Lars Storgaard sætter kikkerten for øjnene og spejder ud over det rå landskab af forrevne klipper, tålmodigt formet af årtusinders snefald og smeltevand. Guiden peger, og selskabet får øje på det, der har ført dem til dette ugæstfri område af de schweiziske alper. Stenbukkene. En lille flok anført af en gammel han med et sæt majestætiske horn.

For en storvildtsjæger findes der næppe et flottere trofæ end den godt 100 kilo tunge buk, der er kongen i sit revir og yndefuldt bevæger sig mellem klipperne. Jagtguiden giver Storgaard grønt lys. Han kan skyde. Han hæver riflen med kikkertsigtet, trækker vejret dybt ind og fører fingeren ned til aftrækkeren. Klar til at skyde, som han har gjort det så mange hundrede gange før...

I årtusinder har mennesket gået på jagt. For at skaffe føde til flokken. Men også for spændingens skyld. Nogle mennesker må siges at være tættere på dette urinstinkt for jagt end andre, og Lars Storgaard, Favrskovs borgmester, hører til den flok. Siden han var en stor knægt, har han været jæger. Det er hans altopslugende hobby og passion. Det har ført ham til fjerne afkroge af verden, Sibirien, Mongoliet, British Columbia og Tanzania for blot at nævne nogle af de steder, Lars Storgaard har jaget trofæerne, der pryder væggene i hans kontor i Ulstrup.

Jeg mødte engang en, der omtalte jagtrejseselskabets kontor i Ulstrup som "et rædselskabinet", og det er da også en smule overvældende at træde ind og føle de mange, mange glasøjne stirre på en. Men bag hvert trofæ er der en historie, og Lars Storgaard er faktisk en god historiefortæller. Det er folk ofte, når de taler om det, der giver dem stor fornøjelse.

- Jeg elsker alt ved jagten, og særligt det, der foregår inden man skyder. Når man ser byttet derude, og man konstaterer, at det er det dyr, vi skal gå efter. Det er der, spændingen stiger, og man får adrenalinkicket. Når man så skyder, så opstår spændingen ved at komme hen til dyret. Og glæden over at nedlægge det, man havde i sigte.

Der er 180 meter mellem Lars Storgaard og den stenbuk, han har brugt 10 timer på at forfølge i de kolde schweizisk alper. Det har været spændende at spore flokken, men det har også været hårdt og krævet konstant koncentration, for ét forkert skridt i de ufremkommelige alper kan få alvorlige konsekvenser.

Jagtselskabet har fulgt stenbukkene ned i en dal. Inden jægerne går derned, fortæller guiden, at de vil være nødt til at bestille en redningshelikopter for at komme op fra dalens dyb igen. Smeltesneen gør det simpelthen for svært at kravle op igen. De er trods alt jægere, ikke bjergbestigere. Ikke overraskende er det ikke billigt at bestille en helikopter til afhentning. Men det gør de, for de er jo på eventyr. Lars Storgaard affyrer skuddet mod sit bytte. Ét perfekt skud, der dræber den gamle stenbuk på stedet. Og lige så stille, som i slowmotion, falder dyret og triller ned ad klippesiden, hvor Lars Storgaard ikke længere kan se det...

Det var en ældre kammerat, der gjorde Lars Storgaard interesseret i jagt, da de begge gik på Ulstrup Skole. Politimanden Storgaard erkender at have forbrudt sig mod loven ved at købe sit første jagtgevær, inden han erhvervede sig jagttegnet. Men det er trods alt mange år siden. Bøssen blev købt hos en cykelhandler i Hammel, og det var først en del år senere, som 25-årig, at han skød sin første buk med riffel. Det var på en jagtrejse til Skotland. Siden har han nedlagt mellem 400 og 500 bukke og været på mere end 200 jagtrejser i godt 30 forskellige lande.

- At skyde bukke er min store passion. Uanset hvor meget jeg kommer rundt i verden, så vender jeg altid tilbage til bukkejagten. Det er et graciøst dyr, og det udgør en fantastisk udfordring at jage en buk. At udfordre dem i deres element og komme tæt på. Andre vil hellere tage til Sverige og jage elge. Det er da også fantastisk, men for mig er bukkejagten det bedste, siger Lars Storgaard.

Man skal dog ikke bruge lang tid på at spejde rundt i lokalet i Ulstrup for at få øje på elgen i rummet. For sådan en har Lars Storgaard selvfølgelig nedlagt. Og i det tilstødende gemak finder man også elefanten i rummet. I hvert fald stødtænderne fra den. På gulvet er der både zebraskind og et bjørneskind.

Lars Storgaard har været på mange eksotiske jagtrejser. Han har været i Afrika mere end 20 gange. De fleste trofæjægere drømmer måske om én tur til kontinentet. For en hurtig søgning på Google bekræfter mistanken om, at den slags rejser kan være skrækkeligt dyre. Så hvordan har det været muligt for en politimand med et bijob som kommunalpolitiker at tage på over 200 jagtrejser?

- Jeg har været så privilegeret og heldig, at jeg faktisk har kunnet få en indtægt ud af min hobby. Og det har givet mig nogle muligheder, jeg ikke ellers ville have haft, fortæller Lars Storgaard.

I 1992 fik Lars Storgaard en sidegesjæft som rejsearrangør i Diana Jagtrejser, og broderparten af de mange jagttogter til fjerne kyster har været i selskab med kunder. Med kundernes ønsker i højsædet, for når man kaster spareskillingerne efter en jagtrejse, skal man have valuta for pengene.

I gamle dage var jagt forbeholdt adlen. Den sociale overklasses blodsport og vigtigste networking. Men ifølge Storgaard er det ikke kun toppen af erhvervslivet og dem med blåt blod i årene, der i dag rejser til Tanzania for at skyde kafferbøfler eller drager til Tyrkiet for at nedlægge en bezoarged.

- Det kan lige så vel være håndværkeren, der har sparet op til sit livs drømmerejse, siger Lars Storgaard.

Da politimanden og lokalpolitikeren Lars Storgaard blev til borgmester Lars Storgaard, lagde han arbejdet i jagtrejseselskabet fra sig. Det hænder indimellem, at han en af de gode, gamle kunder ringer for at få råd til en rejse, og så tager han sig tid til at hjælpe dem. Men allerhelst sender ham dem videre til sin datter Camilla. Hun har nemlig overtaget biksen og kontakten med kunderne. Og vigtigere endnu: hun har arvet sin fars passion for jagt, og i en alder af 30 har hun snart skudt 100 bukke.

Hvad betyder det for dig, at du og din datter har det til fælles?  

- Det er stort. Det betyder meget for mig. Jeg har selv lært hende op. Det er lige så stort for mig at se hende skyde, som det er, når jeg selv krummer fingeren om aftrækkeren. Og jeg må sige, at hun virkelig har lyttet efter. For hun er en fantastisk jæger, og hun skyder virkelig godt med riffel.

Tilbage i alpeland har Lars Storgaard set sit trofæ forsvinde ned fra den klippe, hvor det mistede livet, da kuglen ramte. På en jagtrejse er der altid en risiko for, at man ikke får skudt noget. Sådan er spillet. Det er vist kun Finn og Jacob, der kører med rammegaranti. Men værre end ikke at få skudt noget, ville det være, hvis det nedlagte bytte røg ned i en kløft og ikke kunne nås. Eller hvis det skulle lande på et klippefremspring og blive så beskadiget, at en konservator ikke ville kunne redde det og gøre et fint trofæ ud af det.

Den ængstelige storvildtsjæger får besked på at holde sig i ro og vente på den bestilte redningshelikopter. I mellemtiden kravler guiden ned efter stenbukken. Helikopteren ankommer, og Lars Storgaard må på behændig vis kravle ombord og lade sig flyve væk - stadig uden at vide, om hans trofæ er købt eller solgt. Men så, da de flyver hen over den kløft, hvor dyret drattede ned, får han øje på guiden, der storsmilende vifter med begge tommelfingre i vejret. Den 13 år gamle trofæbuk er intakt efter faldet...

I mellemtiden er Lars Storgaards hustru Inge i Danmark, hvor hun holder styr på hus og familie. Få måneder efter at Storgaard fik borgmesterkæden om halsen døde hans hustru efter kort tids kræftsygdom. De havde været sammen i mere end 40 år og har to døtre sammen. Gennem alle årene brugte Inge meget tid på at tage sig af hjemmet, mens Lars Storgaard gik på jagt og til politik.

- Det var sådan, vores liv var skruet sammen. Skifteholdsarbejde hos politiet, politik og jagtrejser. Men hun gav mig plads til at være eventyrer og til at være impulsiv.

Som borgmester er der betydeligt mindre tid til at gå på jagt. Men tiden lige nu er gylden, for man må skyde til solnedgang, og når dagene med temamøder og budgetlægning er forbi, snupper Lars Storgaard gerne en time eller to i skoven i de nærliggende områder, hvor han har jagt. Både bekymringer og sorg forsvinder for en stund, når jagten går ind, og han i ny og næ kan nedlægge en buk til samlingen.

- Det er medicin og terapi for mig. Jeg har bare ikke den samme tid. Men de par timer om aftenen betyder meget for mig. At sidde i skoven lige så stille. Der tænker man jo også videre på de ting, man har arbejdet på i løbet af dagen.

Helikopteren har læsset Lars Storgaard af og er fløjet tilbage til bjerget for at hente guiden og den nedlagte stenbuk. Jagten i de schweiziske alper fandt sted i 2010, og Storgaard griner stadig, når han tænker tilbage på synet af helikopteren, der kom flyvende tilbage med hans "ged" dinglende i wire. Faldet fra tinderne havde trods alt resulteret i et par ridser i dyret, men ikke noget som den dygtige konservator ikke kunne maskere. I dag står stenbukken som det måske mest prominente eksemplar i trofækabinettet af dyr fra hele verden. Stolt skuende ud over kontoret i Ulstrup. Et ordentligt skrummel.

Ved siden af stenbukkene, og de utallige andre klovdyr med store horn og gevirer, fører en dør ind til et mødelokale. Herinde hænger de mest prægtige trofæer fra Afrika. Kafferbøflen, et dyr af ren rå muskelkraft, der hvert år dræber adskillige mennesker i Afrika. De adrætte og yndefulde antiloper, der kan løbe en løve træt på ingen tid. En gnu af den slags, der år efter år samles i flokke på flere hundredetusinde på Serengeti. Man kan næsten høre David Attenboroughs stemme.

Jeg er ikke modstander af jagt og trofæjagt. Men jeg kan heller ikke for alvor sige, at jeg forstår det. Og jeg erkender, at jeg nærer visse fordomme om og antipati mod velstående europæere, amerikanere og kinesere, der brænder formuer af på at skyde løver, elefanter og giraffer i nogle af de fattigste lande i verden. Men omvendt bidrager de også med mange penge til de lande, hvor de går på jagt. Og fortalere for trofæjagt, som Lars Storgaard, vil netop sige, at de mange penge fra storvildtsjagt blandt andet bruges til at bekæmpe illegalt krybskytteri og går til gode, lokale formål.

Lars Storgaard overrasker mig, da han fortæller om dengang, han skød en elefant.

- Det var på 13. og sidste dag, inden vi skulle hjem. Vi havde fulgt den hele dagen, og endelig var jeg heldig at få den på skudhold på under 30 meters afstand. Det hele op til skuddet var spændende. Men bagefter syntes jeg sgu, det var lidt sørgeligt. Det store, prægtige dyr.

Kan man som jæger godt føle sorg over at have nedlagt et dyr? 

- Det kunne jeg her. De anslog dyret til at være ældre end mig. Den var omkring 50 år. Man går rundt om sådan et stort, gammel og klogt dyr, og jeg følte mig lidt trist, siger Lars Storgaard.

Han fortsætter:

- Men jeg havde penge med til den lokale skole og det lokale sundhedsvæsen, og de lokale fik kødet fra elefanten. Det var et drama uden lige, da de slagtede den, siger Lars Storgaard. Han har smagt langt de fleste af de dyr, han har nedlagt, og de bukke han skyder, bliver også tilberedt. Det somme gjorde elefanten, der blev stegt som bøffer.

Hvordan smager elefantkød så?

- Lidt syrligt. Og så er det lidt sejt.

I sommerferien skal Lars Storgaard på jagt i Polen sammen med blandt andre partifællen Søren Gade. Borgmesteren fyldte 60 i 2021, men en af de andre i jagtselskabet med kurs mod Polen er 20 år ældre.

- Jeg håber da, at jeg kan blive ved lige så længe. Men der er jo droslet betydeligt ned for jagten lige nu, jeg har simpelthen ikke tiden til det. Og sådan vil det være de næste, skal vi med et smil sige seks og et halvt år. Men når jeg engang ikke længere er borgmester, så skal jeg da bruge mere tid på jagt igen, siger Lars Storgaard.

Her har vi samlet en række butikker og specialbutikker med delikatesser i Favrskov Kommune.

Da min kæreste og jeg for to år siden ledte efter hus, var det et krav, at vi skulle bo tæt på naturen. Og det kom vi til. For i Fajstrup har vi mange grønne åndehuller, og med Lyngballegård skov i baghaven, er vi kun et par minutters gang fra skovture og mange kilometers uforstyrret traveture på dejlige stier.

Skulle jeg anbefale folk i området et sted at gå tur, enten alene eller sammen med familien, ville jeg anbefale "min" skov. Parker bilen i skygge under træerne ved den lille parkeringsplads på Lyngballevej inden hovedgården. Så venter der en dejlig gåtur i en blanding af løv- og nåletræer. Om efteråret er der sågar gode muligheder for at plukke svampe - husk nu at følge reglerne for den slags.

Men hvad med dig? Hvor tager du hen, når du skal nyde den lokale natur?

Hvad end du sætter kursen mod Frijsenborgskovene, engområderne ved Vissing, hundeskoven ved Grundfør eller et helt fjerde sted, så del din bedste naturanbefaling med os.

Herunder finder du en boks, hvor du kan skrive dit bedste naturtip til os. Når vi har fået en masse gode forslag ind, samler vi sammen og laver et inspirationskatalog.

Så hvad end der er tale om lange ture langs Gudenåen eller vandreture i hedelandskabet ved Busbjerg bakke, så bare fyr løs.