Helle er lam i venstre side efter en blodprop: - Er det værdighed, at jeg sidder alene og venter på hjemmeplejen?
Helle Hornbek registrerer, at der er aktivitet omkring hende. Folk taler beroligende til hende, og de taler med hinanden. Hun har afsindigt ondt og kan ikke bevæge sig, uden at smerterne gennemborer hendes krop. Der er en metallisk lugt i luften. Helle veksler mellem at være ved bevidsthed og befinde sig i en tilstand, hvor hun ikke opfatter noget. Indimellem ænser hun den uhyggelige lyd af en hydraulisk klosaks, der klipper i metal.