- Kurt døde med støvlerne på i færd med det, han brændte for. Han efterlader sig en langt stærkere organisation, end den han overtog
Det skulle have været en god weekend med skydning og fællesskab for de frivillige soldater i Hjemmeværnskompagni Favrskov. Men det endte med sorg, da den afholdte kompagnichef Kurt Kristensen døde af hjertestop kort tid efter, han ankom til lejren for at være sammen med sine soldater.
At Favrskov faktisk har et godt og velfungerende kompagni skal i høj grad tilskrives den nu afdøde chef. Med ham i spidsen er flokken nemlig blevet fordoblet på fem år, og det gør Kompagni Favrskov i stand til at hjælpe med at løse en lang række opgaver, når politiet og forsvaret mangler hænder.
Så mens de omkring 120 frivillige soldater i Favrskov sørger over tabet af en vellidt og motiverende leder, ser fremtiden faktisk lys ud for den lokale afdeling af Hjemmeværnet. Og Hjemmeværnet som helhed har faktisk oplevet en stigende interesse efter den russiske invasion af Ukraine.
- Kurt har altid ment, at hjemmeværnet havde sin berettigelse i forhold til at støtte samfundet. Men i sidste ende også for at forsvare Danmark, hvis der skulle ske noget.
I bilen på vej til skydelejren ved Borris skydeterræn får kompagnichef kaptajn Kurt Kristensen det dårligt. I stedet for at tage direkte ud til sine godt 20 frivillige soldater fra Favrskov, som over weekenden skal finpudse deres skydefærdigheder og mødes med andre hjemmeværnsfolk fra Østjylland, tager Kurt ind til lejren.
Kort tid efter ankomsten bliver han fundet livløs, og de andre i lejren forsøger selvfølgelig at genoplive ham. Hjerteløbere, lægeambulancer og lægehelikopter - hvis uheldet er ude, og man får et ildebefindende, er en lejr med soldater nok et af bedre steder at befinde sig. Men 70-årige Kurt Kristensens liv stod ikke til at redde. Han efterlader sig en hustru og to voksne døtre.
Det, der skulle have været en fornøjelig weekend med sammenhold og soldaterhistorier, endte altså i sorg for det østjyske hjemmeværn som helhed og kompagni Favrskov i særdelshed.
Men hvad er hjemmeværnskompagni Favrskov egentlig for en størrelse? Hvilke opgaver løser de? Og hvad betød Kurt Kristensen, en mand, der gav 50 år af sit liv til Hjemmeværnet, for det kompagni?
Aldrig mere en 9. april!
Det var den devise, en gruppe modstandsfolk stiftede Hjemmeværnet under i 1945, og i 1949 oprettede regeringen det statslige Hjemmeværn, som vi kender det i dag. Værnet består i dag af godt 13.000 aktive frivillige soldater samt cirka 30.000 i reserve. Hjemmeværnets mission er at støtte politi, hær, søværn og flyvevåben i at løse en række opgaver.
Hjemmeværnet er organisatorisk opdelt i en række kompagnier, og et af dem er altså Kompagni Favrskov. Det tæller i dag omkring 120 frivillige soldater, og Kurt Kristensen var leder for kompagniet i fem år. Hans betydning som leder i Favrskov er svær at overvurdere, fortæller oberstløjtnant Christina Skou Pojezny, chef for Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland.
- Det er hans fortjeneste, at kompagniet er i den stand, som det er i dag. Det har haft svære odds og havde gennem flere år en nedgang i antallet af frivillige. Så det er hans fortjeneste, at der i dag er over 100 frivillige. Det var et helt andet udgangspunkt, han tog over fra.
Og hvad er det så for nogle opgaver, Kurt Kristensens folk fra Favrskov er med til at løse? Det spænder bredt, forklarer oberstløjtnanten. Eksempelvis har frivillige soldater fra Favrskov ad to omgang hjulpet til med en opgave, der har fået en del opmærksomhed i det østjyske, nemlig da det amerikanske frosvar havde militært isenkram gennem havnen i Aarhus.
- Der har soldater fra Favrskov været med til at bevogte havnen. Ellers støtter hjemmeværnet ofte politiet, når de mangler mandskab, eksempelvis i forbindelse med efterforskninger og gerningssteder, hvor politiet gerne vil have afspærring, forklarer Oberstløjtnant Christina Skou Pojezny.
Hun understreger, at soldaterne i Hjemmeværnet er frivillige - og skal man have folk til at bakke op og deltage, skal de føle, at de får noget ud af det. Det lykkedes for Favrskov kompagniets hedengangen chef at sikre netop det, fortælle Christina Skou Pojezny.
- Hjemmeværnet er en mangfoldig størrelse, og der skal være noget, som gør, at alle synes, det er interessant at være en del af. Det har Kurt sikret, at der var. Kurt var desuden en empatisk mand. Han var jo faren for alle de her soldater.
- Det vigtigste var, at vi havde det godt sammen
Et kompagni kan ikke stå uden leder, og indtil der er helt styr på den nye ledelse af kompagni Favrskov, er det premierløjtnant Christian Skov Nielsen, der er fungerende leder. Han er gået gennem hjemmeværnets officersuddannelse, og er af den nye skole, hvor Kurt Kristensen, der altså var en del af hjemmetværnet i et halvt århundrede, var mere af den gamle skole.
- For Kurt var det vigtigere, at vi havde det godt sammen, end at doktrinerne blev fulgt til punkt og prikke. Men han var en god leder, og hvis der opstod en tvist, var han altid i stand til at se sagen fra begge sider. Han tog sig virkelig af sine folk, siger Christian Skov Nielsen.
Da den afdøde kompagnichef meldte sig under hjemmeværnets faner, var tilslutningen langt større, end den er det i dag. Da jerntæppet faldt, og den kolde krig ophørte i slutningen af 1980'erne, var der 74.000 medlemmer af Hjemmeværnet i Danmark.
Men efter Ruslands invasion af Ukraine har Hjemmeværnet faktisk oplevet en fornyet interesse, og sidste år oplevede Hjemmeværnet i Østjylland en stigning i antallet af ansøgere på 24 procent sammenlignet med året før.
- Kurt har altid ment, at hjemmeværnet havde sin berettigelse i forhold til at støtte samfundet. Men i sidste ende også for at forsvare Danmark, hvis der skulle ske noget. Det har helt sikkert været vigtigt for ham, vurderer premierløjtnant Christian Skov Nielsen
Familie, arbejde, Hjemmeværn
Helt i Kurts ånd - så sørger vi i denne uge, men i næste uge, så angriber vi igen.
Sådan skrev Hjemmeværnskompagni Favrskov på Facebook efter kompagnichefens pludselige død. Facebook har faktisk været et vigtigt redskab for kompagniet i de år, hvor flokken er vokset. Hvis du som læser har prøvet at hverve folk til frivilligt arbejde, ved du uden tvivl, hvor svært det kan være at få folk til at stille op. Så at gå fra 50 til over 100 medlemmer på under fem år, er ingen lille bedrift, understreger den fungerende leder Christian Skov Nielsen.
Og hvis man vil have folk til at hjælpe til og lægge frivilligt arbejde i badmintonklubben eller borgerforeningen, så hjælper det nok med en vis grad af fleksibilitet, mener premiereløjtnanten.
- Kurt sagde altid, at ja, vi er soldater. Men der er også noget, der hedder familie og arbejde. Mantraet var familie, arbejde, Hjemmeværn. Og det har gjort, at der er mange, der har kunnet finde sig til rette i det. For, ja der er selvfølgelig en forventning om, at man kommer, hvis man vil være med på holdet. Men der er også en forståelse for, at der er andre vigtige ting i livet.
Og at få folk til at lægge timer i det frivillige arbejde som soldat i Hjemmeværnet lykkedes faktisk så godt for Kurt Kristensen, at kompagni Favrskov sidste år var det kompagni i det østjyske distrikt, der bidrog med næstflest timer.
Man kan ikke tale om "den typiske" hjemmeværnsmand eller kvinde i Favrskov, for det er en mangfoldig flok, mener premiereløjtnanten. Og det er Hjemmeværnets styrke.
- Vi har alt fra en IT-chef til en, der studerer og folk som mig selv, der arbejder som pædagog. Og alt midt i mellem. Det spænder vidt, men generelt handler det om, at folk gerne vil stå op for deres land og være en del af et godt fællesskab.
Hele korpset i Favrskov er selvfølgelig påvirket af Kurt Kristensens pludselig død. Men, som den fungerende leder siger:
- Han døde jo med støvlerne på. I færd med at gøre noget, han brændte helt vildt meget for.
Hvis du vil vide mere om Hjemmeværnskompagni Favrskov, kan du tage et kig på deres Facebookside ved at klikke her.