Overblik: Den gamle skole skal renoveres for 110 millioner - 47 nye lejligheder står klar i 2025
Inden længe begynder et storstilet byggeprojekt i Hammel.
Boligorganisationen AL2bolig skal nemlig renovere afdeling 156 som i dag består af 41 nedslidte almene lejligheder i den gamle Østervangsskole i Hammel. En del af bygningsmassen skal rives ned, mens nyt skal opføres, og på den anden side af renoveringen vil der være 47 moderne lejligheder.
Formålet er at skabe flere mindre boliger af den efterspurgte slags. 2-3 værelse med central beliggenhed, altan og godt lysindfald. Her kan du få overblikket over tidsplanen og de huslejepriserne i det 110 millioner kroner dyre ombygningsprojekt med støtte fra Landsbyggefonden.
Lejlighederne i AL2boligs afdeling 156 i Hammels gamle Østervangsskole har længe trængt til en kærlig hånd.
Og det får de.
Boligerne i den gamle skole, der senest har været brugt til at huse ukrainske flygtninge, skal nemlig renoveres i en storstilet ombygning, der ender med at koste op mod 110 millioner kroner.
Når byggestøvet har lagt sig, og lejlighederne er indflytningsklar i sommeren 2025, vil afdelingen være vokset fra 41 utidssvarende boliger til 47 moderne lejligheder, og der vil være markant flere af den type lejemål, der efterspørges allermest: Lejligheder på under 85 kvadratmeter. Den slags lejligheder tiltrækker eksempelvis seniorer eller enlige, der har solgt parcelhuset og gerne vil blive centralt i byen.
Det fortæller byggechef i AL2bolig, Kristina Rytter.
- I dag har vi en del store boliger i afdelingen, og har været svære at leje ud. Vi har et behov for mindre boliger med to og tre værelser, for det er det, der efterspørges. I dag er der ni boliger på under 85 kvadratmeter, og efter ombygningen vil der være 29. Det er det, vi kan se efterspørges. Gode, rummelige 2-3 værelses.
Noget rives ned, andet bygges op
Selve hovedhuset i afdelingen, som altså tidligere tjente som Østervangsskolen, skal igennem en gennemgribende renovering. Men bygningen bevares, fordi den har en kultur og historisk betydning for Hammel, forklarer byggechefen.
Et par af de andre bygninger må dog lade livet, og en ny bygning skal opføres der, hvor baghuset tidligere lå. I den bygning bliver der altså tale om helt nye moderne boliger med elevator og altan. I hovedhuset renoveres alle boligerne, og der monteres blandt andet nye køkkener og nye vinduer. Nedrivningsarbejdet begynder i september.
Det har taget 10 år at nå hertil, hvor renoveringen endelig kan begynde. Landsbyggefonden støtter projektet, og i samarbejde med Landsbyggefonden og Favrskov Kommune har man udarbejdet helhedsplan samt en lokalplan for projektet. Den slags tager tid.
- Det er slet ikke usædvanligt, at det tager 10 år fra man går i gang, når der skal udarbejdes en helhedsplan. Det er en proces med mange parter involveret, og kommunen har også en interesse i, hvordan Hammel skal udvikles.
Det kræver særlige tilladelser at rive alment boligbyggeri ned, og for at få støtte fra Landsbyggefonden er det en forudsætning, at der er tale om ombygninger og vedligehold, der ligger udenfor almindelig vedligeholdelse.
- Vi har et bæredygtighedsansvar, og set med de briller havde vi da foretrukket, at vi kunne have bevaret baghuset og have ombygget det. Men det kunne vi ikke. Det er i for dårlig stand, og der kan ikke laves ordentlige boliger, hvor man får lysindfald fra to sider. Det her er den optimale og bedste løsning, og den er fundet i et godt samarbejde med kommunen og Landsbyggefonden, siger Kristina Rytter.
Renoveringen af den gamle Østervangsskolen
Når den omfattende renovering og ombygning er færdig, rummer afdelingen 47 boliger. Det er seks flere end hidtil.
17 boliger bliver placeret i det bevaringsværdige forhus, men der bliver 30 boliger i det nye baghus, der skal opføres.
Selve nedrivningsarbejdet udføres af virksomheden Jatob fra Bjerringbro og påbegyndes til september.
Byggearbejdet indledes til januar 2024 og entreprenørvirksomheden Poul Pedersen A/S er hovedentreprenør på opgaven.
AL2bolig forventer indflytning i den nyrenoverede afdeling i sommeren 2025.
Markant forskel på huslejen
Der kommer til at blive en prisforskel på lejlighederne i de to dele af afdelingen. Lejlighederne i hovedhuset står altså over for en omfattende renovering, mens boligerne i den anden bygning skal opføres helt fra grunden.
Det betyder også, at man må slippe en højere husleje, hvis man vil bo i den nye del af afdelingen, hvor man for de ekstra penge får elevator og altan. AL2bolig oplyser, at kvadratmeterprisen per år for en af de nye lejligheder beregnet i 2023-priser bliver på 1175 kroner. Det vil sige, at et lejemål på 79 kvadratmeter vil koste 7700 kroner per måned, mens prisen for en lejlighed af tilsvarende størrelse i den del af byggeriet, der bevares, bliver 6300 kroner.
- Vi er klar over, at huslejen i den nye del kommer til at ligge på nogenlunde på samme niveau som Thorasdal, som vi opfører i Hinnerup. Men baseret på den interesse, der er for Thorasdal, er jeg sikker på, at vi nok skal kunne leje boligerne i Hammel ud, når de står klar. Det er allerede nu muligt at skrive sig op til boligerne på aarhusbolig.dk, og vi inviterer til informationsmøde om et års tid. Vi vil gerne fortælle historien og samtidig følge med tiden – det bliver et rigtig godt byggeri, siger Kristina Rytter fra AL2bolig.
Det er kun et par uger siden, at borgmester Lars Storgaard tog det første spadestik på Thorsadal-projektet i Hinnerup midtby. Når det byggeri står klar i 2025, vil Hinnerup have 75 helt nye almene lejligheder med en meget centralt beliggenhed. Læs mere om Thorasdal her.