Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger FavrskovLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

16. november skal vi stemme, når der er kommunalvalg i Danmark. Ved samme lejlighed er der også valg til regionsrådet. Foto: Morten Pape

Skal du med os til (valg)fest?

Til november skal vi stemme om, hvem der skal sidde i byrådet i Favrskov Kommune de næste fire år. Vi starter med at se tilbage på, hvordan kommunens borgere stemte i 2017.

I år skal vi til fest - i hvert fald de os, der 16. november er fyldt 18 år.

For det herrens år 2021 er et kommunalvalgår, og et valg er demokratiets fest. Det er uanset, om vi skal vælge repræsentanter til folketing, byrådet eller regionsråd.

Her på FavrskovLIV glæder vi os enormt meget til valget, for journalister er blandt dem, der er allermest tosset med valg. Vi vil se tilbage på, hvad vores lokale folkevalgte har brugt de seneste fire år på, og vi vil prøve at blive klogere på, hvad det egentlig betyder for livet i Favrskov, at vores byrådspolitikere er gode til at samarbejde. Og vi vil selvfølgelig give dig en række interviews som optakt til valget. Du vil møde både kendte og mindre kendte ansigter, så glæd dig!

Men inden vi når så langt, går vi tilbage i tiden. For vi starter med en hurtig opsummering af, hvordan det gik sidste gang, pladserne i det lokale demokrati skulle fordeles.

Flot lokal valgdeltagelse

35.996 borgere fra Terp i nord til Røgen i syd, fra Borre i vest og til Røved i øst havde lov til at stemme ved valget i 2017. Og den ret benyttede 27.351 sig af. Det resulterede i en valgdeltagelse på 75,98 procent mod 70,8 procent på landsgennemsnit.

277 tog til et valgsted for at stemme blankt. Og det er bedre end ikke at stemme, har jeg altid fået at vide.

Når man taler om valgdeltagelse hører det med til fortællingen, at det altid er sværere at lokke folk til stemmeurnerne til kommunalvalg, end det er, når der er valg til Folketinget. Således stemte 84,6 procent af stemmeberettigede danskere, da Mette Frederiksen overtog statsministeriet i 2019. Ved den lejlighed stemte 87,6 procent af borgerne i Favrskov.

Den lokale stemmesluger

Har du hørt om socialdemokraten Nils Borring? Han har været borgmester i Favrskov Kommune siden valget i 2009, og ved sidste valg fik han 6657 stemmer - eller 24,3 procent af alle stemmer.

Til sammenligning var Aarhus-borgmester Jakob Bundsgaard (S) den politiker i landet, der fik flest personlige stemmer. 39.841 stemte på Bundsgaard, og det svarer til 20,6 procent af stemmerne i Aarhus.

Det kræver selvfølgelig en markant politisk profil, hvis man skal stjæle magten fra en så populær herre som Nils Borring. Venstre havde i 2017 sat kriminalassistent Flemming Nørgaard på sagen, og borgmesterkandidaten fik 2010 stemmer. Det var sådan cirka 700 stemmer færre, end Anders G. Christensen fik i 2013 som Venstres spidskandidat til borgmesterposten. I år er det Birgit Liin, formand for Børne- og skoleudvalget, der skal forsøge at bringe Venstre tilbage til borgmesterkontoret.

Så 6657 var mere end nok for Nils Borring til at bevare jobbet som borgmester. Og Flemming Nørgaard har haft fire år som viceborgmester. Men der sidder også medlemmer i byrådet, som blev valgt ind med betydelig færre stemmer end de to spidser.

Eksempelvis Erik Øster Særkjær fra Socialdemokratiet. Han blev valgt ind med "blot" 131 stemmer, det laveste antal af alle 25 byrådsmedlemmer. Erik Øster Særkjær stiller op til valget igen til november, og længere nede i nyhedsbrevet kan du læse mere om, hvordan det har været for ham at sidde med i byrådet, og hvad han håber at få ud af dette valg.

Du kan også læse et interview med topscorer Nils Borring, der også giver et råd eller to med på vejen til de håbefulde kandidater, der måske bliver en del af det nye byråd, som skal dannes efter valget.

Her i FavrskovLIV kan du op mod valget møde nogle af de kandidater, så skriv dig op til nyhedsbrevet og følg med.

Tak, fordi du læser med.

Billede af Jesper Rehmeier
Billede af skribentens underskrift Jesper Rehmeier Journalist

Nils Borring: Man skulle da være et skarn, hvis ikke man var stolt!

Nils Borring blev også ved sidste valg den helt store stemmesluger i kommunen. Det gør ham ydmyg, men han er også bevidst om, at han skal arbejde for at tilbagebetale borgernes tillid. Her ses han sammen med transportminister Benny Engelbrecht (S), der for kort tid siden besøgte Lading. Foto: Jesper Rehmeier.

6657 stemmer fik Nils Borring ved sidste valg. Og selvom han hellere vil tale om partiet bag ham, og det brede samarbejde i byrådet i Favrskov, vil alligevel godt tilstå, at han selvfølgelig er stolt, når rundt regnet hver fjerde borger i kommunen sætter kryds ved hans navn. 

- Jeg bliver da ydmyg, for egentlig passer jeg jo bare mit arbejde. Uanset stemmetal lægger jeg samme energi og indsats i arbejdet, siger Nils Borring.

Og hvad sker der så, hvis borgerne en dag vælger, at det ikke længere skal være Nils Borring, der skal være borgmester? Går livet så i stå? Det kan du læse mere om her.

Drømmer om at få over 200 stemmer

Erik Øster Særkjær blev valgt ind for Socialdemokratiet i Favrskov med 131 stemmer. Efter fire år i byrådet er han klar til en tur mere, hvis vælgerne vil ham igen. Privatfoto.

Der var 6526 personlige stemmer til forskel på Nils Borring og partifællen Erik Øster Særkjær ved valget i 2017. 

Men for sidstnævnte var 131 stemmer nok til at sikre fire gode og lærerige år i byrådet i den socialdemokratiske gruppe. Erik Øster Særkjær er også på partiets kandidatliste ved dette valg, og han håber, flere borgere har fået øjnene op for, hvem han er, og hvad han arbejder for. 

Og hvad er det så for nogle mærkesager, Erik Øster Særkjær arbejder for? Hvor vil han gerne være med til at gøre en forskel? Det kan du læse i dette interview, hvor han også kommer ind på, hvad der har været udfordrende ved arbejdet i Børne- og skoleudvalget. 

Byrådet skal til budgetseminar

En tyk mappe med forslag er det, som byrådet skal arbejde sig igennem på næste uges budgetseminar. 

Lige nu er Favrskov Kommune og byrådet i fuld gang med at udarbejde budgettet for 2022-2025. 

Det er en proces, der har stået på siden januar, og de forskellige fagforvaltninger har indsendt både idéer til anlægsønsker og udvidelser af driftsbudgetter, men også forslag til reduktioner. 

Resultatet er en lang række udarbejdede forslag og deres påvirkning af økonomien. Byrådet skal i næste uge til budgetseminar, hvor forslagene til ændringer i driften skal behandles, og anlægsforslag skal prioriteres. 

Senere følger en række høringsfaser og politiske forhandlinger, inden budgetforslaget behandles i byrådet 12. oktober. 

Her kan du se de forskellige forslag i anlægsblokke, udvidelsesblokke og reduktionsblokke. 

På FavrskovLIV kommer vi selvfølgelig til at følge arbejdet med at få budgetterne på plads.     

Hvordan genopliver man landsbylivet? Og vil folk hellere bare være hjemme?

Både små og store ideer blev diskuteret til Lokalrådets 10 års fødselsdag i Sall. Foto: Maria Neergaard Lorentsen.

Sall har fået et omdømme som en særligt aktiv landsby. Udover utallige foreninger, friskolen og friplejehjemmet, fik byen i 2018 prisen som årets landsby. Senest har Sall Whiskey Destillery tilsluttet sig landsbyens samling af ildsjæleprojekter.

Men skal man forstå Sall og den ånd, der eftersigende driver værket, skal man søge længere tilbage end bare de seneste ti år, hvor de aktuelle store varemærker er blevet skabt. Ja, faktisk flere årtier. For dengang, før generationsskiftet, var Sall noget andet. En by af landmænd og hjemmegående hustruer. Og da var landsbyen om muligt var endnu mere aktiv.

Aktivitet har der dog ikke været meget af det seneste halvandet år. For sammen med resten af verden har Sall været nødtvunget nedlukket, mens coronaen har hærget. Spørgsmålet er nu, hvordan man genopliver landsbylivet efter pandemien - og om folk overhovedet er klar til at komme ud af deres trygge, komfortable hjem og nye livsstil med mere familietid for at bidrage til fællesskabet.

Dét blev diskuteret på Sall Lokalsrådsmøde i torsdags, hvor idé efter idé blev kastet op i luften, men blev grebet af frygten for, at coronaen lurer lige om hjørnet. FavrskovLIV var med til mødet, og det kan du læse mere om næste uge.

  • Fintælling
    16. november skal vi stemme, når der er kommunalvalg i Danmark. Ved samme lejlighed er der også valg til regionsrådet. Foto: Morten Pape
  • Nils Borring blev også ved sidste valg den helt store stemmesluger i kommunen. Det gør ham ydmyg, men han er også bevidst om, at han skal arbejde for at tilbagebetale borgernes tillid. Her ses han sammen med transportminister Benny Engelbrecht (S), der for kort tid siden besøgte Lading. Foto: Jesper Rehmeier.
  • Erik Øster Særkjær blev valgt ind for Socialdemokratiet i Favrskov med 131 stemmer. Efter fire år i byrådet er han klar til en tur mere, hvis vælgerne vil ham igen. Privatfoto.
  • En tyk mappe med forslag er det, som byrådet skal arbejde sig igennem på næste uges budgetseminar. 
  • Både små og store ideer blev diskuteret til Lokalrådets 10 års fødselsdag i Sall. Foto: Maria Neergaard Lorentsen.