Da jeg træder ind ad døren ad døren hos Christina T. Christensen er klokken kun ni om morgenen. Morgenduggen ligger stadig som en tung dyne over lastbilerne og gravemaskinerne i hendes indkørsel på landejendommen i Sporup, men trods det tidlige tidspunkt er det en dåsesodavand, hun tilbyder mig, da vi sætter os til rette ved spisebordet. Hun tager også en med til sig selv.

Klokken ni om morgenen er måske lidt tidligt til en sodavand, vil nogle tænke, men efterhånden som interviewet skrider frem går det op for mig, at begreberne "tidligt" og "sent" ikke rigtig indgår som vigtige elementer i Christina T. Christensens hverdag.

Hun har fart på. Døgnet rundt.

Som en af landets få kvindelige lastvognsmekanikere har 29-årige Christina T. Christensen valgt en anderledes levevej end flertallet. En levevej, der ofte medfører natarbejde, tunge løft og olie under neglene. Den slags manuelt arbejde kan skræmme mange væk, men Christina T. Christensen har elsket det siden hun startede som ung teenager.

- Jeg har været lastvognsmekaniker hos Scania i snart 13 år. Jeg gik direkte i lære efter folkeskolen. Jeg tog ikke 10. klasse eller gymnasiet - jeg vidste bare, at jeg ville være lastvognsmekaniker. Det var min drøm og det er det stadig.

Og Christina T. Christensen er exceptionelt dygtig til sit arbejde. Så dygtig, at hun fra lørdag 27. oktober og fire uger frem skal medvirke i tv-serien 'Danmarks Stærkeste Hænder' på DR1. Her skal ti af Danmarks dygtigste håndværkere kæmpe på tværs af faglighed og styrke, og Christina T. Christensen er stolt over at præsentere det fag, hun elsker.

- Jeg håber på, at det måske kan give flere lyst til at tage en mekaniker-uddannelse, men mange tror, at lastbilsverdenen er hård og at arbejdet er tungt. Det er noget af det jo også, men derfor behøver det ikke udelukkende være en mandeverden, siger hun og uddyber.

- Det kan godt være, at de er lidt større og stærkere end jeg er, men jeg har altså de små fingre, der kan komme helt ind i krogene, hvor deres pølsefingre ikke kan være.

At Christina T. Christensen var god til sit fag kom til udtryk allerede på under hendes uddannelse. Som færdigudlært blev hun overrakt en bronzemedalje af Prins Joachim til en ceremoni på Aarhus Rådhus. Den symboliserede, at hun var en af de bedste lærlinge i Østjylland.

Det var et stort øjeblik for Christina T. Christensen, det lægger hun ikke skjul på, men når man spørger ind er hun ret beskeden. Hvorfor blev det lige hende, der blev tildelt den fornemme anerkendelse? Jo, hun var vel bare engageret, svarer hun.

Og at Christina T. Christensen er et engageret menneske, kan der ikke være tvivl om. Det mærker man tydeligt på landejendommen i Sporup, som er fyldt med hende og manden Jespers små og store projekter.

Mens jeg tager den første tår af min sodavand peger Christina T. Christensen ud i haven.

- Her stod næsten hundredevis af træer, da vi flyttede ind for et par år siden. Dem har vi fjernet, for vi vil gerne anlægge en ridebane herude, forklarer hun mig med et karakteristisk smil.

En ridebane? Jamen, har i heste?

Og ja, det har de. Foruden to hunde og datteren Sacha på to et halvt år består familien også af fire heste. De står i staldbygningen ude bagved, som Christina T. Christensen gladeligt viser frem. Hun viser også foldene og springbanen, hvis træværk hun er ved at renovere.

Et spørgsmål trænger sig på.

Hvornår sover du egentlig?

Det er faktisk et godt spørgsmål, griner Christina T. Christensen, men i modsætning til de fleste andre, så virker hun ikke synderligt bekymret over udsigten til at have travlt. Faktisk er noget af det bedste hun ved, at være på arbejde om natten.

Derfor er hun ofte tilkaldevagt på sit arbejde som lastvognsmekaniker hos Scania i Aarhus. Det betyder, at hun er på vagt hele døgnet, så hvis en Scania-lastbil brænder sammen et sted, er det Christina T. Christensen, der kører ud. Også selvom klokken er to om natten. Tidspunktet rører hende ikke - faktisk virker det som om, hun fået et lille kick ud af ansvaret.

- Jeg synes bare, det er fedt. Man står der, helt alene, nogle gange midt om natten, og du kan ikke bare ringe til en ven. Du skal bare fikse det, og vognen skal bare køre, for den holder i vejen.

De fleste af Christina T. Christensens kollegaer nøjes med to, måske tre, tilkaldevagter om året. Christina T. Christensen har en tilkaldevagt hver sjette uge.

Hun elsker at køre ud til de nødstedte lastbilchauffører og løse problemer, men nogle gange er det også her, hun møder fordommene som kvinde i en mandeverden.

Når Christina T. Christensen reparerer lastbiler på sin arbejdsplads er hun den eneste kvinde blandt mange mænd.

- Scania Danmark har kun én kvindelig lastvognsmekaniker ansat. Det er mig, siger hun og griner højt.

Det gør hende nu ikke noget. Kollegerne er venlige, ordentlige og hun føler sig respekteret, selvom der nogle gange er en 'værksteds-jargon'.

- Den skal man kunne holde til, siger hun.

- Men jeg tror, jeg har været heldig, fordi jeg har haft et godt værksted, hvor man virkelig har taget godt imod mig.

Sådan er det ikke altid, når hun kører ud til de nødstedte lastbilchauffører på landevejen. De kan godt finde på at ryste på hovedet, når de ser, at det er en kvinde, der skal reparere deres vogn.

- Når jeg er tilkaldevagt, så ringer lastbilchaufførerne klokken to om natten og siger "min vogn er gået i stykker, kan du ikke lige sende en mekaniker?"

- Jo, jeg kommer lige om et øjeblik, svarer jeg så. Det forstår de ikke, for det er jo en kvindestemme, de har i røret.

"Hvad siger du? Er du ikke sekretæren? Kan du ikke lige sende ham mekanikeren ud?" siger de så.

Og så må Christina T. Christensen skrue lidt op for stemmeføringen.

"Nej, det er MIG, der kommer ud" svarer jeg så. Som regel går det fint, når jeg så kommer derud, for jeg får det jo fikset.

Og når først Christina T. Christensen fikser problemet bliver chaufførerne ganske medgørlige. Én enkelt gang har hun dog oplevet, at en chauffør blev decideret rasende over, at en kvinde skulle reparere hans lastbil.

- Der var engang en vognmand, som blev så gal, at han smækkede røret på. "Nu sender du kraftedme den mekaniker ud, og det er nu!" råbte han.

Hvad gjorde du så?

- Så kørte jeg ud og sagde til ham "Hva, skal vi kigge lidt på din vogn? Jeg kan jo køre hjem igen, men det kan du ikke. Du er strandet." Så fik jeg lov at kigge på den.

Og så fik du den fikset?

- Ja, selvfølgelig. På 12 år har der kun været tre lastbiler, jeg måtte have bugseret væk. Ellers får jeg det altid fikset, siger hun med et stort smil.

Når Christina T. Christensen fortæller om sine oplevelser gør hun det med både ro og selvfølgelighed. Man kunne tro, at hun som kvinde i et mandefag ville føle sig på udebane, men det føler hun sig på ingen måde.

- Nogle gange dytter folk helt vildt, hvis jeg skal reparere en lastbil, der er gået ud i et kryds. Folk kan blive enormt sure. Så går jeg ud og spørger dem, om vi skal bytte. Så kan de prøve at fikse lastbilen, så dytter jeg af dem imens. Vi holder der jo ikke for sjov.

Hvor kommer roen fra? Det tænker Christina T. Christensen ikke så meget over. Hun nyder bare at beskæftige sig med sin passion. Men måske kommer en del af det fra hendes barndom, hvor hun også beskæftigede sig med lastbiler.

Hendes far er nemlig også lastvognsmekaniker. Derfor fik hun som barn lov til at gå ned på hans værksted efter skole, og så kunne hun stå og skrue lidt på de store maskiner.

Det skabte en stor fascination hos unge Christina T. Christensen og hendes øjne lyser stadig op, når hun skal sætte ord på sin passion for lastbiler.

- Det er bare lidt sjovere, at være den store ude på vejen. Og Scania er da bare det fedeste mærke, siger hun og kaster sig med beundringsværdig nøjagtighed ud i en teknisk gennemgang af Scanias mange fordele.

Fascinationen skinner også igennem i hjemmet i Sporup, hvor der er opstillet skabe med modeller af Scania-lastbiler, og på bryllupsbillederne står hende og manden Jesper da også foran to flotte lastbiler. Og så er der datteren Sacha, der er opkaldt efter en særligt flot Scania-lastbil, Christina T. Christensen så for flere år siden.

- Det er lidt som en religion. Man har hvert sit, og det er altid en kamp mellem Volvo og Scania. Min mand er jo Volvo-mekaniker, og min far er MAN-mekaniker, så bølgerne kan godt gå højt til middagsbordet. Det er ligesom når folk diskuterer, om det er bedst at køre Mercedes eller BMW. Alle har deres egne præferencer.

Da sodavanden er tom går vi en tur ud på Christina T. Christensens ejendom. Her står et par rendegravere, som hun og manden bruger til forskellige projekter, men også to lastbiler er parkeret i indkørslen. Vi går forbi den ene, og så overtager Christina T. Christensen pludselig rollen som interviewer.

- Hvor meget ved du egentlig om lastbiler, spørger hun med et lille glimt i øjet.

Ikke så meget, indrømmer jeg blankt.

- Skal vi så ikke prøve at køre i en? Spørger hun.

Inden jeg når at svare har hun allerede fundet nøglerne frem til en stor, hvid MAN-lastbil med plads til fem heste i lastrummet.

Pladsen er trang på gårdspladsen, men Christina T. Christensen bakker den lange lastbil ud med større snilde end de fleste mennesker vender en indkøbsvogn i det lokale supermarked.

Og så går turen ellers ud på de lokale landeveje, hvor vi fra førerhuset er hævet over landevejens andre bilister.

Christina T. Christensen fortæller vidt og bredt om de tekniske aspekter ved lastbilen. Hun fortæller med engagement, og hvis man stiller et dumt spørgsmål bliver hun bare glad, for det giver hende mulighed for at uddybe lidt mere. Der er tydeligvis intet, hun ikke kan svare på. Måske bliver det netop denne lastbils-paratviden, der vil føre hende langt i den forestående tv-konkurrence.

Da vi kommer tilbage til gårdspladsen snakker vi lidt løst og fast om Christina T. Christensens medvirken i 'Danmarks Stærkeste Hænder'.

Jo, det var da lidt skørt at stå foran et kamera så mange timer om dagen, medgiver hun, men det var også en kæmpe oplevelse. Og faktisk er det ikke helt uvant for hende at optræde, fortæller hun.

Som ung rejste hendes familie rundt i Europa med Cirkus Arena, hvor hendes far var mekaniker. Her spottede ledelsen også Christina T. Christensen, som fik lov til at sidde på elefanternes stødtænder med høj hat og agere sprechstallmeister, når de optrådte.

Selvfølgelig, tænker jeg for mig selv, for efter dagens interview overrasker det mig ikke, at Christina T. Christensen også dér har braget igennem med sin store energi.

Men det må bliver en historie til en anden gang, siger jeg, og det er Christina T. Christensen enig med mig i. Hun skal alligevel også op på ejendommens springbane og sætte nyt træværk op.

- Det tager nok en 4-5 timer, siger hun og smiler. Man kan mærke, at hun glæder sig.

'Danmarks Stærkeste Hænder' kan ses på DR 1 og DRTV fra torsdag 27. oktober kl. 20.00.

For tredje gang på ét år skal vi til stemmeurnerne i Favrskov. Efter sidste års kommunalvalg fulgte sommerens EU-valg, og nu skal vi altså afgøre, hvem der skal repræsentere os på tinget i hovedstaden.

Og der er sket meget siden sidst. Selvom det kun er tre år siden vi sidst var til folketingsvalg, så har det politiske billede ændret sig betydet i Favrskov. Flere stemmeslugere er væk - især en af de helt store - og flere nye partier er kommet til.

Og hvordan kommer det mon til at gå det nye parti Danmarksdemokraterne og deres lokale kandidat Lone Glarbo? Kan Venstre erstatte Anders G. Christensen? Og fuldender Dansk Folkeparti de seneste års nedtur, eller kommer de over spærregrænsen?

Til det seneste folketingsvalg blev der afgivet 30.174 stemmer i Favrskov. 258 stemte blankt, og det kan du naturligvis også gøre til det kommende valg, hvis ingen af de østjyske kandidaters politik falder i din smag.

Vi har fundet fem nedslag fra det seneste folketingsvalg.