentet i en ambulance, og Karin Lodberg tager selvfølgelig med.

Diagnosen stilles. Den tårnhøje feber er kommet af en blodforgiftning, som kræver behandling på Regionshospitalet i Randers med et par dages indlæggelse til følge. Peter er i gode hænder, og ved eftermiddagstid dagen efter indlæggelsen, skal Karin hjem til Hinnerup. Med bussen. Og det kræver to skift mellem busser og tager mellem en time og halvanden time.

Hvis Peter havde været indlagt på sygehuset i Skejby, kunne Karin have taget turen på 20 minutter uden at skifte bus.

Og når Region Midtjylland 25. juni stopper driften af busrute 115 fra Hinnerup til Hadsten, bliver det endnu sværere at komme fra Hinnerup til Randers. Så bliver det nødvendigt med endnu et skifte.

Tilbage i Overdrevet er Peter på højkant igen. Blodforgiftningen blev slået ned med penicillin, men Karin sidder tilbage med en nagende følelse af bekymring: For kan det virkelig være rigtigt, at de skal være så svært at komme fra Hinnerup til sygehuset i Randers, hvis man ikke har bil? Alle jubler over, at byrådet har besluttet at frede rute 115, så de unge kan komme fra Søften til Hadsten i gymnasiet, men det er kun afgangene om morgenen og om eftermiddagen. Hvad med borgere uden bil, der i løbet af dagen har brug for at komme på hospitalet i Randers? Borgere, som måske har gangbesvær eller ikke kan finde rundt i de mange busskift.

- Jeg kan godt foretage den rejse. Men der er andre, der er meget dårligere stillet end mig. Derfor skal man tænke på, hvad det er for nogle mennesker, man udelukker fra at bevæge sig rundt i kommunen og op til regionshospitalet, når man nedlægger busruter. Min pointe er, at når Regionen mener, man skal henvises til regionshospitalet i Randers, så bør Regionen sørge for, at en af deres busser kører derop. Jeg siger ikke, den skal køre to gange i timen, men bare med jævne mellemrum, siger Karin Lodberg, som også er tidligere byrådsmedlem i Favrskov Kommune for Socialistisk Folkeparti.

Danmarks Tekniske Universitet har tidligere i en transportvaneundersøgelse konkluderet, at 88 procent af borgere over 18 år har kørekort. Karin Lodberg er ikke en af dem. I 33 år har hun sammen med sin mand klaret sig uden bil. Da de arbejdede, cyklede de frem og tilbage, og når de ellers skal rundt på længere ture, eksempelvis til Randers, klarer de sig med offentlig transport.

Men det bliver sværere og sværere, når man nedlægger busruter, omlægger køreplaner og generelt forringer den kollektive trafik, siger Karin Lodberg.

- Jeg bor i bofællesskab, og det havde jeg gavn af, da min mand var indlagt. En dag var der en, der skulle på arbejde i Randers, og hun spurgte, om jeg ville køre med, og det passede fint. En anden dag var der en, der skulle til Aalborg, og så kunne jeg køre med. Men sådan er det ikke nødvendigvis for alle. Og jeg siger hele tiden, at jeg godt kan klare at skifte bus og gå lidt. Men der er andre, der ikke kan. Jeg kender blandt andet en, der bor lige herovre, som har noget sværere ved det.

Som så mange andre bifalder Karin Lodberg, at Favrskov Kommune går ind og overtager dele af Rute 115-driften, så unge fra Søften og Hinnerup-området kan komme til og fra ungdomsuddannelserne. Men hun mener altså, at en anden vigtig gruppe bliver glemt.

- Jeg tror simpelthen ikke, at folk med bil tænker over, hvor besværligt det er at komme rundt uden. Heller ikke politikerne. Men jeg synes, at regionsrådspolitikerne er forpligtet til at tænke over det. De er forpligtede til at tænke på, hvordan de borgere, der henvises til Randers sygehus kommer frem og tilbage.

Karin Lodberg, der stadig er medlem af Socialistisk Folkeparti, har kontaktet partiets medlemmer af Regionsrådet, men gør sig ikke store håb og forventninger om, at beslutningen om at nedlægge driften af Rute 115 bliver omgjort.

Det er ikke en ny historie, at busruter lukkes. Forklaringen er altid den samme: Der er for få kunder, det hænger ikke sammen økonomisk, og det giver ikke mening at have store rutebiler til at fragte to-tre passagerer rundt. Karin Lodberg medgiver, at hun ofte på hendes mange busture bemærker, at bussen er så godt som tom. Men det modsatte er også tilfældet, og det gælder eksempelvis for rute 115 og rute 200, understreger hun.

Og netop for at tilgodese de borgere, der mister deres busforbindelser, har man i stedet Flextrafik. Her bestiller borgeren transport fra hjemmet til den ønskede destination, og der betales en kilometertakst - lidt som man kender det fra taxakørsel. Men for Karin Lodberg, og andre borgere i Favrskov Kommune, er der dog det problem, at de i sagens natur skal krydse grænsen til Randers Kommune for at komme på Regionshospitalet i Randers. Og det koster. 14 kroner per kilometer.

Skal man som borger i Favrskov til en destination i Syddjurs eller Skanderborg Kommune koster det kun fire kroner per kilometer - den samme takst som for at blive fragtet rundt inden for kommunens grænser, som er fire kroner per kilometer.

Anders G. Christensen (V) er medlem af Regionsrådet og desuden tidligere mangeårigt byrådsmedlem og borgmester i Favrskov Kommune. Han anerkender, at Regionen har ansvar for sammenhæng mellem kollektiv trafik og hospitalerne. Men busdriften er havnet i en ond spiral.

- Der er simpelthen for få kunder, og de er ikke for alvor vendt tilbage efter corona. Det er den barske virkelighed. Busdriften i hele regionen, ikke bare Favrskov, er presset, og der er ikke sammenhæng mellem udgifter og indtægter. Og det koster på de ruter, som for få benytter, siger Anders G. Christensen.

Han medgiver, at Rute 115 er en smule anderledes, fordi ruten kører unge til og fra ungdomsuddannelse morgen og eftermiddag.

Men en anden del af den barske virkeligheden er, at når først en busrute er lukket, så kommer den ikke tilbage igen, lyder det fra Venstremanden. Derfor har man forsøgt at skåne så mange ruter som muligt, men der har været et hul på 40 millioner kroner, der skulle lappes i Region Midtjyllands kollektive transport.

- Det er derfor, at vi i Danske Regioner og Kommunernes Landsforening blandt andet har bedt transportministeren om lov til at fremrykke prisstigninger på billetterne, så vi får lidt flere penge at gøre godt med. Men hvis billetterne bliver dyrere, så forsvinder folk jo, er der så nogen, der spørger. Men der ved man, at hvis bussen er der og den kører til tiden, så betyder det ikke så meget, om billetten er et par kroner dyrere eller ej.

Anders G. Christensen erkender, at det er en udfordring at komme fra eksempelvis Hinnerup til Regionshospitalet i Randers, og at der i fremtiden formentlig vil være et større behov i takt med at gruppen af borgere over 80 bliver større. Der er et behov for nytænkning og forslag til, hvordan den kollektive trafik kan hænge sammen i fremtiden, mener Anders G. Christensen.

Regionsrådmedlemmet hilser det derfor velkommen, at der skal nedsættes en kommission, der skal komme med forslag til løsninger, blandt andet en styrkelse af Flextrafik.

Turen fra Hinnerup til Regionshospitalet i Randers koster 408 kroner per vej som Flextur. Er det en reelt alternativ med den pris? 

- Det er det ikke. Det er derfor, vi ser på, hvad der kan gøres med mobiliteten. Det handler også om en diskussion på Christiansborg om, hvor stor en del af samfundskagen, man vil bruge på kollektiv trafik. Vi kan sagtens sige, at vi kan lave skæve og sjove løsninger, men i sidste ende handler det om, hvor mange penge. vi som samfund vil putte i den kollektive trafik. Det er det, der driver det, for der er kun få ruter, der giver et overskud, siger Anders G. Christensen.

Vejen fra Hinnerup til Randers med en af de blå busser har ikke altid været så kringlet og fyldt med så mange skift, som den er i dag. I 2020 omlagde man nemlig busruterne, så 115 ikke længere kørte helt til Randers. Karin Lodberg husker dengang, der var god forbindelse mellem Hinnerup og Randers.

- Jeg brugte ruten meget, for jeg har været domsmand i retten i Randers. Der skulle jeg møde på forskellige tidspunkter, når domshandlingerne forekom. Der var jeg glad for, at bussen kørte. Den kørte ikke ret tit, bortset fra om morgenen og igen sidst på eftermiddagen, men det var okay. Det kunne man godt tilrettelægge efter. Men pludselig kørte den slet ikke til Randers længere, siger Karin Lodberg.

Ifølge Anders G. Christensen er der en anden faktor, der udfordrer den kollektive trafik og altid har gjort det.

- Vi må sige, at vi er i en hård kamp mod bekvemmeligheden i at have egen bil. Hvis du køber en Toyota Aygo til 50.000, så behøver du ikke kigge i køreplanen. Så kan du bare sætte dig i bilen, når du skal på sygehuset, eller hvad du ellers skal.

Men der er jo nogen for hvem, det ikke er muligt?

- Helt enig. Og det er derfor, at vi arbejder med forskellige tiltag til, hvordan vi kan styrke mobiliteten. Trafikselskaberne er lige kommet med et indspil. Transportminister Thomas Danielsen understreger også, at vi skal se på skæve løsninger og så videre, siger Anders G. Christensen.

Karin Lodberg er ikke vild med at sidde i en bil. Men for hende er det desuden et principielt spørgsmål, at hun og hendes mand har valgt ikke at have en bil. De kerer sig om klimaet og ser med bekymring på oversvømmelser og andre naturkatastrofer som kommer af klimakrisen. De vil ikke bidrage til yderligere CO2-udledning ved at skabe endnu mere privatbilisme.

Kunne du ikke bare have taget kørekort og købt en bil? Det ville da have været nemmere?

- Ja, det er rigtigt. Mange ting kunne være nemmere, men hvis bekvemmeligheden er styrende, så tror jeg ikke, klimaet har en chance. For mig er det vigtigt, at jeg er tro mod mine holdninger. At jeg ikke siger ét og gør noget andet.

Klimaet og det CO2-aftryk, vi efterlader, betyder meget for Karin Lodberg i snakken om den kollektive transport. Men der er et andet aspekt og noget andet på spil, når man ikke har bil og ikke kommer til at få det.

- Man kan da godt frygte, hvad der sker med ens liv, når det der binder tingene sammen, som for vores vedkommende er kollektiv trafik, forsvinder. Det er den egoistiske tilgang, kan man sige.

Og hvad med Regionsrådsmedlemmet? Tror han på en god fremtid for kollektiv transport?

- Det håber jeg da. Men jeg kan da godt være bekymret. Det vil jeg ikke lægge skjul på. Derfor håber vi også, at den kommission, der nedsættes, kommer med nogle forslag.

ㅤㅤㅤㅤㅤ

11. marts 2020: Corona har lagt sig som en klam tåge over Danmark. Og da Mette Frederiksen på det historiske pressemøde lukkede landet ned for at bremse smitten i samfundet, bad hun os om blandt andet om at arbejde hjemme og holde afstand til vores netværk og familie. Om at stå sammen hver for sig. Kollegaer adskilt fra kollegaer. Venner adskilt fra venner.

Børnebørn adskilt fra bedsteforældre.

På Vadstedvej i Svenstrup var det ikke helt så slemt, som det var mange andre steder i Danmark. Her er familieboblen nemlig en smule større end i de fleste hjem, og den rummer en generation mere. På en nedlagt landejendom, bor Pernille Nørgaard og Brian Levinsen nemlig sammen med pigerne Sarah og Laura i hovedhuset, mens Pernilles forældre Sven og Ellen Frost har deres eget hjem i en tilbygning. Der er 10 skridt fra dør til dør.

Og corona, den mest omsiggribende, fundamentale ændring af hverdagsrutinerne i samfundet siden 2. verdenskrig, er faktisk et godt eksempel at gribe til, når man skal opremse de mange fordele, der er ved at bo på den måde, som familien i Svenstrup gør. For de var aldrig rigtig alene. De var aldrig for alvor isolerede. De led ikke det afsavn, som mange andre gjorde, og de var fire voksne til at hjælpe hinanden og til at stå sammen, da det var sværest. Og det er det bedste ved at bo på den måde, som familien gør.

- Vi hjælper hinanden. Og vi har altid haft hinanden. Vi gør det, fordi vi vil hygge os med det, og vi vil bare have et godt liv sammen. Og det er det gode liv, det her, siger Pernille Nørgaard.

Hvis du på en bar falder i snak med en italiener, en japaner eller en sydafrikaner og siger, at du kender en familie, der bor tre generationer sammen, vil reaktionen formentlig være noget i retning af "okay, det kender jeg da også mange, der gør". For mange steder i verden er det overhovedet ikke usædvanligt at bo sammen med sine forældre. At familier hjælper hinanden og tager ansvar for at få hverdagen til at fungere på tværs af generationer, er en selvfølge.

Det er altså ikke normen i Danmark. En undersøgelse foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der i kun cirka 2 procent af danske husstande bor tre generationer sammen - altså børn, forældre og bedsteforældre. Familien i Svenstrup har boet sammen, siden Sven og Ellen hjalp til med at renovere den tilbygning, de i dag bor i. Mens de brød det gamle gulv op for at lægge gulvvarme, jokede Sven lidt med, om ikke han og Ellen skulle flytte ind. De var gået på efterløn, og deres hus i Linå var blevet for stort for dem, syntes de.

Så idéen om at bo sammen var først sådan lidt i spøg?

- Ja, siger Pernille.

Men Sven sidder ved køkkenbordet og tygger lidt på det.

- Nej, det tror jeg egentlig ikke. Jeg mente det sådan set alvorligt.

- Ja, for det det føltes jo meget naturligt, istemmer Ellen.

Og det er faktisk nyt for Pernille.

- Det jeg synes jeg da er fedt at høre. Det var jeg ikke rigtig klar over, at det var sådan, I havde det.

Godt, at vi lige fik det på plads.

Sådan gik det altså til. Mens familien lagde sidste hånd på renoveringen af Sven og Ellens bolig, boede alle et par måneder under samme tag i det, der i dag er Pernille og Brians hjem. Når de fortæller andre, hvordan de bor på Vadstedvej, siger de, at de bor sammen. Men de understreger samtidig, at de jo også er naboer, for de har hver deres hjem, hvor de kan være i fred, hvis de har det behov.

- De har jo et hus med have til, og det har vi også, lyder det fra Pernille.

- Det er god måde at gøre det på. Jeg tror, det ville være svært, hvis vi boede helt sammen, altså under samme tag. Det er i hvert fald fint på den her måde, hvor man kan gå hvert til sit og lukke døren, vurderer Ellen.

Langt de fleste dage samles familien hos Pernille og Brian. Når man spørger, hvor ofte de spiser aftensmad sammen, er svaret, at det er lettere at sige, hvor tit de ikke spiser sammen. Rundt regnet fem dage om ugen, vurderer de, og madlavningstjansen går lidt på skift. Alle peger på Brian som den bedste kok, men også 12-årige Sarah tager indimellem forklædet på og rører en gang frikadeller sammen.

Det har hun selvfølgelig lært at sin mormor.

Jeg boede engang i lejlighed med to gutter i Aarhus. Vi nedfællede nogle husregler, som vi forsøgte at efterleve. I hvert i de første par uger.. Så gik det lidt i vasken. Der findes ingen nedskrevne regler eller retningslinjer for, hvordan man skal leve i det lille familiekollektiv i Svenstrup. I starten blev de enige om noget, som de stadig lever efter i dag, fortæller Pernille.

- Det er ekstremt vigtigt altid at huske det, vi risede op i starten: Vi siger aldrig noget for at gøre hinanden kede af det. Det betyder, at hvis man siger, at man i aften gerne vil være sig selv, så er der ikke noget personligt i det. Hvis vi skal kunne leve, sådan som vi gør her, skal vi også kunne leve, som hvis vi boede længere væk fra hinanden. Med privatliv. Så hvis vi siger, at vi har lige brug for at være os selv, så betyder det altså ikke, at vi ikke gider de andre. Og sådan gælder det begge veje.

- Alene det, at du spørger, om der er nedskrevne regler... Så bliver det jo noget snavs, siger Sven.

Børn er forskellige, og ikke alle børn er syge lige ofte. Men tidligere undersøgelser viser, at børn i vuggestue og børnehave i gennemsnit er syge 12 dage om året. Og alle forældre ved, hvor presset det kan være at skulle tage barnets første sygedag, når man har travlt på arbejde. Og hvor uoverskueligt det kan være, når junior er syg på tredjedagen, og man skal finde en løsning.

Faktisk svarer en tredjedel af forældre, at syge børn er det største problem for familiebalancen.

Men det problem har Pernille Nørgaard, der er ejendomsmægler i Danbolig Hammel, faktisk aldrig haft, fordi hendes forældre altid har været der. De boede på matriklen, da Pernille var på barsel med Sarah. Og da hun havde nogle år som alenemor med Sarah, inden hun mødte Brian, og parret senere fik datteren Laura, var hun heller aldrig alene.

- Jeg har faktisk aldrig taget barnets første sygedag. Jeg har altid kunnet sende begge piger over og ligge i smørhullet ved mormor og morfar. Så det at man kan få sit privatliv og sit arbejdsliv til at gå op, det er jo endnu en kæmpe fordel ved at bo på den her måde, siger Pernille Nørgaard.

Sarah på 12 og Laura på 3 ser deres bedsteforældre langt mere end mange af deres jævnaldrende, og for pigerne er der masser af fordele ved at have mormor og morfar som ganske nære naboer.

- Man kan altid lige gå over til dem og hygge sig, hvis man er syg. Mange er mine venner er måske nok lidt misundelige, for deres bedsteforældre bor jo langt væk, lyder det Sarah.

- Døren er også altid åben derovre. Så når der kommer nogen og besøger Sarah, så må de også altid løbe over til Sven og Ellen. Det er lige før, de er bedsteforældre for dem alle sammen, siger Pernille.

- Det fungerer godt for os. Jeg er vant til mange mennesker omkring mig. Det har jeg haft hele mit liv, konstaterer Ellen.

Lav et lille eksperiment, når du er færdig med denne artikel: Spørg fem af dine kollegaer, hvad de ville sige til at bo sammen med deres svigermor og svigerfar. Send gerne resultatet til jerso@favrskovliv.dk, for jeg er spændt på at høre, hvor mange der med det samme siger "det ville jeg elske".

Brian og Pernille kendte hinanden som teenagere, men det var først, da de var voksne, at de blev kærester og flyttede sammen i huset på Vadstedvej. Brian har børnene Thea og Elias fra et tidligere forhold. Thea er flyttet hjemmefra, men Elias bor indimellem hos familien, når han er ikke er på efterskole. Der altså altid gang i den på Vadstedvej.

Og da Pernille og Brian fandt sammen, boede Sven og Ellen der jo allerede.

Et spørgsmål til Brian melder sig helt naturligt.

Var du ikke en smule betænkelig over at flytte sammen med dine svigerforældre?  

- Næ... Næ. Der var da flere af mine venner, og mine søskende, der spurgte, om jeg nu også kunne det. Men jeg skulle jo bare bo sammen med Pernille. At de boede ved siden af, det var jeg ikke bekymret for. Det med, at der altid var nogen at være sammen med, det tænkte jeg var meget fint, siger Brian.

Det hjælper selvfølgelig også, at Brian svinger bedre med svigermekanikken end gennemsnittet måske gør. De hjælper hinanden med det praktiske, for eksempel i haven, hvor Ellen og Brian passer blomsterbede og frugttræer. Også Sven og Brian har fælles projekter, og når man har det, er det ingen sag at bo sammen med sine svigerforældre.

- Det ville jo også være anderledes for mig, hvis ikke det var sådan, vi havde nogle af de samme interesser. Sven og jeg er begge gamle mekanikere, så vi har lidt samme jargon. Havde vi været to vidt forskellige typer, så havde det måske været noget andet.

- Havde du nu været kunstmaler i stedet for, siger Sven.

- Ja, så kunne det da godt ske, det havde været lidt sværere. Men vi mødes i værkstedet og drøfter ting og ordner ting sammen, så det er jo meget godt.

- Og når de kommer ind igen, lugter deres ånde helt nogle gange helt ens, konstaterer Pernille.

Fødselsdage fejres sammen, som da der sidste sommer var 60 gæster samlet i haven til Svens 75-årigs fødselsdag. Familien deler glæden, når der er slutrunder i håndbold og foldbold, og de støtter hinanden, når livet er hårdt. Det er svært at finde huller i osten, selvom man prøver at grave lidt. Får man ikke indimellem nok af hinanden? Men igen vender Pernille tilbage til den grundlæggende respekt for hinanden og for retten til privatliv og en aften i egen stue.

- Jeg tror i bund og grund, at vi minder meget om hinanden alle sammen. Vi har nogle grundholdninger i livet, der er ens. Vi bor sådan her, fordi vi vil hygge os med det, og vi vil bare have et godt liv. Og det er det gode liv. Det er det virkelig. Man er aldrig alene.

Som besøgende i hjemmet behøver man ikke en veludviklet sans for relationer for at se, at pigerne er meget tæt knyttet til deres bedsteforældre. Og Ellen og Sven er sådan set heller ikke i tvivl om, at flere af deres jævnaldrende med børnebørn er en smule misundelige over det tætte bånd, der opstår mellem generationerne, når man deler adresse.

Det er ofte Sven og Ellen, der henter og bringer pigerne fra skole og børnehave eller fritidsaktiviteter. De ved mere om, hvad der foregår i Sarahs liv, og hvilke tegnefilm 3-årige Laura gerne vil se, end så mange andre bedsteforældre.

Og hvad gør det ved en 76-årig bedstemor at se sine børnebørn hver dag? Her har Pernille et bud.

- Det er med til at holde dem unge, at de er sammen med os hele tiden. De får nye input hver dag. Og de har sgu ikke tid til at blive gamle. Det nytter ikke noget, for der sker altså så meget her.

Sven og Ellen giver hende ret.

Men skulle det nu mod forventning ske, at mormor og morfar en dag begynder bliver gamle, ja så er det jo også meget rart at have familien tæt på. I mange andre kulturer, hvor familier bor sammen på tværs af generationer, forventes det, at de yngre generationer tager sig af de ældre i livets efterår.

Det kan man jo ikke forvente, siger Ellen hurtigt. Men Sven fortæller faktisk, at Ellen forleden snublede på trappen på vej ind i huset, og da var hjælpen ikke langt væk.

- Laura sagde, "jeg løber over og henter morfar", og så gjorde hun det, fortæller Ellen, der slap fra faldet uden større skader.

Og selvom hendes forældre er både raske og rørige, er Pernille også glad for at have dem tæt på.

- Vi holder også altid øje. Der er jo mange ældre, der bor alene, og hvor man ikke rigtig ved det, hvis der sker noget. Hvor der ikke er nogen, der holder øje med dem.

Når man googler "flere generationer bor sammen", kan man læse adskillige artikler om, at flere danskere gerne vil bo på den måde, som de gør i Svenstrup. Videnscenter Bolius har sågar lavet en omfattende guide med inspiration til, hvordan man kan gribe det an, hvis man overvejer et familiekollektiv.

Som ejendomsmægler støder Pernille også jævnligt på boligsøgende med den type drømme.

Og hun har et klart råd til de familier, der drømmer om at bo sammen på tværs af generationer:

Gør det!

- Når flere ikke gør det, er det er fordi, man er så "årh, kan vi nu også det"-agtig. Men man skal bare gøre det. Sådan er det med så mange ting i livet. Spring ud i det. Ellers finder man aldrig ud af, om det er noget for en. Det er meget indgroet i os med "hvad nu hvis og hvad nu hvis". Ja, og hvad så hvis? Mange gange handler det om at se muligheder i stedet for begrænsninger og sige, at det godt kan lade sig gøre.

Kunne I forestille jer at bo på en anden måde.

- Næ.

- Næ.

- Næ.

- Nej, det ville være kedeligt, siger Ellen.