Hammel Gymnastik Forening er med i opløbet om kæmpestor pris: - Det betyder selvfølgelig meget, og nu vil vi sgu også vinde
Hvert år kårer Danmarks Idrætsforbund og Danske Spil årets idrætsforening til det store sportsgallashow. Mere end 1000 foreninger har været indstillet til prisen som årets forening i 2023, men nu er feltet skåret ned til seks - og Hammel Gymnastik Forening er én af de seks.
Det betyder enormt meget, for alene det at være nomineret er et kæmpestort skulderklap til de omkring 800 frivillige, der lægger deres tid i at hjælpe på mange forskellige hold, siger forenings formand.
I Hammel er man desuden lykkes med at få byens borgere op fra sofaen og ned i hallen ved at indføre det såkaldte sportspas, der for et fast månedligt beløb giver adgang til en meget bred vifte af idrætstilbud. Motion on demand, om man vil, og bestyrelsen er ikke i tvivl om, at det har været med til at sætte Hammel Gymnastik Forening på landkortet.
6. januar næste år vil mange frivillige ildsjæle i Hammel forhåbentligt holde vejret, når Danmarks Radio sender det store Sportsgallashow direkte fra Boxen i Herning.
For en af de vigtigste priser, der uddeles fra scenen, er prisen som årets idrætsforening. Og Hammel Gymnastik Forening (HGF) er blandt de seks tilbageværende foreninger, der kæmper om prisen.
Den særdeles aktive sportsforening med godt 800 frivillige er allerede sluppet igennem et meget lille nåleøje. For over 1000 foreninger, der var indstillet til prisen, blev sorteret fra, inden bestyrelsen i Hammel tidligere på ugen fik at vide, at HGF er blandt de sidste seks.
Det er selvfølgelig svært for bestyrelsen at få armene ned.
- Hvis vi pakker janteloven væk et kort øjeblik, så synes jeg virkelig også, at vi gør det godt. Vi har verdens bedste frivillige, og jeg ønsker så meget, at vi vinder den her pris og kan sende den lige over til de mennesker, der gør så meget for vores forening. Jeg er så imponeret over den måde, folk tropper op og hjælper til, og det betyder selvfølgelig vildt meget for os at være indstillet, siger Allan Bo Andersen, Forenings- og Eventchef i Hammel Gymnastik Forening.
- Jeg tror, vi har ramt plet
Bestyrelsen i HGF har dårligt nok nået at pakke gallatøjet væk, for tidligere i år blev Hammel Gymnastik Forening kåret til årets forening i DGI Østjylland. Ved den uddeling blev der lagt vægt på en nyskabelse i sportsforeningen og den enorme effekt, nyskabelsen har haft: Nemlig indførelsen af sportspasset.
Med et sportspas får brugere af Hammel Gymnastik Forening mulighed for at vælge mellem en bred vifte at sports- og idrætstilbud i hallen. Vil man dyrke yoga et par gange om måneden, er det muligt. Vil man i svømmehallen og svømme nogle baner, så gør man bare det. Fitnesscenter, badminton, zumba - sportspasset giver adgang til det hele.
Det er blevet en kæmpesucces med over 1800 brugere på bare to sæsoner. Formand i HGF Mogens Lyngby er også overbevist om, at det er sportspasset succes, der har sat Hammel på idrætsforeningernes landkort.
- Vi arbejder sammen på tværs af de forskellige foreninger, og det giver brugerne langt flere muligheder for at vælge netop det, de har lyst til. Nogle gange tænker man, at det her er så simpelt, at kunne jeg selv have fundet på, men det har også krævet en stor indsats fra de frivillige at føre det fra idé til virkelighed. Jeg er sikker på, at det vil sprede sig til andre idrætsforeninger, og jeg tror virkelig, vi har ramt plet, siger Mogens Lyngby.
Hammel Gymnastik Forening har 5300 medlemmer fordelt på en bred vifte af idrætstilbud, og formanden er også hurtig til at rose de frivillige, der løfter i flok og gør en kæmpe indsats for at få de forskellige hold til at fungere.
- Det betyder selvfølgelig rigtig meget for os, at der lægges mærke til det, vi gør. Det betyder noget for alle de frivillige, at vi er med i kampen om den her pris - og det ville betyde meget, hvis vi vandt.
- Nu skal vi sgu også vinde
Det betyder meget at være nomineret til prisen som årets idrætsforening - en pris, der uddeles af Danske Spil og Danmarks Idrætsforbund. Men det ville selvfølgelig betyde endnu mere at vinde. Med til prisen som årets sportsforening følger desuden en økonomisk gevinst på 100.000 kroner, og det er klart, at konkurrencemennesket kommer op i en mand som Allan Bo Andersen, når HGF er så tæt på.
- Nu vil jeg sgu også gå det sidste stykke af vejen. Sådan en chance her får man nok ikke lige igen, så nu vil vi også i mål, siger Allan Bo Andersen med et grin.
Feltet af seks foreninger skal halveres inden prisuddelingen, og det foregår gennem en åben afstemning frem til 29. november. Helt ekstraordinært sendte Hammel Gymnastik Forening en mail til alle medlemmer med en påmindelse om, at man kan stemme på foreningen.
- Vi er en stor familie her i foreningen, og jeg ville så gerne, at vi kunne give den pris videre til alle vores frivillige, siger Allan Bo Andersen.