Konfirmanden har åbnet telegrammerne og talt pengene. Slet ikke noget dårligt rov, det lønner sig at bruge otte formiddage i kirken og til sidst mumle trosbekendelsen sammen med klassekammeraterne. Nu holder morfar tale, han husker dengang konfirmanden bare var en lille purk der sad på skødet. Om lidt er det tid til dessert. Det hele glider, gæsterne er glade og tilfredse, og der er en afslappet stemning. En god fest.

I køkkenet og bag kulissen er der dog hektisk travlt. For at festen bare spiller skyldes, at der ved komfuret er folk til at røre i gryderne og tjenere til at gå frem og tilbage med mad og drikke. Fester er lig med hårdt arbejde og lange dage for folk i restaurationsbranchen. Lige nu er der fuld gang i konfirmationerne, når blomsten af Favrskovs ungdom træder ind i de voksnes rækker, og Gitte og Peter Wallentin på Kollerup Mølle Kro har travlt med at danne rammen om den store dag. Ikke blot til konfirmationer, men også til bryllupper, barnedåb, mindehøjtideligheder - fra vugge til grav.

- Det er virkelig berigende, og det er hyggeligt og sjovt. Men det er hårdt, og i løbet af sådan en dag har man mange gryder i kog så at sige. Vi vil gerne involveres, men det koster også mange kræfter, fortæller Gitte Wallentin, der sammen med sin mand Peter har drevet Kollerup Mølle Kro i 20 år.

Og nu er værtsparret klar til at prøve noget andet. Derfor har de sat kroen til salg. De understreger, at deres gæster, der går og glæder sig til at holde fest i den charmerende gule kro, ikke skal frygte for deres store dag. For man sælger ikke nødvendigvis bare en kro fra dag til dag, så Peter og Gitte er indstillet på, at det kan tage lang tid at finde den rette køber.

For 20 år siden var Peter og Gitte 35 og 30. De arbejdede begge på Aalekroen ved Julsø, men de ledte efter deres eget sted. For Gitte var aldrig i tvivl om, hvad hun ville med sit arbejdsliv.

- Jeg har sådan set aldrig villet være hverken kok eller tjener. Jeg har altid ville være restauratør. Jeg ville have et sted som det her. Det har altid været min drøm, siger Gitte og overtager interviewet ved selv at spørge sin mand:

- Hvad med dig Peter?

- Jamen altså, Gitte sagde, vi skulle have en kro, og så måtte vi jo købe en kro, siger Peter Wallentin og griner.

- Der var ikke så mange andre muligheder. Det var det, vi ville. Vi skulle bare finde det rigtige sted, hvor vi kunne slå vores folder.

Og det gjorde de, da de efter en omfattende søgen blev præsenteret for Kollerup Mølle Kro. Stedet havde på det tidspunkt stået tomt i lang tid. Det krævede rigeligt med knofedt at vaske det forladte præg væk, inden det unge par kunne åbne dørene for gæster i sommeren 2003. Men det var kærlighed ved første blik.

- Det havde de rammer, vi søgte. Et stort køkken og masser af plads til selskaber. Og der skulle faktisk ikke så meget til for at gøre det hyggeligt. Da vi så kroen første gang, var den godt nok ikke hyggelig. Den havde været lukket ned i halvandet år, og der var beskidt. De havde lige glemt at gøre rent, inden de tog herfra.

- Vi skulle kunne se lidt udover, hvad det var her og nu, og i stedet tænke på, hvad det kunne blive til, supplerer Peter Wallentin.

Gennem årene med værtsparret ved roret har Kollerup Mølle Kro ændret sig en del. Engang var der åbent for a la carte hver dag, i dag er det kun fredag og lørdag. Tidligere var der flere kokke og lærlinge ansat i køkkenet, i dag er det Peter, der klarer alt det med maden.

Det er hverken på grund af manglende gejst eller mangel på kunder, at parret har besluttet at sælge stedet. Faktisk har travlheden og mængden af ordre i bogen været noget af det mest positive ved at drive Kollerup Mølle Kro gennem to årtier.

- Hvis man ikke har prøvet at være selvstændig før er det lidt vildt at springe ud i det. Man kan få helt ondt i maven ved at tænke på, om det mon kan gå, siger Peter Wallentin.

- For os har det været en overraskelse, at vi faktisk fra dag ét har haft travlt. Vi har sjældent manglet gæster, men ofte manglet hænder. Den havde jeg nok ikke set komme, lyder det fra Gitte Wallentin.

Hverken finanskrise, corona eller inflation og energikrise har knækket forretningen, for kunderne skal holde deres store fester, og de sparer sammen til det, forklarer værtsparret.

For Peter og Gitte har det store fokus altså været på selskaberne. Men som de siger, er det ikke sikkert, at en ny ejer af kroen vil drive det videre på samme måde.

- Man man kunne jo sagtens gøre noget andet end at køre med det koncept, vi har haft. Man kunne satse mere på a al carte og mindre på selskaber. På et tidspunkt havde vi en idé om, at vi ville åbne en lille vinbutik, hvor vi kunne sælge vin ud af huset. Men det har vi simpelthen ikke haft tid til. Der er masser af muligheder her, det er måske bare et spørgsmål om at tænke nyt, siger Gitte Wallentin.

Kroen er sat til salg hos Danbolig Erhverv. Men at afhænde en kro er ikke som at sælge et hus eller et sommerhus. Derfor er Peter og Gitte Wallentin indstillet på, at det meget vel kan tage noget tid, inden de kan give håndslag med en ny køber og starte næsten kapitel i deres liv.

Og de trænger til at prøve noget nyt. Efter 20 år er det måske ikke så mærkeligt, heller ikke selvom det har været 20 gode og udfordrede år.

- Prøv du bare at se, hvor mange steder i restaurationsbranchen der har været på de samme hænder i 20 år. Det er altså ikke mange, siger Peter Wallentin.

Er næste projekt så at flytte til Mallorca og åbne en lille restaurant i strandkanten? 

- Det tror jeg ikke, svarer værtsparret i kor.

- Nej. Vi skal ikke ud og have en ny livsdrøm. Når vi finder de rigtige, der skal være her efter os, så skal vi ud og finde et “almindeligt” arbejde. Men hvad det lige skal være, det ved jeg ikke. Og det vil jeg heller ikke gå og spekulere alt for meget på lige nu, siger Gitte Wallentin og tilføjer:

- Vi har ro i maven, selvom der måske går et par år. Vi er  hverken syge eller kede af at være her.

Det er hårdt fysisk arbejde, dagene er lange, og fødder, ryg og hofter er ømme, når det er fyraften. Men som Gitte siger, så har de været i faget så længe, at de efterhånden ikke kan huske andet.

- Det er hårdt arbejde, ja. Men det er også en livsstil. Man kan måske sammenligne det med at være landmand, vurderer Gitte.

Da 35-årige Peter og 30-årige Gitte overtog stedet, var de forberedt på hårdt arbejde og netop den livsstil, som det er at være restauratør. Selvom det er på tide at komme videre, fortryder de ikke de 20 år. Kunne de rejse tilbage i tiden og møde deres 20 år yngre jeg på gårdspladsen i selskab med ejendomsmægleren, ville de ikke være i tvivl om, hvad de ville råde til: Køb.

Hvem drømmer I så om kan komme og overtage stedet efter jer? Nogle der minder om jer selv for 20 år siden?

De tænker de lidt over.

- Ja, det kunne det godt være. Men på den anden side kunne jeg sagtens se for mig, at det skulle drives som noget andet end det, vi har drevet, siger Peter Wallentin.

- Måske et makkerpar i 30’erne, måske i starten af 40’erne. Nogle som har energi og visioner. Det ville være godt. Der er jo masser af muligheder og gode rammer, siger Gitte Wallentin.

Om et par dage er det et år siden, at Favrskov Kommune inviterede til borgermøde i Ulstrup. Der var ét punkt på dagsordenen, nemlig fremtiden for den 37.000 kvadratmeter store grund, der i daglig tale kaldes Expeditgrunden. Forvaltning og byråd åbnede op for at høre borgernes ønsker, og alt fra små lejeboliger til butikker blev noteret på blokken og taget med hjem. Siden da er der blevet udarbejdet en lokalplan, og i tirsdags blev vedtaget efter endt høring.

Der er dog et lille aber dabei i sagen om Ulstrups nye boligområde. PPAS-stoffer. Den fællesbetegnelse man bruger om en stofgruppe, som består af flere tusinde forskellige fluorerede og potentielt sundhedsskadelige stoffer. Mellem borgermødet og udarbejdelsen af lokalplanen har Region Midtjylland, lige som landets øvrige regioner, været i gang med at kortlægge landet for grunde, hvor er mistanke om forekomst af PFAS-stoffer.

Og Expeditgrunden er én af dem, der er under mistanke, har regionen oplyst Favrskov Kommune. Men sagen skal undersøges nærmere, og det er Regionen nu i gang med, bekræfter Sidsel Homann, direktør for Teknik- og Miljø i Favrskov Kommune.

- Expedit er kommet op som en af de virksomheder, der kan have brugt PFAS-stoffer i deres produktion. Måske er der noget på grunden, måske er der ikke. Hvis der er noget, er det spørgsmål om, hvordan og i hvilket omfang, det er brugt. Men der afventer vi regionen.

Nanna Skov Nielsen er formand for det særdeles aktive Ulstrup Lokalråd, en gruppe af frivillige der arbejder med forskellige tiltag som skal være med til at udvikle Ulstrup. Som mange andre borgere i byen ser hun frem til, at arbejdet med at udvikle den gamle Expeditgrund kommer i gang.

- Der er tale om byfornyelse af en enorm karakter. Det bliver et aktiv for hele byen, at der kommer til at ske noget med det område. At få lavet nye boliger, etableret naturskønne områder, der bliver tale om et helt nyt centrum i byen, siger Nanna Skov Nielsen.

Da hun hørte nyheden om, at grunden er et af de områder, hvor Regionen har mistanke om, at der kan være PFAS-forurening, blev hun ærgerlig.

- Jeg tænkte jo først, at det var en skam, hvis det betyder, at arbejdet bliver forsinket. I forvejen tager tingene jo tid, og jeg kan nævne de første fem par, jeg kender, der er interesseret i at flytte ind i en af de mindre lejeboliger, man har talt om at opføre i området. Folk, der har solgt parcelhuset og gerne vil bo i noget mindre og blive i byen, siger Nanna Skov Nielsen.

Håbet er, at et nyt, centralt boligområde med grønne kiler og rekreative naturpletter ikke blot skal forskønne Ulstrup, men også være med til at byen mere attraktiv for tilflyttere.

- Det, at man investerer i et nyt område i byen, tror jeg ikke bare vil gøre byen mere attraktiv for folk udefra, men også for folk, der bor her nu. Der er jo en del, der flytter fra Ulstrup, og det er en skam. Jeg tror, at planerne for Expeditgrunden vil højne Ulstrup og være med til at give noget liv i byen. Lige nu ligger grunden jo øde hen og er faktisk bare en kæmpestor hundelufterplads.

Da byrådet endegyldigt godkendte lokalplanen for området, redegjorde Venstres Thomas Storm for den mulige forekomst af PFAS på grunden. Og borgmester Lars Storgaard afsluttede med følgende bemærkning.

- Det er spændende, om det vil spænde ben for ønsket om at komme i gang hurtigst muligt.

Og direktøren for Teknik- og Miljø har ikke noget svar til borgmesteren. Der er rettet henvendelse til Region Midtjylland for at få et overblik og omfanget og det videre forløb.

- Vi er i dialog med regionen om sagen lige nu. De har sagt, at de hurtigst muligt vil lave en plan for, hvornår de kigger på det. Det afventer vi svar på, siger Sidsel Homann.

Inden I har et svar, er der vel ikke udsigt til, at man kan komme i gang med at udvikle grunden?

- Vi klapper lige hesten, og så tager vi dialogen med regionen. Når de siger, de snarest kommer med besked om, hvad der skal ske, så skal vi selvfølgelig afvente det.

Er I bekymret i Teknik- og Miljø? 

- Det er klart, at vi skal jo tænke os om. Vi er nødt til at have et ordentligt grundlag at gå i gang på, slår Sidsel Homann fast.

Sager vedrørende mulig forekomst af PFAS lander på skrivebordene hos afdelingen for jordforurening i Region Midtjylland. Sagsbehandler Helle Lisbeth Larson er netop nu i gang med spørgsmålet om Expeditgrunden i Ulstrup.

- Vi er ved at vurdere, om der er et kortlægningsgrundlag. Vi skal hele den gamle sammen igennem for at finde ud af, hvad der er foregået på grunden. Jeg vil ikke sige med sikkerhed, at vi kan være færdige inden for de første par uger, men vi er i gang. Det er ikke sådan en sag, vi har ladet ligge. Vi valgt at prioritere den, fordi der skal udvikles på grunden, fortæller Helle Lisbeth Larson og uddyber:

- Vi kigger på, om der er nogle sager, hvor der er et større behov for afklaring her og nu, og det vil der jo typisk være i sager med planlagt boligbyggeri. Vi skal jo ikke ende med, at boligerne står der, før vi får afgjort sagen.

En mandag aften bliver Karins mand, Peter, pludselig meget syg og får feberrystelser.

Karin ringer til vagtlægen og en sygeplejerske kommer forbi parrets hjem i Overdrevet i Hinnerup, hvor de har boet i 33 år. Sygeplejersken tager nogle prøver og er i kontakt med en læge. Peter skal til Regionshospitalet i Randers, og det skal være nu. Han bliver hentet i en ambulance, og Karin Lodberg tager selvfølgelig med.

Diagnosen stilles. Den tårnhøje feber er kommet af en blodforgiftning, som kræver behandling på Regionshospitalet i Randers med et par dages indlæggelse til følge. Peter er i gode hænder, og ved eftermiddagstid dagen efter indlæggelsen, skal Karin hjem til Hinnerup. Med bussen. Og det kræver to skift mellem busser og tager mellem en time og halvanden time.

Hvis Peter havde været indlagt på sygehuset i Skejby, kunne Karin have taget turen på 20 minutter uden at skifte bus.

Og når Region Midtjylland 25. juni stopper driften af busrute 115 fra Hinnerup til Hadsten, bliver det endnu sværere at komme fra Hinnerup til Randers. Så bliver det nødvendigt med endnu et skifte.

Tilbage i Overdrevet er Peter på højkant igen. Blodforgiftningen blev slået ned med penicillin, men Karin sidder tilbage med en nagende følelse af bekymring: For kan det virkelig være rigtigt, at de skal være så svært at komme fra Hinnerup til sygehuset i Randers, hvis man ikke har bil? Alle jubler over, at byrådet har besluttet at frede rute 115, så de unge kan komme fra Søften til Hadsten i gymnasiet, men det er kun afgangene om morgenen og om eftermiddagen. Hvad med borgere uden bil, der i løbet af dagen har brug for at komme på hospitalet i Randers? Borgere, som måske har gangbesvær eller ikke kan finde rundt i de mange busskift.

- Jeg kan godt foretage den rejse. Men der er andre, der er meget dårligere stillet end mig. Derfor skal man tænke på, hvad det er for nogle mennesker, man udelukker fra at bevæge sig rundt i kommunen og op til regionshospitalet, når man nedlægger busruter. Min pointe er, at når Regionen mener, man skal henvises til regionshospitalet i Randers, så bør Regionen sørge for, at en af deres busser kører derop. Jeg siger ikke, den skal køre to gange i timen, men bare med jævne mellemrum, siger Karin Lodberg, som også er tidligere byrådsmedlem i Favrskov Kommune for Socialistisk Folkeparti.

Danmarks Tekniske Universitet har tidligere i en transportvaneundersøgelse konkluderet, at 88 procent af borgere over 18 år har kørekort. Karin Lodberg er ikke en af dem. I 33 år har hun sammen med sin mand klaret sig uden bil. Da de arbejdede, cyklede de frem og tilbage, og når de ellers skal rundt på længere ture, eksempelvis til Randers, klarer de sig med offentlig transport.

Men det bliver sværere og sværere, når man nedlægger busruter, omlægger køreplaner og generelt forringer den kollektive trafik, siger Karin Lodberg.

- Jeg bor i bofællesskab, og det havde jeg gavn af, da min mand var indlagt. En dag var der en, der skulle på arbejde i Randers, og hun spurgte, om jeg ville køre med, og det passede fint. En anden dag var der en, der skulle til Aalborg, og så kunne jeg køre med. Men sådan er det ikke nødvendigvis for alle. Og jeg siger hele tiden, at jeg godt kan klare at skifte bus og gå lidt. Men der er andre, der ikke kan. Jeg kender blandt andet en, der bor lige herovre, som har noget sværere ved det.

Som så mange andre bifalder Karin Lodberg, at Favrskov Kommune går ind og overtager dele af Rute 115-driften, så unge fra Søften og Hinnerup-området kan komme til og fra ungdomsuddannelserne. Men hun mener altså, at en anden vigtig gruppe bliver glemt.

- Jeg tror simpelthen ikke, at folk med bil tænker over, hvor besværligt det er at komme rundt uden. Heller ikke politikerne. Men jeg synes, at regionsrådspolitikerne er forpligtet til at tænke over det. De er forpligtede til at tænke på, hvordan de borgere, der henvises til Randers sygehus kommer frem og tilbage.

Karin Lodberg, der stadig er medlem af Socialistisk Folkeparti, har kontaktet partiets medlemmer af Regionsrådet, men gør sig ikke store håb og forventninger om, at beslutningen om at nedlægge driften af Rute 115 bliver omgjort.

Det er ikke en ny historie, at busruter lukkes. Forklaringen er altid den samme: Der er for få kunder, det hænger ikke sammen økonomisk, og det giver ikke mening at have store rutebiler til at fragte to-tre passagerer rundt. Karin Lodberg medgiver, at hun ofte på hendes mange busture bemærker, at bussen er så godt som tom. Men det modsatte er også tilfældet, og det gælder eksempelvis for rute 115 og rute 200, understreger hun.

Og netop for at tilgodese de borgere, der mister deres busforbindelser, har man i stedet Flextrafik. Her bestiller borgeren transport fra hjemmet til den ønskede destination, og der betales en kilometertakst - lidt som man kender det fra taxakørsel. Men for Karin Lodberg, og andre borgere i Favrskov Kommune, er der dog det problem, at de i sagens natur skal krydse grænsen til Randers Kommune for at komme på Regionshospitalet i Randers. Og det koster. 14 kroner per kilometer.

Skal man som borger i Favrskov til en destination i Syddjurs eller Skanderborg Kommune koster det kun fire kroner per kilometer - den samme takst som for at blive fragtet rundt inden for kommunens grænser, som er fire kroner per kilometer.

Anders G. Christensen (V) er medlem af Regionsrådet og desuden tidligere mangeårigt byrådsmedlem og borgmester i Favrskov Kommune. Han anerkender, at Regionen har ansvar for sammenhæng mellem kollektiv trafik og hospitalerne. Men busdriften er havnet i en ond spiral.

- Der er simpelthen for få kunder, og de er ikke for alvor vendt tilbage efter corona. Det er den barske virkelighed. Busdriften i hele regionen, ikke bare Favrskov, er presset, og der er ikke sammenhæng mellem udgifter og indtægter. Og det koster på de ruter, som for få benytter, siger Anders G. Christensen.

Han medgiver, at Rute 115 er en smule anderledes, fordi ruten kører unge til og fra ungdomsuddannelse morgen og eftermiddag.

Men en anden del af den barske virkeligheden er, at når først en busrute er lukket, så kommer den ikke tilbage igen, lyder det fra Venstremanden. Derfor har man forsøgt at skåne så mange ruter som muligt, men der har været et hul på 40 millioner kroner, der skulle lappes i Region Midtjyllands kollektive transport.

- Det er derfor, at vi i Danske Regioner og Kommunernes Landsforening blandt andet har bedt transportministeren om lov til at fremrykke prisstigninger på billetterne, så vi får lidt flere penge at gøre godt med. Men hvis billetterne bliver dyrere, så forsvinder folk jo, er der så nogen, der spørger. Men der ved man, at hvis bussen er der og den kører til tiden, så betyder det ikke så meget, om billetten er et par kroner dyrere eller ej.

Anders G. Christensen erkender, at det er en udfordring at komme fra eksempelvis Hinnerup til Regionshospitalet i Randers, og at der i fremtiden formentlig vil være et større behov i takt med at gruppen af borgere over 80 bliver større. Der er et behov for nytænkning og forslag til, hvordan den kollektive trafik kan hænge sammen i fremtiden, mener Anders G. Christensen.

Regionsrådmedlemmet hilser det derfor velkommen, at der skal nedsættes en kommission, der skal komme med forslag til løsninger, blandt andet en styrkelse af Flextrafik.

Turen fra Hinnerup til Regionshospitalet i Randers koster 408 kroner per vej som Flextur. Er det en reelt alternativ med den pris? 

- Det er det ikke. Det er derfor, vi ser på, hvad der kan gøres med mobiliteten. Det handler også om en diskussion på Christiansborg om, hvor stor en del af samfundskagen, man vil bruge på kollektiv trafik. Vi kan sagtens sige, at vi kan lave skæve og sjove løsninger, men i sidste ende handler det om, hvor mange penge. vi som samfund vil putte i den kollektive trafik. Det er det, der driver det, for der er kun få ruter, der giver et overskud, siger Anders G. Christensen.

Vejen fra Hinnerup til Randers med en af de blå busser har ikke altid været så kringlet og fyldt med så mange skift, som den er i dag. I 2020 omlagde man nemlig busruterne, så 115 ikke længere kørte helt til Randers. Karin Lodberg husker dengang, der var god forbindelse mellem Hinnerup og Randers.

- Jeg brugte ruten meget, for jeg har været domsmand i retten i Randers. Der skulle jeg møde på forskellige tidspunkter, når domshandlingerne forekom. Der var jeg glad for, at bussen kørte. Den kørte ikke ret tit, bortset fra om morgenen og igen sidst på eftermiddagen, men det var okay. Det kunne man godt tilrettelægge efter. Men pludselig kørte den slet ikke til Randers længere, siger Karin Lodberg.

Ifølge Anders G. Christensen er der en anden faktor, der udfordrer den kollektive trafik og altid har gjort det.

- Vi må sige, at vi er i en hård kamp mod bekvemmeligheden i at have egen bil. Hvis du køber en Toyota Aygo til 50.000, så behøver du ikke kigge i køreplanen. Så kan du bare sætte dig i bilen, når du skal på sygehuset, eller hvad du ellers skal.

Men der er jo nogen for hvem, det ikke er muligt?

- Helt enig. Og det er derfor, at vi arbejder med forskellige tiltag til, hvordan vi kan styrke mobiliteten. Trafikselskaberne er lige kommet med et indspil. Transportminister Thomas Danielsen understreger også, at vi skal se på skæve løsninger og så videre, siger Anders G. Christensen.

Karin Lodberg er ikke vild med at sidde i en bil. Men for hende er det desuden et principielt spørgsmål, at hun og hendes mand har valgt ikke at have en bil. De kerer sig om klimaet og ser med bekymring på oversvømmelser og andre naturkatastrofer som kommer af klimakrisen. De vil ikke bidrage til yderligere CO2-udledning ved at skabe endnu mere privatbilisme.

Kunne du ikke bare have taget kørekort og købt en bil? Det ville da have været nemmere?

- Ja, det er rigtigt. Mange ting kunne være nemmere, men hvis bekvemmeligheden er styrende, så tror jeg ikke, klimaet har en chance. For mig er det vigtigt, at jeg er tro mod mine holdninger. At jeg ikke siger ét og gør noget andet.

Klimaet og det CO2-aftryk, vi efterlader, betyder meget for Karin Lodberg i snakken om den kollektive transport. Men der er et andet aspekt og noget andet på spil, når man ikke har bil og ikke kommer til at få det.

- Man kan da godt frygte, hvad der sker med ens liv, når det der binder tingene sammen, som for vores vedkommende er kollektiv trafik, forsvinder. Det er den egoistiske tilgang, kan man sige.

Og hvad med Regionsrådsmedlemmet? Tror han på en god fremtid for kollektiv transport?

- Det håber jeg da. Men jeg kan da godt være bekymret. Det vil jeg ikke lægge skjul på. Derfor håber vi også, at den kommission, der nedsættes, kommer med nogle forslag.