Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger FavrskovLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Hvor andre kommuner lukker landsbyskoler, har byrådet i Favrskov besluttet at bygge en ny. Foto: Jesper Rehmeier

🏫Her skal der bygges ny skole

I 2007 var der 1.240 folkeskoler i Danmark. I 2022 var der 1.066.

Det er især skolerne i vores landdistrikter, der har drejet nøglen om for sidste gang, og derfor var det bemærkelsesværdigt, da byrådet i denne uge løftede sløret for Favrskovs nye skole.

Den skal nemlig ligge i Foldby-Norring, hvor den skal erstatte den noget slidte Korsholm Skole.

- Hvor andre kommuner snakker om skolelukninger, så åbner vi en ny skole i en landsby, sagde Charlotte Green, de Konservatives gruppeformand om planerne.

Det er glædelige nyheder, selvom områdets børn nok må vente en del år, før de kan sætte fod i de nye lokaler. I dagens første artikel dykker vi ned i planerne om den nye landsbyskole og de mange andre anlægsbyggerier, der blev præsenteret præsenteret i forbindelse med det nye budgetforslag.

Det er dog ikke lutter nye byggerier og glade børn i byrådets budgetforslag for 2024.

Kommunens økonomi er presset af stigende udgifter, og derfor skal der spares på en række områder. Her må Børne- og Skoleområdet holde for med en samlet besparelse på næsten 5.7 millioner kroner.

Vi giver dig et overblik over besparelser og udvidelser i det nye budget i dagens anden artikel.

Sidst men ikke mindst tager vi et kig på selve budgetprocessen. Der er nemlig nogle, der mener, at kommunens budgetproces er lukket, uigennemsigtig og ikke formår at invitere borgerne ordentligt med på råd.

Giver det overhovedet mening med en høringsfase, når 24 ud af 25 byrådsmedlemmer er enige om budgettet? Og hvorfor holdes der ikke fysiske borgermøder i år? Vi hører forskellige synspunkter i nyhedsbrevets tredje artikel.

God læselyst og god weekend.

Billede af Benjamin Alexander Helbo
Billede af skribentens underskrift Benjamin Alexander Helbo Journalist
Billede af Jesper Rehmeier
Billede af skribentens underskrift Jesper Rehmeier Journalist
  • Hvor andre kommuner lukker landsbyskoler, har byrådet i Favrskov besluttet at bygge en ny. Foto: Jesper Rehmeier
Der bliver gang i byggeriet i Favrskov i den kommende år, hvor byrådet afsætter millioner til blandt andet en ny skole og flere nye daginstitutioner. Foto: Carsten B. Grubach

Millioner til nødvendige skoler, daginstitutioner og plejeboliger: Se hvad politikerne er enige om at bygge i dit område

Favrskov Kommune har en politisk målsætning om at bruge mindst 110 millioner kroner om året på anlæg. I 2024 og 2025 hæves det beløb til 119 millioner. Det er 24 ud af 25 byrådspolitikere blevet enige om den nye budgetaftale. 

Der er nemlig behov for store, dyre byggerier i den østlige del af kommunen, hvor der er befolkningsvækst. Hvad der svarer til et helt års anlægsbudget går til ét projekt, nemlig en ny skole og integreret daginstitution i Korsholm. 

Desuden er der udsigt til nye daginstitutioner i både Søften og Hadsten. Sidstnævnte bliver en af de største daginstitutioner i kommunen. 

Her får du overblikket over de største byggeprojekter i det nye budgetforlig.

Den nuværende Korsholm skole er så nedslidt, at det ikke giver mening at renovere den. I stedet opføres en helt ny skole og daginstitution i et af de områder, der vækster allermest i de kommende år. Millioner afsættes også til byggeri af daginstitutioner i områder, hvor befolkningsvæksten allerede har resulteret i overfyldte børnehaver og vuggestuer.

Her er en historie, man som en lokalpolitiker meget gerne vil fortælle: I en tid, hvor gamle, nedslidte folkeskoler i de mindre byer lukker, bygger vi i stedet en helt ny, topmoderne skole.

Det er en nyhed, der i et Facebook-opslag kan høste mange likes.

Og det er den historie, byrådet i Favrskov nu kan gå ud og fortælle borgerne. 24 ud af 25 byrådspolitikere i kommunalbestyrelsen er blevet enige om et budget med adskillige reduktioner i driften. Det giver ikke meget kærlighed på sociale medier. Men heldigvis for byrådet er der også fortællingen om, at der ikke blot afsættes mere end 100 millioner til en ny skole i Korsholm, men også en ny daginstitution.

Og når der i samme budgetperiode er afsat penge til byggeri af daginstitutioner i både Hadsten og Søften, kan man næsten tilgive kommunen, at de kalder byggeprogrammet "Børnenes og de unges anlægsprogram".

Her dykker vi ned i, hvad børnene og de unge (og deres forældre og bedsteforældre) kan se frem til, når kommunen over de næste bruger flere hundrede millioner kroner på spændende, og nødvendigt, nybyg.

Der skal bygges andet end skole og daginstitutioner

De store byggeplaner til børn og unge i Korsholm, Hadsten og Søften løber med overskrifterne i anlægsdelen af det nye budget. Men også på andre områder afsættes der millioner til nyt byggeri. 

Nyt plejecenter i Hadsten: Der har i flere år været politiske drøftelser om et nyt plejecenter i Hadsten, og igen i år indgår det som en del af budgetaftalen. Det forventes tidligst at kunne stå klar i 2026, og der afsættes et samlet rådighedsbeløb på 35 millioner kroner til byggeriet som skal bestå af 60 ældreboliger til den voksende gruppe af ældre, plejekrævende borgere. 

Renovering af kommunale bygninger: Favrskov er dannet af fire tidligere kommuner. Det har den konsekvens, at kommunen råder over en stor mængde kommunale bygninger, hvor der jævnligt skal renoveres. Der afsættes 9 millioner kroner til renoveringer, fordelt på 60 projekter, i 2024 og i alt 24 millioner fra 2025-2027.

Udvidelse af Århusvej i Søften: I budgettet er der indgået en aftale om, at der afsættes 7 millioner i 2024 og 3,5 millioner i 2025 til at udvide Århusvej fra E45 til Beta i Søften. Pendlere fra Hinnerup til Aarhus vil vide, at trafikken ofte er presset på denne strækning, særligt om morgenen. 

En helt nyt skole i Korsholm = et års byggebudget

Når børnene i Foldby-Norring-Korsholm i 2028 står klar til første skoledag i deres pæneste tøj og med vandkæmmet hår, ringer klokken ind til en hverdag i en helt ny skole. Det er det nemlig planen, at den nye skole skal være klar til brug.

I alt afsættes der hele 113 millioner kroner til projektet frem til 2028.

- Det er faktisk et helt års anlægsbudget, der ryger der, konstaterer borgmester Lars Storgaard.

For de penge skal der bygges en skole med plads til 150 elever fra 0. til 6. klasse. Dermed ændres der ikke på strukturen i forhold til i dag, hvor eleverne også skal videre, når de når til 7. klasse.

Det er vigtigt at understrege, at det endnu ikke er på plads, hvor skolen skal opføres. I oplægget fra forvaltning skiteseres de to oplagte muligheder. Enten kan man bygge den nye skole på den eksisterende grund. Eller man kan vælge en ny placering. Vælger man sidstnævnte mulighed, kan det have andre perspektiver for området, som forvaltningen skriver.

- Den eksisterende grund vil efterfølgende kunne sælges til bolig- og evt. butiksformål, og dermed bidrage til udviklingen af et attraktivt boligområde centralt placeret i Foldby-Norring.

Sidste år var der i budgetaftalen planer om at renovere Korsholm Skole. Det har dog vist sig, at den er så nedslidt, at det vil være uhensigtsmæssigt. I stedet bygges en helt ny skole. Foto: Jesper Rehmeier

Men det er ikke bare Korsholm skole, der er nedslidt og utidssvarende. Det samme gælder for byens daginstitution, Korsholm Børneunivers. Det er også planen at opføre et nyt dagtilbud med plads til 60 børn, og det er planen, at skole og dagtilbud skal placeres sammen, som det også er i dag.

Der er altså meget at se frem til. Men ikke for alle som Konservatives Charlotte Green påpegede, da politikerne præsenterede det nye budget:

- Der venter en lang proces forude, for det det tager tid at bygge en skole. Og eleverne på skolen går der kun til 6. klasse. Så der er ikke mange af de børn, der går på skolen nu, der faktisk ikke kommer til at opleve en ny skole.

Ny daginstitution i Hadsten: - Vi vælger den store model

Da politikerne lagde budget i 2021 og læste de efterfølgende høringssvar var det svært at overse de bekymrede medarbejdere og forældrebestyrelser i daginstitutionerne i Hadsten. Der blev klaget over overfyldte børnehaver og vuggestuer, mangel på personale og dårlig trivsel for medarbejderne.

Det fik forvaltningen til at iværksætte en række initiativer, der skulle afhjælpe kapacitetspresset, men flere medarbejdergrupper og forældre havde det samme spørgsmål: Hvorfor bygger I ikke en ny daginstitution i byen?

Den gode nyhed er, at institutionen er på vej. Det blev allerede vedtaget sidste år. Det nye er, at man siden sidste års budgetlægning har besluttet, at den integrerede institution skal være endnu større end først planlagt. Dermed afsættes der i alt 28,5 millioner kroner til en institution med plads til 128 børn i Ginneruplund i det sydlige Hadsten.

- Vi vælger at kigge frem og rette blikket mod den lange bane ved at bygge en stor institution. Vi tror og håber, at vi kan få fyldt den ud, sagde Lars Storgaard, da han præsenterede det nye budget for 2024.

Senere på året forventer Favrskov Kommune at kunne sende de første byggegrunde i næste etape af Ginneruplund-udstykningen på markedet. Og da nybyggerkvarterer oftest tiltrækker børnefamilier, kan det meget vel vise sig at borgmesteren får ret i, at kapaciteten bliver brugt.

De 128 forventede pladser bliver fordelt på tre vuggestuegrupper og fire børnehavegrupper, og bygningen forventes at blive cirka 1.027 kvadratmeter inklusiv et uopvarmet krybberum.

Efter planen skal daginstitutionen stå klar til brug i august 2025, og forvaltningen skriver i oplægget, at området er presset på kapacitet, blandt andet som følge af problemer med at rekruttere dagplejere, noget som FavrskovLIV tidligere har beskrevet i en række artikler.

Der skal findes plads til mange flere børn i Hinnerup/Søften

Det er ikke kun i Hadsten, der skal bygges en ny integrereret institution. Det samme er tilfældet i Søften, hvor der ligeledes er heftigt pres på daginstitutionerne, hvilket også i nogen grad skal tilskrives problemet med at hyre dagplejere.

Der er i det nye budget afsat godt 25 millioner til en institution med plads til 92 børn fordelt på to vuggestuegrupper og tre børnehavegrupper. Placeringen er endnu ikke på plads, men det forventes, at institutionen vil være klar til brug i 2026.

Det er dog ikke den eneste udgiftspost til dagtilbudsområdet i Hinnerup og Søften.

I 2024 skal der bruges godt otte millioner kroner på en tilbygning i enten børnehuset Rønbækken eller Elmegården i Hinnerup. Det skal resulterer i plads til ca. 35 – 40 daginstitutionspladser og en ny specialgruppe.

Endelig afsættes der i 2024, 2025 og 2026 samlet 16 millioner kroner til en naturbørnehave ved Moselund Spejdercenter i Hinnerup. Siden sidste år har børn fra det nærliggende børnehus Bymarken haft fast base ved det gamle spejdercenter. Der er udarbejdet en helhedsplan for området som skal resultere i en permanent skovbørnehave med plads til 100 børn.

Moselund Spejdercenter, hvor Favrskov Kommune vil etablere en naturbørnehave. Foto: Jesper Rehmeier

Fordelen ved skovbørnehaver er, at der bruges langt færre kvadratermeter per barn, end der gør i en traditionel børnehave. Det betyder lavere udgifter til byggeri, og det har også den konsekvens, at driftsomkostningerne ved at drive en skovbørnehave er markant lavere. Samlet set forventes det, at det vil koste 300.000 kroner om året i bygningsdrift for skovbørnehaven i Hinnerup, mens der for den nye daginstitution i Hadsten forventes årlige udgifter på 560.000 til bygningsdrift.

  • Nic. Christiansen byggeri
    Der bliver gang i byggeriet i Favrskov i den kommende år, hvor byrådet afsætter millioner til blandt andet en ny skole og flere nye daginstitutioner. Foto: Carsten B. Grubach
  • Sidste år var der i budgetaftalen planer om at renovere Korsholm Skole. Det har dog vist sig, at den er så nedslidt, at det vil være uhensigtsmæssigt. I stedet bygges en helt ny skole. Foto: Jesper Rehmeier
  • Moselund Spejdercenter, hvor Favrskov Kommune vil etablere en naturbørnehave. Foto: Jesper Rehmeier
Lars Storgaard har præsenteret sit andet budget som borgmester. Endnu et budget med besparelser på driften og udvidelser på det specialiserede socialområde. Foto: Jesper Rehmeier

Budgetoverblik: De mest udsatte får lidt mere - der spares især på børn og unge

Den kommunale økonomi i Favrskov er presset af stigende udgifter på det specialiserede socialområde, hvor der skal laves nødvendige udvidelser. Derfor byder byrådets forslag til det kommende års budget på besparelser på driften på andre områder, men også en stigning i anlægsudgifter.

Læs med her og få overblikket over hvor der skal spares, og hvor der skal spenderes.

Stigende udgifter til specialområdet presser kommunens økonomi. I budgetforslaget for 2024 har byrådet udvidet med 13 millioner kroner til stigende udgifter på det specialiserede socialområde, mens der på andre områder er foreslået besparelser i perioden på knap 15 millioner kroner. Vi giver dig et overblik over det kommende års kommunalbudget.

Det er ikke landet af mælk og honning, sagde borgmester Lars Storgaard ved fremlæggelsen af sidste års budget. Den samme frase kunne han passende genbruge, da budgettet for 2024 blev fremlagt tidligere på ugen.

For der skal spares på de kommunale budgetter. Igen.

I 2024 skal der spares 14,7 millioner kroner på den kommunale drift. Reduktionerne er fordelt over en bred kam, og byrådet har gjort sig umage med at udpege konkrete områder, hvor der skal spares, fortalte borgmester Lars Storgaard ved budgetpræsentationen i Hammel.

- Mest muligt skulle øremærkes. Vi tog ikke bare den nemme løsning med en rammebesparelse på 1,5 procent. Vi går ind og tager ansvar og øremærker så meget som muligt, sagde borgmesteren.

Behovet for besparelser skyldes hovedsageligt de stærkt stigende udgifter til de specialiserede socialområde, som næsten alle landets kommuner oplever i disse år.

I 2024 foreslår Favrskov Kommune en udvidelse på 13 millioner kroner på det specialiserede socialområde, og i de kommende år stiger det tal til 17 millioner i 2025, og 19 millioner i 2026 og 2027.

Hvad er det specialiserede socialområde?

Det specialiserede socialområde er en samlebetegnelse for den hjælp, der ydes til borgere som har særlige behov, typisk på grund af fysiske, psykiske eller kognitive funktionsnedsættelser. Det gælder børn såvel som voksne.

Området dækker over indsatser og tilbud til børn og unge i udsatte positioner, børn og unge med funktionsnedsættelser, voksne borgere med sociale, fysiske, kognitive og psykiske funktionsnedsættelser samt psykiske vanskeligheder og misbrugsproblematikker. Så området omfatter mange forskellige målgrupper og tilbud. 

Der er både kommunale, regionale og private tilbud til borgere på det specialiserede socialområde. Tilbuddene kan være døgn- eller dagtilbud, aktivitets- eller beskæftigelsesaktiviteter samt hjælp og støtte i eget hjem.

Kilde: FOA.

- Vi udfordres, som de fleste andre kommuner, af manglende statslig finansiering af de stigende udgifter på det specialiserede socialområde. Hertil kommer, at vi skal aflevere stadig flere penge til den kommunale udligning – i omegnen af ekstra 9 mio. kroner hvert år. Endelig bliver vi kun delvist kompenseret for den befolkningsvækst, vi oplever på børne- og ældreområderne, sagde borgmester Lars Storgaard ved budgetpræsentationen.

Men selvom udgifterne stiger, skal borgerne ikke nødvendigvis forvente bedre service på det specialiserede socialområde.

- Folk oplever ikke, at de vil få en bedre service. Det vil være den samme service, som de har fået hele tiden. Tilbuddene bliver bare dyrere og dyrere. Det er lidt en ond spiral at havne ind at vi er nødt til at reducere andre steder for hele tiden at kunne følge med på det her område, sagde Charlotte Green, de Konservatives gruppeformand ved præsentationen.

- Det ser ud som om, vi sparer nogle penge for at udvide en hel masse. Men det er jo nødvendigt, at vi er nødt til at følge med på det specialiserede socialområde, hvor udgifterne vokser og vokser, og regeringen simpelthen ikke har anerkendt, at det her er et problem for alle kommuner.

- Det er ikke rart at tage pengene

24 ud af byrådets 25 medlemmer har sat deres signatur på budgetforslaget. Kun Enhedslistens Thake Fogh Cordt har valgt at stå uden for, med begrundelsen om, at han hellere så et budget "uden løbende forringelser for borgere og medarbejdere".

Det skriver Thake Fogh Cordt i en mail.

Det er på børne- og skoleområdet, de største budgetbesparelser skal findes. Eksempelvis skal der spares 3 millioner kroner årligt på en pulje til at dække langtidssygemeldinger på skole- og daginstitutionsområdet, hvilket udgør mere end halvdelen af de i alt 5.6 millioner kroner, der skal spares på området.

Det er ikke let at skære i skolernes budgetter, understreger Isabell Friis Madsen, Socialdemokratiets gruppeformand.

- Det er ikke rart at tage pengene, for jeg synes ikke, der i forvejen er tale om en overflod. Hvis uheldet er ude, kan det blive enkelte institutioner, som rammes meget hårdt. Det kan man ikke altid gøre så meget ved ledelsesmæssigt. Der kan jeg være bekymret for, at nogle kan blive klemt, fordi de må erstatte personale, siger hun.

En sund økonomi trods udfordringer

De stigende udgifter på specialområdet betyder, at byrådet forudser yderligere besparelser i de kommende år. Det har man forsøgt at imødekomme ved at lægge et voksende beløb ind på specialområdet i overslagsårene.

Trods de varslede besparelser er der alligevel en snert af optimisme at spore hos byrådet. Samtlige gruppeformænd kvitterede for et godt samarbejde, og trods de lidt usikre økonomiske tider, manede Lars Storgaard til besindighed.

- Vi har generelt godt styr på vores økonomi, udtalte borgmesteren i forbindelse med budgetpræsentationen.

- Målsætningen for budgetlægningen var et budget i driftsmæssig balance i de fire budgetår. Det er lykkes i det forslag, vi har lagt frem.

Ny skole i Foldby-Norring

På anlægssiden er der plads til gode nyheder.

Byrådet har afsat knap 120 millioner kroner til anlæg i det kommende budgetår samt i 2025. Det er 10 millioner mere end det sædvanlige loft på 110 millioner kroner, og især én ting skilte sig ud på listen over anlægsbyggerier.

Der skal bygges en ny skole i Foldby-Norring, hvor den nedslidte Korsholm Skole efterhånden har udtjent sin værnepligt.

- Hvor andre kommuner snakker om skolelukninger, så åbner vi en ny skole, sagde Charlotte Green, de Konservatives gruppeformand.

Der venter dog en lang proces, før borgerne i Foldby-Norring-området kan sende deres børn i skole i spritnye lokaler, understregede den Konservative gruppeformand.

- Der er nok ikke mange af de børn, der går på Korsholm skole nu, der kommer til at opleve en ny skole. Vi ved endnu ikke præcis hvor den skal ligge, kun at vi har nogle penge og at den skal bygges, sagde Charlotte Green.

Du kan læse mere om den nye skole og det kommende års anlægsbyggerier i artiklen her.

Giv din mening til kende

Budgetforslaget sendes i offentlig høring i perioden 6.-19. september 2023, hvor du kan komme med kommentarer til de udvalgte reduktioner og udvidelser i det kommunale budget. Høringssvar til budgetforslaget skal sendes til budget@favrskov.dk og budgetmaterialet kan findes på www.favrskov.dk/budget.

Derudover kan du sende dine spørgsmål til politikerne bag budgetforslaget på budget2024-27@favrskov.dk senest 12. september klokken 12. Så vil repræsentanter fra de politiske partier efter Byrådets førstebehandling af budgetforslaget 12. september 2023 i tidsrummet fra kl. 20-21 besvare spørgsmålene live via www.kommune-tv.dk.

Dette er et nyt tiltag, som kommunen har etableret i stedet for de vanlige borgermøder.

  • Lars Storgaard har præsenteret sit andet budget som borgmester. Endnu et budget med besparelser på driften og udvidelser på det specialiserede socialområde. Foto: Jesper Rehmeier
Budgetforslaget med udvidelser, besparelser og anlægsprojekter er nu i høring. Men giver det mening at give et høringssvar? Og skulle politikerne møde borgerne tidligere i processen? Foto: Henning Bagger. 

Kritik af budgetprocessen: - Jeg betragter høringsfasen som spil for galleriet

Sidste år holdt Favrskov Kommune to borgermøder i budgetprocessen for at drøfte de økonomiske udfordringer med borgerne og få input til det videre arbejde med budgettet. I år, hvor der skal findes reduktioner for næste 15 millioner kroner, holdes der ikke fysiske borgermøder. Der er simpelthen for ringe fremmøde, så i stedet giver man borgerne mulighed for at sende spørgsmål til politikerne i stedet. 

Kritikere mener, at budgetprocessen i Favrskov er for lukket og for udemokratisk. Men hvad, om noget, skal man gøre i stedet for? Vi får forskellige bud her.

Giver det overhovedet mening at sende et budget i høring, når 24 ud af 25 byrådspolitikere er enige og har fået den økonomiske kabale til at gå op? Det er der delte meninger om.

Byrådet har lagt et budget, og Favrskov Kommune skal reducere 14 millioner kroner på driften i 2024, mens der samtidig udvides for 17 millioner på det specialiserede socialområde. Det står klart, efter at et samlet byråd, minus Enhedslisten, tirsdag eftermiddag præsenterede det nye budget.

Du kan dykke ned i budgettet ved at klikke dig ind på Favrskov Kommunes hjemmeside. Her kan du nærstudere de forskellige poster under udvidelser, anlæg og reduktioner.

Budgettet er nu i offentlig høring, så du som borger kan give dit besyv med - og måske endda få politikerne på andre tanker, hvis du synes, det er hul i hovedet af reducere i ungdomsskolen budget eller at lukke Café AG.

Men hvor sandsynligt er det, at politikerne laver store ændringer i det budget, som 24 ud af 25 byrådsmedlemmer er blevet enige om? Et budget, der er blevet til via en række politiske drøftelser med baggrund i et sparekatalog udarbejder af forvaltningerne.

Usandsynligt, mener kritikere af den budgetproces, som Favrskov Kommune følger, når den kommunale økonomi skal forhandles på plads. I blandt dem er Kasper Kay, medlem af Liberal Alliance, formand for Favrskov Børns Rettigheder og desuden tidligere byrådskandidat i Favrskov Kommune.

- Man ved, det er umådeligt vanskeligt at genåbne et budget efter høringsfasen. For begynder man at pille ved én ting i budgettet, så vil der helt sikkert være nogen der siger, at så må man også ændre på andre ting. Jeg betragter helt ærligt høringsfasen som spil for galleriet, siger Kasper Kay Petersen.

Intet fysisk borgermøde i høringsfasen

Sidste år inviterede politikere og forvaltning to gange til borgermøde om det budgettet. 

Første gang var tilbage i maj, hvor kommunen bad borgerne komme med input til, hvor man kunne spare på driften i et budget, hvor der også skulle findes besparelser. 

Da et enigt byråd, minus Enhedslisten, var enige om et forslag til budget, inviterede man igen til borgermøde. Det må lå midt i høringsfasen, og borgerne fik forklaret den økonomiske situation af borgmester Lars Storgaard, inden der var paneldebat. 

I år er der i budgetlægningsperioden ikke indbudt til fysisk borgermøde på noget tidspunkt. 

I stedet kan man som borger sende spørgsmål direkte til politikerne bag budgetforslaget på budget2024-27@favrskov.dk senest 12. september kl. 12. Så vil repræsentanter fra de politiske partier efter Byrådets førstebehandling af budgetforslaget 12. september 2023 i tidsrummet fra kl. 20-21 besvare spørgsmålene live via www.kommune-tv.dk

- Vend processen på hovedet

Han erkender, at det er nemt at stå som outsider og pege fingre af byråd og forvaltning. Partierne bag budgetforliget har været nødt til at lave udvidelser i budgettet for at dække stigende udgifter til det specialiserede socialområde. Et område, hvor prisstigninger samt en voksende gruppe borgere med komplekse behov udfordrer økonomien i ikke blot Favrskov, men også de øvrige kommuner.

Men Kasper Kay Petersen efterlyser et større politisk mod til at tage dialogen med borgere og kommunalt ansatte i et forsøg på at finde ud af, hvor der kan laves besparelser.

- Som det er nu, så er det en lukket proces, der kører imellem forvaltning og byråd. Det er forvaltningen som beskriver rigets tilstand, og det er dem, der udarbejder forslagene og præsenterer det for byrådet. Først når det har været igennem alle faserne og frem og tilbage en masse, præsenterer man forliget og lader borgerne komme med høringssvar, siger Kasper Kay Petersen.

Er borgerne ikke også generelt for dårlige til aktivt at engagere sig i budgetprocessen?

- Jo, det har du da ret i. Men den går to veje. Man kunne jo også vælge at kommunikere lidt mere om det. Det er man jo forpligtet til, vil jeg sige. Man svigter sit ansvar ved, at man putter med det. Jeg synes, man som bestyrelse har en pligt til at oplyse sine borgere om, hvad der foregår. Man har en pligt til at inddrage medarbejdere. Jeg mener vel at mærke dem, der ikke arbejder i administrationen. Men lærer, pædagoger og sosuer og så videre.

Hvem ved mest om økonomien og budgettet? Pædagogen eller lederen, der sidder med et indblik i tallene?

- Jeg er ret sikker på, at dem, der arbejder på plejehjemmene eller i børnehaverne, har gode forslag til at effektivisere og undgå at spilde tiden. Jeg tror ikke, der er nogen af medarbejderne der er interesserede i at gøre deres arbejde mere kompliceret end højest nødvendigt, vurdere Kasper Kay Petersen.

Enhedslisten: - Der er brug for en mere demokratisk proces

- Skal vi lige tage elefanten i rummet - hvorfor er Ø ikke med?

Sådan blev der spurgt i tirsdags, da gruppeformændene præsenterede det budgetforlig, som 24 ud af 25 folkevalgte politikere bakker op om. Elefanten i rummet er Thake Fogh Cordt, byrådsmedlem for Enhedslisten, der for andet år i træk ikke bakker op om budgetforslaget.

I år har Enhedslisten i stedet udarbejdet deres eget budget. Det kan du nærstudere ved at klikke her. Thake Fogh Cordt har flere gange efterlyst en mere demokratisk budgetproces, hvor borgerne i højere grad kan blive hørt.

- Der blev gjort et lille forsøg sidste år ved at lave et borgermøde, hvor borgerne kunne forholde sig til hele budgettet på én gang og komme med forslag til, hvor man kunne spare. Det syntes jeg var lidt dødsdømt fra start, fordi det er for vanskeligt og for komplekst at lave et møde på halvanden time, som handler om alt.

Hvordan mener du så, at man bør skabe en mere demokratisk proces?

- Jeg har ikke den perfekte model, jeg kan trække op af hatten, men det er noget, vi skal arbejde på. Jeg har foreslået, at vi kan arbejde mere med virtuelle møder, ikke som et alternativ til fysiske møder, men som et supplement, for på den måde kan flere måske være med, når vi trods alt bor i en geografisk stor og spredt kommune.

Har du selv rakt ud, eksempelvis på Facebook, og opfordret borgerne til at komme med forslag?

- Nej. Det har jeg ikke. Det kunne være et godt eksperiment, og jeg tænker, jeg skal have lavet et fysisk møde, hvor man komme og spørge mig. Vi har også en bod på Hammel hestemarked i weekenden, hvor vi meget gerne vil tale budget.

Thake Fogh Cordt er spidskandidat for Enhedslisten i Favrskov. Han mener, kommunen skal forhandle en aftale med Midttrafik, så borgerne kan køre med bus uden at skulle betale. Foto: Jesper Rehmeier

Ifølge Thake Fogh Cordt kan borgermøderne også foregå i en mere simpel ramme, end den man hidtil har holdt dem i.

- Man putter mange forvaltningsressourcer i, når man har borgermøder. Der skal vi som politikere turde at stå på egne ben. Vi kan godt gå ud og snakke budget uden at have fem direktører med til at understøtte os. På den måde kan vi vi få en dialog, som er mere borger til borger.

Enhedslisten står altså uden for det budget, som lige nu er i høring. Men opfordringen fra partiet er stadig, at man som borger afgiver et høringssvar og bruger muligheden for digitalt at stille spørgsmål til budgettet.

- Høringssvarene kan være med til at styre retningen, hvis der findes flere penge. Og alle er jo indstillet på at lytte til gode argumenter - det er jeg nødt til at tro på. Så er der gode argumenter, der ikke er hørt endnu, så tror jeg helt sikkert også, at der lyttes til det. Men det er da klart, at det er sværere nu, hvor et næsten enigt byråd har sagt, at det er det her, man gør.

Socialdemokratiet: - hvornår skulle man ellers holde høring? 

Isabel Friis Madsen er gruppeformand i Socialdemokratiet, som er det mest talstærke parti i byrådet. Hun har været med til at lægge budget en del gange efterhånden, og hun har også været med til talrige borgermøde med begrænset fremmøde.

Hun ser frem til at se, om fremgangsmåden i år vil resultere i mere dialog.

Isabel Friis Madsen (S) vil gerne høre borgernes input, og hun afviser, at det er for sent at ændre noget med høringssvar. Foto: Jesper Rehmeier

- Nu har vi den her onlinemodel i år, og måske kan vi få fat i flere borgere på den måde - det er måske nemmere at tage sig sammen til at skrive et skriftligt spørgsmål derhjemmefra i stedet for at tage af sted til et møde. Under corona havde vi digitale borgermøder, hvor vi havde en god dialog. Men jeg vil også sige, at det her jo ikke forhindrer, at man kan henvende sig til politikerne ad en anden vej også.

Sådan kan du kontakte gruppeformændene bag budgettet

I præsentationen af budgetforliget på Favrskov.dk anføres det, at man kan kontakte gruppeformændene bag forliget, hvis man har spørgsmål.

Lars Storgaard (C), borgmester 24 24 32 77

Isabell Friis Madsen (A), gruppeformand 20 46 64 28

Charlotte Green (C), gruppeformand 25 67 38 28

Birgit Liin (V), gruppeformand 41 40 15 42

Søren Frandsen (F), gruppeformand 24 23 43 71

Torben Christensen (B), gruppeformand 42 80 00 96

Erling Høj Sørensen (D), gruppeformand 20 45 80 98

Eva Damsgaard (O), gruppeformand 81 61 80 33

Gruppeformændenes telefonnumre er taget fra et opslag på Favrskov Kommunes egen hjemmeside.

Det handler ikke om, at man som politiker ikke har så meget lyst til at stå ansigt til ansigt med borgerne, når man skal præsentere store besparelser? 

Nej, overhovedet ikke. Det vil jeg faktisk gerne. Det har vi jo også gjort, når det har været allermest vanskeligt. Men vi har haft ganske få borgere, der er mødt frem. Det er et forsøg på at prøve at nå flere, fordi vi faktisk gerne vil dialogen.

Man kan altså først afgive et høringssvar, når budgetforliget ligger klar - kan høringssvarene ændre på noget på det tidspunkt?

- Ja, det kan de sagtens. Det har vi gjort tidligere. Men jeg kan heller ikke se, hvornår man ellers skulle have en høring. Man er jo nødt til at have noget at forholde sig til som borger, før man kan give et svar.

I visse andre kommuner har man høring, når sparekataloget ligger klar, så borgerne allerede der kan byde ind...

- Jeg tænker ikke, at det vil give meget mening. Det er en hel række af forslag, og mange er jo så langt fra nogensinde at blive til noget, at jeg tænker, det vil være spild af borgernes kræfter. Så synes jeg, det er meget bedre, at man kan byde ind, når man kan se, hvad der reelt er på spil. Og du kan tro, at alle svar bliver læst med omhu.

Men kan det reelt ændre på noget på det tidspunkt? 

- De seneste år har vi ikke lavet store ændringer på baggrund af dem. Men det har vi gjort tidligere. Jeg kan ikke lige huske konkret hvornår, men jeg ved, at vi har. Men det er da også rigtigt, at det jo ikke nødvendigvis fungerer sådan, at budgettet bliver lavet om, bare fordi man afgiver et høringssvar.

Sådan sender du et høringssvar

Høringssvar til budgetforslaget skal sendes til budget@favrskov.dk senest 19. september 2023.

Høringssvarene vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside efter høringsfristen.

Budgettet er til første behandling i byrådet 12. september, og det er til anden behandling 10. oktober, hvor budgettet vedtages.

Husk, at du kan sende spørgsmål direkte til politikerne bag budgetforslaget på budget2024-27@favrskov.dk senest 12. september kl. 12. Så vil repræsentanter fra de politiske partier efter Byrådets førstebehandling af budgetforslaget 12. september 2023 i tidsrummet fra kl. 20-21 besvare spørgsmålene live via www.kommune-tv.dk.

Kilde: Favrskov Kommune.
  • Favrskov Kommune kommunegrænseskilt,
    Budgetforslaget med udvidelser, besparelser og anlægsprojekter er nu i høring. Men giver det mening at give et høringssvar? Og skulle politikerne møde borgerne tidligere i processen? Foto: Henning Bagger. 
  • Thake Fogh Cordt er spidskandidat for Enhedslisten i Favrskov. Han mener, kommunen skal forhandle en aftale med Midttrafik, så borgerne kan køre med bus uden at skulle betale. Foto: Jesper Rehmeier
  • Isabel Friis Madsen (S) vil gerne høre borgernes input, og hun afviser, at det er for sent at ændre noget med høringssvar. Foto: Jesper Rehmeier