Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger FavrskovLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Rotterne har gode betingelser for at formere sig i disse år. De yngler som, ja...rotter. Arkivfoto: Jørgen Kirk/Scanpix

🐀 Har du haft rotter på loftet? Så er du ikke den eneste...

- S K A T,  K O M  H E R U D !!!

Min kærestes usædvanligt skingre stemme agerede vækkeur tirsdag morgen. Sådan et hyl kan få hvem som helst ud af sengen i en vis fart, og med søvn i øjnene strøg jeg ud til badeværelset, hvor min bedre halvdel stod i døråbningen.

På bademåtten lå et af de klammeste syn, man kan møde en tirsdag morgen klokken 6.30. En rotte, heldigvis død og "intakt", men alligevel. Føj for s....

Ved siden af min paralyserede kæreste stod vores rovdyr af en huskat og så stolt til. Rotten var selvfølgelig en gave fra katten, som i nattens mulm og mørke var hoppet ind gennem det åbne badeværelsesvindue med trofæet i munden. Jeg smed katten ud i kulden og skaffede rotten af vejen.

Og så videre til det næste vigtige punkt:

For når man ser en rotte, har man pligt til at melde det til kommunen. Det er nemlig kommunens opgave at bekæmpe de smittebærende kræ. Fra jeg havde udfyldt min anmeldelse, til jeg fik et opkald fra en af kommunens fire rottebekæmpere gik der ikke engang tre timer. Næste dag, mindre end ét døgn efter anmeldelsen, stod bekæmperen ved mit hus og gennemgik minutiøst matriklen, ude såvel som inde, for at lede efter svagheder, som en rotte kan trænge igennem.

Det er sgu service.

Jeg er nu en del af statistikken for 2023, og sidste år modtog Favrskov Kommune lidt over 1200 anmeldelser om rotter - det er halvt så mange som i rekordåret 2020. Det er en politisk vedtaget strategi i Favrskov, at borgerne skal have hurtig og kompetent hjælp og vejledning af rottebekæmpelsen. Og det har givet pote. For bortset fra et par tossede corona-år har antallet af anmeldelser har været faldende i flere år.

Jeg brugte min egne oplevelse som udgangspunkt til at tage et nærmere kig på rottebekæmpelsen i Favrskov i 2023. Og selvfølgelig til at videregive de gode råd, som rottebekæmperen og teamets driftsleder gav mig. For det er nu, hvor regn og kulde sætter ind, at rotterne begynder at søge indenfor, hvor der er lunt og tørt.

Og lad mig allerede her dele en af de ting, som driftslederen for rottebekæmpelsen fortalte mig:

- Du kan have det fineste hus og den flotteste have og stadig få besøg af rotter. De skeler ikke til matrikelnummer eller sociale klasse. Så længe de har husly, mad og vand, kan de slå sig ned alle steder. De er sindssygt gode til at tilpasse sig det miljø, de befinder sig i, og vi vil altid været et skridt bagud.

I dette nyhedsbrev kan du altså blive klogere på rotter. Og når du har læst om de frastødende kræ, kan du tage med en tur rundt til tre, eftertragtede områder, der kan se frem til vokseværk i de kommende år, nu hvor tre nye lokalplaner er på plads.

God weekend.

Billede af Jesper Rehmeier
Billede af skribentens underskrift Jesper Rehmeier Journalist
  • Rotter
    Rotterne har gode betingelser for at formere sig i disse år. De yngler som, ja...rotter. Arkivfoto: Jørgen Kirk/Scanpix
FavrskovLIVs journalist blev tirsdag morgen mødt af dette syn på badeværelsesgulvet. En gave fra katten, efterladt på bademåtten. Foto: Jesper Rehmeier

Rotter søger ind alle steder, også i dit nybyggede parcelhus: Her får du de bedste råd til at holde skadedyrene ude

I 2018 blæste Miljøstyrelsen til intensiveret kamp mod et af de værste skadedyr: Rotten. Et dyr, der bærer på mange smittefarlige sygdomme og hvert år laver skader for millioner.

Sidste år modtog Favrskov Kommune omkring 1200 anmeldelser fra borgere og virksomheder, der havde set en rotte. Det er et markant fald i forhold til foregående år. Men man kan aldrig helt komme rotterne til livs, understreger driftsleder for Favrskov Kommunes rottebekæmpelse. 

Her hører vi mere om, hvordan frontkrigerne hele tiden forsøger at bekæmpe rotterne, og du får de bedste råd til, hvordan du holder rotterne ude af huset.

Sidste år behandlede rottebekæmpelsen i Favrskov Kommune godt 1200 anmeldelser om rotter. Og med et par markante undtagelser har antallet af anmeldelser været faldende de seneste fem år. FavrskovLIVs journalist har netop haft besøg af rottebekæmpelsen, og her får du de gode råd til rottesikring.

Rotten er nok det væsen i den mangfoldige dyreverden, der må leve med det allerdårligste ry. Smittebærer, skadedyr, affaldsæder. Det er svært at finde på mange pæne ting at sige om Rattus norvegicus, den brune rotte. Du får nok myrekryb bare ved tanken om rotter i kloakken eller hønsehuset. Eller i toilettet.

Men kræet er også intelligent og udgør ofte en stor udfordring for dem, der bekæmper rotterne - og bekæmpes, det skal de. I Favrskov Kommune udgøres fronttropperne i rottekampen af fire bekæmpere, der har hvert sit distrikt i kommunen. Og i spidsen for teamet står driftsleder Morten Mikkelsen. Han kan fortælle, at der generelt er ret godt styr på rotterne i kommunen. Sidste år behandlede rottebekæmperne 1269 anmeldelser, mens tallet i 2019 var 1714.

- Men som bekæmpere vil vi altid være bagud. De er sindssygt gode til at tilpasse sig det miljø, de befinder sig i.

Udviklingen i anmeldelser i Favrskov

2019: 1714

2020: 2400 

2021: 2100

2022: 1269

2023 indtil nu: 1162

Kilde: Favrskov Kommune

Og det kan vise sig at være dårligt nyt for denne journalist, der tirsdag morgen blev vækket til nyheden om, at katten havde efterladt en særdeles uønsket gave på badeværelsesgulvet i form af en fed brun rotte.

På pletten få timer senere

Kommunerne har pligt til at bekæmpe rotterne, og som grundejer betaler man for rottebekæmpelse over ejendomsskattebilletten. Så når den betænksomme kat har lagt et trofæ på bademåtten, er der ikke andet at gøre end at anmelde det til kommunen. Det samme skal man gøre, hvis man ser en levende rotte på græsplænen eller en rotte pile hen over naboens tag. Man kan anmelde på nettet, og hele processen tager få minutter. Man kan sågar vedhæfte et foto. Se bare kattens fangst herunder.

"Ja, den ser god nok ud. Det er en rotte," siger driftsleder Morten Mikkelsen, da han ser billedet af den rotte, der endte som legetøj for katten. Foto: Jesper Rehmeier

Blot et par timer efter, jeg havde sendt min anmeldelse til Favrskov Kommnue, og mens jeg interviewede driftsleder Morten Mikkelsen til denne artikel om den generelle kamp mod rotter i Favrskov Kommune, ringede en af kommunens fire bekæmpere. Han ville gerne på besøg for at se nærmere på mit hus og lede efter rottespor. For måske er der noget, jeg skal gøre for at gøre mit hjem til et fæstningsværk, som rotterne ikke kan indtage uden kamp. Forebyggelse, og en grundig gennemgang af hjemmet, er et vigtigt våben i kampen mod rotter.

Sandkassen var én af de ting, som rottebekæmperen slog ned på. Sandkassen har låg, og låget er altid lukket, så katten ikke bliver fristet til at bruge den som toilet. Men er en rotte på flugt med katten i hælene, kan den sagtens komme gennem tremmerne i låget. Rådet var derfor at montere fintmasket hønsenet på indersiden af låget OG under sandkassen. Foto: Jesper Rehmeier

Sådan bekæmper Favrskov Kommune rotter

Fire bekæmpere samt en driftsleder deler kommunen i fire distrikter efter de fire hovedbyer. 

Hvis du vil anmelde en rotte, skal du gøre det ved at følge dette link. 

Har du brug for hjælp til at anmelde rotterne digitalt, kan du ringe til Den Digitale Hotline på 70 20 00 00.

Når borgeren har anmeldt en rotte, kontakter rottebekæmperen borgeren hurtigst muligt med henblik på at gennemgå ejendommen og eventuelt sætte initiativer i gang. 

Det er kun autoriserede rottebekæmpere, der må lægge rottegift.

Kilde: Favrskov Kommune

Ordet pligt spiller en vigtig rolle i bekæmpelse af rotter, for det er nemlig ikke kun kommunerne, der er forpligtiget i kampen mod de uønskede skadedyr. Det er borgerne også. Man har som husejer en pligt til at gøre, hvad man kan, for at gøre livet surt for rotterne.

Og kommunen har værktøjer, den kan tage i brug for at få borgerne til at rette ind.

- Det handler ikke om, hvorvidt man har lyst til eksempelvis at rottesikre sin hønsegård eller ungernes kaninbur. Det er noget, man skal. Kan vi konstatere, at det ikke sker, kan man som borger få et varsel og et påbud. I sidste ende kan det faktisk ende med bøde og politianmeldelse. Men den slags sager er der ikke mange af, og det er bestemt heller ikke noget, vi har meget lyst til. Vi kan godt lide dialogen med borgerne, men på et tidspunkt kan vi blive nødt til at finde det gule kort frem, fortæller driftsleder Morten Mikkelsen.

Huset skal være som en fæstning, hvis du skal holde rotterne ude

En rotte har et blødt, fleksibelt skelet og kan komme igennem et hul på størrelse med en 2-krone. Kig derfor ydremur, sokler, træværk og tage igennem for sprækker. At lukke af kan være så nemt som at sætte noget fintmasket hønsenet op.

Sørg for, at du ikke har beplantning helt op af huset. Der skal være lidt afstand, så det er sværere for rotten at kravle op. 

Hvis du fodrer fugle, skal du fjerne overskydende foder og spild. Rotter bliver tiltrukket af fuglefoder, og hvis du hænger kugler med fuglefoder i træer, skal du kun hænge kuglerne i træer som står tilpas langt væk fra huset. 

Læg ikke madaffald i kompostbunken. Det tiltrækker rotterne. Ligeledes bør du fjerne nedfaldsfrugt.

Foder til høns, katte, hunde og så videre skal opbevares i lukkede beholdere, og fodrer du eksempelvis din hund udendørs, skal du sikre dig, at der ikke ligger foderrester tilbage. 

Skru metalristerne i badeværelset fast. Rotter kan sagtens løfte en rist, hvis den ikke er skruet godt fast.   

Kilde: Favrskov Kommune

Rotter findes alle steder

Udtrykket "avler som rotter" kommer et sted fra, og har man to forelskede rotter med adgang til vand, mad og husly, skal de nok videreføre slægten og sikre fremtidige generationer. En hunrotte får i gennemsnit 3-5 kuld om året, hvert med 4-12 unger. Hvis ikke det regnestykke er nok til at få dig til at rottesikre dit hjem, så tyg lidt på den her: Under gunstige forhold kan to rotter blive til 800 rotter på ét år.

Der var ros fra rottebekæmperen, fordi bevoksningen er klippet ned, så rotten ikke kan komme fra et træ og over på taget. Foto: Jesper Rehmeier

I 2018 intensiverede Miljøstyrelsen kampen mod rotter, og alle kommuner skal udarbejde en plan for bekæmpelse. En plan, der som minimum revideres hvert tredje år. I Favrskov Kommune har forvaltning og byråd udarbejdet en række succeskriterier for rottebekæmpelsen, og her fremgår hurtig hjælp til borgerne som et af succeskriterierne.

Rotter stiller ikke store krav til deres leveområder, forklarer Morten Mikkelsen. Og de skeler ikke til matrikelnumre eller vejnavne. Derfor kan et nybyggerkvarter også sagtens have problemer med rotter, særligt hvis der er fejl på kloakkerne.

- Rotterne kommer ikke flyvende et eller andet sted fra. De kommer med al sandsynlighed fra kloakken, og statistisk ved vi også, at det er omkring byerne, der er flest anmeldelser - men det er jo også der, hvor der bor flest folk.

I hvilket distrikt er der flest rotter?

I 2021 så fordelingen af rotteanmeldelserne således ud. 

Hadsten: 28 procent 

Hinnerup: 32 procent

Hammel/Thorsø: 28 procent

Ulstrup: 12 procent. 

Kilde: Favrskov Kommune.

På en gård kan der være føde til mange rotter, og de lærer hurtigt hvornår svin eller kvæg fodres, og hvornår de skal komme frem. Og da der er godt med vitaminer i dyrefoder, kan rotter på sådan en diæt vokse sig vældig store. Men også i et almindeligt, nydeligt parcelhuskvarter i Hadsten eller Hinnerup kan der være masser af guf for skadedyrene.

- I byområder, eksempelvis i Ulstrup, Hadsten, Hammel og Hinnerup, opstår problemerne tit, når man eksempelvis fodrer fugle eller holder høns. Og ligger der meget nedfaldsfrugt på jorden, kan det også give rotterne gode betingelser, siger driftsleder Morten Mikkelsen.

Nedfaldsæblerne på græsplænen kan være et tagselvbord for rotter. Derfor er det en god idé at skaffe dem af vejen i en rottesikret kompostbunke. Foto: Jesper Rehmeier

Alle havde rotter på loftet under corona

Ser man på de seneste fem års rotteanmeldelser, er der to år, der stikker helt af. 2020 og 2021, hvor rottebekæmpelsen i Favrskov modtog henholdsvis 2500 og 2100 rapporteringer om rotter. Morten Mikkelsen har sin egen teori om, hvorfor der var så mange rotter i netop de år.

- Der var corona, og mange flere borgere end vanligt var hjemme. Folk fik pludselig travlt med at rydde op på loftet og i garagen, bygge om og så videre. Mange har sikkert fundet spor efter rotter, som sagtens kan være gamle spor som rottelort, gange og så videre, siger Morten Mikkelsen.

Den teori hører han også fra kollegaer fra andre kommuner, og i 2022, et år uden store coronanedlukninger, var der med godt 1200 anmeldelser da også tale om et markant fald, også sammenlignet med det sidste "almindelig" år inden pandemien.

- Jeg tror, vi var ude til så mange anmeldelser, at nogle af dem ellers ville være kommet i 2022. Vi har simpelthen støvsuget hjemmene. Der er jo næsten tale om en halvering fra 2020 til 2022.

Kan være en indgangsvinkel til yderligere hjælp

Efter et par uger med fantastisk sensommervejr i september, er vi nu tilbage ved mere normale vejrforhold med masser af regn og blæst. Når vejret bliver koldere, begynder rotterne i højere grad at søge ind, og antallet af rotteanmeldelser er altid højest i vinterhalvåret.

Rottebekæmperen, der altså var på min adresse mindre end et døgn efter anmeldelsen, tog mig med på en tur rundt grunden og gennem huset for at blive klogere på, om der var åbne motorveje for rotterne. Det var der heldigvis ikke, men det blev først konstateret efter en grundig gennemgang, og jeg blev rådet til at købe en rulle fintmasket hønsenet for at lukke af et par steder, hvor det ellers aldrig ville være faldt mig ind, at der kunne være sprækker.

Her gjorde rottebekæmperen opmærksom på en lille sprække under facadebeklædningen. Rådet var at købe noget fintmasket hønsenet og lægge op. Det kan rotter ikke komme igenne. Foto: Jesper Rehmeier

- Generelt er det lettere for rotterne at komme til i bygninger, som er dårligt vedligeholdt, eller hvor der lægger bunker af affald, de kan gemme sig i. Jo flere huller, jo ældre bygninger, jo nemmere er det for rotterne, forklarer Morten Mikkelsen.

Der kan være mange grunde til, at en bygning ikke lever op til den vedligeholdelsesmæssige standard, som skal til for at holde rotterne ude. Og Morten Mikkelsen fortæller, at hans team indimellem besøger borgere, som har andre problemer end blot rotter, og hvor der er behov for anden hjælp end blot rottebekæmpelse.

- Vi kommer ud til alle slags mennesker. Og der er altså nogen, der lever temmelig kummerligt og nærmest har vænnet sig til at bo sammen med rotterne. Jeg siger til mine bekæmpere, at hvis de går fra en borger, og har ondt i hjertet over det, de har set, så skal de gøre noget. Så tager vi en snak om, hvad vi kan gøre, og der har vi også en god dialog med social indsats. Vi har nogle succeshistorier, som virkelig gør mig stolt af mit team og den medmenneskelighed, de udviser.

Du kan læse mere om rotter, forebyggelse og bekæmpelse på Favrskov Kommunes hjemmeside ved at klikke her.

  • FavrskovLIVs journalist blev tirsdag morgen mødt af dette syn på badeværelsesgulvet. En gave fra katten, efterladt på bademåtten. Foto: Jesper Rehmeier
  • "Ja, den ser god nok ud. Det er en rotte," siger driftsleder Morten Mikkelsen, da han ser billedet af den rotte, der endte som legetøj for katten. Foto: Jesper Rehmeier
  • Sandkassen var én af de ting, som rottebekæmperen slog ned på. Sandkassen har låg, og låget er altid lukket, så katten ikke bliver fristet til at bruge den som toilet. Men er en rotte på flugt med katten i hælene, kan den sagtens komme gennem tremmerne i låget. Rådet var derfor at montere fintmasket hønsenet på indersiden af låget OG under sandkassen. Foto: Jesper Rehmeier
  • Der var ros fra rottebekæmperen, fordi bevoksningen er klippet ned, så rotten ikke kan komme fra et træ og over på taget. Foto: Jesper Rehmeier
  • Nedfaldsæblerne på græsplænen kan være et tagselvbord for rotter. Derfor er det en god idé at skaffe dem af vejen i en rottesikret kompostbunke. Foto: Jesper Rehmeier
  • Her gjorde rottebekæmperen opmærksom på en lille sprække under facadebeklædningen. Rådet var at købe noget fintmasket hønsenet og lægge op. Det kan rotter ikke komme igenne. Foto: Jesper Rehmeier
Tre nye lokalplaner for tre mindre byer i Favrskov er nu klar til endelig godkendelse i byrådet. Foto: Favrskov Kommune

Ned med noget gammelt bras og ind med noget kvalitet: Planer på plads for nye huse tre eftertragtede steder

I flere af Favrskovs hovedbyer er der store lokalplaner på for nye boligområder med op til flere hundrede boliger. Hinnerup/Søften og Hadsten har især udsigt til store nye boligområder, men også i nogle af de mindre byer kan nye huse spire op af jorden i de kommende år. 

Tre nye lokalplaner er klar til at få det sidste flueben i byrådet. Vi ser nærmere på planerne for Lading, Grundfør og Lyngå. Planer, der tilsammen kan betyder over 90 nye boliger.

Det er ikke kun de største byer i Favrskov, der har vokseværk. Tre nye lokalplaner laver plads til op mod 90 nye boliger i de kommende år. Tag med på rundtur til fremtidens boligområder "på landet".

Der er planer om hundredevis af byggegrunde i Hadsten, Hinnerup/Søften og Hammel over de kommende år. Det kan du se på kortet herunder i det store overblik, vi har lavet over nogle af de største projekter.

Men det er ikke kun i de tre H-byer, at der er udsigt til udvikling. Økonomiudvalget har netop givet grønt lys til tre lokalplaner i henholdsvis Lading, Grundfør og Lyngå. Det betyder, at nogle af de mindre byer kan se frem til at blive lidt større i de kommende år. Vi ser nærmere på planerne.

Planen for Lading er på plads - langt om længe

Nybyggerkvarteret ved Nordmarken og Sydmarken udvides med potentielt op til 56 parcelhusgrunde eller en blanding af parcelhuse og rækkehuse i et 11 hektar stort område. Omregnet til journalistikkens foretrukne målestok svarer det til et område på størrelse med cirka 15 fodboldbaner. Men lokalplanen lægger også op til en blanding af rækkehuse og parcelhuse, hvis boligudbuddet skal være lidt mere varieret. I så fald kan der være tale om minimum 37 parcelhusgrunde i kombination med op til 36 rækkehuse.

Nils Borring (S), formand for Plan- og Landdistriktsudvalget, glæder sig over, at der er udsigt til nye byggegrunde i Lading.

- Det er en stor udvidelse af byen, og vi har hele tiden haft den tilgang, at der skal være noget på hylderne alle steder. Det er noget tid siden, vi har haft det i Lading, for de seneste udstykninger blev revet væk. Men et område som det her bliver jo ikke helt udbygget inden for kort tid, siger Nils Borring.

Det er dette 11 hektar store område af Lading, der nu er klar til næste fase. Foto: Favrskov Kommune

Med hensyn til den videre udvikling, byggemodning og senere salg af grunde har udvalgsformanden ikke den endelige tidsplan. Men da der ikke er ledige grunde i området lige nu, håber Nils Borring, at man kan komme i gang relativt hurtigt.

- Skal man lytte til boligøkonomerne, så siger de, at der er lidt gang i byggeriet igen, og vi kan da lige så godt se, om vi kan bruge det momentum.

Befolkningsvæksten i Lading har været så stor i løbet af de seneste par år, at kommunen blev nødt til at smide 11 millioner kroner i en tilbygning til byens daginstitution, Lærkereden, sidste år. Der er nu plads til 45 vuggestuebørn, men bliver der behov for endnu en udbygning inden længe? Det spørgsmål stiller flere borgere i høringssvar til den nye lokalplan.

Til den bekymring svarer forvaltningen, at det nok skal gå alt sammen.

Den nye udstykning i Lading indgår i vurderingen af det fremtidige behov for kapacitet på børne- og skoleområdet. Der er på nuværende tidspunkt ikke noget, der indikerer, at den nuværende kapacitet ikke er tilstrækkelig. Der blev i efteråret 2022 ibrugtaget en ny tilbygning i Børnehuset Lærkereden. Herudover er antallet af dagplejepladser i Lading øget. 

Tilbage i april sidste år sendte byrådet lokalplanen i høring, og at planen først kan endeligt vedtages nu skyldes, at en borger har klaget over lokalplanen til Planklagenævnet. Dog uden at få medhold, men i mellemtiden har det altså ikke været muligt at komme videre med sagen før nu.

Nye huse på vej i Lyngå - det sker ikke hver dag

I hyggelige Lyngå nogle kilometer fra Hadsten vil en privat udvikler udstykke syv parcelhusgrunde. På området har der tidligere været landbrugsbygninger, og faktisk er der stadig to gylletanke i lokalplanområdet. Det fremgår dog, at

... de forudsættes fjernet, før der kan udstykkes parcelhusgrunde.  

Det vil fremtidige husejere i den nye udstykning uden tvivl sætte pris på.

Her vil en privat udstykker lave plads til syv byggegrunde i Lyngå. Bemærk de to gylletanke, der altså skal fjernes. Foto: Favrskov Kommune

Infrastrukturen og beliggenheden kan blive et plus i bogen, når folk på jagt efter en byggegrund får øje på Lyngå, vurderer Nils Borring.

- Vi har jo lavet en cykelsti, så der er en god og sikker vej til Hadsten - den bliver godt nok ikke slidt alt for meget, men den er der. Man kan godt bo i Lyngå og cykle til skole og fritidsaktiviteter i Hadsten. Og så kommer grundene til at ligge rigtig fint med kig ud over natur og marker.

Og den nye udstykning kan sagtens vise sig at blive en gevinst for en lille by som Lyngå.

- Det kan jo være, at der kommer helt nye, yngre folk til, og der er et fint foreningsliv i Lyngå, blandt andet omkring kirken.

Grundfør fortsætter udviklingen

- Det er et mønstereksempel på byudvikling - ned med noget gammelt bras og ind med noget kvalitet.

Det er ord, Nils Borring tidligere har brugt om den nye lokalplan i Grundfør.

Lokalplanen lægger op til at nedrive nogle gamle landbrugsbygninger og i stedet gøre plads til 13 nye boliger helt centralt i Grundfør. Området er populært blandt tilflyttere, så det var et tilfreds byråd, der i april sendte lokalplanen i høring.

Der er lavet visse ændringer på baggrund af et særdeles velformuleret høringssvar fra en nabo. Udvalgsformanden er fint tilfreds med, at man har kunnet rette til og efterkomme flere af ønskerne fra borgerne. Særligt denne ændring glæder Nils Borring.

Det er her, helt centralt i landsbyen, at der laves plads til 13 nye parcelhuse med det nye lokalplanforslag. Planen er i høring i otte uger. Foto: Favrskov Kommune

At der indskrives i lokalplanens bestemmelser under § 9 ”Ubebyggede arealer og beplantning” at: ”Ubebyggede arealer, herunder byggegrunde, skal fremstå ryddelige og med et ordentligt udseende. Der må ikke ske langvarig oplagring og arealerne skal vedligeholdes, så de ikke er til gene for naboer.” 

En udstykning i Grundfør er ikke nødvendigvis i mål på et år. Og med denne tilføjelse, som altså er et ønske fra naboens høringssvar, håber Nils Borring, at man slipper for synet af rodede byggegrunde som kan stå hen i længere tid.

- Det er nogle fine bemærkninger, og vi ender faktisk med en bedre lokalplan. Det er klogt, at man i en by ikke står med et areal, der ender som en byggetomt.

  • Tre nye lokalplaner for tre mindre byer i Favrskov er nu klar til endelig godkendelse i byrådet. Foto: Favrskov Kommune
  • Det er dette 11 hektar store område af Lading, der nu er klar til næste fase. Foto: Favrskov Kommune
  • Her vil en privat udstykker lave plads til syv byggegrunde i Lyngå. Bemærk de to gylletanke, der altså skal fjernes. Foto: Favrskov Kommune
  • Det er her, helt centralt i landsbyen, at der laves plads til 13 nye parcelhuse med det nye lokalplanforslag. Planen er i høring i otte uger. Foto: Favrskov Kommune

Nyhedsoverblik: Skoletoiletter får kærkommen opgradering, og talentfulde lærlinge sendes til Tanzania

Her får du et nyhedsoverblik fra Favrskov.

Her er tre korte nyheder fra Favrskov.

Langt om længe: Toiletterne på Ulstrup skole skal renoveres

Ulstrup Skole får midler til en tiltrængt renovering af skolens toiletter. Foto: Jesper Rehmeier

- Det er de samme toiletter, som de lokale politikere også sked på, da de gik i skole.

Så poetisk beskrev et par forældre toiletforholdene på Ulstrup Skole for to år siden. Siden da er flere toiletter på skolen blevet renoveret, og nu er der udsigt til, at endnu flere får en tiltrængt kærlig hånd.

Der er afsat 1,25 millioner til renovering af 19 toiletter, og renoveringen forventes færdiggjort i starten af 2024.

Kommunale bygninger skal skifte til fjernvarme

I Grundfør er der nu fjernvarme, og det kommer byens medborgerhus også til at nyde godt af, når gasfyret skrottes. Foto: Jesper Rehmeier

Det gjorde ondt på alle med gasfyr, da energipriserne sidste år eksploderede.

Også på de kommunale institutioner, som børnehaver og plejecentre, der ikke har fjernvarme eller anden mere fremtidssikret løsning end gasfyr. For at undgå at havne i den situation igen, afsætter byrådet penge til udskiftning af varmekilder i en række bygninger.

De fleste af projekter finder sted i byer, hvor der er adgang til fjernvarmenet. Undtagelsen er plejecentret i Voldum, hvor der ikke er fjernvarme og næppe heller kommer det, da anlægsudgifterne er for høje, som direktøren i Hadsten Fjernvarme tidligere har fortalt dette medie.

Den Jyske Håndværkerskole sender lærlinge til Tanzania

De fem håndværkerlærlinge, der i uge 41 og 42 rejser til Tanzania for at montere solceller på taget af en skole. Foto: Den Jyske Håndværkerskole

Fem elektrikerlærlinge fra Den Jyske Håndværkerskole i Hadsten skal ud på en længere rejse i uge 41 og 42. De drager til Tanzania for at hjælpe med at montere solceller på taget af en skole.

- På Den Jyske Håndværkerskole er vi begejstrede for at deltage i dette banebrydende initiativ, der sender fem ambitiøse elektrikerlærlinge til Tanzania med det formål at installere solceller og samtidig opnå en dybere forståelse af kulturforskelle,” siger Christian Marker, der er uddannelsesleder for eluddannelsen på DJH i en pressemeddelelse.

- Vi er utroligt stolte af vores elektrikerlærlinge, der tager dette skridt ud over deres faglige komfortzone for at skabe positiv indflydelse, udtaler Christian Marker.

  • Ulstrup Skole får midler til en tiltrængt renovering af skolens toiletter. Foto: Jesper Rehmeier
  • I Grundfør er der nu fjernvarme, og det kommer byens medborgerhus også til at nyde godt af, når gasfyret skrottes. Foto: Jesper Rehmeier
  • De fem håndværkerlærlinge, der i uge 41 og 42 rejser til Tanzania for at montere solceller på taget af en skole. Foto: Den Jyske Håndværkerskole
Her vinder Anders Foldager fra Thorsø karrierens hidtil største sejr, da han kom først over stregen på sidste etape af ungdommens Giro d' Italia. Foto: Privat

Fik du læst: Fra "hvad fanden laver jeg her?" til kontrakt med et stort hold: - Anders Foldager fra Thorsø har medvind i karrieren som cykelrytter

Han startede med at cykle i Hammel Cykle Klub på vejene i Favrskov. Senere kørte han løb i alle afkroge af Danmark, da talentet for at køre hurtigt viste sig. Nu er det en større scene, Anders Foldager fra Thorsø begår sig på, og efter sommer bliver den endnu større, når han skifter til et af sportens helt store hold. 

Sidste år forlod Anders Foldager Danmark og flyttede i en alder af blot 20 år alene til Italien for at fokusere 100 procent på cykling. I dette portræt fortæller han om den oplevelse. Om succeserne. Men også om udfordringerne med at flytte til et land, hvor man ikke kender nogen og ikke taler sproget.

Den 21-årige cykelrytter fra Thorsø har i over et år boet i Italien og fokuseret 100 procent på at cykle. Det har givet valuta i form af gode resultater og en kontrakt med et stort hold på World Touren. Her gør Anders Foldager status over den seneste tids succeser, og udfordringer, i det italienske, hvor han mere end én gang har tænkt "hvad fanden laver jeg her?".

21-årige Anders Foldager fra Thorsø er langt væk fra barndommens landeveje og velkendte bakker og skiltespurter. Han er netop ankommet til den billedsmukke havneby Trieste i det nordøstlige Italien. Men ikke for at holde ferie. Han kører cykelløb, og han nærmer sig målstregen på sidste etape af det største løb, han indtil nu har prøvet kræfter med i sin karriere: Giro Next Gen, også kærligt kendt som "Baby Giroen", det største etapeløb for morgendagens cykelstjerner.

Anders Foldagers kommer til at tage et skridt op

Cykelrytteren fra Thorsø kører lige nu på det italienske hold Bissea-Carrera. Det er et såkaldt kontinentalhold og tilhører, hvad man kunne kalde cykelsportens første division, hvis vi sammenligner med den hjemlige superliga. Det betyder, at holdet ikke kører med i de store UCI-løb som Tour de France, Giro d'Italia, Paris-Roubaix og så videre.

Men til næste sæson kører Anders Foldager for JaycoAlUla, holdet der i mange år hed Orica-GreenEDGE. Det konkurrerer på UCI's World Tour og er automatisk med i alle de største løb. Holdet har gennem årene vundet mange sejre, blandt andet etaper i Tour de France, Giro d'Italia, Vuelta a Espana. Holdets største stjerner er den engelske bjergrytter Simon Yates, den hollandske sprinter Dylan Groenewegen samt den australske all-rounder Michael Matthews. 

Danske Christopher Juul-Jensen har kørt for holdet siden 2016, og er lige nu med til Tour de France, men hans kontrakt udløber efter denne sæson, og det er uvist, om han også næste år er på holdet.    

Foldager stak tidligt af sted på etapen i et udbrud sammen med tre andre. Undervejs blev fire til to, og Anders Foldager ser sin konkurrent an, mens de nærmer sig stregen. En italiener ved navn Luca Cretti, der har været godt kørende i løbet. Det er en smule uvant for cykelrytteren fra Thorsø at sidde i en mand-mand situation som denne. Men han timer sin spurt perfekt, tæsker de sidste kræfter ned i pedalerne og vinder etapen.

Det var den 18. juni, Anders Foldager sejrede i Giro Next Gen, en måned og to dage efter Magnus Cort sejrede i et lignende opløb i "de voksnes" Giro d Italia. For Anders Foldager var det den foreløbige kulmination på års slid og slæb og utallige træningsture i solskin såvel som regnvejr. Frugten af hårdt arbejde og belønningen for nogle til tider lidt ensomme dage i Italien, hvor Anders Foldager har boet siden februar 2022. For at hellige sig cyklingen og målet en karriere som professionel.

Her vinder Anders Foldager fra Thorsø karrierens hidtil største sejr, da han kom først over stregen på sidste etape af ungdommens Giro d' Italia. Foto: Privat

- Det var helt vildt stort. At køre og vinde på et italiensk hold, hvor det uden sammenligning er det største løb i løbskalenderen. Hele holdet og staben bag holdet var helt oppe at køre. Det er om muligt endnu større for dem, end det var for mig. De kender løbet så godt, og de kender dets historie. Jeg havde en træls periode i foråret, hvor jeg var syg i længere tid, så alene det at stå til start var en succes. Det var over mine forventninger, siger Anders Foldager over telefonen fra sin lejlighed i Bergamo.

Et stort spring - et større spring venter

Anders Foldager bor i Italien, og det har han gjort siden februar sidste år. Man kan godt blive professionel cykelrytter, hvis man bor i Danmark, men den mest almindelige vej til en kontrakt med et stort hold går stadig gennem et ophold i udlandet. Både fordi niveauet i eksempelvis Italien er højere, men også fordi oplevelsen med at stå på egne ben langt fra hjemmet hærder en psykisk.

Det var i Hammel Cykle Klub, at Anders Foldager trådte sine barnecykelsko, inden han skiftede til holdet Herning CK Elite. Mens han kørte i det midtjyske, bød sig muligheden for skiftet til det italienske mandskab Biesse - Carrera, og Anders Foldager slog til og flyttede langt væk fra venner og familie.

- Jeg er ved at have fundet mig godt til rette, så nu synes jeg faktisk, det går rigtig fint. Det var væsentligt sværere sidste år. Men her på år to, hvor sproget begynder at komme med, og jeg får flere relationer rundt omkring, så er det lidt sjovere.

Drømmen om et udlandseventyr har altid været en motiverende faktor, fortæller Anders Foldager. Og som cykelrytter har han lært meget af en italiensk løbskalender med et højere niveau end det, han kender fra Danmark.

-Derhjemme ser man ofte felter på 40-50, måske 60 mand i weekenderne. Her er vi stort set aldrig under 150-170 ryttere til start. Hele cykelkulturen hernede har udviklet mig meget sportsligt.

Og faktisk har Anders Foldager udviklet sig så meget, at større hold end det italiensk mandskab, der fik ham til Italien, også har fået øjnene op for ham. Tilbage i foråret blev det offentliggjort, at den unge cykelrytter i 2024 og 2025 skal være på kontrakt hos det store, hæderkronede mandskab Jayco AlUla. Dermed kommer Anders Foldager kommer til at rykke op i cykelsportens superliga, nemlig World Touren, hvor han potentielt kan blive testet af i de allerstørste cykelløb.

Anders Foldager i den hvide Biesse - Carrera-trøje. Næste år, og året efter, kører han i Jayco AlUlas farver. Holdet har lige nu den danske veteran Chris Juul Jensen på lønningslisten. Foto: PR, Biesse - Carrera

"Hvad fanden laver jeg her?"

Det har sikkert glædet Anders Foldagers kommende arbejdsgivere at se ham køre først over i stregen i Trieste tilbage i juni måned. Allerede sidste sæson blev han prøvet af som såkaldt stagiaire på holdet, men i samråd med Anders selv besluttede man at vente et år med at køre ham ind på holdet.

- Det havde jeg det fint med. Jeg vandt ét cykelløb sidste år, og det syntes jeg faktisk ikke var nok i forhold til mine ambitioner. Jeg ville gerne udvikle mig lidt mere og vinde nogle løb.

Og udviklet sig har han gjort. En kontrakt med et storhold som Jayco kommer ikke bare af sig selv. Det kommer, fordi Anders Foldager har leveret resultater, og fordi han har vist den rette indstilling. Som mange andre sportsfolk, der river teltpælene op og flytter langt væk fra alt, hvad man kender, har Anders Foldager også været igennem nogle mindre sjove tider, mens han har boet i Italien.

- Der har været perioder, hvor jeg mest har haft lyst til at sige fuck det hele og tage hjem igen. Jeg havde en periode sidste år i løbet af foråret, hvor jeg var jeg på højdetræningslejr op mod nogle af de store løb. Der tog jeg nogle gange mig selv i at tænke "hvad fanden laver jeg her?" Jeg sad sammen med fem italienere, og jeg forstod nærmest ikke et ord af, hvad de sagde, og de forstod ikke, hvad jeg sagde. Men så mindede jeg lige mig selv om, hvorfor jeg tog af sted, fortæller Anders Foldager.

For at forfølge drømmen om en karriere som professionel i de store løb. Det bliver hverdag fra næste sæson, selvom Anders Foldager er dog klar over, at han skal lære stille og roligt og næppe bliver smidt ud i de allerstørste løb helt fra starten.

- Jeg kommer ind på et godt hold som fungerer, og hvor der er en meget professionel tilgang. Jeg skal være hjælper i langt størstedelen af løbene, men jeg kan måske også på sigt få lov at køre min egen chance i de løb, hvor det passer til mig, og hvor der måske ikke er det allerstærkeste felt. Det er i hvert fald det, man kan håbe på, vurderer Anders Foldager fra lejligheden i Italien.

- Kom af sted

Derhjemme i Danmark er der selvfølgelig mange, der følger Anders Foldagers udvikling og fremskridt. Familien hepper med, og dem skylder cykelrytteren en stor tak, understreger han.

- Der har altid været stor opbakning hjemmefra. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange weekender de har brugt de seneste 10-12 år på at køre mig til cykelløb i alle afkroge af Danmark. Det har betydet enormt meget.

Endnu engang kører Anders Foldager over stregen som første mand. Foto: PR, Biesse - Carrera

Hammel Cykle Klub, hvor Anders Foldager startede sin rejse ud i cykelsportens univers, havde det på det tidspunkt et hold for børn og unge, der gerne vil køre landvejscykling. Det er ikke tilfældet længere, og i hele landet oplever klubber problemer med at lokke de unge til. Danmarks Cykel Union kunne for et par år siden melde, at antallet af ryttere under 18 i de danske klubber var faldet fra 1675 i 2012 til 931 i 2021.

Anders Foldager vil gerne give et råd til de unge drenge og piger i Favrskov, der godt kunne tænke sig at prøve at køre på landevejscykel.

- Spring ud i det. Man behøver ikke investere mange tusinde kroner i den dyreste cykel for at komme i gang. Det er bare om at finde noget at køre på, og flere steder kan man låne en cykel til at starte med. Og når man først er kommet ind i miljøet, så holder mange ved.

Han tænker selv med glæde tilbage på tiden i Hammel Cykle Klub.

- Det var der, jeg havde den daglige træning og brugte meget tid både før og efter på at være sammen med de andre. Både jævnaldrende og ældre og yngre ryttere. Det var et fedt sted, hvor jeg har fået mange venskaber som har holdt ved. Det har været en stor og vigtig del af min opvækst.

  • Her vinder Anders Foldager fra Thorsø karrierens hidtil største sejr, da han kom først over stregen på sidste etape af ungdommens Giro d' Italia. Foto: Privat
  • Her vinder Anders Foldager fra Thorsø karrierens hidtil største sejr, da han kom først over stregen på sidste etape af ungdommens Giro d' Italia. Foto: Privat
  • Anders Foldager i den hvide Biesse - Carrera-trøje. Næste år, og året efter, kører han i Jayco AlUlas farver. Holdet har lige nu den danske veteran Chris Juul Jensen på lønningslisten. Foto: PR, Biesse - Carrera
  • Endnu engang kører Anders Foldager over stregen som første mand. Foto: PR, Biesse - Carrera