Første gang jeg hørte om Sall, blev landsbyens beboere beskrevet som en flok separatister. En landsby fyldt med ildsjæle og et stærkt fællesskab, hvor man havde skabt sit eget lille samfund.

Og hvordan undersøger man bedst en påstand? Man undersøger den selv.

Så jeg drog afsted til Sall ad to omgange. Første gang i torsdags til lokalrådets fødselsdag og anden gang i mandags på en reportagetur rundt i byen. Da havde jeg dog ingen anelse om, at det ved dagens slutning skulle blive mig selv, der kom til at udgøre selve historien. Til gengæld endte min lille 'ulykke' med at vise mig mere om landsbyen, end nogen kunne have fortalt mig.

Men lad os spole tilbage til mandag morgen.

Mandag var en af de få ægte sommerdage i august.

Rolling Stones' Beast of Burden brøler ud af højtalerne på min lille C3 og solens genskær fra asfalten skær i øjnene, da jeg kører ud ad de snoede landeveje mellem de halvhøstede marker. Da jeg kommer frem til landsbyen, parkerer jeg ved forsamlingshuset, for at nyde turen rundt i Sall på gåben.

Jeg begynder min jagt på at forstå Sall med et besøg på Frijsendal friskole. Da man lukkede den kommunale skole i 2009 var der mindre end 60 elever, og i dag er der over 160. Det er tydeligt, at det kræver mere end bare ekstra betaling at have sit barn i en friskole. Udover at det forventes, at alle kender alle, står forældrene for en støtteforening, der indsamler penge til skolen og møder desuden op til arbejdsdage mindst to gange årligt.

- Opbakningen er helt særligt for Sall. Når vi holder arbejdsdag, er vi over 100 mennesker. Der er en villighed til at bakke op, fortæller skolelederen Niklas, der selv kommer fra Sall og har gået på skolen som barn.

Derefter fortsætter byvandringen gennem Sall Bypark over til friplejehjemmet. Det åbnede i 2016 og er udelukkende baseret på byens aktive og frivillige kræfter. Da jeg kommer ind på plejehjemmet sidder en gruppe ældre midt i fællessangen, mens duften af svensk pølseret spreder sig. De insisterer nemlig på at lave al mad fra bunden. Plejehjemmet har desuden geder, høns og dværgpapegøjer og dyrker alt fra kartofler til vindruer i køkkenhaven og drivhuset. Gad vide om det er derfor, plejehjemmet altid er fyldt op og har en lang venteliste?

På tilbagevejen spadserer jeg gennem Skolestien ned forbi stadion, hvor jeg møder en gruppe borgere, der sidder og får en middagsbajer. Det viser sig at være svært at møde folk i Sall, der ikke er frivillige i lokalmiljøet. Og den her gruppe er alle sammen frivillige på plejehjemmet.

Efter et kort besøg hos Sall Whisky Distillery, der - som så meget andet i byen - blev til virkelighed på grund af lokalopbakning og crowdfunding, ender jeg på Kalbakgaard. Og det er her historien tager en drejning.

Minna og Flemming Nørgaard tager godt i mod mig på den firlængede gård i udkanten af byen. Kalbakgaard er Minnas barndomsgård, som hendes familie har boet på i fire generationer. I 90'erne solgte parret de sidste husdyr - allersidst kom de af med den 13-årige kælegris Møffe - før de omlagde den gamle hestestald til to lejligheder, der i dag lejes ud til bondegårdsferie og i øvrigt er fuldt booket frem til midt i september.

Jeg takker af på Kalbakgaard og sætter mig for at finde byens nyligt renoverede gadekær. Det går hurtigt op for mig, at jeg er kørt i den forkerte retning og endt uden for byen. Så jeg sætter mig for at lave en tre punkts-vending på den smalle landevej mellem Minna og Flemmings fåremark på min venstre side, og deres hvedemark på den højre. Jeg drejer til venstre, bakker tilbage og skifter til første gear. Men idet jeg febrilsk søger efter koblingspunktet, begynder bilen at rulle. Baglæns. Og før jeg kan nå at hive håndbremsen, er det allerede for sent. Bilens bagdel hænger dybt nede i hveden.

Ydmygt må jeg banke på hos Kalbakgaard og forklare Minna og Flemming, at jeg holder på deres mark. Med bekymrede blikke og usikre smil flyver de ud til bilen for at forstå, hvad det dog er, jeg fortæller. Flemming griner lidt af 'ulykken' men får hurtigt iværksat hjælp fra naboer, der kommer forbi.

Som var det en scene i en Monty Python film, er det som om, galskaben ingen ende vil tage. Mens de stærke mænd forsøger at skubbe bilen op af grøften, løber et af fårene ud af indhegningen. Det store lam Bette vil nemlig kun være sammen med Minna, og midt i den hele begynder Bette at spise af både blomsterkrukker og efterlade lidt gødning, hvor den går.

Men bilen vil ikke op. Som et tungt, stædigt mulddyr kan jeg næsten høre C3'eren synge: 'Am I hard enough? Am I rough enough? You can put me out / On the street / Put me out of misery'.

Til sidst må vi overgive os til Falcks vejhjælp, og snart kommer Villy drønende fra Hammel for at få bilen tilbage på vejen, hvor den hører til. I mellemtiden får jeg en ostemad og en kold sodavand på Kalbakgaard.

Så er Sall en gruppe af autonome separatister? Det er måske så meget sagt. Men ikke desto mindre er der forbløffende meget liv, initiativ og sammenhold i den lille landsby. Og ikke mindst gæstfrihed og åbne arme til os, der kommer udefra.

Havde noget lignende sket i byen - lad os sige på Ringgaden i Aarhus - så var jeg med sikkerhed blevet dyttet og råbt af. I Sall kvitterer de med gæstfrihed, ostemadder og gode historier.

Ja, man ved aldrig, hvad der sker på landevejen.