Gitte, hvor mange mennesker har du set dø? 

- Det har jeg simpelthen ikke tal på efter så mange år. Slet ikke.

Det er ikke hver dag, man stiller et andet menneske det spørgsmål. Og svaret giver da også stof til eftertanke.

For mange er det grænseoverskridende at tale om døden. Men det er knapt så farligt, når det er Gitte Eibye, man taler med. For hun har trods alt en vis erfaring i at arbejde med døden og tale om den. Og en helt særlig ro. Den vender vi tilbage til.

I 43 år var Gitte sygeplejerske, og størstedelen af tiden brugte hun på forskellige kræftafdelinger. På den type afdelinger dør en del patienter desværre, og Gitte holdt mange af dem i hånden. Gittes hænder har i pensionstilværelsen ikke helt sluppet døden, for i dag leder hun Vågetjenesten i Hinnerup-området.

De er syv frivillige i tjenesten, der, som navnet antyder, våger over den døende. For det er ikke alle mennesker, der er så heldige, at de kan være omgivet af deres kære i den sidste tid. En tid, hvor frygt og bekymring for, hvad der mon venter, naturligt nok fylder en del. Vågetjenestens opgave er, i samarbejde med ansatte på plejehjem og i ældreplejen, at sikre, at ingen dør alene, hvis de ikke ønsker det.

Selv efter mange år med døden tæt inde på livet, er det aldrig blevet hverdag for Gitte Eibye. Selvom det måske vil lyde mærkeligt, er det for berigende for Gitte at kunne være der hos dem, der ellers ikke ville have nogen hos sig.

- Man kommer ikke for at redde verden eller et menneskeliv. Man kommer for at give sit nærvær. Og nærvær og tid er det fornemmeste, man kan give. At man sidder der til det allersidste uden andet formål end at være der, siger Gitte Eibye.

For nylig kunne Favrskov Kommune meddele, at Vågetjenesten udvider i et samarbejde mellem Røde Kors, Ældre Sagen og Favrskov Kommune. De kommunale sygeplejersker, der har det medicinske ansvar for terminalt syge borgere, har længe ønsket en tjeneste, der dækker hele kommunen.

Det fromme ønske kan Gitte Eibye sagtens forstå. Sammen med de andre frivillige i Hinnerup-området sammenstrikker hun en vagtplan, så de kan være der hos den døende og afløse de pårørende i de tilfælde, hvor der er nær familie, der har behov for en pause.

- Det er fantastisk er mærke den påskønnelse, man får fra de pårørende. De har ofte selv siddet der i flere timer og været der i dage. Når vi bliver kaldt ud, så er det også, fordi de pårørende ikke kan mere. Så har de brug for søvn, brug for at være sammen med deres børn og bare brug for at få det lidt på afstand.

Det er plejepersonalet, der tilkalder vågerne. Og det ikke vågernes opgave at pleje døende borgere, slår Gitte fast over for læsere, der eventuelt måtte være interesseret i at blive en del af korpset.

Men der er nogle ting, man skal gøre sig klart, inden man sætter sig i stolen ved sengelejet hos et menneske, der nærmer sig afslutningen. Man skal føle sig sikker på, at man kan komme med den ro, der er behov for.

- Selvfølgelig kan man ikke skabe nære relationer. Og det skal vi heller ikke. Det kan godt ske, at jeg i den periode faktisk er den nærmeste, men jeg er ikke familie. Og jeg skal passe på ikke at lade en familiemæssig følelse flyde ind over.

Hvorfor?

- Fordi jeg er en dårlig hjælper, hvis jeg bliver meget emotionel.

Så hvis du græder ved sygelejet, så er det ikke en god hjælp?

- Nej, det synes jeg ikke. Altså, jeg må godt vise, at jeg er berørt. Men jeg skal ikke lægge mig hulkende op i sengen til vedkommende. Så er jeg ikke en hjælp. Man skal bruge sin medmenneskelighed til at vise omsorg og empati, siger Gitte Eibye.

I litteratur og film er der en tendens til at dramatisere og mystificere døden. Dødslejet er en fremragende motor for et plot, og det er gerne her, at den frygtelige hemmelighed røbes, eller den store synd tilstås.

Og med sit massive erfaringsgrundlag kan Gitte Eibye sige, at den hviskende tilståelse på dødslejet ikke bare er noget Hollywoods manuskriptforfattere har fundet på for at drive historien fremad. Som våger hører man et og andet.

- Det kan være noget, som man ikke har kunnet fortælle familien, fordi man har villet skåne dem. Men det skal jeg som våger kunne rumme. Det er ikke noget, jeg skal gøre noget ved. Og jeg skal slet ikke være fordømmende på nogen som helst måde.

Uden at gå i detaljer fortæller Gitte Eibye, at hun for eksempel har oplevet døende, som har haft behov for at fortælle om noget kriminelt, de har gjort for mange år siden. I den slags situationer har hun haft gavn af at vende det med de andre vågere og hele tiden have for øje, hvad hendes opgave er. Gitte Eibye oplyser desuden, at vågerne har tavshedspligt.

- Det sker også, at der er kvinder, der vil betro, at de fødte et barn, da de var ganske unge, og at familien tvang dem til at give det fra sig. Og det har de så sørget over, til de blev 85 og ligger for døden, fortæller Gitte Eibye.

Der er ingen forventninger om, at en ny våger fra dag ét kan være lige så rolig ved et dødsleje, som Gitte er. Det kræver rutine og viden, og frivillige i vågetjenesten under Ældre Sagen kommer da også på kursus. I starten er man desuden tilknyttet en rutineret våger, og vågerne diskuterer også deres oplevelser indbyrdes. Både for at dele viden og udveksle erfaringer, men også for at bearbejde de ting, de oplever. Det er nemlig vigtigt, at man ikke går og putter med det, fortæller Gitte Eibye.

- Hvad gjorde så stort et indtryk på mig? Kunne jeg have gjort noget anderledes? Det er jo nok sådan noget, der nager mest , og som man kan gå og tænke over i lang tid bagefter. Skulle jeg have gjort noget her? Skulle jeg have tilkaldt nogen? Var det tidsnok, jeg ringede til pårørende? Der er så mange spørgsmål, man kan stille sig selv, når man reflekterer over forløbet.

En del vågere har ligesom Gitte Eibye en fortid i sundhedsvæsenet. Og når man har arbejdet med døden og livet i så mange år som Gitte, er der oplevelser, man ikke kan ryste af sig, som man tager med sig videre.

- Da jeg var på kræftafdelingen, mødte jeg en gammel højskoleven, hvis 14-årige søn var indlagt med kræft. Drengen overlevede ikke, men moren har jeg stadig kontakt med i dag. Det var i 1980'erne, men det glemmer jeg aldrig. Det er en af de ting, som man bærer med sig gennem livet.

Hun husker at være hos en 33-årig kvinde og mor til tre børn. Som våger er det i dag oftest ældre mennesker på plejehjem eller i eget hjem, Gitte sidder hos. Det er knapt så svært at se en 92-årig, der har levet et langt og lykkeligt liv, dø, end det er at se en småbørnsmor tage afsked med sin familie.

- Men der er aldrig to tilfælde, der er ens, siger Gitte.

Det er målet, og at nå det mål kræver et samarbejde mellem kommunens personale, der har den daglige kontakt til de terminalt syge borgere, og vågetjenesten, som gerne vil hjælpe til med deres tid og nærvær.

Hos Ældre Sagen nærer Gitte Eibye det håb, at samarbejdet kan blive endnu bedre, så alle ansatte i plejesektoren ved, at vågetjenesten er der som en mulighed. Oplevelsen fra Gitte Eibyes stol er, at det har taget lidt tid at finde hinanden, og at dialog er afgørende.

- Vi oplevede lidt modstand hos nogle ansatte i plejesektoren i begyndelsen. Vi kom måske lidt og tog deres arbejde, var opfattelsen. Og efter at have hørt argumentere, kunne jeg egentlig godt forstå det. For de ville jo gerne selv have haft tiden til at sidde der til det sidste hos en person, de måske har kendt i fem år. Og så kommer vi der og "skummer fløden", fordi vi har tiden til at være der. Men efterhånden har vi arbejdet os ind på hinanden, og man kan jo altid snakke om det, siger Gitte Eibye.

Hvad er det første, du tænker på, når snakken falder på Italien?

Hvad med fodbold? Ferrari? Is? Pasta? Colosseum? Gardasøen?

Og selvfølgelig pizza. Italiens allermest elskede kulturarv. En gave, som støvlelandet har skænket resten af verden. En ret, som danskerne virkelig har taget til sig i løbet af de seneste 40 år.

Det skorter heller ikke på steder, du kan købe en pizza i Danmark. Ifølge en artikel fra Danmarks Radio var der i 2018 over 1400 pizzeriaer herhjemme.

21. marts slog endnu et dørene op, og i det pizzeria har der været travlt lige siden. For brødrene Hamid og Mohammed Abdo har med Stenovnspizza Hadsten fundet en god niche – den italienske stenovnspizza.

- Vi ville gerne lave noget specielt, noget der giver mening for os, og som ikke var her i byen i forvejen. Det er derfor, vi har åbnet et rigtigt italiensk pizzeria, og det er gået fantastisk indtil nu. Folk har taget virkelig godt imod os, siger Mohammed Abdo, der jævnligt må afbryde snakken for at tage telefonen i takt med at pizzasultne borgere i Hadsten ringer og bestiller nem aftensmad.

Hvad er det så, der gør brødrenes pizzeria til noget specielt, der kan skille sig ud fra mængden? For at forstå det, skal vi kigge på, hvordan pizzaen kom til Danmark.

I 1970'erne og 1980'erne kom de tyrkiske gæstearbejdere til landet, og med sig bragte de blandt andet kebab – altså krydret, spydgrillet kød af lam, okse eller kylling. De åbnede kebabrestauranter og i det kølvand fulgte også pizzaen. Den har siden været fastfoodmarkedets ukronede konge. Men har du smagt en italiensk pizza på en restaurant i Italien, ved du også, at der er forskel på sådan en og på det, der kaldes en tyrkisk pizza som er det mest udbredte i Danmark.

Den italienske pizza har en tyndere og sprødere bund og har ofte mindre fyld på toppen. Det er her, stenovnen kommer ind i billedet og her, Mohammed og Hamid Abdo har givet den gas. De har nemlig investeret i en vaskeægte, brændefyret italiensk stenovn. Temperaturen i sådan en når op i omegnen af 500 grader. Det er takket være ovnens høje temperatur, at pizzaen får den knasende, sprøde bund, som de fleste af os, selv med en pizzasten eller et bagestål, kun kan drømme om at genskabe derhjemme. Varmen er desuden vældig smart, når der skal langes en del pizzaer over disken en travl forårsaften, for i sådan en hede er pizzaen klar på et par minutter.

- Vi ventede i flere måneder på at få leveret ovnen, og vi havde et firma fra Odense til at komme og samle den. Hamid har tidligere ejet restaurant Castello i Hinnerup, også med en stenovn. Det giver en helt særlig pizza, og der findes ikke ret mange pizzeriaer med sådan en ovn. Slet ikke heromkring, fortæller Mohammed Abdo.

Dej, tomatsauce, ost og fyld. Det er de simple byggesten, enhver italiensk pizza består af. Sammensætningen kan varieres og twistes på et utal af måder, men fundamentet skal være på plads.

Det er selvfølgelig pizzadejen og den sprøde bund, der er det fundament. Her adskiller den italiensk pizza sig fra tyrkisk pizza, blandt andet i valget af mel, brugen af gær og olivenolie og en række andre parametre.

For at få styr på den del har brødrene hentet italienske Angelo Zirafi til at styre køkkenet køkkenet. Han er født i havnebyen Licata på det sydvestlige Sicilien og har over 30 års erfaring med pizzabagning i både Italien og Danmark.

- Vi bruger kun italienske produkter. Mel. Mozzarella. Oliven. Salumi (italiensk betegnelse for saltede, tørrede kødprodukter som bresola, mortadella og prosciutto, red.), fortæller Angelo, der bliver afbrudt af et videoopkald fra et familiemedlem. Med et par hurtige italienske gloser får han afsluttet opkaldet fra Veronica.

Der findes ikke én perfekt opskrift på den rette pizzadej. I Italien varierer det fra region til region, fra restaurant til restaurant, og Angelo har selvfølgelig også sin måde at gøre det på. Han kommer med et råd, som du jo kan afprøve derhjemme, næste gang du skal bage pizza.

- Dejen skal være i køleskabet i mindst 72 timer, inden man bager pizzaen. Det er vigtigt.

Mohammed og Hamid Abdo har kastet over en million kroner efter at indrette deres pizzeria. Med sådan en investering skal der kunder i biksen og pizzaer over disken, og Mohammed er fortrøstningsfuld efter en lovende start.

- Vi er blevet taget godt imod, og folk var rigtig gode og forstående de første par dage, hvor der var overvældende interesse, og der sneg sig et par fejl ind. Vi ser også, at de samme kunder kommer igen, og der kommer også folk fra Hinnerup, Langå og endda fra Bjerringbro. Men der er også folk, der stadig kommer ind og spørger, hvor længe vi har været her. Altså folk, der slet ikke har opdaget os før nu.

Hamid Abdo går over på den anden side af Østergade, hvor han driver King Frisør, for at tage sig af en ungersvend, der står og venter på at få studset kanterne. Bordene i pizzeriaet fyldes, som klokken nærmer sig spisetid, og pizzaens brede folkelig appel er godt afspejlet blandet kunderne, der er mellem 6 og 75 år.

- Jeg tror på, det nok skal blive endnu bedre fremadrettet, for vi har ikke gjort meget ud af at reklamere for det endnu, siger Mohammed Abdo.

Bon appetit. 

ㅤㅤㅤㅤㅤ