- Vil du have mælk i teen?

Det er ikke et spørgsmål, der bare skal besvares uden omtanke, når det er en englænder, der stiller det. Det er efterhånden flere år siden, jeg har drukket en kop te. Og jeg tror ikke, jeg har drukket te med mælk, siden jeg var 10 år og kunne drikke spandevis af Pickwick Forest Fruit te. Og dengang skulle der mælk i, så jeg ikke risikerede at brænde tungen. Nu er jeg dog gået over til at drikke kaffe. Varm og sort. Uden mælk. Men det er Jordan ikke.

Og nu er det trods alt en englænder, der byder på te, så naturligvis takker jeg ja til et skvæt mælk i. Skal man gøre det, skal man gøre det ordentligt. Jordan Chetcuti rækker mig et krus, og vi sætter os ind i stuen for at snakke. Hvem er han så, denne engleske Jordan? Hvis du bor i Hadsten eller Hadbjerg, studser du måske over navnet. Jordan Chetcuti. "Har jeg ikke set det navn et sted?" Der kan trods alt ikke være mange her i området, der lystrer det navn. Og det kan meget vel tænkes, at du er stødt på navnet, for det er kun et par uger siden, at Jordan lavede et opslag i gruppen Facebook Hadsten.

Et opslag, hvor han præsenterede sig selv som tilflytter til Hadbjerg.

Det gjorde mig simpelthen nysgerrig. For hvad laver en mand som Jordan i Hadbjerg? Og hvorfor præsenterede han sig selv på den friske måde? Noget, andre tilflyttere måske kunne lære af. Det satte jeg mig for at undersøge, så jeg skrev til ham og spurgte, om han havde lyst til at fortælle lidt om sig selv.

Det ville han heldigvis gerne, og efter at have tilbragt en time i hans selskab, vil jeg opfordre andre, der møder Jordan, til at gøre som han skriver: "sag hej hvis du se mig".

- Da jeg meldte mig ind i Facebookgruppen stod en opfordring om, at jeg præsenterede mig selv med et par ord. Det ville jeg normalt ikke gøre, men jeg besluttede mig for at skrive et hurtigt og ikke vildt gennemtænkt opslag. Og jeg er virkelig overvældet over, hvor mange der reagerede på det, siger Jordan Chetcuti.

Ifølge Danmarks Statistik er der omkring 4000 britiske statsborgere, der arbejder i Danmark. Jordan Chetcuti er én af dem, og det var en forskerstilling på Aarhus Universitet, der i første omgang førte ham til landet. Han har boet her i et år, og indtil for en måned siden var hjem en lille lejlighed i Nobelparken, ikke langt fra universitetets karakteristiske efeubeklædte mure. Nu er han så husejer i Hadbjerg.

Man skal ikke stile efter en karriere i den akademiske verden, hvis man har behov for 100 procent jobsikkerhed og helt sikre fremtidsperspektiver. Forskere er afhængige af midler og puljer og arbejder ofte i korte ansættelser. Jordans ansættelse på institut for Ecoscience - Biodiversitet er i udgangspunktet en fireårig stilling, og på de fire år skal han gerne publicere 25 artikler i videnskabelige tidsskrifter, hvilket er ret meget.

Alligevel besluttede han sig for at tale med banken om finansiering og begynde at lede efter et hus. Han er vild med Danmark, og i en alder af 40 år mener han, at han er færdig med at flytte rundt.

- Jeg gik på Boliga og begyndte at søge. Og så tog jeg bussen ud og kiggede på nogle af de huse, jeg fandt. Et af de første steder, jeg så på hus, var faktisk i Selling. Jeg talte med mine kollegaer på arbejde og hørte om deres erfaringer med at lede efter bolig. Når de ser en boligannonce, ser de ting, jeg som udlænding slet ikke er opmærksom på. Energiklassificering for eksempel. Det er noget helt andet i England.

- Det er på mange måder et spørgsmål om held, det med hvor man havner. Og jeg ser det helt klart som et held, at jeg er endt netop her. Og det er jo resultatet af en boligsøgning, hvor jeg har ledt efter det sted, der bare fungerede for mig. Og det fandt jeg her, fortæller Jordan Chetcuti.

Det er måske ikke så sært, at Jordan faldt for det gule hus på Smedebakken i Hadbjerg. Der er så afgjort en snert af landlig, engelsk idyl over det, og instinktivt spejder man efter den lokale, hyggelige pub. Man spejder dog forgæves.

Jordan fortæller, at han skulle forklare en undrende ejendomsmægler eller to, hvorfor han dog ville købe et hus i Danmark. Og faktisk var der flere i Jordans netværk, der heller ikke helt forstod, hvorfor en enlig fyr fra England var fast besluttet på at købe et hus.

- Min familie bor i England. Så det har været vigtigt for mig, at der er plads til, at de kan komme og besøge mig. Og jeg har en stor del af mit netværk i Aarhus. Jeg ville gerne have plads til at invitere folk på besøg til hyggelig havefest med mad og bålhygge.

Over 300 likes og 70 kommentarer fik Jordan på sit opslag, hvor han sagde hej til Hadsten og Hadbjerg. Så folk i området lagde da mærke til den nye tilflytter. Indtil nu har det dog ikke resulteret i mange snakke med folk i området, men Jordan er overbevist om, at det nok skal komme, når vejret bliver godt, og både han og naboerne skal i haven.

Hvad er noget af det allerførste, vi taler om med folk, vi ikke kender? Det er selvfølgelig arbejde. Jordan arbejder med viden og kompleks forskning, og har brugt år på at dygtiggøre sig på sit felt og undersøge de små detaljer, så det er ikke så nemt at give et svar på "nå, hvad laver du så?"-spørgsmålet.

Det er faktisk heller ikke så nemt at forklare det i denne artikel. Jeg giver den korte version.

Jordans arbejde er at undersøge habitater, altså levesteder for dyre- eller plantearter. Nærmere bestemt arbejder han med at kortlægge arterne i habitaterne og studere, hvordan det påvirker arterne, når deres habitater bliver mere og mere fragmenteret og opdelte, et resultatet af eksempelvis landbrug. Lige nu arbejder han med at kortlægge humlebier, og jeg vil godt garantere, at hvis du har et spørgsmål om de blide kæmper, så er det Jordan Chetcuti, du skal have fat i. Hans forskning og kortlægning er med til at bringe løsninger på bordet, blandt andet i samarbejde med landmændene.

Det er tilfredsstillende i sig selv, men som en rigtig forsker elsker Jordan viden for videns skyld, og hans passion skinner tydeligt igennem, når han fortæller.

-  Jeg har læst så meget om humlebier, at jeg er endt med at blive ekspert i dem. Faktisk ved vi meget om humlebier, og vi bruger dem endda i kommerciel forbindelse i drivhuse til at bestøve afgrøder. Så det er en af de arter, vi ved mest om. Men det er alligevel overraskende, hvor meget, vi IKKE ved. Jeg prøver at udfylde de huller i vores viden, og det er vildt fascinerende. Jeg kunne bruge resten af mit liv på at arbejde med humlebier.

Da Jordan var dreng, elskede han udsendelserne med det engelske koryfæ og folkeeje David Attenborough på BBC. Og han så programmer om forskere som Jane Goodall, der levede sit liv blandt chimpanser i Afrika for at studere dem og forstå dem. Jordan drømte om et liv i felten blandt tigere og elefanter, men undervejs i sin akademiske karriere har han måttet sande, at hans force ligger i det tekniske og arbejdet med computermodeller og ikke så meget i felten med mudder på støvlerne.

- Det, jeg nu anser som mit drømmejob, er noget helt andet end det, den 20-årige mig drømte om. Da jeg boede i Skotland brugte jeg en del tid i felten på blandt andet at studere moser, men jeg fandt ud af, at jeg lider ret slemt at høfeber. Og jeg hader at være våd og kold. Så jeg begyndte ligesom at indse, at jeg ikke var den bedste til feltarbejde. Selvom man kommer til at romantisere det og savne det, når man sidder på kontoret, fortæller Jordan.

I sin fritid bevæger han sig dog gerne ud med kikkerten for at studere fugle. Så er du i tvivl om, hvorvidt det er en rødkælk eller en dompap, der besøger foderbrættet i haven, er Jordan nok den rette at spørge.

Der findes ikke statistik over, hvor mange borgere født i Danmark, der har prøvet at bo en periode i et andet land. Men "Living abroad" er altså noget, Jordan har rig erfaring med efterhånden. Vil man fremad i den akademiske verden, er det en nødvendighed. Og det er nærliggende at spørge ham, hvordan Danmark og danskerne er sammenlignet med de andre steder, han har boet.

Er det sandt, at vi danskere er svære at komme ind på livet af? 

- Det har jeg hørt, at man siger, I er. Men det har ikke været min oplevelse. Alle på mit arbejde er meget venlige og imødekommende, og forleden var vi ude at bowle. Der var en del danskere, og noget af tiden gik snakken på dansk. Når de kunne fornemme, at jeg havde svært ved at følge med, slog de over i engelsk og sørgede for at inkludere mig, fortæller Jordan.

Selvom der er store topografiske forskelle på Danmark og New Zealand, mener Jordan faktisk, at de to lande på flere måder minder om hinanden. Det kommer blandt andet kommer til udtryk i måden, vi bygger vores huse på. Mere frit, mere fantasifuldt, mener han, end tilfældet er det i England, hvor uniformitet og lige rækker præger.

I Jordans Chetcutis forskergruppe er der flere englændere ansat, og hans chef er også fra England. Miljøet omkring Aarhus Universitet bærer præg af at være meget internationalt, og Jordan synger med i et kor, ProPace, i Aarhus. Han arbejder på at forbedre sine danskkundskaber, men det er et svært sprog at få styr på. Og er han i gang med at få styr på vores kulturelle traditioner.

- Det er selvfølgelig en af mine ambitioner at lære dansk kultur at kende. En af mine kollegaer fortalte mig om... den aften, hvor man spiser gås.

Altså Mortensaften?

- Ja, præcis. Jeg elsker virkelig den slags traditioner. Og så er der det med at køre rundt og dytte i lastbilhorn, når de unge bliver student. Jeg troede, det var noget, man gjorde for turisterne. Men så forklarede nogen det for mig. Og det blev bare ved sidste sommer. Nytårsaften var også vild! Jeg var på vej hjem fra England, og jeg har virkelig aldrig set så meget fyrværkeri. Det stoppede bare aldrig igen.

Tilflytteren er begyndt at få styr på de klassiske danske retter, og der er ikke et øje tørt i forskergruppen, når kantinen har frikadeller på menuen. Og så er der stegen med sprød svær. Men der er et hår i suppen, og en forskel på Danmark og England, hvor Danmark ikke tager sig godt ud - nemlig suppe.

- Jeg er tit doven med madlavningen, og når man kommer sent hjem, skal det bare være nemt. Jeg er fan af dåsesuppe, og der er udvalget i Danmark altså bare ikke så stort, som jeg er vant til. I England er der mange hyldemeter med 6-7 forskellige mærker og hundrede forskellige supper. Det er altså noget andet her.

På trods af det eklatante svigt fra de danske supermarkeder trives Jordan i Danmark. Han er havnet på sin rette faglige hylde, og nu venter der ham en ny tilværelse med hus og havearbejde og ture på genbrugspladsen om søndagen. Og forhåbentlig gode bekendtskaber i Hadbjerg og omegn.

- Nu har jeg flyttet nok. Og selv de steder, hvor jeg har boet det samme tid over en længere periode, har jeg været ansat på korte kontrakter. Det gør det svært at planlægge, og det er lidt stressende, for man ved aldrig, hvad der skal ske. Nu er jeg 40, og jeg har fået nok af korte kontrakter, og nu er det her, jeg bor.

ㅤㅤㅤㅤㅤ

- Jeg er ikke sikker på, du kan gå hele vejen. Du skal nok tage et par ekstra sokker med. Måske også et par ekstra sko, for det kan godt blive meget vådt.

Vibe Søndergaard Jensen er naturvejleder i Favrskov Kommune, og hun lyder ikke helt overbevist, da jeg ringer og fortæller, at jeg har i sinde at vandre de 20 kilometer, som Gudenåen strækker sig gennem Favrskovs allernordligste egne.

- Det har jo regnet en del for nyligt, så der vil nok være nogle steder, du ikke kan passere. Vandstanden er simpelthen for høj, du risikerer at stien er helt under vand, forklarer hun nøgternt.

Jeg overvejer et kort øjeblik, om jeg helt skal opgive ævred. Har jeg valgt den forkerte årstid, spørger jeg Vibe Søndergaard Jensen.

- Nej, den forkerte årstid findes ikke. Jeg synes altid, det er en god årstid. Vandreruten er nok tørrest midt på sommeren, men så må man tage det med, beroliger hun mig.

Og til sidst får hun mig overbevist. Jeg skal ud at vandre.

- Det er en utroligt smuk tur. Jeg mener helt bestemt, at trækstien langs Gudenåen er den allervæsentligste facilitet vi har i kommunen. Tag endelig afsted.

Det gjorde jeg så. En tidlig morgen i denne uge pakkede jeg min rygsæk - med ekstra sokker og sko - og satte mig i toget fra Hinnerup mod Langå. Så var spørgsmålet bare, hvor længe jeg kunne holde mine fødder tørre.

Med sine 160 kilometer er Gudenåen Danmarks længste vandløb. Åen udspringer i Tinnet Krat ved Tørring og udløber længere mod nordvest i Randers Fjord.

Undervejs passerer den gennem Favrskov, hvor den har en samlet længde på omkring 20 kilometer. En lille portion af åen snor sig først gennem kommunens allervestligste egne, men størstedelen af Gudenåen snor sig gennem Favrskovs nordlige områder - fra Bjerringbro (Viborg Kommune) i vest, over Ulstrup, til Langå (Randers Kommune) i øst.

I gamle dage var Gudenåen en vigtig handelsrute. Pramdragere trak deres dyrebare last i kanten af åen, og det er netop deres rute, som i dag er blevet restaureret flere steder. Også i Favrskov. Trods restaureringen er det ikke alle dele af Gudenåstien, der i dag er farbare.

Det varierer lidt efter årstiden og regnmængden, som Vibe Søndergaard Jensen fortalte mig inden afrejsen.

Men trods hendes velmente advarsler var optimismen tårnhøj, da jeg stod af toget i Langå. Solen skinnede fra en skyfri himmel og ikke en vind rørte sig.

- Gudenåen tager sig virkelig ud fra sin bedste side i dag, sagde en fisker til mig, da vi i fællesskab beundrede udsigten fra den gamle jernbanebro i Langå.

Kort sagt: Alle forhold til en vandretur var perfekte. Det kunne da ikke gå galt. Kunne det?

Det første stykke af Gudenåstien var som en drøm. Vandet glinsede i den skinnende sol og langs åbredden stod stribevis af fiskere i brysthøje vaders, på udkig efter Gudenåens eftertragtede laks.

Omkring mig var græssende får og heste, mens gårde og bakkedrag prydede landskabet på begge sider af åen, og det gik op for mig, at smukt er et fattigt ord.

Sådan forløb den første femtedel af ruten. I raskt trav på en tør sti. Men det ændrede sig efter knap en times gang, da jeg kom til området omkring Vellev Mose. Her stødte jeg første gang på et oversvømmet område, der var så stort, at jeg ikke kunne passere det i spring. Det gik dog først op for mig, efter jeg havde gjort forsøget.

Jeg stod i vand til vel op over begge ankler, og selvom mine vandresko efter sigende skulle være vandtætte, så resulterede mit forsøg alligevel i to fuldstændig gennemblødte sko. Derfor måtte jeg, som forudset af Vibe Søndergaard Jensen, allerede skifte sokker og fodtøj efter en time.

Det var måske ikke så mærkeligt. For det er en enorm udfordring at holde stien farbar, fortalte hun mig inden gåturen.

- Det er en enormt stor og svær og lidt skør opgave at holde en sti farbar langs Gudenåen. Vandstanden skifter med et par meter i løbet af året, derfor er det enormt beundringsværdigt, at det overhovedet har kunnet lade sig gøre.

Efter i Vellev Mose forlod jeg den oversvømmede sti og begav mig væk fra åen. I stedet gik jeg langs landevejen til jeg nåede Ulstrup, og her var forholdene fuldstændig anderledes.

Fra området omkring Dannebrogspladsen nær byens midte begyndte det suverænt mest farbare stykke af Gudenåstien.

Her er der opsat en træbro, som strakte sig flere kilometer ud i Gudenå-landskabet. Flere steder gik jeg nærmest ovenpå vandet, og det behagelige underlag gav mig rig mulighed for at se op og betragte dyrelivet.

Der var både fiskehejrer, fasaner, knopsvaner, guldsmede og sågar en enkelt hugorm i vandkanten på turen mellem Ulstrup og Bamsebo Camping, som er den absolut mest familievenlige del af ruten. Her er der opstillet borde/bænkesæt langs ruten, som man  kan gå frem og tilbage på et par timer. Området er 'fuldstændig betagende', mener Vibe Søndergaard Jensen.

- Kigger du ned i åen, kan du se ørreder og andre fisk, der springer og laver ringe i vandet. Kigger du op, kan du se rødkælke, fiskehejre og et rigt fugleliv. Der er i det hele taget en masse liv, som man kan følge helt tæt på, når man går langs vandet, og det er fuldstændig betagende.

Det er ikke kun dyrelivet, der er betagende langs ruten. Det er planterne og svampene også. Og selvom jeg hovedsageligt lagde mærke til fluesvampe på min vej, så er der mange andre typer svampe på ruten, fortæller Vibe Søndergaard Jensen.

Hun advarer dog mod især én plante.

- Der er masser af svampe og vandplanter, blandt andet vild gulerod. Gifttyden - vores allergiftigste plante - er også ret almindelig langs Gudenåen. Det er en skærmplante som vokser, hvor det er vådt. Den er så giftig, at jeg ikke rører ved den, men man kan kigge på den og nyde at se dens frugter.

Efter en spegepølsemad og en kop kaffe langs vandet ved Bamsebo Camping fortsatte jeg vandreturen, men nu ændrede ruten beskaffenhed til det værre.

Den brede træbro blev erstattet af smalle stier, og det krævede en del koncentration at holde fødderne ude af åen. Det blev omgivelserne dog ikke mindre smukke af, men efter tre kvarters arbejde valgte jeg at dreje op på Hagenstrupvej. Vejen forude var våd og ufremkommelig, og stykket frem til Kjællinghøl-broen blev derfor skåret fra.

Jeg nåede dog at få de sidste par hundrede meter med i Favrskov Kommune. Vibe Søndergaard Jensen havde egentlig anbefalet mig at gå op på Busbjerg og nyde udsigten, men efter knap 20 kilometer i omskifteligt terræn var benene ikke til andet end let gang ind til Bjerringbro Station, hvor jeg stod på toget tilbage mod Hinnerup.

I toget sad jeg, træt og med lidt våde fødder, og reflekterede over min tur. I alt havde turen taget fem timer fra udkanten af Langå til stationen i Bjerringbro - derfor gjorde det også lidt ondt, da toget klarede samme rejse på blot ét kvarter.

Men trods udfordringerne er Gudenåstien gennem Favrskov absolut et anbefalelsesværdigt udflugtsmål.

På en solrig dag er området det flotteste - jeg har set - i Favrskov, og med det rigtige fodtøj og en kop varm kakao udgør Gudenåstien den perfekte efterårsudflugt.

Ja, det var bestemt turen værd. Og man behøver ikke at gå hele vejen, som jeg gjorde. Man kan også "nøjes" med den billedskønne og lidt mere behagelige tur fra Ulstrup til Bamsebo Camping.

Men skulle du alligevel vælge at gå hele turen, så send et par billeder ind som dokumentation. Så kvitterer jeg for indsatsen med en FavrskovLIV-kop.