Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger FavrskovLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Favrskov Kommune har haft rod i bilagene. Arkivfoto: Michael Bager

Kommunaldirektør om manglende bilag: Det er for dårligt


Husk nu at få en kvittering!

"Den skal lægges med til regnskabet."

Har du prøvet at købe ind på firmaets regning, har du sikkert fået indskærpet noget i stil med ovenstående. Det har medarbejdere i Favrskov Kommune også fået at vide.

Men der har i flere år været en kedelig tendens til, at der har manglet bilag, efter kommunale medarbejdere har brugt et af kommunens 53 kreditkort. Det står klart, efter at Danmarks Radio har kigget landets kommuner brug af kreditkort efter i sømmene. Her er Favrskov en af kommunerne, der skiller sig ud, fordi der har manglet dokumentation i 25 procent af de tilfælde, som DR har fået aktindsigt i.

Det er noget rod, for det er jo sådan set vores penge, de bruger. Og manglen på bilag fik også kommunen til at indskærpe reglerne over for medarbejderne. Men en senere kontrol viste, at der stadig langt fra blev vedhæftet bilag, hver gang en medarbejder brugte et kreditkort. Faktisk var der manglende dokumentation i 13 procent af tilfældene i Favrskovs gennemgang af perioden fra sidste kvartal sidste år til og med første kvartal i år - altså i perioden efter DR havde forelagt problemer for Favrskov Kommune.

Hvad gør man så? Man indskærper reglerne en gang mere, strammer op på kontrollen og gennemgår ekstraordinært ALLE posteringer fra januar 2018 til juni 2021.

Resultatet af den store gennemgang? Der manglede bilag i hele 21 procent af posteringerne. Kommunen gik i gang med at indsamle kvitteringer og andet bilag, og status er nu, at der mangler kvitteringer i 10 af 1918 transaktioner med kommunale kreditkort.

Men hvordan kan det være, at Favrskov Kommune har været så sløve til at vedlægge bilag?

Kommunaldirektør Jan Kallestrup erkender, at der har været et stort problem, som der nu tages hånd om.

- Lige gyldigt, hvad forklaringer er, så er det ikke godt nok. Det er ikke acceptabelt, og det retter vi op på nu, siger kommunaldirektøren.

Længere nede i nyhedsbrevet kan du læse mere om, hvad Favrskov Kommune nu gør for at sikre, at der fremadrettet er styr på bilag og kvitteringer. Vi beder også Jan Kallestrup svare på, om 53 kreditkort i Favrskov Kommune er for mange.

Et heftigt byrådsmøde

At streame et byrådsmøde hjemme i sofaen er måske ikke den mest festlige måde at bruge en solrig tirsdag aften på. Derfor bider vi i det sure æble og holde øje med møderne, så du kan holde fri og nyde din aften. Til gengæld vil vi gerne opdatere dig på, hvad byrådet egentlig kommer frem til - og hvad det betyder for din hverdag.

I går var der byrådsmøde, hvor der blandt var nye byggegrunde i Hadsten, klimavenlige køretøjer og trinbrættet i Laurbjerg var på tapetet. Mens klimaentusiasterne sejrer med 12 nye elbiler i hjemmeplejen, der netop er taget i brug, må Laurbjergs borgere endnu engang gå slukørede hjem uden udsigten til et togstop i deres landsby.

Vi har opsummeret de vigtigste tre punkter i denne artikel. Der er også en kort gennemgang af mødet længere nede i nyhedsbrevet. Vi vil meget gerne høre fra dig, om de udvalgte tre punkter er mere eller mindre, DU har brug for at vide fra byrådsmøderne? Skriv til manlo@favrskovliv.dk.

Tak fordi, du har læst med hertil, men husk at scrolle længere ned, for det vigtigste kommer først nu.

Billede af Jesper Rehmeier
Billede af skribentens underskrift Jesper Rehmeier Journalist

- Borgerne skal have tillid til, at vi handler i overensstemmelse med reglerne

Jan Kallestrup, kommunaldirektør i Favrskov Kommune, erkender, at der nu skal meget bedre styr på bilag i forbindelse med brug af kreditkort. Foto: Favrskov Kommune

Kommunaldirektør Jan Kallestrup lover, at der bliver strammet op på kontrollen med bilag og dokumentation i forbindelse med brug af kommunale kreditkort.

Han mener ikke, at antallet af kreditkort i kommunen er urimeligt, da cirka en fjerdedel af kortene er udstedt til medarbejdere, som har tæt kontakt med borgere, der har brug for hjælp til eksempelvis indkøb.

- Jeg mener ikke, at antallet af kreditkort skal problematiseres, siger Jan Kallestrup.

Her kan du læse interviewet med kommunaldirektør Jan Kallestrup. Vi gennemgår også resultaterne af de forskellige interne gennemgange af brugen af kreditkort, som kommunen har foretaget.

Byrådsmøde: Den gode, den onde og den morsomme

Favrskov Byråd. Foto: Preben Breinholt.

I går var der møde i byrådet, og selvom mødet blev overstået på blot halvanden time, var flere af rådsmedlemmerne on fire, når det kom til at diskutere aftenens program.

FavrskovLIV leder dig i gennem mødet med de tre vigtigste punkter:

Den gode: Favrskov vil være grønnere på vejene! Udover at man netop har taget 12 nye elbiler i brug i hjemmeplejen, en dele-elbilsordning og mulighed for lån af elcykler, vil man også sikre flere el-ladestandere til den voksende bestanddel af elbilsejere. Men den ambition udfordres af nationale regler, der gør, at kommunen ikke selv må opføre standerne.

Desuden mener Thomas Storm (V), at man bør skrue op for ambitionerne:

- Tiden har indhentet os, 12 biler er meget lavt i forhold til den vognpark af elbiler, der bør være. Vi er ikke bagud, men vi er heller ikke first movers. Det er ærgerligt, vi ikke er lidt mere fremsynet end de 12 biler, siger han.

Desuden endte en del af debatten - uden relevans for forslaget - med at handle om, hvorvidt hybridbiler egentlig er bæredygtige.

Den onde: Laurbjerg får intet trinbræt, i hvert fald ikke i denne omgang. For 15 rådsmedlemmer stemte for - og 9 stemte imod - forslaget fra forvaltningen om at nedlægge arbejdet med projektet. Et flertal i Folketinget har nemlig nedlagt forslaget og transportministeren har fornylig gjort det klart, at det ikke kommer til at ske under den nuværende regering. Selvom et enigt byråd mener at have kæmpet for sagen, blev uenighederne alligevel til de største på aftenens møde, hvor flere stikpiller fløj mellem partierne, som denne fra Anders G. Christensen (V):

- Det er finurligt at høre Bodil Kvistgaard Olsen (Ø) og Søren Frandsen (F) snakke om politikerlede, og Niels Flade Nielsen (A) beklage. Enten må man ikke regne med at gennemslagskraften i forhold til ens landspolitikere er særlig stor, og ellers ved jeg ikke hvor kæden falder af. Hvis man fra Enhedslisten, Socialdemokratiet og SF lokalt mener, at det er vigtigt, så skal man jo lægge pres på moderpartierne.

- Det er en sag vi har haft på i så mange år, at der også har været en borgerlig regering, mens vi har arbejdet med det. Så der må jo være andre, der heller ikke har haft landspolitisk gennemslagskraft, for så kunne man have lavet det dengang, gik borgmester Nils Borring (S) til modangreb.

Den morsomme: Aftenens højeste latter lød under det ellers noget usexede punkt 7 om nye byggegrunde i det sydlige Hadsten. Projektet der vil koste 61,8 millioner mødte medvind hele vejen rundt, indtil det kom til Enhedslistens Bodil Kvistgaard Olsen, der forslog at udskyde de nye byggegrunde, indtil man har fundet en måde at klimakompensere. Eksempelvis ved at plante skov. Hendes forslag blev fluks jævnet med jorden:

- Jeg har svært ved personligt at forstå indholdet af det, du skriver i forslaget. Jeg kan ikke forstå, hvordan I vil implementere det med nogle midler fra skovrejsningspuljen. Og derfor føler jeg mig ikke provokeret. Man kan jo ikke føle sig provokeret af noget, man ikke rigtig forstår. Men jeg er villig til at få specialundervisning på et tidspunkt, så du kan få mig på rette spor, så jeg ikke er så fatsvag, lød det fra Niels Flade Nielsen (A).

Få flere guldkorn og spydige kommentarer med fra byrådsmødet ved at læse hele artiklen her.

Stedfortræderen blev lukket ind i "det gode selskab"

Eva Damsgaard kommer ind i byrådet og vikarierer for den sygemeldte partifælle Niels Kallehave. Hun stiller også op til efterårets kommunalvalg. Foto: Rikke Fromreide.

Niels Kallehave, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Favrskov, er sygemeldt. Derfor skal hans pligter i byrådet, og i de forskellige udvalg, han sidder i, nu varetages af stedfortræder Eva Damsgaard. Hun sad i byrådet fra 2013 til 2017 og fik næstflest stemmer af kandidaterne fra Dansk Folkeparti ved kommunalvalget i 2017.

I går blev hun i byrådet godkendt som stedfortræder og dermed lukket ind i "det gode selskab", som borgmester Nils Borring (S) udtrykte det. Eva Damsgaard bliver kastet i ringen midt i budgetforhandlinger og med mindre end tre måneder til efterårets kommunalvalg 16. november.

- Selvom det er en trist situation med hensyn til Niels' sygdom, så gør jeg det selvfølgelig så godt, jeg kan i de udvalg, som jeg træder ind i, siger Eva Damsgaard.

Klik for at læse mere om Eva Damsgaard og få overblikket over den brede vifte af udvalg, hun nu skal sidde i.

Nu er der endnu en chance for at købe byggegrund i Hinnerup

Dronefoto af det nye byggeområde på Bjergegårdsvej i Hinnerup. Anden budrunde er nu skudt i gang. Foto: Favrskov Kommune.

Favrskov Kommune er lige nu i gang med at sælge byggegrunde på Bjergegårdsvej i Hinnerup. 29 grunde er indtil nu solgt, og fra dags dato er der åbnet op for endnu en budrunde.

Frem til 15. september kan interesserede byde på en eller flere grunde, som bliver solgt til højeste bud over mindsteprisen.

I første budrunde endte 7 grunde med at koste over to millioner kroner. Mindsteprisen på en grund i anden budrunde er 1.650.000 kroner.

Læs mere her.

  • Kreditkort Odense 515
    Favrskov Kommune har haft rod i bilagene. Arkivfoto: Michael Bager
  • Jan Kallestrup, kommunaldirektør i Favrskov Kommune, erkender, at der nu skal meget bedre styr på bilag i forbindelse med brug af kreditkort. Foto: Favrskov Kommune
  • Favrskov Byråd. Foto: Preben Breinholt.
  • Eva Damsgaard kommer ind i byrådet og vikarierer for den sygemeldte partifælle Niels Kallehave. Hun stiller også op til efterårets kommunalvalg. Foto: Rikke Fromreide.
  • Dronefoto af det nye byggeområde på Bjergegårdsvej i Hinnerup. Anden budrunde er nu skudt i gang. Foto: Favrskov Kommune.