Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger FavrskovLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Morten Bjørn og Santana Marie Malling driver en butik i Thorsø, der nu er en del af Vinoble. I Hadsten er Jon Ahrensbach ny forpagter af køkkenet i Sløjfen. Foto: Jesper Rehmeier

- Bruger man ikke de lokale tilbud, så forsvinder de

I dagens nyhedsbrev skal vi møde folk, der tager en chance.

I Thorsø åbnede parret Santana Marie Malling og Morten Bjørn for et års tid siden en butik, hvor man kan male på keramik og udfolde sin kreative side. Og nu er butikken blevet en del af Vinoble, hvilket betyder at borgere i Thorsø og omegn har fået en delikatessebutik.

Men hvorfor åbne en butik i en tid, hvor nethandel vinder mere og mere frem og mange næringsdrivende må erkende, at det er svært at få forretningen til at løbe rundt? Det fortæller parret om i en af nyhedsbrevets artikler.

For en uge meddelte Favrskov Kommune, at der er fundet en forpagter til køkkenet i kulturhuset Sløjfen i Hadsten. Lige nu er håndværkere ved at renovere køkkenet, så det fra 1. oktober står klart som et moderne, fuldt udstyret produktionskøkken.

Netop den type køkken har Jon Ahrensbach og hans stab brug for. Jon driver Skafferiet, som i dag har base i Hinnerup, og som leverer økologisk mad ud af huset. Han er den nye forpagter, men en ny forpagter betyder ikke, at stedet kommer til at servere mad for gæster hver dag.

Men Jon har masser af idéer til, hvordan man kan lokke folk ind i huset. Til fællesspisning og restaurantdage. Så de lokale kan få endnu en mulighed for at spise ude. De planer kan du blive klogere på i interviewet.

Både i Thorsø og Hadsten tager man altså en chance og satser på, at lokalområdet vil bakke op om initiativerne. For som Jon Ahrensbach siger:

- Vi vil jo alle sammen gerne have et driftigt liv i vores lokalområde, og helt grundlæggende er det sådan, at hvis folk ikke bruger tilbuddene, så forsvinder de.

God læselyst og god weekend.

Billede af Jesper Rehmeier
Billede af skribentens underskrift Jesper Rehmeier Journalist
  • Morten Bjørn og Santana Marie Malling driver en butik i Thorsø, der nu er en del af Vinoble. I Hadsten er Jon Ahrensbach ny forpagter af køkkenet i Sløjfen. Foto: Jesper Rehmeier
Jon Ahrensbach er ny forpagter af Sløjfens køkken. Han driver til daglig Skafferiet, hvor han laver mad ud af huset. Nu har han store planer for det nye hus, han flytter ind i. Foto: Jesper Rehmeier

Jon rykker ind i Sløjfens køkken med masser af idéer: - Det er vigtigt, at der sker noget uden for de store byer. Det vil jeg bidrage til

Der bliver ikke daglig servering til gæster i Sløjfens café, når den nye forpagter inden længe rykker ind i det helt nye, moderne produktionskøkken. Men Jon Ahrensbach som driver Skafferiet og altså snart forpagter lokalerne i Hadstens kulturhus, har masser af idéer til, hvor hans mad kan støtte op om byens kulturelle liv. 

FavrskovLIV har talt med Jon Ahrensbach om de muligheder, den unikke placering rummer for både hans virksomhed, Sløjfen og selvfølgelig borgerne i byen. Bliv klogere på planerne her.

Manden bag Skafferiet i Hinnerup er ny forpagter af køkkenet i kulturhuset Sløjfen i Hadsten. Han drømmer om at få folk i byen med til fællesspisning og restaurantdage med enkel, jordnær mad tilberedt af lokale sæsonvare.

Jon Ahrensbach kigger ind ad vinduet til det lokale, der om under to måneder bliver hans arbejdsplads, men som lige nu mere ligner en byggeplads end et køkken. Håndværkere er i gang med at fikse klinkerne på gulvet og med at skabe plads til alt det udstyr, der er behov for i et moderne produktionskøkken.

Og 1. oktober rykker Jon ind i det køkken med sine ansatte og alt sit grej.

- Jeg får da sommerfugle i maven. Det bliver vildt spændende at komme i gang, siger den nye forpagter af køkkenet i kulturhuset Sløjfen.

Selvom det ikke er ham, der bestemmer hvordan køkkenet skal se ud, kommer han med input til indretning, og han har brugt lang tid på at studere tegningerne til det køkken, hvor Jons virksomhed, Skafferiet, skal lave mad til bryllupper, konfirmationer, receptioner, barnedåb og masser af andre begivenheder ud af huset.

Men planen er også, at Jon og hans team med det nye køkken, skal trække folk ind i huset. Til restaurantdage og fællesspisning ved langborde. Til mindehøjtideligheder og til konfirmationer. Til bespisning inden koncerter og foredrag. Det er planen, at der igen skal være liv i den del af Sløjfen, der bærer navnet Caféen. For Jon ser et stort potentiale i både rammerne og Hadsten som by.

- For mig handler det ikke bare om at komme ind i huset og konstatere, at der er et fedt køkken, så jeg kan lave en masse ud af huset. Men også at give noget tilbage og selv være en spiller i krydsfeltet mellem mad og kultur. Jeg synes, det er vigtigt, at der sker noget spændende uden for de store byer. Og det vil jeg gerne bidrage til, siger Jon Ahrensbach.

Jon tegner og fortæller i det køkken, der bliver hans arbejdsplads. Lige nu er håndværkere ved at bygge om, og Skafferiets ansatte kan dermed se frem til at lave mad i et helt nyt køkken. Foto: Jesper Rehmeier

Bliver ikke åbent til hverdag

Det er 10 år siden, at 43-årige Jon Ahrensbach sammen med en kompagnon stiftede Skafferiet, der indtil nu har haft base i Hinnerup, hvor Jon også selv bor. Efter et par år stoppede Jons kompagnon, og med tiden har Skafferiet specialiseret sig i økologisk mad ud af huset til selskaber og vigtige begivenheder i folks liv. Fra vugge til grav, så at sige, men også til koncerter, receptioner, møder og så videre.

Men Skafferiet, som har et selskabslokale i Hinnerup, har også gennem årene på forskellig vis forsøgt at samle borgere i Hinnerup omkring bordet. For eksempel med fællesspisning om langborde med enkle retter på hverdage med en håndbajer til. Helt nede på jorden.

- Det var et stort tilløbsstykke, og når jeg lagde datoer ud, blev bordene booket med det samme. Det fortæller mig, at der var et opsparet behov for at komme ud og mødes.

Og hvorfor skulle der ikke være det samme behov i Hadsten, spekulerer Jon Ahrensbach. Det skal i hvert fald prøves af. Ikke med faste datoer for et helt år, men som en forsøgsordning for at teste Hadsten-borgernes appetit på at spise ude - helt lokalt.

Jon og hans team kommer altså ikke til at stå og forberede mad til gæster hver dag. Det har tidligere forpagtere forsøgt, men der har ikke været tilstrækkelig opbakning til, at det har kunnet løbe rundt.

- Tanken er, og det er også aftalen i forhold til forpagtningen, at vi måske prøver med en enkelt dag om ugen. For eksempel fredag med åbent til frokost eller et forsøg på at skabe lidt fredagsbarsstemning. Så kan man se, om det kan noget, og om der er potentiale for at udvide, siger Jon Ahrensbach.

Mad er også kultur

Jon afslører, at han allerede for flere år siden overvejede at lægge bud ind på stillingen som forpagter af Sløjfens køkken. Et køkken, der altså indtil nu har haft nogle begrænsninger, da der før ombygningen blot har været tale om et anretterkøkken, hvorfor det i sidste ende ikke var attraktivt for Skafferiet.

Sidste år vedtog byrådet dog at afsætte midler til at bygge et rigtigt køkken, og derfor skulle Jon heller ikke bruge lang tid på at overveje, om han denne gang skulle ansøge om at blive forpagter.

- Jeg kan godt lide at befinde mig i krydsfeltet mellem kultur og mad. Og jeg ser frem til at blive en del af noget større. Jeg glæder mig til at undersøge, hvordan mad kan være med til at støtte op om de ting, der foregår i huset. Før sommerferien gav Lis Sørensen koncert, og der lavede vi mad til dem, der ville have mad inden koncerten. Det var med til at gøre det til en helhedsoplevelse.

Gennem efterhånden mange år med virksomhed i Favrskov Kommune har Jon Ahrensbach opbygget stort netværk, også i de forskellige kulturinstitutioner i kommunen. Han ser nu frem til de nye muligheder for at bruge sit håndværk til at støtte op om de kulturelle tilbud, som de frivillige i Sløjfen arbejder hårdt for at tilbyde folk i området.

- Jeg har selv spillet en del musik og lavet kulturarrangementer tidligere. Der, hvor kultur og madoplevelsen fletter ind i hinanden, føler jeg, at jeg kan bidrage med noget. På den måde er det en drøm at være med i noget, der er større.

Lokalet ved siden af køkkenet, som tidligere har været café, rummer mange muligheder. Det vil for eksempel være muligt for Jon at holde konfirmationer i lokalet, men også at bruge det til eksempelvis fællesspisning. Foto: Jesper Rehmeier

Over 90 procent økologi

Ifølge interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer er Danmark det land i verden, hvor flest forbrugere køber økologiske fødevarer. For Jon og Skafferiet var det et mål helt fra starten af opnå en så høj andel af økologi som muligt i de menuer, virksomheden kan levere. Således er over 90 procent af råvarerne i Skafferiets køkken økologiske, og som det eneste køkken i Favrskov har Skafferiet opnået guld i det såkaldte "økologiske spisemærke".

Og det betyder meget for folk, når de bestiller mad hos jer? 

Ja, det gør det. Men det har også nødvendiggjort, at vi har måttet tænke meget over, hvordan vi vil lave vores mad. Man er nødt til at overveje, hvordan man bruger grøntsager som er i sæson. Man er nødt til at bruge billigere udskæringer af dyrene, når man laver retter med kød, og man er nødt til at bruge grovere grøntsager, som gror i nærheden. Men den slags benspænd synes vi er sjove. Og tit er benspænd gode, fordi de sætter gang i noget nyt, kreativt, forklarer Jon.

Jon Ahrensbach anbefalinger

Vi beder den nye forpagter dele sine tip til, hvor man finder de bedste grøntsager, det bedste brød og det bedste kød - inden for fornuftig køreafstand, vel at mærke. 

- Skal det være grøntsager, skal det være Sommergrønt, som er drevet af Vigge og Astrid. Det ligger mellem Vitten og Hadsten. De er blevet "opdaget" af blandt andre Domestic og Hærværk inde i Aarhus, fordi det bare er skidehamrende gode grøntsager, de dyrker.

- La Cabra inde i Aarhus er i særklasse, hvad surdejsbrød angår. Hvis man skal købe surdejsbrød er Simons Brød i Feldballe også rigtig godt. Både Mester Jacob og Bagergården i Hinnerup er rigtig gode til det klassisk bagerhåndværk, og vi spiser masser af kager fra bageren i Hinnerup.

- Hvis der skal kød på menuen, skal man virkelig prøve Troldgården syd for Aarhus. De har deres egne grise, Sortbroget Dansk Landrace, som tøffer rundt og hygger sig. De bliver slagtet på gården, som er en relativt lille bedrift. Men de sælger til de bedste steder i København. De har også eget pølsemageri, hvor de laver pølser og skinker af ekstraordinær høj kvalitet.

Skafferiet holdt på et tidspunkt restaurantaften i Hinnerup, hvor der var vildt på efterårsmenuen. Kød, svampe, æbler. Sæsonens råvarer. Ifølge Jon Ahrensbach er der to ting, der særligt inspirerer ham, når han skal finde på de retter, som han gerne vil servere. Først og fremmest at spise ude og smage på den mad, som andre laver. Samme dag som vi møder ham til dette interview skal han spise med sine ansatte på Fru Larsen i Laurbjerg for at se, hvad de kan.

- Men jeg bliver nok mest af alt inspireret af de råvarer, jeg får i hånden. For eksempel fra Sommergrønt, som ligger herude mellem Hadsten og Vitten. Det er inspirerende, at det ikke alene er sæsonnært, men også fysisk nært. Og hvad kan man egentlig gøre med et skalotteløg eller et græskar? Det synes jeg er spændende at arbejde med.

Nu venter der nogle hektiske uger for Jon og resten af Skafferiet, når de skal installeres i et nyt køkken. Men han lægger ikke skjul på, at det kribler i fingrene efter at komme i gang. Og han glæder sig til at finde ud af, om ikke folk i Hadsten også har lyst til at komme til fællesspisning eller til frokost, når det skal prøves af.

- Helt grundlæggende er det jo også sådan, at det er vigtigt, at der er nogen, der vil prøve med nogle forskellige initiativer. Vi vil jo alle sammen gerne have, at der er et driftigt liv i vores lokalområde, og nu glæder jeg mig til at møde folk her i Hadsten, siger Jon Ahrensbach.

  • Jon Ahrensbach er ny forpagter af Sløjfens køkken. Han driver til daglig Skafferiet, hvor han laver mad ud af huset. Nu har han store planer for det nye hus, han flytter ind i. Foto: Jesper Rehmeier
  • Jon tegner og fortæller i det køkken, der bliver hans arbejdsplads. Lige nu er håndværkere ved at bygge om, og Skafferiets ansatte kan dermed se frem til at lave mad i et helt nyt køkken. Foto: Jesper Rehmeier
  • Lokalet ved siden af køkkenet, som tidligere har været café, rummer mange muligheder. Det vil for eksempel være muligt for Jon at holde konfirmationer i lokalet, men også at bruge det til eksempelvis fællesspisning. Foto: Jesper Rehmeier
Morten Bjørn og Santana Marie Malling driver butikken Malling og Bjørn i Thorsø. De er nu blevet en del af Vinoble-kæden og forhandler et bredt udvalg af vin og spiritus. Foto: Jesper Rehmeier

Santana og Morten gør drømmen om en butik til virkelighed: - Man ikke være bange for at komme ind og snakke om vin. Vi er ikke fine på den

På Jernbanegade i Thorsø ligger keramikbutikken Malling og Bjørn, hvor de kreative kan male på porcelæn og prøve kræfter med formning af ler. Nu butikken også vin, spiritus, øl og andre delikatesser, for butikken er blevet en del af Vinoble-kæden af vinbutikker.

Santana Marie Malling og Morten Bjørn påstår sig ikke at være sommelier, og det er vigtigt for dem, at der er åbent, hyggeligt og uformelt i deres butik. Læs mere her.

Det kreative åndehul Malling og Bjørn i Thorsø er nu også et vandhul for folk med hang til vin, portvin, gin, rom og øl. Butikken, der også fungerer som keramikværksted, er nemlig blevet en del af Vinoble-kæden. Drømmen om at drive butik har været der i mange år, og nu håber parret, at forretning kan blomstre i sådan en grad, at den kan være med til at skaffe brød på bordet.

1. januar 2022 ytrede jeg de skæbnesvangre ord: "Jeg drikker aldrig mere".

En sætning, mange nok har taget sig selv i at sige dagen derpå. Til min egen overraskelse har det dog vist sig, at jeg indtil nu har holdt det svære løfte. Og som en naturlig konsekvens af den beslutning bruger jeg ikke meget tid på at kigge på vin og spiritus. Noget jeg ellers engang gik vældig meget op i.

Nu er der ellers opstået endnu en mulighed for at købe de dejlige dråber i lokalområdet. I Thorsø har parret Santana Marie Malling og Morten Bjørn i et års tid haft en butik, hvor man kan bruge sin kreative side på at male keramik og forme ler. Men ambitionerne er til mere, og derfor er de blevet en del af den landsdækkende Vinoble-kæde af vinbutikker.

- Vi havde en lille smule salg af vin i forvejen, men vi syslede lidt med tanken om at tage et nyt skridt mod at få det ud over stepperne, så det måske kan blive et fuldtidsarbejde for en af os en dag. Og så bød muligheden sig for at blive en del af Vinoble, siger Santana Marie Malling.

Ifølge parret har det betydet meget for dem, at der ikke må gå "snobberi" i det - derfor skal man ikke være nervøs for at gå ind og købe vin, selvom man ikke ved så meget om druer, terroir og tanniner. Foto: Jesper Rehmeier

Støtter det lokale foreningsliv

Som forhandlere hos Vinoble har Malling og Bjørn et kæmpestort varekatalog at vælge fra. I butikken fylder vin, gin og øl en del på hylderne, men et par "nye" spillere på markedet efterspørges af forbrugerne. Lambrusco og portvin! Det var altså ikke på mode, da denne skribent stadig nød et glas.

- Portvin har så småt taget over for gin. De forudser, at det bliver det næste store.

Er det noget, I selv har dyrket? At nørde vin, øl og spiritus?

- Ja, men nok mest til husbehov. Der er ikke nogen af os, der er kæmpestore nørder ud i det. Endnu, siger Morten Bjørn.

Så I kan ikke dufte, om druen er fra Frankrig eller Italien?

- Nej, det kan vi ikke. Men når folk kommer herind, så ved vi, at det vi sælger er noget, vi selv kan stå inde for. Det er noget, vi kan lide. Og vi har jo smagt det hele selv og ved, at det er godt.

Næste lørdag markerer butikken optagelsen i Vinoble med en vindag, og i oktober indtager Malling og Bjørn Tungelundhallen og arrangerer vinfestival med mulighed for at smage mere end 100 forskellige vine.

- 10 procent af salget den dag går ubeskåret til den lokale idrætsforening. Når folk i byen er så gode til at støtte op om os, vil vi også gerne give noget tilbage, fortæller Santana Marie Malling.

Der manglede et sted at være kreativ

Parret passer altså butikken ved siden af deres respektive fuldtidsjob. Det betyder også, at der kun er åbent et par timer mandag aften, onsdag og fredag eftermiddag samt lørdag. Håbet er, at der på sigt kan komme så meget gang i forretningen, at det kan blive på fuld tid.

Men det er også forbundet med en vis risiko, når man åbner en butik. Der er en risiko for, at der ikke er opbakning til det. Hvad gjorde I jer af tanker, inden I kastede jer ud i det?

- Gjorde vi os så mange tanker? Det gjorde vi måske ikke. Marie havde altid gået med en drøm om at have sin egen butik. Jeg har selv været selvstændig, så jeg sagde go for it. Hvis hun kan stå for det kreative, så står jeg for det praktiske med regnskaber og så videre, og så skal det nok gå, siger Morten Bjørn.

- Den fordeling passer os godt. Jeg får alle idéerne, og Morten prøver at holde idéerne lidt nede på jorden. Og så prøver vi at finde en fælles vej. Jeg synes, at Thorsø har været virkelig søde til at tage imod os.

Butikken sælger også forskellige former for læskedrik, kaffe og gavekurve. Alkoholfri øl er der ikke på hylderne endnu, men det kan jo være, det kommer.. Foto: Jesper Rehmeier

Det er faktisk anden gang, FavrskovLIV møder Santana Marie Malling. Første gang var tilbage i 2021, da hun stillede op til kommunalvalget for Venstre. En plads i byrådet blev det ikke til, men den uddannede skolelærer havde på daværende tidspunkt også andre ting at se til. Blandt andet drev hun "Familiegården", en lektiecafé for børn, der havde brug for ekstra hjælp uden for skolen.

Familiegården er lukket, men ønsket om at skabe et sted, hvor børn kunne have mulighed for at være kreativ, var en motiverende faktor, da parret åbnede deres keramikværksted på Jernbanegade i Thorsø.

- Vi manglede et kreativt miljø. Der er et virkelig godt forenings- og sportsliv her i byen, men en billedkunstsskole eller andet sted at være kreativ, det har vi altså ikke. Da vi blev tilbudt de her lokaler, der havde stået tomme i 6-7 år, slog vi til. Mange børn synes, det er dejligt at have mulighed for at være kreativ, siger Santana Marie Malling.

  • Morten Bjørn og Santana Marie Malling driver butikken Malling og Bjørn i Thorsø. De er nu blevet en del af Vinoble-kæden og forhandler et bredt udvalg af vin og spiritus. Foto: Jesper Rehmeier
  • Ifølge parret har det betydet meget for dem, at der ikke må gå "snobberi" i det - derfor skal man ikke være nervøs for at gå ind og købe vin, selvom man ikke ved så meget om druer, terroir og tanniner. Foto: Jesper Rehmeier
  • Butikken sælger også forskellige former for læskedrik, kaffe og gavekurve. Alkoholfri øl er der ikke på hylderne endnu, men det kan jo være, det kommer.. Foto: Jesper Rehmeier
For andet år i træk var en af landets absolut største cykelstjerner til start, da der torsdag var Hadsten Gade Grand Prix. Foto: Annelene Petersen

Mads P sejrede i Hadsten. Populært band skal skabe en fest i Hammel. Mand sigtet for brandstiftelse i Ulstrup

Her får du et hurtigt nyhedsoverblik fra ugen.

ㅤㅤㅤㅤㅤ

"Showmanden" Mads Pedersen sejrede på Søndergade-bakken

Mattias Skjelmose og Mads Pedersen leverede et stort show til Hadsten Gade Grand Prix, hvor det Mads P vandt, og hans unge holdkammerat blev nummer to. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Torsdag aften var der cykelløb i Hadsten, da det traditionsrige Hadsten Gade Grand Prix blev afviklet i fint solskinsvejr på den hårde rundstrækning. Mads Pedersen fra Lidl Trek sejrede. 

Inden løbet omtalte formand Anders G. Christensen den danske superstjerne som en showmand, og Mads P leverede da også et show på Søndergade-bakken i Hadsten. Han sejrede foran blandt andre holdkammeraten Mattias Skjelmose, nummer to fra DM Magnus Bak Klaris og den lokale Jeppe Aaskov Pallesen, der vandt løbet sidste år. 

På næstsidste omgang satte Mads P sit angreb ind, og han formåede altså at holde forfølgerne bag sig. Godt nok omtales Hadsten Gade Grand Prix som "verdens hårdeste gadeløb", men Mads Pedersen kommer trods alt lige fra VM i Glasgow, hvor det blev til en fjerdeplads i et løb, som mange af verdens bedste ryttere har omtalt som det hårdeste, de nogensinde har kørt. 

Populært band skal skabe et brag af en fest i Hammel

Ude af Kontrol gav koncert på Haze over Haarum tidligere på sommeren. 9. september spiller de i Hammel. Foto: Morten Stricker

9. september bliver der smæk på i Hammel, når 2023-udgaven af Hammel Hestemarked løber af stablen.

Foruden selve markedet, hvor du sikkert både kan gøre en god handel eller ende med at købe katten i sækken, er der fest om aftenen. Og lørdag aften går det populære band Ude af kontrol på scenen.

På streamingtjenesten Spotify er flere af deres numre afspillet over en million gange, og ifølge Lokalavisen er der et håb om, at bandet kan lokke flere end 2000 mennesker til fest.   

Adskillige brande i Ulstrup - 50-årig anholdt i sagen

Arkivfoto: Michael Bager

Ulstrup har den seneste tid været plaget af flere brande. 

Østjyllands Politi har anholdt en 50-årig mand, som tidligere på ugen var i grundlovsforhør. Han er sigtet for flere påsatte brande. 

Onsdag aften rykkede en patrulje ud til endnu en brand på Hovedgaden i byen.

Da politiet kom frem, kunne betjentene konstatere, at der var brand i en skraldespand, som det også havde været tilfældet ved flere af de seneste brande i byen.

Efterforskningen af sagen ledte politiet på sporet af en 50-årig mand, der blev anholdt og altså sigtet for brandstiftelse.

  • For andet år i træk var en af landets absolut største cykelstjerner til start, da der torsdag var Hadsten Gade Grand Prix. Foto: Annelene Petersen
  • Tour de France 2023: TREK holder pressemøde
    Mattias Skjelmose og Mads Pedersen leverede et stort show til Hadsten Gade Grand Prix, hvor det Mads P vandt, og hans unge holdkammerat blev nummer to. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
  • Haze_03
    Ude af Kontrol gav koncert på Haze over Haarum tidligere på sommeren. 9. september spiller de i Hammel. Foto: Morten Stricker
  • Politi_2022_14
    Arkivfoto: Michael Bager